top of page

Aquinas: Fromhed og praksis


Fromhed

Den dyd som disponerer en person til at udvise passende reverens, ære og veneration mod og til de som besidder ophøjelse eller er ophøjede, og som tildeler godhed til den som udviser veneration mod vedkommende. Fromhed udvises og gives først til Gud, det højeste og mest fremragende, giveren af alle gode gaver. Dernæst, udvises fromhed mod forældre. Herudover er fromhed blot passende respekt som gives til ligesindede, til overordnede i Kirke og stat, til ens venner og allierede. Fromhed, forstået som den respekt og ære som man udviser sine forældre, kaldes typisk broderlig fromhed. Den er en dyd, og består derfor i mere end blot passende udvortes adfærd, men også sind, tanke og vilje - det betyder at man skal se efter sine forældre, hjælpe dem, ofre sig for dem og trøste dem, og se til at de har det godt. Fromhed er en særlig dyd som udspringer fra retfærdighed. Den er specifikt og defineret som en særlig dyd i sig selv, grundet at en særlig gæld skyldes princippet og eksistensen af ens væsen - Gud først, og dernæst forældrene. Den samme dyd strækker sig til de som repræsenterer spirituel og politisk borgerskab, dvs. kirkelige og politiske ledere. Fromhed og religion er to dyder. De er aldrig i konflikt med hinanden, for dyder er aldrig i modstrid med hinanden. Men når man udøver dydige handlinger, så kan man befinde sig i omstændigheder som er i modstrid med hinanden. I det tilfælde, så må Guds essentielle tilbedelse og ophøjelse aldrig negligeres, til fordel for et misforstået fromhedshensyn mod fx ens forældre. På den anden side, virkelig forsømmelse af pligten over for sine forældre, kan aldrig fejes til side under hensyntagen til religion i det hele taget. Så et menneske som afviser at blive døbt fordi forældrene ikke ønskede det, begår en fejl. Men et menneske som ikke underholder sine forældre når de har behov, begår en fejl hvis han da i stedet sender sine midler til en velgørenhedsorganisation i stedet. Det er her at velgørenhed starter i hjemmet.


Overholdelse

Overholdelse, som en del af fromhed, er en underordnet dyd, men dog en distinkt dyd. Ved overholdelse af dyder og praksisser, tildeler man ære og respekt til de som har særligt værdige stillinger. Fromhed hævder det særligt fremragende, som man skylder en særlig tak. Overholdelse hævder og promoverer altså det fremragende i sig selv. De som beidder stillinger der er højagtede, besidder altså fremragende embeder, og de bør også æres og hædres for det mere fremragende de udøver. De skylder at udøve deres embeder med særlige fremragende kvaliteter, men de fortjener også respekt og ære. Denne ære og respekt udvises, gennem den dyd som er overholdelse. Fromhed er en større dyd end overholdelse, fordi fromhed ærer de som på en måde er beslægtede med os (ved skabelse, blod eller relationer), og her har vi stærkere bånd til dem, end vi har til de som vi blot anerkender der besidder embeder af en eller anden slags.


Veneration eller 'Dulia'

Ære som rettes mod Gud, kan opstå åndeligt og i hjertet, og den kan også udtrykkes udvortes i handlinger og med tegn. Men når man ærer skabte ting, så ærer man dem altid udvortes, fordi skabninger ikke kan læse vores vilje (som Gud kan). Den veneration eller ære vi viser skabte ting, er ikke konkret manifesteret, før vi viser det. Derfor er vi nødt til at ære skabte ting med udvortes ord, tanker, hilsner osv. Veneration eller æresbevisninger gives til fremragende personer, hvad enten her er tale om en særlig eller generel fremragende kvalitet, eller om her er tale om noget officielt eller mere personligt.

Æresbevisninger mod mennesker kaldes på græsk "Dulia", mens det som vi skylder Gud kaldes "latria". Der er ingen egentlige forskelle på typer af dulia, men de kan variere ift. grader af relationer mellem mennesker.


Lydighed

Lydighed er den dyd som vedrører at man tilpasser sin adfærd i henhold til den eller de overordnedes befalinger. Lydighed er en særlig dyd. Dens konkrete genstand er en befaling, som enten udtrykkes eller forstås. Den er en moralsk dyd, dvs. den er en viljesdyd (fordi moralske dyder knyttes til viljen). Lydighed er underordnet retfærdighedens dyd, som handler om at give det behørige til de som tilkommer det. Lydighed er perfekt udøvet når den udgår fra retfærdigheden, gennem og ved kærlighed. Når man udmåler lydighed rent dydsmæssigt, så må vi ikke glemme at forstå hvordan lydighed er forbundet med retfærdighed og kærlighed, de to største dyder. I sig selv er lydighed ikke så stor en dyd som de to andre, som giver den perfekt effekt og værdi.

Gud skal adlydes i alt og alle ting. For Gud er absolut HERRE for alt og alle, skaberen og ejeren af enhver skabning. Retfærdigheden kræver at alle skabninger totalt og helt skal underkaste sig Guds vilje. Menneskelige overordnede skal adlydes indenfor rammen af deres autoritet. De skal ikke adlydes, hvis deres befaling er i konflikt med Guds lov.

Lydighed til den civile lov er en pligt for alle borgere. Og kristne, mere end de fleste, bør forstå at den civile orden er nødvendig for mennesket, og at den ikke kan opretholdes uden lydighed over for den rette menneskelige lov. Men ingen borger er forpligtet til at adlyde en lov, som er i modstrid med Guds lov. Da Skt. Peter og Skt. Johannes af Sanhedrinen i Jerusalem blev befalet til, ikke mere at tale om Jesus (ApG 4,19) så sagde de "..."Dømmer selv. om det er ret for Gud at lyde eder mere end Gud. 20 Thi vi kunne ikke lade være at tale om det, som vi have set og hørt". En lov som er i konflikt med Guds lov, er ikke en lov, alene fordi en lov er defineret ved at være i konformitet med fornuften. Det er totalt irrationelt for mennesker at lovgive i modstrid med den øverste lovgiver, nemlig Gud.


Ulydighed

Ulydighed består i at nægte at indordne sig under den overordnedes befaling. Vi har set at lydighed er en dyd, så det følger at ulydighed er en last. Og når en retfærdig befaling, som loven påkræver, anses med foragt, så har vi et tilfælde af en sjæl med en syndig karakter. Mange ulyidge handlinger er veniale, fordi de er gjort i tankeløshed, og for et formål som er noget andet end at indordne sig loven. Sådanne handlinger er ikke direkte ulydige i lastelig forstand. Virkelig ulydighed er i sin essens foragt for retfærdige forskrifter eller befalinger. En større synd er foragt for den som er undergiven, og den som er overordnet. Ergo er ulydighed ikke så stor en synd som blasfemi, eller mord, da disse synder udviser foragt for Guds lov, og dermed for Gud, som den overordnede Herre over liv og død.


Taknemmelighed

Ved religionens dyd, giver vi Gud den ære Han har krav på. Ved fromhedens dyd, ærer vi Gud, forældre, slægtninge og land. Og ved at ære og overholde det fremragende, giver vi ære til de mennesker som besidder den kvalitet. Ved taknemmelighed, giver vi tak til godgørere. Taknemmmelighed er en særlig dyd, og beslægtet med retfærdighed, og underordnet retfærdigheden. Et uskyldigt menneske skylder Gud tak for uskyldigheden, en tilgivet synder skylder Gud tak for tilgivelsen. Uskyldigheden i sig selv er større end tilgivelsen, men dog er tilgivelse for det tilgivne menneske, en større gave af de to. For tilgivelse imødekommer det behov for det enkelte menneske som har behov for tilgivelse, som intet andet kan. En lille men essentiel hjælp gives til det menneske, som modtager alt i hele verden som betyder noget for det. Tilgivelse er en større gave til den betyngede synder, end uskyldighedens gave til den som ikke har noget at tilgive. Alle som gør godt, skylder vi tak. Vi skylder tak til Gud, og under Gud, til mange af vores næste. Taknemmelighed bør udtrykkes i ord og gerninger i henhold til omstændighederne. Taknemmelighed anerkender øjeblikkeligt de tjenester som er blevet modtaget, ved taknemmelig disposition i viljen og i hjertet. Tjenester i sig selv, skal tilbagebetales til den som udøver dem, på passende og belejlig vis. Den ene tjeneste, er den anden værd, som man siger.

Når man tilbagebetaler en tjeneste eller en form for gæld, tager man velgøreren i betragtning, såvel som tjenesten han har udført. Vi skal sommetider huske, at en lille tjeneste gjort med et stort hjerte, kan være mere værdifuld end den store tjeneste som er udøvet med snerren og kølighed.


Utaknemmelighed

Taknemmelighed er en dyd. Dens direkte modsætning er en last. Utaknemmelighed er en last som er i modstrid med taknemmelighed. Lasten kommer til udtryk i synder som er tilknyttet utaknemmelighed, fx a) manglende evne til at gengælde tjenester, b) manglende evne til at udtrykke tak for tjenester, c) manglende evne til at bemærke de gaver og tjenester man har modtaget. Disse utaknemmeligheder er grader af laster, og kommer i graden dårlig, værre, værst. Bevidst utaknemmelighed er altid en synd, hvad enten den er kødelig eller dødelig, og hvorledes alvorens natur kommer til udtryk. Når utaknemmelighed er fuldstændig, kommer den til udtryk i en total foragt for de forpligtelser der er tilknyttet taknemmeligheden, og hvis den er rettet mod Gud, kan den være en dødelig synd. Vi ska laldrig nægte tjenester til personer som er utaknemmelige, fordi vi er Guds børn, og som aldrig ophører med at give gaver, selvom vi ikke får noget igen. Vi skal imitere Gud.


Hævntørst og hævn

Hævn er det at påføre en korrigerende straf på en som forvolder skade. Her taler vi om hævn, ikke som et uordnet behov for hævn, som altid er syndig, men som en dyd som er underordnet retfærdighed. Hævn er den dyd som genopretter retfærdighedens kvalitet, som er forårsaget af en overtrædelse. Den perfekte og vedvarende lighed i retfærdighed vil fastsættes ved tidens ende, jf. Heb 10,30. Blandt mennesker, er hævn en dyd som søger at fjerne den skade som allerede er sket, og et forsøg på at hindre dens gentagelse. Den udledes af retfærdighed, og må håndteres med kærlighed. Den forælder som straffer et ulydigt barn, udøver hævn som dyd, men således gør en dommer også når vedkommende udmåler en passende straf. Men en person begår synd ved overmåde, når vedkommende udfører hævn med ondskab eller brutalitet, han synder ved defekt når han undlader at tilvejebringe det som korrekt skal tilvejebringes for at opmåle overtrædelsen. Sand hævn tenderer altid til at imødese et uundgåeligt onde. Personer som ikke bevæges eller påvirkes ved positiv dyd, i forsøget på at vedligeholde retfærdighed, må forhindres i at udøve ondt ved at de påvirkes af frygt for at miste det de elsker. Så det kan fx være frygt for livet, komfort, frihed, besiddelser, land, gode navn og rygte, m.v. Ergo udmåler civilretten præcis hævn ved at foreskrive for overtrædere hvad der skal udmåles: Død, kropslig straf, fængsling, bøder, eksil eller lign. Under frygt for sådanne onder, vil mange som ellers gør ondt, være tilbageholdne og dermed motiveres til at udøve retfærdighed. Ingen udsættes for hævnakter, medmindre det er som straf for en syndig overtrædelse. Ergo, de som ufrivilligt begær overtrædelser, vil aldrig blive udsat for hævnakter.


Sandfærdighed

Sandfærdighed er at tilpasse sin tale med fakta, eller i enhver forstand, med fakta som er erkendte. Det er at indlade sig på, og anerkende eller sammenbinde tanken med læberne. Sandfærdighed er en dyd, og en moralsk dyd. Det er altså dyden at tale sandt. Sandfærdighed er en særlig dyd, og adskilt fra andre dyder. Godhed er målet for enhver moralsk dyd, og enhver særlig dyd er specificeret eller gjort specifikt på sin egen vis, ved de særlige aspekter af godhed som den tjener eller fremelsker. Så sandfærdighedens dyd, understøtter det gode at der er enighed mellem tanke og tale. Så sandfærdighed er en særlig dyd. Hellige Jeronimus taler om livssandhed, retfærdighedens sandhed, og doktrinens sandhed. Livets sandhed betyder den totale sum af alle dyder som kan gøre en person perfekt, retfærdighedens sandhed er retfærdighed i sig selv, og doktrinens sandhed er sand lære. Sandfærdighed som en moralsk dyd er ikke én af de tre sandheder, men den er en underlagt dyd, men dog adskilt, under retfærdigheden. Retfærdighed kræver balance og lighed, så derfor skal der være en balance og lighed i moralsk forstand, mellem det som er erkendt, og det som fremsiges.

Sandfærdighed som en dyd, indlader en person på at moderere sine udtryk og undgå overdrivelser. Den nødvendiggør ikke at et menneske fortæller eller taler om alt det som personen ved, men at personen taler om sandheden som vedkommende har erkendt den. Man skal blot afholde sig fra løgn, men man må gerne udtale sig om ting man ikke har forstand på, hvis man blot er ærlig.


Løgnagtighed

,Løgnagtighed er en last som er i modstrid med sandfærdighed. En løgn er den intentionelle udlæggelse af noget som er falsk. Men intentionen til at vildlede, medfører ikke som sådan løgn i sig selv. Ethvert seriøst udtryk som er i modstrid med sandheden, som den ellers er bekendt af den som frembringer udtrykket, er løgn - hvorvidt den som frembærer et budskab har til hensigt at vildlede, er mindre væsentligt. Forskellen er materie og form, formen er altså hensigten og målet, mens materien er de ord og sætninger som fremsiges. Løgne er ofte fremsat med det formål at forårsage skade, eller skabe problemer. Løgne er onde.

Det skyldes at de er irrationelle og uordnede, og ergo er det ondt at bruge tale som er et naturligt instrument for tanken, som et middel til at udtrykke det som ikke er i tanken eller i sindet, rent rationelt. Det er ikke ondt at undgå spørgsmål, men det er heller ikke ondskabsfuldt at holde ting for sig selv, at tilbageholde information, men det er ondt at fremsætte løgne. På samme vis er det ikke ondt at undgå den sælger som ønsker at sælge os noget, men det er heller ikke ondt at beholde sine egne penge. Til gengæld er det ondt at købe noget med falske penge, eller med penge man har stjålet. En ond løgn kan være en dødssynd, fordi den kan være en grov overtrædelse af kærlighedsbuddet, såvel som retfærdighed og sandfærdighed.


Hykleri og vildledning

Når en løgn består af ord, så er vildledning typisk i udvortes handlinger. Ergo er vildledning en form for ondskab eller ond løgn. Hykleri er en form for vildledning. Man er hykler, når ens handlinger udtrykker at man er bedre, klogere eller helligere end hvad man i virkeligheden er. Al vildledning er en løgn som har form af handling. Hykleri er en form for vildledning. Derfor er hykleri en løgn i handling. Og det er en synd. Hykleri kan være en dødelig eller kødelig synd, ift. hyklerens hensigt. Hvis det er direkte i modstrid med kærlighed, så er det en dødssynd.



17 views1 comment

Recent Posts

See All

1 Kommentar


Regin Benner
Regin Benner
09. Sept. 2023

Ja hvem kan sige at han har gjort alt det gode han skyldte at gøre mod sine forældre....

Og ja hvor er taknemlighed en yderst vigtig dyd. Uden den smuldrer let vor tro under konstant mumlen og klagen og utilfredshed...

Gefällt mir
bottom of page