top of page

Aquinas: Forskellige nådegaver


Profeti

Profeti er den sikre forudsigelse af fremtidige hændelser, ved at en person overnaturligt informeres herom, og overnaturligt bevæges til at bekendtgøre dem. Profeti består primært af viden om fremtidige hændelser, og denne viden er hinsides den naturlige magt, og kan ikke opnås naturligt, men tildeles til profeten ved Gud. Sekundært er profetier "talemæssige udtryk" som tildeles ved guddommeligt tildelt viden. Og tertiært, er profeti i sin fulde form et sikkert budskab som er perfekt, og overbragt ved profetiske måder. Denne sikkerhed kan tilvejebringes, når den hændelse som der profeteres om, er opstået - men det er en forudsætning at profetien også skal underbygges på dét tidspunkt hvor den overbringes af en profet. Denne underbyggelse og sandhedsgaranti, understøttes typisk af mirakler. Naturligt tilegnet viden i en person, er en intellektuel vane - den er noget han har opnået og beholder, og den bliver hos og i ham, og tjener ham som en permanent mental og kognitiv kvalitet, som forbedrer eller forværrer hans sind i dets operation. Så naturlig viden kan bruges i den videndes vilje. Men profetisk viden er ikke noget der kan bruges i viljen. Den er en viden som er særligt givet ved guddommeligt lys, og i det omfang som Gud vil, til at ytre en guddommelig hjælp, en advarsel eller vejledning til menneskeheden. Og mens både profeten og de mennesker som lytter til profeten kan høre profetien og huske det profetiske budskab, så kan hverken profeten eller mennesker gøre profetien til noget som er en del af menneskelig naturlig viden, eller udvikle profetien i henhold til den naturlige erfaring. Det betyder altså, at profetier omhandler guddommelig viden og erfaring, og kan ikke ændres eller tilpasses menneskets vilkår. Ellers er det ikke en profeti, men opspind. Profetisk viden omfatter mere end blot fremtidige hændelser - profeten kan fx overbringe tidløse ting, som fx profeten Esajas der meddelte hvad der var guddommeligt åbenbaret for ham, vedr. Guds evige perfektion. Sommetider kan et menneske kaldes til profetier når han taler om fortiden, fx profeterede Moses om fortiden da han skrev, under guddommelig inspiration, om verdens skabelse. På denne vis er profetisk viden denne sikre viden og fortælling om hvad der er fjernt fra den menneskelige viden. Men i streng forstand er profetier viden og fremsigelser om ting som kommer, dvs. hvad der ligger fjernt i tid fra den menneskelige erfaring. En profet kender ikke til alt der kan profeteres omkring, han ved kun dét som Gud synes han skal vide - og Gud bevæger ham til at lade andre vide hvad Gud fortæller ham. Profeten kan ikke altid selv tænke klart om det præcise snit mellem det guddommeligt åbenbarede og hans egen viden, men Helligånden vil hjælpe ham med at tilvejebringe dette klare skel. Derfor kan intet falsk træde ind i reelle profetier, såfremt de er sande, fordi de er beskeder fra Gud selv.


Årsagen til profetier

Profetisk viden kan ikke forklares af nogen naturlig kraft eller årsag, i sig selv. Denne viden som profeten modtager, er fra Gud. Den er åbenbaret, ikke opnået, og Gud er årsagen. Skt. Peter siger selv (2 Pet 1,21): "Profeti kom ikke fra menneskets vilje, men talte ved hellige mænd, inspireret af Helligånden". I hele det univers der findes af skabninger og alt skabt, så ledes mindre ting typisk af større ting, og så videre hele vejen op til det højeste, som leder alt. I den verden som består af skabte intellekter, er de angeliske (englenes intellekter) højere og mere overlegne, end menneskets. Derfor er det passende, at den viden som skal overleveres af Gud, viderebringes af engle til mennesket. Det kan ikke siges sådan at Gud udvælger mennesker som er veldisponerede til at være profeter, men Gud vælger naturligvis de profeter som Han ønsker, uanset hvilke naturlige evner og dispositioner de måtte have. Den uendelige Skaber kan øjeblikkeligt og i ethvert menneske forårsage de kvaliteter som er nødvendige for at tilvejebringe sin guddommelige visdom i mennesket (fx talegaver, ukendte og underlige sprog, overnaturlig viden m.v.).

Hvis Gud ville, kunne profetier som sådan også viderebringes af mennesker som ikke engang er i en tilstand af nåde - ganske fordi profeti primært er baseret på viden, som hører til intellektet, hvor nåde eller kærlighed primært er i viljen. Men det er meget lidt sandsynligt at et syndigt og meget passioneret menneske, skulle blive profet.

Onde ånder er faldne engle, ved deres himmelske (eller angeliske, om man vil) intellekt, så kender de til ting som mennesket ikke naturligt kender til, og de kan afsløre disse ting for mennesket. Men denne åbenbaring fra dem er hverken guddommelig eller overnaturlig. Den som påstår at opnå viden fra dæmoner er ikke i streng forstand en profet, men er i bedste fald en falsk profet. Sådanne falske profeter kan også godt tale sandhed, i nogen grad i hvertfald, for ellers ville den falske profet ikke opnå nogen tilslutning til udbredelsen af sit budskab.


Viderebringelse af profetisk viden

Det profetiske syn, som giver profeten sin viden, er ikke Guds syn eller udsyn fra Himlen. Hvis en profet skulle nyde den salige skuen, ville han øjeblikkeligt blive herliggjort og fuldendt i nåde, og dette er umuligt for et menneske som er på en pilgrimsfærd på jorden.

Det som åbenbares til en profet ved guddommelig hjælp, er sommetider en indgydelse af nye idéer, sommetider et nyt sæt af idéer som profeten allerede besidder, og sommetider et lys som viser hidtil usete implikationer af gamle idéer i deres gamle opstilling og sammenhæng.

Det er muligt at profeten ikke selv vil forstå hvad Helligånden forsøger at viderebringe i det profetiske budskab. Fx forstod David at han havde profeteret da han sagde (2. Kongebog 23,2): "Herrens ånd har talt ved mig". Men Kajfas forstod ikke da han profeterede (Johs 11,51): "Og dette sagde han, ikke ved sig selv, men da han var ypperstepræst det år, profeterede han at Jesus skulle dø for nationen."

Mennesket former idéer på naturlig vis ved at abstrahere, hvilket udleder forståelige komponenter og essenser fra de ting som sanserne fremstiller som sanselige billeder eller fantasmer. Denne proces er ikke altid ligetil, når der tilvejebringes profetisk viden. Guddommelig overført viden er sommetider direkte overført uden om sanseapparatet eller fantasmerne. Og sommetider er der et indgydt lys som tydeliggør det som ikke var erkendt, ved normal og naturlig menneskelig erkendelsesmæssig proces.


Typer af profetier

Profetier kan opdeles i profetier om forudgående viden, som fortæller om hvad der med sikkerhed vil ske, og profetier om fordømmelse, som fortæller på betinget vis, hvad der vil ske hvis den nuværende situation ikke ændres. Den første type profeti er information, mens den anden er en advarsel. Da profeten Jonas fortalte de syndige indbyggere i Nineve at deres by ville blive jævnet med jorden om 3 dage, så var det en betinget fordømmende profeti. Han fortalte ikke folk at deres by ville blive skærmet fra ødelæggelse, betinget af hvordan de modtog og reagerede på det som blev profeteret - han vidste ikke at det var muligt for dem at undgå katastrofen og straffen fra Gud. Men det viste sig at profetien var betinget af hvordan indbyggerne i Nineve ville opføre sig, og de og deres konge fastede, gjorde bod og påkaldte Gud, og som en konsekvens heraf blev de skærmet og undgik straffen. Profetien om ødelæggelse gik altså ikke i opfyldelse. Pointen her er at Jonas viderebragte en sand profeti. Årsagerne der ellers ville ødelægge Nineve var handlingsbestemte, og skulle effektueres medmindre Gud greb ind og standsede dem. Da Jonas fortalte indbyggerne i Nineve at katastrofen var på vej, så var den også på vej. Jonas blev overleveret forudgående viden om ødelæggelse på et givent tidspunkt, men ikke viden om hvad der skulle komme hvis situationen ændrede sig. Og den ændrede sig netop. Derfor kan man adskille to typer af profeti, på den måde at profetier om fuld forudgående viden SKAL opfyldes, mens profetier vedrørende fordømmelser kan opfyldes hvis betingelserne for fordømmelsen eller korrektionen, forbliver de samme. Og profeten kan enten vide, eller ikke vide, hvilken type profeti der fremsiges. De mest fremragende profetier kommer fra Helligånden uden tydelige tegn, ord, drømme eller syn om materielle ting. Profetier kan klassificeres enten ved ren inspiration eller ved materiel indikation. Og indikationerne kan i sig selv være mangefoldige, og kan bruges til yderligere klassificering. Og derfor kan man fx sige at profetisk viden kan tilvejebringes mens profeten sover, er vågen, ved tegn, ved engle, ved ord fra HERREN ved en åbenbaring, osv. Af alle profeter, var Moses den største. Skriften fortæller os at HERREN talte til Moses "ansigt til ansigt", og Moses' profetier blev bekræftet ved store mirakler. I 5. Mosebog (34,10-11) læser vi "Der var ingen større profet i Israel som Moses". Og selvfølgelig, når vi kalder Moses den største af alle profeter, så taler vi om blot menneskelige profeter, som er guddommeligt oplyste til at tale profetisk - vi inkluderer ikke HERREN (som profeterede mest fremragende om menneskets frelse, opstandelsen, Eukaristien, Kirken), fordi vor HERRE er Gud selv og menneske, og han har intet behov for at blive oplyst om fremtiden, fordi Han kender Gud perfekt.

Profetier har ingen plads blandt de salige i Himlen. De som hviler i lyset, har intet behov for at blive oplyst. Profeti er en god gave som tildeles fra Gud for at hjælpe, vejlede og advare mennesket i dets pilgrimsfærd på jorden. Profeti skal hjælpe os med at komme i Himlen, men de er som er i Himlen har intet behov for hjælp dertil. Profetier og profeter er ikke mere fremragende over tid, heller ikke sådan at profetier eller forudsigelser er bedre eller større mens de nærmer sig deres opfyldelse. Moses var den største af profeterne, men også den som forudsagde mest af alle profeter. Det ser altså ud til, at de mest essentielle og mest fremragende profeter, rent doktrinært set, kom først. Det er der vel en vis logik i.


Henrykkelse eller ekstase

Ekstase eller henrykkelse i ordets meget konkrete forstand, er den tilstand hvor man løftes følelsesmæssigt eller spirituelt, at man bliver båret i en form for ekstase fra én tilstand til en anden. I vores nuværende brug, så er henrykkelse (eller oprykkelse om man vil), det at blive løftet op til en overnaturlig tilstand, af Helligånden, og på en måde som er så kraftig at udjævne sansebevidstheden om omgivelserne. Se fx. miraklerne i Garabandal, for eksempler. Skt. Paulus (2 Kor 12,2) fortæller om hvordan han blev henrykt til den tredje Himmel. Henrykkelse er en intellektuel tilstand, og ikke en tilstand i appetitten. Den vedrører åbenbaringer som omklamrer sjælen, og åbenbaringer som er manifestationer af Sandhed i intellektet. Viljen kan dog også lyste hvad intellektet betragter, i sådan en grad at den bidrager til henrykkelsen. Man kan sige, intellektet skuer mens viljen nyder.

Skt. Paulus (2 Kor, 12) taler om sig selv i tredje person, da han blev rykket til Himlen og hørte hemmelige ord, som det ikke er tilladt mennesker at ytre. Utvivlsomt så han Guds essens, og havde på sin vis en forsmag på Himlens glæder. Men han havde ikke det fulde herligheds lys eller den salige skuen, ellers ville han omgående være blevet herliggjort og trukket til Himlen, og for et menneske er dette ikke muligt her på jorden.


Tungetale

Talegaver er guddommeligt tildelt viden om en stor mængde forskellige sprog. Apostlene havde disse gaver, og kunne tale alle de sprog hos de folk hvor de blev sendt til. Vi kan læse det i Skriften (ApG 2,6), at alle hørte dem tale på deres eget sprog, og at de blev forstået af alle. For deres eget sprog, kunne ikke, uden snyd og kneb, lyde forskelligt i forskellige ører. Tungetale eller talegaver, er ikke så stor en gave som profetisk gave. For profetisk viden kommer af guddommelig oplysning, hvor det er mere fremragende at have viden om ting fremfor bare at have ord til at udtrykke viden. Man kan godt besidde dyrebar viden fra Gud, uden at kunne udtrykke den sprogligt.


Ordets gave

Godgørende nådegaver gives i mindre grad til gavn for den person som modtager den, end til gavn for andre. Sådan en gave er ordets gave, dvs. ordets gave til at tale til gavn og oplysning for sjæle. Tungetale gør viden forståelig, mens ordets gave gør viden effektiv. Gaven til at prædike offentligt til troende, gives til mænd, og ikke til kvinder.


Mirakler

Mirakler er det som sker og effektueres, når profetisk gave, tungetale eller ordens gave skal valideres og bekræftes som åbenbaret sandhed. Derfor er mirakler en godgørende gave og en nådegave. Et mirakel er et underbart faktum eller en hændelse, som ligger udover den skabte verdens kraft eller magt, og produceres direkte af Gud. I miraklets arbejde, finder Gud ofte et menneske som instrument for miraklet, og her har mennesket miraklets gave. Det kan både være syndere og hellige mennesker, og Gud tilvejebringer kvaliteten i sjælen hos individet der udfører miraklet, uanset. Mirakler kan også prøve mennesker, for at udvikle eller bevise deres hellighed.



11 views4 comments

Recent Posts

See All
bottom of page