top of page

Aquinas: Dyderne indbyrdes


Dette er sidste indlæg om dyderne, og handler om hvordan de er forbundet, og hvordan de forbindes med helligåndens nådegaver.


Hvordan dyderne er forbundet

Moralske dyder er forbundet med hinanden. Skt. Ambrosius er berømt for at have sagt, at dyderne er forbundet med hinanden, "således at den som har én dyd, kan ses at have flere". Alle de moralske dyder besidder en udmåling der er konform med sand fornuft, og dyderne skinner gennem hinanden i den menneskelige adfærd, som er reguleret af sand fornuft. Men når vi betragter dyderne som udført af det uperfekte menneske, så ser vi at de ikke er sammenhængende. Så fx kan et menneske besidde frisindets dyd, men samtidig ikke besidde mådehold. Det handler altså om at se dem, og udleve dem i balance. Overnaturlig moralsk dyd uden overnaturlig moralsk kærlighed, kan ikke eksistere, fordi disse er indgydt dydighed som er indgydt af Gud, grundet kærlighed og venskab til Gud. Med indgydelsen af overnaturlig kærlighed, så gives alle de overnaturlige moralske dyder til mennesket, fordi de alle er udtryk for kærlighed. Kærlighed leder mennesket til sit endemål, og det er princippet for alle gode gerninger som leder til netop det mål. Ergo må kærlighed medføre overnaturlig moralsk dyd, siden man ikke kan have kærlighed, uden de øvrige moralske overnaturlige dyder. Overnaturlig tro kan heller ikke besiddes perfekt, uden kærlighed. Så kærlighed, som er overnaturlig kærlighed og venskab med Gud, bringer overnaturlig tro og overnaturligt håb med sig, ind i menneskets sjæl. Medmindre den ansvarlige person overnaturligt tror på Gud og håber på at opnå Ham, så kan ha nikke være i en venskabelig relation eller elskes af Gud. Ingen kan elske et væsen som man ikke tror på, eller have sandt venskab med, eller hvis nærvær man ønsker at tage del i.


Lighed mellem dyderne

I sig selv er en dyd ikke i stand til at være mindre eller større. Men i det som den er genstand for, dvs. i den person som har dyden, kan den være større eller mindre på forskellige tidspunkter. Den kan også være større eller mindre i forskellige personer på samme tid. Og dyder, sammenlignet med hinanden, kan være større eller mindre. Fx siger Skt. Paulus at kærlighed er større end tro eller håb. Men forskellige dyder i samme person kan ikke som sådan sammenlignes eller kaldes større eller mindre. Fx er forskellige fingre på en perfekt hånd, større eller mindre i størrelse, men de er proportionalt lige, for så vidt at en lillefinger nødvendigvis er mindre end langefingeren. Sådan er det også med dyder i et menneske. Betragtet isoleret, så er de intellektuelle dyder mere fremragende end de moralske dyder, fordi de sigter til menneskets intellektuelle del, mens de moralske dyder regulerer menneskets passioner som er en essentiel del af menneskets sanser. Men betragtet ift. hvilken tjeneste de giver det enkelte menneske, så kan man sige at de moralske dyder er mere fremragende end de intellektuelle dyder, de gør altså mere for at hjælpe mennesket mod hans endelige mål, som er Gud.

Den højeste moralske dyd er retfærdighed. Retfærdighed regulerer handlinger, således at alle skal have det som tilkommer dem. Det samme gælder Gud. Så retfærdighed er mest beslægtet med fornuften i sig selv, som er udmålingen for al moralsk dyd. Andre moralske dyder er underlagt retfærdigheden. I en rangorden kan man sige, at man har retfærdighed, vedholdenhed, mådehold - og alle disse er tilvirket med klogskab.

Blandt de intellektuelle dyder, er visdom den største dyd. Visdom udøver dømmekraft over de andre intellektuelle dyder, leder dem og som en mesterarkitekt, bygger med dem.

Vi har Skriftens ord for (1 Kor 13,13) at kærlighed er den største blandt de teologiske dyder. Selvfølgelig har alle teologiske dyder altså Gud som deres genstand og mål. Og her kan der ikke være noget større eller mindre blandt disse tre, dog er kærligheden tættere på Gud end tro og håb. Tro sigter til det som ikke er set, håb til det som ikke besiddes, men kærlighed besidder dens genstand - i Himlen findes der ikke behov for tro eller håb, fordi man skuer Gud, og fordi man har opnået Ham. Ergo findes der kun hos Gud kærlighed, og derfor siger Skt. Paulus at de er størst blandt de tre.


Dydernes levetid i efterlivet

Når et godt menneske dør, er spørgsmålet om moralske dyder bliver siddende i den adskilte sjæl. Her må vi sige at retfærdighed består, fordi - som der står i Visdommens bog (1,15) "Retfærdighed er evig og udødelig". De moralske dyder som regulerer passionerne forbliver i den adskilte sjæl i deres essens, som perfektioner på sjælen. Men de regulerer ikke længere appetitterne, fordi der i det kommende liv i den dydige sjæl, ikke længere er behov for at regulere appetitterne. Der findes ikke noget behov for at perfektionere sjælen i efterlivet. De intellektuelle dyder forbliver i den adskilte sjæl, men på en måde som gør deres anvendelse mere perfekt, end de var i det jordiske liv. I det nuværende liv, må mennesket ty til sanselige billeder (enten i forestillingsevnen eller ved brug af fantasmer), fordi mennesket bruger opnået viden fra sanserne. Men i den adskilte sjæl vil man ikke længere bruge sanseapparatet til at tilvirke billeder, og sjælen har ikke brug for sanser længere. Tro fortsætter ikke i efterlivet, men erstattes af den salige Skuen, og viden om Gud. Håb vil krones med opfyldelsens glæde, og vil ophøre som vane i sjælen.

Men kærlighed vil vedblive at eksistere i den adskilte sjæl som herliggøres, fordi som Skt. Paulus skriver, (1 Kor 13,8) "Kærlighed forsvinder aldrig". Kærlighed opfyldes i Himlen, og perfektioneres i os og i sjælen.


Helligåndens gaver

Helligåndens gaver er adskilt fra de teologiske dyder. Gaverne disponerer os til at adlyde guddommelig påvirkning og inspiration, hvor dyderne gør os i stand til at udføre de opgaver som lydighed til Gud kræver. Gaverne gør et menneske beredt til nådens opgaver. Hvor der er behov for en sådan klargøring, er der behov for en gave. Mennesket, som arbejder mod at opnå sit overnaturlige mål, har ofte behov for denne tilskyndelse af nåde, såvel som aktuelle nådegaver, og ergo er disse nådegaver nødvendige for mennesket. Vi kan intet selv. Disse gaver, er ikke bare handlinger, eller passioner. De er vaner, som hviler i mennesket og tenderer ham til at adlyde Gud. Helligåndens nådegaver er visdom, forståelse som perfektionerer den spekulative fornuft. Råd og viden, som perfektionerer den praktiske fornuft, fromhed som perfektionerer den appettitive kraft ift. andre mennesker, vedholdenhed som perfektionerer den appettitive kraft ift. fare og trusler, Gudsfrygt, som perfektionerer den appettitive kraft ved at underordne tendensen til nydelse. På samme vis som at moralske dyder er forenet, og fokuseret i visdom og klogskab, så er gaverne fra Helligånden fokuseret i kærlighed. Uden kærlighed, kan ingen sjæl nyde den aktive tilstedeværelse af helligåndens gaver.

For sjælen i Himlen vil gaverne forblive som perfektionerne, men de vil ikke udøve den effekt som de gjorde på jorden. For sjælen nyder den salige skuen, og har ikke længere brug fro de vaner som disponerer sjælen til at gøre overnaturlige ting. Helligåndens gaver er tilstrækkeligt oplistet af Esajas, i deres passende orden (11, 2-3), visdom, forståelse, råd, vedholdenhed, viden, fromhed, og gudsfrygt.

Når vi sammenligner de teologiske dyder med gaverne fra helligånden, og hvor begge kommer direkte fra Gud til sjælen, så ser det ud til at de teologiske dyder i dem selv er mere fremragende end helligåndens gaver. Men alle andre dyder og gaver er de overlegne end, bare ikke de tre teologiske dyder.


Saligprisningerne

Saligprisningerne som formuleret af Herren i sin bjergprædiken på oliebjerget, er handlinger snarere end sjælsmæssige vaner. Ergo adskiller saligprisningerne sig fra dyder og fra helligåndens gaver, som reelt er vaner. Belønningerne som loves i saligprisningerne er ikke eksklusivt til Himlens nydelse, og nogle af dem har derfor deres begyndelse her i det jordiske liv. Belønninger som kan nydes i menneskets perfekte tilstand i Himlen, kan i vis udstrækning og delvist nydes her på jorden, blot i en vis uperfekt form. Saligprisningerne er passende nummereret i Skriften. De bærer mennesket fra det sanselige liv, henover det aktive liv, og til kontemplation. Først, lærer mennesket at det ikke skal søge lykke i sanselig rigdom, ærer, selvbehag, mennesket lærer at det skal besidde en fattig ånd (dvs. svag vilje), være sagtmodig og sørgende. Dernæst ledes mennesket mod lykke i sin aktivitet med sin næste, i sin tørst efter retfærdighed, og mennesket ledes også mod barmhjertighed ift. at udøve det. Og slutteligt, så skal mennesket beredes på kontemplation og meditation over Gud og guddommelige ting, fordi vi skal være rene i hjertet og i viljen for at se Gud, og derfor skal vi stifte fred, før vi kan det. De afledte belønninger af den adfærd, er at opnå Guds rige, de levendes land, fyldestgørende retærdighed, barmhjertighed, Guds åsyn, at blive et barn af Gud - alle disse belønninger opnås fuldt ud i Himlen. De inkluderes i Himlens perfekte lykke, og det er passende at disse forskellige faser af Himmelsk belønning, skulle tælles blandt saligprisningerne, så vi bedre kunne forstå dem.


Helligåndens frugter

Det som udgår fra menneskets fornuft, er en frugt af fornuften. Det som udgår fra mennesket ved at en højere kraft arbejder i mennesket, er en frugt af den højere kraft. Ergo er menneskets handlinger som udgår fra ham, som produktet af det som er plantet i ham som et frø, en frugt af helligånden. Saligprisningerne er perfekte gerninger. Helligåndens frugter er dydige og dejlige arbejder. Saligprisningerne er frugter, men ikke alle frugter er saligprisninger.

Helligåndens frugter er oplistet af Skt. Paulus (Galaterne 5, 22-23), kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed, godhed, troskab, nænsomhed og selvbeherskelse, mildhed, tro, beskedenhed, kyskhed og afholdenhed. Generelt, så tenderer de sanselige appetitter mennesket til at blive tiltrukket af goder som er mindre end mennesket selv, men helligåndens frugter leder mennesket til det som er større end mennesket selv. Ikke bare i praktisk forstand, men også i den forstand ting som ligger ud over menneskelig fornuft, nemlig den af Gud. Ergo er der en kontrast og modstand mellem kødets gerninger, og frugten deraf. Enten jagter vi noget som reducerer os som mennesker, eller også jagter vi noget som forsoner os mod Gud. Det er essensen af kristen spiritualitet og praksis.

7 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page