Nu rammer vi for alvor asfalten ift. at forstå dydernes indvirken på sjælen, og hvordan de indbyrdes virker. Dydighed er fromhed og helliggørelse, og et fromt liv i dyd, er målet for enhver kristen. Lad os se på sammenhængene mellem dyder der forstærker, og dyder der hæmmer.
Adskillelsen af de moralske dyder
De moralsker dyder udgør de vaner som findes i den intellektuelle appetit, som hedder viljen. Som alle vaner, adskilles de med hensyn til deres forskellige områder, eller genstande. Fx kan moralske dyder klassificeres som de der kontrollerer operationen (eller handlinger), og de som kontrollerer passionerne (fx hhv retfærdighed og mådehold, hvor den ene sigter til intellektet, og den anden til kødet). Der er et slags overlap i udøvelsen af de to klasser af moralske dyder, som fx når et menneske agerer retfærdigt og oplever glæde og nydelse ved det, eller udøver sine retfærdige pligter med mod og vedholdenhed. Når vi taler om handlinger, så er der forskellige moralske dyder, som fx religion og fromhed, som dog er rodfæstet i den dyd der kaldes retfærdighed. Det handler altså om, at man giver Gud det Han har krav på, og retter sit liv ind efter det. Gud forlanger og har krav på bøn. Og på samme vis, er der fx moralske dyder som kontrollerer passionerne - vedholdenhed hæmmer frygt og skaber mod, mens sagtmodighed modererer vrede, og mådehold hæmmer begær. Nogle dyder hæmmer altså kødet, mens det forfiner og forædler intellektet. De moralske dyder som regulerer passionerne, adskilles også fra hinanden ift. de forskellige områder som passionerne påvirker, for så vidt at de er underlagt fornuften. Så fx adskiller vi vedholdenhed, frisind, mådehold, venskab, sandfærdighed, m.v.
Kardinaldyderne
Der er fire overordnede moralske dyder. Af disse, afhænger de andre dyder, og lidt ligesom en dør der hænger på et hængsel. Og selve ordet "kardinal"dyder, betyder "hængseldyder", fordi det latinske ord "cardines" betyder hængsler. De fire kardinaldyder er klogskab, retfærdighed, vedholdenhed og mådehold. Klogskab (eller også kaldet visdom) er i virkeligheden en intellektuel dyd, fordi den sigter til den vane der handler om at agere rigtigt. Men klogskab er så intimt bundet op med vilje og handlinger, at alle moralske dyder kræver dens dirigering og retning. Derfor, er klogskab typisk listet sammen med de moralske dyder. At gøre det vise eller gode, er retfærdigt og sigtet perfekt mod Gud. Skt. Gregor siger at hele strukturen i gode handlinger, er bygget på de fire kardinaldyder. Dyderne dirigerer altså gode gerninger, og medfører gode liv. Så det gode eller godhed, findes i kraft af dyden klogskab. Den bringes altså i bevægelse og i handling ved retfærdighedens dyd, og den dirigerer passionerne i sjælen ved vedholdenhed, og hæmmer dem i overdrevet, ved mådeholdet. Så alt starter med visdom. De fire kardinaldyder omfatter grundlaget for al moralsk dyd. Alle andre moralske dyder, er underlagt disse fire. Kardinaldyderne er adskilte vaner, hver med sit eget anvendelsesområde. De dyder er ikke blot fire faser af én hoveddyd. Så kardinaldyderne kan siges at kaldes sociale dyder, for så vidt at mennesket kræver dem for at kunne leve retfærdigt i det menneskelige samfund. De kan kaldes perfektionerende dyder, for så vidt at de hjælper mennesket til at perfektionere sin karakter, og opnå sit mål. Og de kan kaldes perfekte dyder, siden de altid findes i den perfekte menneskelige natur. Og slutteligt kan de kaldes eksemplariske dyder, fordi de er modellen for hvordan menneskelig adfærd skal udføres. Desuden, den perfektion de medfører er fundet eminent i Gud.
De teologiske dyder
De overnaturlige dyder som vejleder og styrer os mod Gud, kaldes teologiske dyder. Disse er som bekendt, tro, håb og kærlighed. De teologiske dyder opnås ikke gennem nogen menneskelig indsats, men de er overnaturlige indgydte dyder og dermed nådegaver - de hældes ind i sjælen af Den Almægtige Gud. Essensen og eksistensen af disse dyder gøres vi bekendt med gennem guddommelig åbenbaring. Ergo er disse dyder essentielt adskilt fra de moralske og intellektuelle dyder. De teologiske dyder er overnaturligt indgydt, mens de intellektuelle og moralske dyder er nogle som opnås. Og vi skal være varsomme med at adskille de overnaturlige dyder som tro, håb og kærlighed, fra de naturlige dyder som er kendt ved samme navne. Skt. Paulus siger (1. Kor. 13,13) "Derfor er der tro, håb og kærlighed, disse tre..". Tro oplyser intellektet ved at indprente viden om overnaturlige sandheder, håb leder viljen mod dens overnaturlige mål og formål til noget som kræver indsatser og samarbejde med nåde, og kærlighed forener viljen med Gud, dens ende og objekt. Kærlighed muliggør venskab og kærlighed til Gud. De tre overnaturlige dyder kaldes teologiske dyder, og er alle indgydt i sjælen som vaner. De er indgydt af Gud, og de indgydes sammen ved ét og samme øjeblik. Men i dydernes udførelse vurderer vi prioriteten mellem dem - tro giver viden som opildner til håb, og håb tenderer til at forene os med det mål som vi ønsker at opnå, og ergo forudsætter tro håbet, og håbet går forud for kærlighed. Men ift. perfektion, kommer kærlighed først, for den er den ædleste og mest værdifulde dyd, jf. Skt. Paulus (1 Kor 13,13).
Dydernes årsag
Dyder, selv de som kaldes naturlige fordi de kan opnås ved menneskets naturlige kræfter og indsatser, er ikke i mennesket alene gennem hans natur. For hvad som helst som hører til menneskets natur, findes i alle mennesker, og er ikke tabt alene ved menneskets afvisning af Gud, eller synd. Den naturlige ordens dyder opnås gennem gentagne gode handlinger. Men de overnaturlige dyder er, ved deres navn og definition, udenfor naturens rækkevidde, og kan derfor ikke opnås gennem gentagne naturlige handlinger, uanset hvor gode de måtte være. Gud indgyder de overnaturlige dyder som er tro, håb og kærlighed. Han indgyder også andre dyder som modsvarer og passer til disse tre, og gør dem effektive. Opnåede dyder er essentielt adskilt fra indgydte dyder. Af de indgydte dyder siger Skt. Augustin at ".. Gud arbejder dem ind i os, uden os" - men vi er nødt til at arbejde for at opnå de opnåede dyder.
Dydernes udmåling
Ved dydernes udmåling, forstås det ikke som at vi ønsker at udmåle graden af dyd, men mere indikere at dyden er i en sund balance, hvor den hverken har for meget af sig, eller for lidt. Dydens udmåling reducerer ikke dyden til et gennemsnitligt mål, eller at hver dyd i sig selv måles halvt ud fra en helhed, eller er modereret i en eller anden form. Dydens udmåling handler om dens perfekte praksis og operation. For eksempel, retfærdighed i sin egen udmåling, kræver en præcis udmåling og tildeling af sig selv, i alt hvad der hører dette eller hint til. En skyldner som udelader hvad der skyldes i en eller anden forstand, gør vold på udmålingen ved ikke at tildele det som skyldes. En skyldner som omvendt betaler for meget, eller betaler med et motiv om ærgerrighed eller forfængelighed, udmåler dyden i et overdrev. Dyderne skal altså være tilpasset fornuften, i deres udmåling og udførelse. Dyderne udmåles altså korrekt, når de menneskelige handlinger er i overensstemmelse med virkelighedens og tings krav til dyderne, i det mål og omfang der er brug for. Vi kalder altså dydernes udmåling for et virkeligt mål. Andre moralske dyder som regulerer passionerne, kan ikke udmåles med samme virkelige præcision som nævnt i eksemplet med skylderen. Men de kan udmåles i overensstemmelse med de omstændigheder som de virker i. Fx vil man aldrig udmåle præcis hvor mange gram mad og drikke man bør spise til ethvert måltid, men man vil altid bringe sin fornuft og omstændigheder i spil for at udmåle dyden i tilknytning til sit madindtag. En mæthedsfølelse efter afmålt og roligt spisetempo, bør altså være passende. Hvad de intellektuelle dyder angår, så er udmålingen for de intellektuelle dyder ganske enkelt Sandhed. Udmålingen for de intellektuelle dyder i den praktiske orden, er visdom eller klogskab. De teologiske dyder er ikke genstand for udmåling, udover rent kvalitativt eller accidentalt. Det er ikke muligt at tro, håbe eller elske for meget. Dette er muligt i kardinaldyderne, men ikke i de teologiske dyder. Vi kan ikke elske Gud for meget, og vi kan ikke tro eller håbe for meget. (Sirak 43,33) "Velsign Herren, ophøj Ham så meget som du kan, for Han overgår al prisværdighed"
Vi skylder altså Gud alt hvad vi har.