Her følger en længere række om dyderne, og Aquinas' systematik om samme. Dyderne kan opdeles i både teologiske og kardinaldyder, men fælles for dem alle er, at de er kvaliteter på vores sjæl, som vi har brug for at udvikle. Dydighed er afgørende for at vi vokser i hellighed og kærlighed, og de kan opdeles i forskellige kategorier.
Lad os først stifte bekendtskab med dyderne i det hele taget, og senerehen dykke ned i hvad de er, og hvordan de virker. Man kan ikke tale om vaner, uden at tale om dyder. Og derfor giver det god mening, at Aquinas nu efter at have behandlet vanerne, taler om dyderne og om lasterne.
Dyderne
Dyd er et ord som er formet af latin "virtus" (virtue), hvilket betyder kraft eller styrke, eller mod og mandighed. I mennesket er en dyd en vane som er på linje med menneskenaturen, og som giver kraft, enkelthed og passende retning til udførelsen af den natur. Dyd er en god vane, enten i den intellektuelle eller i den moralske orden. Ergo skelner vi mellem intellektuelle dyder, og moralske dyder. Dyder er operative vaner, det har altså at gøre med at gøre, ikke at være. Ergo kalder vi ikke fysiske vaner som sundhed for vaner, for de er vaner af væren, mere end vaner af gøren. Så dyder er kort sagt gode vaner. Aristoteles siger (Etik, II) at "dyden gør en god, og gør arbejdet godt." Så dyder gør vores kræfter perfekte. Dyden kan også kaldes for "en god og fornuftig vane hvorved vi lever ret og som ikke kan bruges dårligt". Når vi taler om guddommeligt indgydt overnaturlig dyd, så taler vi om denne beskrivelse med ordene "som Gud har sat ind i os, uden at vi har bidraget med noget til gaven." Man kan altså sige, at når man bruger betegnelsen "gudsbenådet" om en person, at vedkommende af Gud har fået nådegaver som kvaliteter på sjælen, der medfører en række dyder af forskellig art. Dyder er altså kvaliteter på sjælen. Og de kommer fra Gud, og kun Gud.
Dydens genstand
Dyder hører til sjælen. Dyd er en perfektion af sjælskræfterne, hvad enten vi her taler om intellekt eller vilje. Dyder er sande og gode vaner, og vi ser altså at dyder og vaner i et levende væsen, handler om at leve livet i god og korrekt orden og perfektion, ift. hvad det vil sige at være menneske.
Den ene og samme dyd kan ikke være i flere af sjælens kræfter. For dyder i skabninger er, som enhver vane, en kvalitet, en accidental, og ingen accidens kan individuelt og identisk være i flere forskellige objekter samtidig. Ergo er en moralsk dyd, som fx lydighed, at finde i viljen, og ikke i intellektet. Intellektet har viden om lydighedspligten og hvordan den udøves, men denne viden er ikke lydighedens dyd, men en betingelse eller tilstand som er påkrævet for at man kan udøve dydighed. Man skal altså vide hvad man skal gøre, for at kunne gøre det.
Dyden kaldes en fornuftens vane. Fornuften er, primært, det tænkende sind, og inkluderer dog viljen når der er spørgsmål af praktisk stillingtagen (se indlægget om menneskets handlinger og sjælen). At sige at dyd er en fornuftens vane, er blot at sige at det er en vane som hører til en af sjælens kræfter. Sindet, intellektet, har dyder, og det har viljen også. Siden både de konkupiscible og irascible (tilbøjelige og ophidsede) appetitter essentielt hører til den sanselige orden, er de ikke genstand for dyder. Men dog, i mennesket stiger disse appetitter hurtigt ind i den intellektuelle orden, fordi viljen tillader dem. For så vidt at appetitterne deltager i fornuftens orden, så kan de udgøre dyder. Så fx vedholdenhed, som står op imod ekstremer som fx smerte eller fare, er dyder i den irascible orden, selvom den kommer til sin fulde perfektion som en viljes-dyd, en moralsk dyd. Og mådehold, som tenderer til at bruge materielle goder i passende mål, hører til den konkupiscible orden, og også i sin fulde perfektion som dyd, hører den til viljen. Bemærk altså at de konkupiscible og irascible ordener fra sanserne, knytter sig til mådehold og vedholdenhed, enten ift. at nægte kødet noget, eller rette viljen hen mod noget som holder kødet i ave. Noget dæmper, og noget lægger altså til. Alle dyder er enten intellektuelle, og hører til forstanden, eller er moralske, og hører til viljen. Som vi skrev foroven, så hører de appettitive dyder til de moralske dyder. De sanselige kræfter er ikke genstand for dyder, selvom de kan være til en vis hjælp, hos de moralske og intellektuelle dyder. Men vores sanser er blot midler, og ikke mål. Fx kan man bevare renhedens dyd, ved ofte at - ved vanens kraft - at reflektere over og tænke på Jomfru Maria, eller realpræsensen i eukaristien, eller lignende. Vaner gør den agerende kraft i sjælen perfekt. Og viljen er en sådan agerende kraft, og ergo har viljen vaner. For så vidt at disse er gode vaner og gør kraften perfekt (i sjælen), hvorved et menneske ledes til at leve et ansvarligt liv, så er de dyder. Ergo har viljen dyder, og de kaldes moralske dyder.
Intellektuelle dyder
Vores forstand, intellekt og sind, er spekulativ for så vidt at den simpelthen bare ved, eller kontemplerer, dvs. tænker over, det som den ved. Intellektet er altså praktisk, når det vejleder og guider viljens valg. Som før skrevet, så er det spekulative intellekt altså spekulativt fordi det ved at det tænker, og det praktiske intellekt ved hvad det skal gøre. Så også det spekulative intellekt har dyder. Det spekulative intellekts dyder er visdom, videnskab og forståelse. Forståelse er en vane som udgår fra første principper, den er sindets vanemæssige bevidsthed om fundamentale og selvindlysende sandheder, som fx ens egen eksistens, ens evne til at tænke rent, det faktum at ting ikke samtidig kan eksistere og ikke-eksistere, osv.). Videnskab er sindets vanemæssige besiddelse af sandhed som er gennemtænkt og bevist. Visdom er den vane eller dyd som kommer ud af den dybeste og mest værdifulde viden. Der er mange videnskaber, og de kan alle være i samme sind og intellekt som dyder. Men der er kun én visdom - og den visdom kan træde frem i mange forskellige afkroge af menneskelig aktivitet. Vi siger at mennesket fx er vist på én måde, og uvist på en anden. Men visdom som en perfektion, er den dybeste viden som noget sind kan besidde, og den centrerer altså om perfekt sandhed. Det fuldstændigt vise menneske reflekterer og tænker over ultimative tanker og principper, og lader sit liv vejlede af den viden (Jomfru Maria er fx det mest perfekte, dydige menneske på jorden, udover Kristus, fordi Hun lever dyderne til perfektion). Kunst, som en dyd af intellektet, er den opnåede og vanemæssige viden om hvordan man gør ting rigtigt. Kunst er af den praktiske, og i mindre grad spekulative, orden, men den er ofte tilpasset med de dyder som findes i det spekulative intellekt. For det praktiske intellekt beskæftiger sig med moralsk adfærd, mens intellektet specifikt er praktisk når det anviser viljen vejen til retfærdig handlen, eller sågar uretfærdig handlen. Det er altså for intellektet en praktisk kunst at vejlede viljen til at vælge det som er rigtigt. Klogskab er en intellektuel dyd, af den mere praktiske orden. Den er ikke det samme som kunst, fordi kunst er en vanemæssig viden, vanen, den intellektuelle dyd, som handler om hvordan man gør ting rigtigt. Men klogskab handler mere om hvordan man agerer rigtigt. Kunst ser mod tings perfektion i dens frugter, mens klogskaben sigter til perfektion i det menneske som besidder den. Det ene perfektionerer altså handlingen, og det andet perfektionerer altså handlingens agens. Klogskab er altså en dyd som er nødvendig for mennesket, og er oplistet sammen med kardinaldyderne. Fordi livet er gjort ud af menneskelige handlinger, og ret viden om hvordan de handlinger bør udføres, er altså den første og vigtigste viden som er nødvendig for at leve et godt liv. Der er også nogle vaner som er knyttet til det praktiske intellekt, og de er praktisk råd om forskellige handlinger, og praktisk dømmekraft ift. at udøve eller udelade handlinger. Klogskab, efter rådslagning og bedømmelse, præsenterer handlingen til viljen med sine anbefalinger, og i nogen grad hvorledes der skal befales at handle, til viljen.
Moralske og intellektuelle dyder
En moralsk dyd er en viljesdyd. Den hører hverken til det spekulative eller praktiske intellekt, men til viljen, den appettitive, eller lyststyrede del af fornuften. Moralsk dyd har at gøre med at agere eller vælge ud fra fornuften og viden. En intellektuel dyd hører til den vidende orden. Og den det praktiske intellekts dyder, som omhandler handlinger, er intellektuelle dyder, og ikke appetitter eller handlingstendenser. De viser altså blot veen til handling. Og når, gennem klogskab, at de anbefaler en handling, så kan de ikke befale eller gennemtvinge en befaling eller kommando. De kan tilbyde viden til hvad der kan gøres gennem klogskab og indsigt, ift hvad der bør gøres. Men den tendensen, begæret og beslutningen i sagens henseende, hører til viljen. Adskillelsen af dyder som både intellektuelle og moralske, er komplet adskilt. Hver dyd er altså enten en intellektuel eller en moralsk dyd, ikke begge dele. De intellektuelle dyder som fx forståelse og klogskab, kræves i alle spørgsmål om moralske dyder. Og på den anden side, klogskabens intellektuelle dyd kan ikke eksistere medmindre den moralske dyd ledsager den. Ergo er klogskab ofte fremstille som en moralsk dyd (simpelthen fordi det er klogt, at gøre det som Gud mener er godt).
Moralske dyder og passionerne
Selvom moralsk dyd er en vane i vores appetitter, så er den ikke en passion. En passion hører til i den sanselige orden, og moralsk dyd hører til den intellektuelle orden, og specifikt i viljen. Derudover, passioner i dem selv er hverken gode eller dårlige rent moralsk set, men moralske dyder er nødvendigvis gode. Sjælens passioner kaldes sådan, ford ide stiger op i den intellektuelle orden gennem viljens tilladelse. Og de udøver deres indflydelse dér. Og de er kompatible med moralske dyder, for så vidt at de er på linje med sand fornuft (som er Gud). Sandelig, når de er velordnede, så kan de faktisk forstærke moralsk dyd, og som er tydeligt når et menenske som udøver retfærdige gerninger, med glæde og kærlighed.
Selv sorg som passion, kan være moralsk dydig, hvis det handler om sorg som er i modstrid med den dyd. Moralske dyder tjener viljen ved at give retning til alt hvad der kommer under fornuftens domæne. Det inkluderer passionerne i sjælen, og den intellektuelle operation. Bemærk altså, at viljen, intellektet og fornuften skal tøjle passionerne, for at vi kan være moralsk velafbalancerede. Aldrig omvendt.
De moralske dyder bringer altså passionerne på linje med intellektet, eller overstyrer passionerne. Perfekt retfærdighed er altså ikke en ting som sådan der er kølig og afbalanceret, men også glædelig og passioneret. Vi skal ikke undertrykke vores følelser, men være i følelsesmæssig balance, og sågar være glade for at udøve kærlighed. Når blot den er ordnet mod og med Gud, i alting.