Dåben
I dåbens sakramente, forholder vi os til tre ting: a) det som kun er sakramentalt, dvs. det som sakramentet meddeler, vandet som bruges i dåben og renvaskningen, b) det som kun er virkeligt, dvs. den indre retfærdiggørelse og indvortes nåde, og c) det som er virkeligt og sakramentalt, dvs. det som sakramentalt tilvirker en karakter på sjælen grundet dåben, hos den som døbes. Dåben i sig selv fik sin nådefulde magt, da Kristus blev døbt. Dette var indstiftelsen af dåben som sakramente. Men forpligtelsen på at modtage sakramentet, blev først officielt indstiftet af Herren, efter Hans lidelse og opstandelse. Vand er det substantielle stof i dåben, dvs. det er det materiale som bruges når man anvender sakramentet som tegn. Hos Hl. Johannes (3,5) kan vi læse at "Medmindre man fødes igen af vand og Helligånden, kommer man ikke ind i Gudsriget". Enhver form for naturlig vand kan bruges til dåb. Hvis nogen fremmed substans blandes med vandet, dog ikke i sådan en mængde at den ødelægger vandets sande natur, så bliver vandet ikke uanvendeligt til dåb (men det modsatte er tilfældet). I ethvert sakramente, skelner vi mellem stof og form. Stoffet, som forklaret foroven, er det materiale eller substans hvorved tegnet indstiftes. Formen er den autentiske og bestemte formular af ord som bruges til at meddele sakramentet, dvs. gøre tegnet til et sandt sakramente. I dåben, er stoffet som anvendes vand, både i princip og i praksis. Og formen, i dåben, er ordene som bruges når man anvender stoffet, vandet, nemlig ordene "Jeg døber dig i Faderens, Sønnens, og Helligåndens navn", jf. Matt. 28,19. Vi kan læse (jf ApG 8,12) at apostlene døbte "i Jesu Kristi navn". Det betyder ikke at apostlenes ændrede formen hvorved dåben gennemførtes. Det betyder bare at apostlene brugte Jesu Kristi autoritet, og at de brugte navnet JESUS KRISTUS ifm. dåben. Ved guddommelig åbenbaring, fik apostlene at vide ved instruks, at de skulle anvende Jesu hellige navn for at vinde tilslutning blandt folk, både jøder og hedninge, som havde lært at de skulle hade det navn. Disse folk skulle da se at Helligånden i dåben, blev givet ved påkaldelsen af dette navn "Jesus". Ordet "dåb" betyder "vaskelse". En vask kan gennemføres ved nedsænkning i vand, ved at hælde vand ud og selv ved påstænkning. Derfor, er nedsænkning ikke nødvendig for dåb. Trefoldig nedsænkning bruges i dåben, kun på højtidelig vis ift. Kirkens ceremoniale. Men det er ikke essentielt ift. en gyldig dåb, her rækker det at hælde. Dåben kan ikke gentages. Hvis et menneske åndeligt er født af dåben, kan han ikke fødes igen åndeligt. Dåben indprenter et mærke i sjælen på den person som døbes, herved en umistelig karakter, som når først den er indprentet, ikke kan indprentes igen. Og dåben fjerner altid arvesynd, og når først arvesynd er borte, opstår den ikke i sjælen igen. Det essentielle i dåben er stof, vand som anvendes, formen, dvs. ordene, og den som tilvejebringer dåben, som bringer stof og form sammen til at udgøre sakramentet, dvs. den som døber. For højtidelig form for dåb, har Kirken disse essentialer indhyllet i ceremonier og bønner, fx exorcismer.
Dåbens sakramente er dåb som meddeles med vand. Effekten af sakramentet er, udover indprentningen af en særlig karakter i sjælen, tilvejebragt på to andre måder. En person som ikke er døbt, men som udgyder sit blod for JESUS KRISTUS siges at udøve bloddåb. En person som ikke kan modgae dåben, fordi han intet aner om den, eller fordi hans mulighed for at modtage dåben ikke er til stede, kan på mulig vis tilformes Kristus ved kærlighed og oprigtig anger, og således siges man at udøve en længslens dåb. Blodets og længslens dåb fjerner synd og tildeler nåde. Men de indprenter ingen varig karakter på sjælen. Ergo er de ikke egentlige sakramenter, og derfor bør den som udholder tortur for Kristi skyld og den som da får mulighed for at blive døbt formelt, skal da døbes med vand. Bloddåb er mest fremragende i sin sakramental effekt, fordi blodig udholdenhed og lidelse bringer et menneske som har kærlighed, i kontakt med Kristi passion, hvorfra dåben har sin efficiens. Stadig indprenter den ingen sakramental karakter.
Dåbens udøver
Den som meddeler et sakramente, er sakramentets udøver eller tilvejebringer. I højtidelige dåbsceremonier, er præsten den ordinære udøver af dåben. I disse tider kan en diakon højtideligt døbe et barn hvis der er gode grunde, og denne diakon vil da være en ekstraordinær udøver af dåben. Det hører alene til biskopper og præster at døbe. Fordi dette sakramente er nødvendigt, så blev det ordnet sådan at det kunne tilvejebringes med lethed og nemt med vand, og af enhver som med rette og bruger vand, og har rette form og hensigt, ønsker at døbe. Kvinder som mænd kan døbe, unge såvel som gamle. Selv ikke-døbte personer kan døbe gyldigt. Flere mennesker kan ikke døbe, kun én person kan sige dåbsordene, mens andre kan tilvejebringe vand og stof. Dåbens udøver tager Kristi sted, der er kun én Kristus, og der er kun én som udøver dåb. Præsten, efter højtideligt at have døbt, lader den nydøbte sine gudforældre i hænde. Skt. Augustin (Serm. 168) skriver at "Jeg formaner jer, både mænd og kvinder, som skal opbringe børn, at I skal stå foran Gud som ansvarlige for de som I har rejst fra denne hellige døbefont".
Dåbens modtagere
Alle har behov for dåb. Hele menneskeheden er påkrævet at blive døbt. Uden dåben, er der ingen frelse. For dåben gør en person en del af Kristi legeme, gennem hvem alene frelsen opnås. For at frelses, skal man som minimum have længslens dåb. Bloddåb har også hele den ordinære dåbs sakramentale kraft, udover at den ikke indprenter en karakter på sjælen, men den tilgiver al synd og straffen grundet synd. Længslens dåb fjerner synd og den evige straf, men ikke al den temporale straf. Siden dåben er nødvendig for al frelse, så skal den meddeles hurtigt til spædbørn, både pga. faren for død og fordi at børn ikke har nogen mulighed for at længes efter dåben. Voksne som ønsker dåb skulle gennem en prøveperiode hvor de modtager sakramentet med fornøden forståelse, ærefrygt og trofasthed mod de kristne pligter. Men voksne bør ikke vente på dåben, ingen voksen skulle afstå fra dåb, og især ikke hvis der er tale om livsfare. En voksen synder som ikke har nogen anger og ingen hensigt om at forkaste sin synd, skal ikke døbes. En synder som er angrende og fast besluttet, skal døbes. Ingen form for bod eller godtgørende arbejde skal pålægges nogen voksen som skal døbes, for dåben fjerner al synd og straffen grundet synd. At udøve bod ifm. dåben vil være at vanære Kristi lidelse og død, som godtgør al synd hos den døbte. En voksen som skal døbes, bør have en vis form for sorg for sine synder, men han er ikke påkrævet at bekende dem før generalskriftemålet i selve ritualet, hvorved han forsager Satan og al hans pomp og herlighed. En voksen der skal døbes, skal have dåbsintentionen. Sådan en person søger dåben i Kirken, og han beder om at modtage den, og ergo udtrykker han sin intention om at modtage den. For at modtage nåde, må den døbte person besidde tro. Men selv i et fravær af tro, er en person som har til hensigt at blive døbt, og som gennemgår ritualet, rent faktisk døbt, og er indprentet med dåbssakramentets karakter. Siden spædbørn er i en tilstand af arvesynd, har de brug for dåb. For en person som er i stand til at udøve syndens skyld, selv arvesynd, så er de i stand til at modtage nåde. Ergo skal spædbørn døbes. Ikke kun meddeler dåben de uforgængelige goder i børnenes sjæl, men den sætter dem også i Kristi retning i begyndelsen af deres liv, og giver dem større sikkerhed for at de må udholde i troen, fremfor vis de ikke var døbt. Jødernes børn og vantros børn skal ikke døbes uden deres forældres samtykke. Ved naturlig retfærdighed, er unge børn under deres forældres herredømme og kontrol. Derudover er dåben ikke meddelt ift. Kirkens liv og tro, til de som ikke har mulighed for at efterleve de kristne pligter den medfører. Et barn kan ikke døbes mens det er i sin moders mave. (PS: Grundet medicinsk udvikling er det muligt at døbe mens det er i moderens liv, og muligt er gyldig og lovlig såfremt kirkeretten hjemler at her er tale om en nødsituation). Sindssyge og imbecile personer skal også døbes, og såvel som spædbørn, i Kirkens tro. En person som i sit normale liv ikke udtrykker ønske om dåb, skal ikke døbes hvis han bliver sindssyg. Men en sindssyg person kan have oplyste intervaller i sit liv hvor han ønsker dåben, og her skal han ikke nægtes. Hvis han henfalder i galskab før sakramentet kan tilvejebringes, så skal den døbte person vente til næsten raskhedsperiode før dåben meddeles - hvis sådan en periode ikke indtræffer, eller hvis personen er truet af død, så skal sakramentet omgående meddeles trods modtagerens galskab. En person som er rask, men svageligt sindet, skal behandles som en normal person.
Dåbens effekt
Dåb fjerner al synd, arvelig og aktuel. Skt. Paulus siger (Rom. 6,3) "Alle vi som døbes i Kristus Jesus døbes i Hans død" og (Rom 6,11) "Så husk al I er døde for synden, men levendegjort til Gud i Kristus Jesus vor Herre". Ved dåben dør mennesket for synden, og begynder at leve i nådens stand. Så hver synd fjernes ved dåben. Dåben fjerner ikke kun al synd, men fjerner også skyldestraffen for synd. Ved dåben er en person inkorporeret i Kristi lidelse og død. Og Skriften siger (Rom 6,8) "Hvis vi er døde med Kristus, tror vi at vi skal leve med Kristus". Så lidelsen er tilfredsstillelse for alle mulige synder af alle mulige mennesker. Ergo, han som døbes og indlemmes perfekt i denne bod, frigøres fra al gæld og straf grundet sine synder. Dåben fjerner ikke straffen for de synder som er begået i dette liv. Vi skal lide, udholde og dø, for det er vores fortjeneste. Hvis vi bærer al trængsel for Gud, så gør dette os ydmyge, håbefulde, og vi kan se frem til den endelige opstandelse når al trængsel og alle defekter vil være borte. Dåben fjerner al synd og al straf grundet synden, og den meddeler nåde og dyder til den døbte person. For dåben gør én til et medlem af Kristi legeme, fra Kristus, hovedet, flyder nåde og dyder til lemmerne. I dåben er en person a) inkorporeret i Kristus b) oplyst af Kristus med viden om Sandhed, c) gjort frugtbar i gode gerninger ved Kristi indgydte nåde. Spædbørn som indlemmes med Kristus grundet dåben, modtager nåde og dyder, selv ved deres umodenhed som forhindrer dem i at udøve bevidste gerninger der flyder fra nåde og dyder. Ved at fjerne skyld og syndestraffe, fjerner dåben de forhindringer som ville afskære et menneske fra Himlen. Ergo siger vi at dåben "åbner porten til Himmerige" til den som døbes. Dåbens essentielle effekt (den åndelige genfødsel) er det samme for alle som døbes. Hos voksne er der en varierende grad af "nyhed" i livet, ift. den hengivenhed og disposition de medbringer i sakramentet. Dåbens effekt kan blokeres, selvom sakramentet er gyldigt modtaget, ved hvad Skt. Augustin kalder "uoprigtighed". Man kan være uoprigtig ift. dåben på fire måder; a) når man ikke tror på den kristne tro, b) når man har foragt for sakramentet, c) når man modtager sakramentet i en ugyldig rite, d) når man ikke har hengivenhed. Et menneske som er uoprigtigt på disse fire måder, er gyldigt døbt, og sakramentet har effekt og indprentes på sjælen. Men man blokerer nåde og dyder som sakramentet meddeler. Når sådan et menneske angrer og bøder i bodens sakramente, så vil dåben da producere normale effekter i vedkommende.
Omskærelse
Omskærelsen i Den Gamle Pagt var en forberedelse for dåben, og en type på dåben. For det var denne proklamation af tro hvorved et menneske blev indlemmet hos de troende. Omskærelsen blev indstiftet af Abraham som var den første til at modtage Kristi løfte i Hans afkom og linje (Jf. 1 Mos 22,18). og den første til at adskille sig fra de vantro. Omskærelsen blev etableret som et tegn på tro. Den var et værk af Gud den almægtige. Omskærelse fjernede al arvesynd og meddelte nåde som et tegn på tro i Kristi kommende lidelse. Dåben meddeler nåde ved sakramentets kraft i sig selv ved Kristi opfyldte passion og død.
Dåbsforberedelse
Dåben skal forberedes med instruktion, som Herren siger jf. Matt. 2819 "Gå da ud og undervis alle folkeslag, og døb dem i Faderens, Sønnens, og Helligåndens navn". Børn som er ude af stand til at modtage personlig instruktion og vejledning, skal døbes i Kirkens tro. Men dåbsfadderen lover at gøre sit bedste for at opdrage barnet i troen. Exorcisme, som er uddrivelse af onde ånder, skal gå forud for dåben. For djævelen er menneskets fjende, og han har en vis magt over mennesket ved det faktum at mennesket er tilbøjelig til synd. Exorcismen uddriver dæmoner, og her gennemføres ritualet i den højtidelige dåb. Det er præsternes opgave at vejlede og exorcere de mennesker som skal forberedes til dåb, og også døbe dem.