Aquinas: Religion

Religionens dyd

Ordet "religion" kan komme fra det latinske ord "religare", som betyder at "binde" eller "fastgøre", og her indikeres en form for binding mellem mennesket og Gud, et bånd, en relation eller en stærk tilknytning. Uanset hvad, så er religion en relation mellem Gud og mennesket. Når den findes i mennesket, er religion en dyd, dvs. den er en vedvarende kvalitet, en vane som disponerer den som har den, til kontinuert og vedvarende at give ære og tilbedelse til Gud, fordi han skylder dette til Gud. Religion er én dyd, og selvom den har mange forskellige handlinger, så er Gud målet for dem alle.

Religion er en særlig dyd, og adskilt fra andre dyder, og den disponerer mennesket til at give Gud særlig ære, dvs. det som tilkommer Gud. Ergo, selvom religion tjener retfærdigheden som mål, og er én af dens dele, så har den sit eget område hvori den udøver og meddeler retfærdighed, dvs. den er ikke lig retfærdigheden som sådan, eller identisk med andre dyder. Den vedrører dét som tilkommer Gud. Den handler om at give Gud dét, som Han har krav på. Religion er ikke en teologisk dyd, som er indgydt, ligesom tro, håb eller kærlighed. Den er en moralsk dyd. De teologiske dyder har Gud selv som deres mål, hvor religion har passende ære, reverens, hengivenhed og tilbedelse til Gud, som mål. Religion er den største af de moralske dyder fordi dens handlinger og aktiviteter sigter direkte til herliggørelse af Gud og Hans ære, mens de andre moralske dyder leder deres handlinger til Gud gennem religion som et medium. Ergo, er religion ædlere og mere fremragende end de andre moralske dyder.

Religion udtrykkes essentielt ved sjælens indre handlinger, og sekundært udtrykkes den ved passende eksterne handlinger. Mennesket er krop og sjæl, og i det jordiske liv er sjælen extrinsisk afhængig af kroppen, så fx kan intellektet ikke forstå virkeligheden, uden at den samrbejder med de kropslige sanser. Det er uundgåeligt derfor, at religion som ærer Gud og dermed gør sindets fakulteter i sind og vilje perfekt, så vil de kropslige fakulteter dermed også blive perfekte.

Ergo skal de kropslige fakulteter også udtrykke religionen, så både sjæl og krop i sanselige tegn, handlinger og ceremonier flugter mod Gud.

Hellighed er lig renhed, og hellighed under Guds lov. Hellighed og religion sigter mod det samme. For det er ved hellighed at det menneskelige sind og den menneskelige vilje bringer dem selv i anvendelse til Guds tjeneste, og dette er religion. Derfor, hellighed i et menneske, og religion i et menneske er ikke rigtigt adskilt - de er adskilt logisk, men ikke virkeligt. Det vil sige, de er to forskellige aspekter af den samme ting. Eller sagt på almindeligt dansk, som vi tror, således beder og lever vi også. Alting hænger sammen.

Hengivenhed

I religiøs forstand er hengivenhed defineret som viljen til at give sig selv til Guds tjeneste. Hengivenhed er ikke en dyd, men den er en dydig handling. Ergo er den en kærlig handling, som alle de moralske dyder er, når de er overnaturlige. Men ellers specifikt er det en dydig handling som er religiøs. Gud er den extrinsiske årsag til hengivenhed, i et menneske. Den intrinsiske årsag (som er personen selv) er meditation eller kontemplation. Når en person tænker på Gud og reflekterer over Hans godhed og elskelige kærlighed, så opflammes han til kærlighed til Gud, som indlader på hengivenhed. Og når man reflekterer over sin egen utilstrækkelighed og sine fejl, så bevæges man mod Gud til at indlade sig på Ham, og ud fra disse betragtninger vokser behovet og erkendelsen af hengivenhed.

Den direkte og største effekt af hengivenhed, er kærlighed og glæde i Gud. Sekundært er den sorg over éns synder og utilstrækkeligheder.

Bøn

Bøn er ikke en handling som udøves af sjælens appettitive kræfter (den begærende kraft, viljen), men af fornuften - dvs. det tænkende sind som oplyser og vejleder viljen. Bøn er grundlæggende en anmodning, en søgen, den er en fornuftshandling som anmoder os om at gøre det som er bedst. Der er tre typer af fejl eller fejlanskuelser vedr. bøn. Den ene er at Gud ikke styrer ting, og at bøn om andragelser, dvs. at noget må ske fyldest, er nytteløst. En anden fejl er at alt er låst og fastsat af skæbne, og at bøn er en forfængelig handling. En tredje er at bøn forsøger at få Gud til at ændre Hans forsyn, og derfor er det fjollet. Alle disse anskuelser må forkastes, fordi de er i modstrid med troen og med fornuften. Og til sidst må vi anføre, at vi ikke forsøger at ændre Herrens forsyn, men derimod at tilpasse os selv til den. Som Skt. Gregor siger, "Ved at bede må vi fortjene at modtage hvad Almægtige Gud fra evigheden er disponeret til at give". Ergo, er det rigtigt og fornuftigt at bede. Det er en fejl at påstå, at bøn søger noget fra Gud, og derfor ikke er en handling som søer at ære Gud, og derfor ikke er en religiøs handling. For vi ærer Gud når vi bekender at vi har brug for Ham, og bekender Hans almægtige kraft til at velsigne ting. Vi ærer Gud når vi beder, og derfor er bøn en sand religiøs handling. Vi søger Guds hjælp og velsignelse ved at bede direkte når vi beder til Gud, og indirekte når vi beder til de helgener og engle som må indlade sig på samarbejdende bøn med os. I første fald ærer vi Gud i Ham, og i det andet så ærer vi Gud gennem Hans salige skabninger. Begge bønner er religiøse handlinger. Vi beder også for forskellige tjenester, og ikke blot for velsignelser generelt. Den konkrete bøn for særlige velsignelser passer til menneskets natur, og den opildner hans hengivenhed til Gud. Derudover, når vi beder så har vi altid viljen til at lade ting være i Guds hænder, og uanset hvor ædle vores bønner og anmodninger er, så ofres de altid til Guds almagt, visdom, kærlighed og ære. Og dermed, at bede om noget med al frimodighed og med lyst, så forsøger vi ikke at opildne Gud til at give os noget som ville forårsage os smerte eller fald.

Vi kan helt rimeligt og lovligt bede for tidslige goder, sålænge at vi ikke knytter os til dem på upassende vis, eller gør dem til målet for al eksistens. For vi må gerne eftertragte eksterne goder, og det som vi lovligt må eftertragte, må vi lovligt bede for. Ergo er det ikke forkert, men ret at bede Gud om tidslige tjenester.

Når vi beder, skal vi bede for det som vi lovligt ønsker at opnå, og også for det som vi burde ønske at opnå. Vi burde ønske at opnå nåde, og dermed frelse, og alle gode ting for andre såvel for os selv. Ergo, bør vi bede for andre. Såvel som vi er forpligtet til at bede for vores fjender, så bør vi bede for dem. Denne bøn, som kærlighed i sig selv, SKAL være for fjender generelt. Det er et spørgsmål om perfektion i kærlighed, at bede for fjender individuelt.

"Fader Vor" eller Herrens Bøn, er den mest perfekte af alle bønner, ikke mindst fordi KRISTUS lærte os den, men fordi den i sig selv inkluderer alt der kan være i bøn. I denne bøn beder vi for alt der kan ønskes opnået, og i den rækkefølge som de burde ønskes. Bøn er en passende handling for rationelle skabninger, dvs. den hører alene til sådanne skabninger. Den er en fornuftshandling og en viljesakt. Irrationelle skabninger kan ikke bede. Og Gud som er ikke-skabt fornuft, har ingen anledning til at bede. Derfor kan kun rationelle skabninger have ret og pligt til at bede. De Hellige i Himlen beder for os. Fordi forbøn for andre er en konsekvens af kærlighed, og de Hellige i Himlen har større kærlighed end os. Og de Hellige er nærmere Gud end os, og ergo er deres forbønner mere effektive end vores.

Bøn bør udtrykkes i auditive ord, såvel som i hjertets stilhed. Mundtlig bøn er nødvendig for den fælles bøn som bedes på vegne af mange, ved én. Hvis præsten som beder med sin forsamling ikke siger noget, så har folk ingen viden om den bøn der bedes. Og det enkelte menneske er skabt sådan at han naturligt har behov for at omsætte sine tanker og lidenskaber til mundtlig tale. Selv når et menneske beder privat, så er det brugbart at omsætte sin bøn til egentlig tale, fordi det hjælper ham til at rette opmærksomheden mod Gud og opildne til hengivenhed, b) at lade hans kropslige kræfter forene med hans åndelige kræfter ift. at ære deres Skaber, og c) at lade den naturlige hengivenhed i hjerte og sind flyde over med glæde og hengivenhed til Gud. For at være helt igennem perfekt, så kræver mundtlig bøn opmærksomhed og fokus hele vejen igennem bønnen. Men selv hellige mennesker lider sommetider af tankemylder. Hvis en person har til hensigt at bede reelt, så er hans bøn god og fortjenstlig, selv grundet ufrivilligt tankemylder. Der er tre slags fokus ifm. mundtlig bøn: Fokus på de ord som rent faktisk udtales, fokus på betydningen af de ord som udtales og fremsiges, og opmærksomhed på Gud og de ting som bedes for. Den tredje form for opmærksomhed, er den klart mest nødvendige.

Årsagen til bøn er kærlighed (Guds nåde, kærlighed og venskab), som altid burde være i os. VI bør uophørligt have til hensigt at gøre alt i Guds herlighed. I denne forstand, bør bøn være uophørlig (Luk, 18,1). Bøn, som en egentlig anmodning til Gud, kan ikke være kontinuert, fordi vi har mange andre ting vi skal bruge vores tid på. Vi skal spise, sove og gøre daglige gøremål, tale med mennesker, rejse og mange andre ting. Bøn som aktuel og eksplicit forespørgsel bør være lang nok til at opildne til længsel efter Gud og Hans velsignelser, men ikke så lang at den forårsager træthed. Bøn, som enhver anden overnaturlig dydig handling, udgår fra kærlighed, og er dermed fortjenstlig. Gud bøn er fra kærlighed, og fra dyrkelsen af religion, med den samtidige tilstedeværelse af ydmyghed, tro og hengivenhed. Det er en effektiv og fortjenstlig handling, ift. at opnå tjenester og gaver fra Gud.

De som er i en tilstand af synd, kan effektivt bede om Guds velsignelse, for Gud elsker synderen selvom Han hader synden. I sin Guddommelige barmhjertighed, hører Han synderens bøn, fra den som helhjertet og vedholdent beder Ham om det som han behøver for at vende bort fra synden, og for at frelse sjælen. Hvis Gud ikke ville høre syndere, så ville tolderen forgæves have råbt: "O Herre, jeg er en synder, forbarm dig over mig!" Bøn løfter sindet op til Gud på den mest hengivne måde, og beder om Hans velsignelser, med taknemmelig ånd. Den beder om guddommelig barmhjertighed overfor det syndige menneske. Ergo har bøn dele: Tilbedelse, andragelse, taksigelse og bodsgang.

Ydre religiøse handlinger: Tilbedelse

Guddommelig tilbedelse, eller "latria" er tilbedelse som gives alene til Gud. Det er den højeste form for religiøs reverens og andægtighed. Den reverens og andægtighed vi giver til engle og helgener kaldes "dulia". Af og til, især i ældre bøger, kaldes "dulia" for tilbedelse, men det er aldrig kaldet guddommelig tilbdelse. Og den højeste form for latria eller tilbedelse er ofre og bøn til Gud alene. Til Jomfru Maria, Vor Frue og Moder, gives en anden form for reverens som er højere end den som gives til engle og øvrige helgener, og denne til Vor Frue kaldes hyperdulia. Den er en overlegen form for dulia, men aldrig Latria. Latria er guddommelig tilbedelse, guddommelig adoration. Den gives ikke til nogen skabninger, ikke engang til de mest perfekte af dem - men kun til Gud. Vi er af Gud guddommeligt befalet til at tilbede Ham med hele vores væsen, vilje, sind, hjerte, sind og styrke - fordi vi er krop og sjæl, Guds skabninger og børn. Ergo må der være en form for ekstern eller udvortes form for latria eller tilbedelse, som der er en intern form. Disse udvortes former for tilbedelse er udtryk for den indre tilbedelse i sjælen, mod Gud. Det sjælen vil og gør, kommer til udtryk udvortes.

Ydre religiøse handlinger: Ofre

At frembære et offer til Gud, er en forpligtelse som er pålagt mennesket ved naturretten. Fornuften kræver at mennesket viser en form for underkastelse til Gud, såvel som tegn på ære som gives til Gud. Mennesket er et kropsligt væsen i en kropslig verden, og derfor er det passende at han udtrykker sin tro på en kropslig måde, med kropslige ting. Dette gøres ved at frembære og yde ofre. Hele menneskehedens historie viser at offerhandlinger er en universel praksis. Dette faktum bekræfter den sandhed, at Gud kræver ofre af mennesket, ud fra en naturlig bestemt lov. Et offer er den højeste og mest højtidelige, og mest udtrykkelige, af religiøse handlinger. Som en officiel religiøs handling og et officielt udtryk for guddommelig tilbedelse, så defineres det som følger: Et offer er en ofring af en legemlig ting (kaldes også et offer), ved en kvalificeret person (en præst), på et passende sted (kaldes et alter), og ødelæggelsen eller forandringen af ofret (dette er det man kalder en immolation eller mactation) for at udtrykke Guds højeste og unikke herredømme over alle Sine skabninger, og deres absolutte afhængighed af Ham. Et offer er en speciel handling som udføres på grund af andægtighed, hengivenhed og Frygt for Gud. Derfor hører den til de dyder som hører religionen til. Sommetider vil de andre dydshandlinger også kunne kaldes ofre, og vi kan sige at et menneske ofrer tid eller penge, eller man ofrer sig selv, eller ofrer særlige praksisser eller nydelser, man gør fx bod og ofrer sin lidelse til Gud, såvel som at mennesker der dør i krig kan siges at være ofre for Gud. Selvfølgelig, sådanne ting er ikke aktuelle eller formelle ofre, men de kaldes sådan fordi de er en slags offer som er, eller burde være, til Gud, og de har en form for lighed med et offer, og derfor kaldes de ofre. Ved at bruge samme navn for det i den udvidede betydning, er vi alle forpligtede til at ofre til Gud, og især ydre indre ofre og fromhedshandlinger til Gud, og udøve dydige ofre og handlinger, ud fra hengivenhed og reverens til Gud.

Ydre religiøse handlinger: Offergaver

Vi skal alle ydre ofre, på den ene eller anden måde, for troens understøttelse, og som den eksisterer i ekstern o etableret praksis, ift. Kristi indstiftelse. Sådanne ofre, er offergaver. Ofre gives til præstnere (1 Kor 9,13) som skal "leve ved alteret". Og præsten har behov for offergaverne, så han kan praktisere denne ydre tilbedelse, og så han kan give offergaver til de fattige. En offergave må ikke gives med genstande som er uretfærdigt opnået, eller som besiddes uretmæssigt.

Den Gamle Pagt krævede at mennesker skulle give offergaver af "førstefrugterne", dvs. det bedste af deres afgrøder eller høst. Det var for åbent at anerkende at "jorden er Herrens, og Herrens fylde", og at jorden ikke skaber sin egen frugtbarhed, men at alle gode ting kommer fra Gud. Selv efter Den Nye Pagts komme, er førstefrugternes ofring stadig praksis i nogle lande.

Ydre religiøse handlinger: Tiende

Den Gamle Pagt fastsatte en pligt til at betale tiende (en tiendedel af al indtægt) for religionens understøttelse. Forpligtelsen til at ofre til Kirken en anstændig andel af ens indtægt, er pålagt alle mennesker, og det at betale ens rimelige andel er en religiøs handling. Alle éns materielle besiddelser kommer fra Gud. Ergo, bør noget af det også ofres til Gud igen, både for at vise at vi ikke selv skaber de ting vi har, men også for at udbrede og understøtte den sande religion. Et sådant offer er en ekstern handling.

Siden de som tjener ved alteret, kleresiet, er mest forpligtede til at bruge al deres tid og energi ved alteret, bør de også understøttes af tiende af de troende. Kleresiet er ikke selv påkrævet at betale tiende, men hvis en præst besidder ejendom eller værdier, skal vedkommende også ofre passende andele af sin egen indtægt til religionens understøttelse.

Løfter

En løfte udgår fra en forsætlig vilje, med et mål i sigte. Sommetider udtrykkes et løfte i ord foran vidner, og sommetider gøres det i stilhed og i sjælen, uden nogen menneskelige vidner. Som en religiøs handling, er et løfte givet frit til Gud, for at gøre noget behageligt i Hans øjne, som den person der lover handlingen, ikke allerede er forpligtet til at gøre.

Et løfte loves frit. Ingen er forpligtet på at udføre løfter. Men når først løftet er fastsat, er det forpligtende, og det skal dermed holdes. En person skal være tro mod sit ord, især mod sine ord mod Gud. Selvom et løfte er noget som loves til Gud for at behage Ham, så er hele formålet med løfter at opnå fordele for den person som udfører løftet. Gud opnår ikke nogen fordele ved vores løfter, fordi ingen skabning kan forbedre kvaliteten af den som har skabt den. Et løfte dedikerer en form for tilbedelse og tjeneste til Gud. Derfor er et løfte en religiøs handling. Og siden løfter loves til Gud, så er de "latria"-handlinger, dvs. guddommelige tilbedelseshandlinger. Det er bedre og mere fortjenstligt at gøre noget behageligt i Guds øjne (som udøveren ikke allerede er forpligtet til) når man opfylder løftet, end at gøre det samme uden et løfte. Løftet i sig selv er en religiøs handling, og føjer fortjeneste til den gode handling som opfylder den. Et religiøst løfte højtideliggøres når en som modtager de hellige ordener, eller træder ind i et religiøst fællesskab, for at leve under en regel som er godkendt af Kirken.

Siden et løfte essentielt er givet frit, så er det umuligt for en person som lovligt er underlagt en anden, at love noget som er i modstrid med løfterne til den orden han er en del af.

Børn som har nået fornuftsalderen kan lovligt udøve private løfter for at træde ind i en religiøs orden, men mens de er under pubertetsalderen, kan løftet annulleres af deres forældre. Efter puberteten, og ift. den alder som Kirken bestemmer, kan børn udføre religiøse løfter, simple eller højtidelige, selv uden deres forældres samtykke.

En person som udfører et løfte, bygger en form for lov for sig selv. Det kan ske at denne lov er i strid med et højere gode. I det tilfælde, må kompetente autoriteter beslutte hvorledes løftet skal overholdes. Denne beslutning kaldes en dispensation. fra løftet. Hvis den dispenserende autoritet fastsætter en anden forpligtelse i stedet for den som blev fjernet, så kaldes dette for kommutation, og ikke dispensation.

Kirken har magt til at dispensere fra løfter, selv fra de kyskheds - eller kontinensløfter som kirkelige institutioner har fastsat hos de som påføres de større ordener (kleresiet). Men der er ingen måde hvorpå Kirken kan løfte forpligtelsen om kyskhed, som hører til kloster - og præstekaldet. Kun kompetent kirkelig autoritet kan dispensere et løfte.

Edsaflæggelse

At aflægge en ed, er det samme som at sværge. Og at sværge med Gud som sit vidne er at aflægge en ed, er at fastsætte sin ambition om at udøve noget som er sandt - at man vil udlægge eller overholde sandheden, eller holde et løfte. Det er uandægtigt at påkalde Gud som vidne, i normale eller trivielle sager. Det er forkert eller syndigt at sværge, eller at love at holde et løfte, som man ikke har til hensigt at overholde. Men det er lovligt, i seriøse og vigtige tilfælde, og med passende forsigtighed, at aflægge en oprigtig ed. Sådan en ed er typisk et tegn og en handling som viser reverens og andægtighed over for Gud. De nødvendige betingelser for at aflægge en lovlig ed, er sandhed, dømmekraft og retfærdighed. Den Hellige Skrift siger sådan (jf. Jer. 4,2) at "Du skal sværge, som Herren lever: I Sandhed, i dømmekraft og retfærdighed". Vi skal sværgei Sandhed, vi må aldrig sværge ift. en løgn eller uoprigtigt løfte, vi skal sværge ud fra vores dømmekraft og diskretion, og vi skal sværge med retfærdighed, ift. hvad der er ret og lovligt.

Så en ed er en æreshandling til Gud, og det er en dydshandling som knytter sig til religion. Men uanset hvor reverent en edsaflæggelse er, så indikerer den en form for mangel eller deformitet, og manglende tillid mellem mennesker. En ed er ikke prisværdig i sig selv, men den er mere en form for medicin, og ikke god for sin egen skyld, men kun for at reparere et slags brud. Eder skal ikke bruges oftere end nødvendigt. Men sommetider sværger mennesker ved skabninger (fx ved "min sjæl", "Ved Sankt Jørgen osv." og sådanne udtryk er i virkeligheden eder hvis de, ved skabninger, referer til Gud. Ellers er de slet ikke eder. Og ofte er de en del af en form for bandeord (heraf kommer udtrykket "eder og forbandelser").

En sand ed som lever op til betingelserne vedr. retfærdighed og dømmekraft, skal altid overholdes. Men man må ikke opfylde en ed som er uretfærdig, fordi man ikke må sværge ved det som er ulovligt. En ed er ikke mere bindende end et løfte, men omvendt er et løfte mere bindende end en ed. Fordi et løftes grundlag er troskab og reverens, så er det at bryde det en dobbelt overtrædelse - mens en ed blot hviler på reverens, og det er ikke nødvendigvis et udtryk for utroskab ikke at efterleve det.

Mundtlige lovprisninger af Gud

Vi bruger ord fra læberne, når vi taler til Gud, ikke for at gøre vores inderste tanker om Gud kendte, men for at opildne os og de som hører os, til andægtighed og reverens for Gud. Vi har brug for at prise Gud med vores læber, ikke for Hans skyld, men for vores egen. I Salme 62 står der "Min mund skal prise Dig med glade læber". Og det er passende og ret at menneskets stemme skal prise Gud, ikke alene i det talte ord, men især også i sang. Brugen af musik i lovprisning af Gud, er et middel til at opildne til reverens for Gud, og engagere følelserne i Hans tjeneste. Det er meget passende, at salmerne i den forbindelse anvendes til dette formål.