Hovmod
Hovmod er den vane og last, som disponerer et menneske til at gøre ham til mere end han er. Hovmod er en særlig last, for den har som genstand, den uordnede agtelse for ens egen formåen og ophøjethed. Men hovmod har også karakter af en generel last, fordi den er involveret, enten direkte eller indirekte, i andre synder, og mest tydeligt i alle typer af ondskab.
Hovmod er ambitiøs, den tenderer, og den begærer noget - ikke bare simpelt, men også på sin vis i ting der er svære. Den hovmodige og stolte mand er under pres, og han gør indsatser for at være mere end han egentligt er. Så en vane som involverer og driver indsatser som involverer en vis sværhed som indsatsen slås og strides med, hører til menneskets appetit. Og den har viljen som genstand. Hovmodet bor i viljen. Skt Gregor oplister fire typer af hovmod: a) at tænke at ens gode kommer fra én selv, b) at tænke at ens gode er fra Gud, men at de skyldes ens egne indsatser, c) at påstå at man besidder en form for fremragende kvalitet som man ikke besidder og d) at foragte andre og ønske at man besidder de kvaliteter som de har (misundelse). Hovmod er en form for antaget selvafhængighed som udelader eller reducerer Gud, når man betragter dé man er. Det er en tydelig og meget stor uorden, og er i sit opgav et onde og en dødssynd. Men for at det kan være dødeligt syndigt, så skal de individuelle hovmodige handlinger være fuldt bevidste og fuldt overlagte i at underkende Gud. De fleste hovmodige handlinger er veniale synder, som enten er defekter om manglende bevidsthed, eller manglende fuldt samtykke i viljen. Siden hovmod er en direkte bortvenden fra Gud, og er en praktisk handling som foragter Gud, fordi det er en manglende vilje til at underordne sig Ham, så rangerer den blandt de hadefulde handlinger mod Gud, som vi kalder de værste synder. Aversion mod Gud er i al synd, men det er hovmodets essens. Andre synder involverer denne aversion ved deres naturlige synd, men hovmod ER denne aversion. Aversion fra Gud er konsekvent på andre synder, men hovmod er aversionen i sig selv, den er synd i sig selv. Ergo er den første og værste af alle synder, hovmodet. Den deler ondskaben som er had mod Gud. Hovmod, som en særlig synd, er kilden til mange andre synder, og er derfor en hovedsynd. Men hovmod, som en generel synd, er ikke blot kilden til andre synder. Den er faktisk i dem. Skt. Gregor kalder hovmodet lasternes dronning, som besejrer menneskets hjerte og overleverer det til hovedsynderne. Og derfor nævner Skt. Gregor ikke bare hovmodet som én af hovedsynderne, men han betragter dem som moderen til dem alle.
Det første menneskes synd
Adams synd kunne ikke have været en kødelig synd. Fordi, i en tilstand af uskyld var og er der intet kødets oprør mod ånden. Det vil sige, den første uorden i den menneskelige appetit kunne umuligt have været et begær efter noget materielt eller sanseligt gode. Den første synd må have været forbundet med begæret efter et åndeligt gode. Og siden det aktuelle begær har været ordnet (fordi uorden ikke kom ind i mennesket før den første synd var begået), så må denne uorden have sit ophav i det som begæres. Det må have altså have været noget som var udover menneskets naturlige og åndelige rækkevidde. Og at begære noget sådant, er hovmod. Ergo, var menneskets første synd, en hovmodig synd. Det ordnede begær hos det første menneske, blev gjort uordnet ved det upassende i at begære et alt for fremragende objekt, og dette begær var altså transformeret til en hovmodig ambition. Den første synd, en hovmodets synd, var menneskets første viljemæssige begær efter at besidde noget som alene tilhører Gud. Det kan siges at mennesket, som er skabt i Guds billede, forsøgte at udstrække dette billede i og af sig selv. Især, ønskede det første menneske at besidde viden om godt og ondt, således at mennesket ved sin egen naturlige kraft og uden tanke på Gud, kunne vide hvad der var godt og dårligt at gøre, og på forhånd kunne vide hvilket onde og hvilke goder der ville påfalde ham. På den vis, forsøgte det første menneske at opnå en vis lighed med Gud, og syndede således ved hovmod, på samme måde som de faldne engle syndede ved hovmod. Var vores første forældres synd værre end andre menneskelige synder? I sig selv, er hovmod den største synd. Men der er grader af hovmod, og mange hovmodige synder, som fx blot er handlinger, er ikke mere end veniale synder. Og selv grove synder som kommer fra hovmod, er rangeret: Hovmodet i at fornægte eller vanære Gud er værre end hovmodet i at begære at man anses for mere end hvad man er, i Guds øjne. Derfor, er Adams synd i relation til den overtrædelse som begås, den alvorligste synd af alle, men ikke absolut set som en hovmodig handling i sig selv.
Den første kvindes synd var, i sig selv, værre end den første mands syn. For mens Adam og Eva begge syndede ved hovmod, så troede Eva på djævelen, Guds fjende, og med fuld bevidsthed om at hvad djævelen foreslog, var imod Guds vilje, så spiste hun frugten for at opnå en viden som alene tilhører Gud. Adams synd udsprang ikke af tillid til djævelen, men Adam ønskede et uordnet gode og ønskede det på hovmodig vis, men ikke for så vidt at det var tydeligt i modsætning til Guds vilje (som dæmonisk inspireret). Men derimod, som udsprunget af hans egen kraft, uden hjælp fra Gud. Herudover, syndede kvinden ikke bare, men forsøgte også at lede manden i synd, så hun syndede både mod Gud og næsten. Dog er det Adams synd, ikke Evas, som bragte forfald og straf på menneskeracen, og er den arvelige eller "Oprindelige" synd.
Adams syndestraf
Hvis en person, grundet en fejl eller skyld, fratages hvad der var givet ham som en tjeneste eller gave, så er denne forringelse eller fratagelse en straf for den skyld. Den perfekte underlæggelse af menneskets lavere kræfter til fornuften, var en stor tjeneste og gave som var givet til mennesket, af Gud. Ud af denne perfekte underlæggelse af kroppen til ånden, kom det sunde helbred og kroppens funktionelle perfektion, og dermed den guddommelige gave om legemlig udødelighed. Men anden syndede blev denne gave taget fra ham, fordi mandens synd forkastede denne gave, og den blev til en syndestraf. Det betød at mennesket ikke længere var udødeligt, og at han ville dø. Derfor, døden er tydeligt en straf for Adams synd. Som Skt. Paulus siger (Rom 5,12) "Ved én mand kom synden ind i verden, og ved synden, døden". Skriften beretter om andre straffe for Adams synd, uddrivelsen fra Paradis, trættende arbejde, smerte ifm. fødsler, tøven ved at arbejde og dyrke jorden, og alle disse straffe var egentligt velsignelser for det faldne menneske. Fordi, når først faldets effekt indtraf, ville mennesket have fundet Paradis lige så tillokkende som det var før Adams synd, og så belejligt at han ikke længere ville have tænkt på Gud ét eneste øjeblik. Havde det ikke været for de trængsler og straffe som vi måtte bære som en konsekvens af Adams synd, ville vi alle utvivlsomt ryge i helvede. Her tydeliggøres altså Guds uendelige barmhjertighed og kærlighed, at når Han tildeler os straffe, mens vi er pilgrimme, så bliver disse straffe faktisk til helliggørende velsignelser for os.
Adams fristelse
Mennesket, som er udstyret med fri vilje, var nødt til at udøve denne frie vilje i relation til at vælge Gud til, eller forkaste Ham. Havde der ikke været nogen prøvelse, nogen fristelse, så ville mennesket være i en form for mekanisk rejse fra Paradis til Himlen, og den største af alle gaver, den gave der gør ham mest lig Gud i sit væsen (dvs. fri vilje), ville have været en forgæves og uudnyttet gave. Fri menneskenatur måtte nødvendigvis have haft chancen for at vælge frit, og dette blev givet i fristelsen. Der var ingen grund til at Adam skulle forfalde til fristelsen, som sådan. Han havde en perfekt menneskenatur, og han havde overnaturlig nåde og overnaturlige gaver. Ingen skabning kunne gøre ham ondt, eller tvinge ham imod hans vilje. Adam misbrugte sin frihed til at gøre ondt, og skylden var hans. Måden og rækkefølgen hvorpå mennesket blev fristet, er passende. Fristelsen var afrundet og komplet. Den appellerede til viljen og intellektet, og denne appel blev rettet gennem sanserne, og menneskets partner, kvinden, bidrog til faldet, hernæst blev slangen også en instrumentel del af faldet som et symbol på dyreordenen, og dernæst lod slangen mennesket falde, ved at begære noget jordisk og materielt, dvs. en frugt. Som der er hierarkier i skaberværket og i menneskets substans, således var der også en hierarkisk orden i faldet, fra Gud, ned til mennesket, ved inddragelse af dyret og det skabte træ med dets frugt.
God og rammende 3. definition af hovmod at det bla består i at man ganske vist anerkender at alt det gode man har er fra Gud MEN så også siger at det dog skyldes min egen indsats.
Luther kunne ikke have sagt det mere evangelisk......