top of page

Menneskets handlinger: 2


Anden del om menneskelige handlinger, drejer sig om de sjælelige handlinger der foregår i viljen. Det er ret teknisk, men er nyttigt ift. at forstå hvorledes menneskets vilje agerer ift. forskellige spørgsmål, og hvilke moralske implikationer de har.

Råd(slagning) eller "drøftelse"

Rådslagning, eller bare råd, er sindets undersøgelse og kredsen om genstanden for noget som skal vælges. Sindet tænker tingene igennem og tilbyder sine anbefalinger til viljen. Intellektet tager således råd indeni eller med sig selv, og tilbyder sit råd til viljen. For at illustrere det, kan man eksempelvis sige, om et menneske som lider af en sygdom, reflekterer over en passende handlemåde: Han spørger sig selv hvorvidt han ikke hellere burde gå til hospitalet omgående, han betragter udgifterne, afhængighederne, konsekvenserne, og hvorvidt han kan beholde sit arbejde ifm. eventuelt fravær. Han vurderer farerne ved at indlade sig på kirurgisk behandling. Alle disse og andre ting betragtes i sindet, før viljen beslutter noget. Og denne drøftelse, overvejelse og vurdering, er rådet.

Så rådet handler altså, såvel som valget, om midlerne. Det er sindets vurdering om de passende midler til at opnå et mål. Skt. Gregor af Nyssa, sagde at vi tager råd om ting som er indenfor den rækkevidde af hvad vi kan gøre. Rådet ser på den frie viljes handling. Den betragter gøren, fremfor væren. Den ser på handling, ikke til fakta eller sandheder, og den opvejer fakta og sandheder med sigte på en handling. Rådet beskæftiger sig ikke med petitesser, idet mennesket ikke egentligt rådfører sig selv om små eller usignifikante handlinger, men om væsentlige ting og emner. Der er heller ikke brug for råd om noget som skal gøres, hvis spørgsmålet drejer sig om videnskab eller kunst, fordi videnskaber og kunstformer har deres egne uforanderlige principper. Rådet har sin plads i de mere gængse tilfælde af fri menneskelig adfærd, og søger at finde den bedste fremgangsmåde i de spørgsmål. Rådet er altså en slags analyse af en situation. Den betragter målet der skal opnås, og vurderer hvad der her og nu skal gøres i skridt, som midler mod et mål. Og rådet resulterer ikke i diffuse eller generelle betragtninger, eller rådgiver om utallige skridt mod et mål. Rådet er altid virksomt mod bestemte og præcise skridt, i sine vurderinger og anbefalinger.


Samtykke

Samtykke er en viljesakt som accepterer midlerne, vurderet under råd, til at opnå et mål. Som andre viljesakter, er samtykke alene noget som findes i mennesket, blandt jordlige skabninger. Som alle andre viljesakter, er samtykke såvel som valg, en viljesakt til et middel, men aldrig et mål i sig selv. Så samtykke er den endelige beslutning, i den oplyste og rådførte vilje, til at anvende de midler som kræves til at opnå et mål. Sommetider kaldes samtykke en fornuftshandling. Men fornuften er, strengt taget, intellektet og det tænkende sind som bruger diskursiv tænkning, dvs. for og imod et spørgsmål. Men fornuften og intellektet er et begreb som ofte bruges for hele intellektet i mennesket, altså både intellektet og viljen. Samtykke er altså i sig selv en handling som henføres til viljen. Men siden viljen giver det tænkende sind samtykke, som rådet jo er, så kaldes samtykke også ofte en viljesakt. Så her betyder fornuften egentlig blot, at det oplyste intellekt og den rådførte vilje, er i forening.


Viljens befalinger

Viljeakter såsom intention, samtykke og valg er handlinger som er udført af viljen, og de handlinger begyndes og afsluttes i viljen selv. Andre handlinger, som udføres af intellektet eller de sanselige og kropslige kræfter, er befalet af viljen. Ergo, når man betragter viljeshandlinger, så skelner vi mellem befalede og tilladte handlinger. Befalede handliner er en intellektuel manøvre eller orden, som skal udføre en intention. En befaling er et produkt af intellektet, og derfor findes befalinger ikke hos dyr som er mindre perfekte end mennesket. Befalinger som retning eller råd, hører til intellektets rådslagning. Og som en udførende orden, så er befalingsevnen i viljen, den forudsætter altså brug. I viljen, er den befalede handling og befalingen virkelig ét, den menneskelige handling som vi taler om her, sleve befalingsakten, er én handling.

Intellektet kan siges at befale viljen, for så vidt at det rådgiver viljen - og også for så vidt at viljesakten altid følger den ultimative praktiske dømmekraft som udspringer af intellektet. Og viljen befaler intellektet ved at påføre det sin operation, ved at fiksere sin opmærksomhed lige nu og her, på dette objekt.

Derfor kan man sige at viljen som sådan befaler fornuften, den forstår fornuften som det tænkende sind, som intellektet der bruger den diskursive eller undersøgende tanke. Men ved fornuften mener vi intellektet og viljen sammen, vi siger hellere at fornuften befaler sig selv. Fornuften, dvs. viljen og intellektet sammen, styrer de sanselige appetitter, ikke direkte eller despotisk, men snarere politisk. Sommetider, så ophidses de sanselige appetitter af kropslige tilfælde som ikke er underkastet fornuften. Og sommetider er de sanselige appetitter så ophidsede at de slipper, i det mindste kortvarigt, fornuftens kontrol. Men overordnet set, kan fornuften styre de sanselige appetitter, både konkupisciple, dvs. tilbøjelige, og de labile (dvælende) appetitter. Men fornuften har ingen kontrol over de vegetative funktioner i mennesket. Vi kan ikke vælge at forlænge vores arm eller ben, eller tænke os tynde. De fede må svede. De kropslige bevæger som udøves af sanserne er normalt (medmindre de er såret eller tilskadekomne) under fornuftens kontrol. Nogle kropslige bevægelser, som tilvækst eller nerverespons, er ikke underkastet fornuften som sådan.


Gode og dårlige moralske handlinger

Menneskelige handlinger, som afspejler hvad god fornuft forstår dem som de burde være, er gode handlinger. Menneskelige handlinger som ikke formår at efterleve det som de burde være, for så vidt at de fejler i at gøre godt, er onde handlinger. Det vil sige, at vi måler gode handlinger ud fra om de er gode i Guds øjne, eller også om vi burde gøre ting for Gud som vi ikke formår. Når vi taler om menneskelige handlinger, mennesket genstand for handlingen i alt hvad handlingen indebærer. Så mennesket er den primære genstand eller "determinant" for den gode eller onde natur i den menneskelige handling. Hvis genstanden for handlingen, altså mennesket, ikke udøver den gode eller onde handling, så må vi se på den sekundære determinant ift. moral, dvs. omstændighederne hvorved handlingen begås. For at handlingen kan være moralsk god, skal en menneskelig handling være hvad den burde være i sig selv, og under omstændighederne. Ergo er mennesket og omstændighederne determinanten, eller bestemmende for, hvorvidt handlingen er moralsk. Når man skal bestemme den moralske karakter af en menneskelig handling ud fra omstændighederne, så må omstændigheden for målets agens tages i vigtig betragtning. Det betyder, at omstændigheden ofte ophører med blot at være en omstændighed, og bliver en del af genstanden selv, det vil sige mennesket. Målet i sigte for mennesket er altså ekstremt vigtig for at bestemme den moralske kvalitet af handlingen, at man giver det særlig opmærksomhed: Derfor er hensigten vigtig i første omgang, og dernæst omstændigheden. Altså, hvad er det vi ville da vi gjorde noget? Gode handlinger er specifikt anderledes end onde handlinger. Handlinger er specificerede ved deres essens, altså hvad de er i sig selv, og der er en essentiel forskel mellem en handling i overensstemmelse med sund fornuft, og en som ikke er. Ergo, er gode handlinger og onde handlinger essentielt forskellige.

Handlinger kan også have forskellige mål i forlængelse af hinanden, ift. samme kvalitet rent moralsk set. Nogle menneskelige handlinger er også væsensforskellige, uden at have noget moralsk sigte. De er bare indifferente, ift. fx at synge, danse, tale, læse, reflektere over noget. I sig selv er de ikke fornuftsstridige, dvs. amoralske. Men hver individuel menneskelig handling, som udøves på menneskelig vis, er nødvendigvis enten i overensstemmelse med fornuften, eller i modstrid med den. Individuelle handlinger er ikke abstrakte, men konkrete handlinger. Og sådanne handlinger må betragtes, ikke bare i dem selv som objekter, men som nogle der er i kontekst til det formål og mål de skal opnå, og under hvilke omstændigheder de udøves. Og således ses de enten som moralsk gode eller onde, men aldrig indifferente. Fx er det at snakke, en indifferent handling, men tale eller snak som udøves i moderation, eller for at give gode råd, for at trøste o.a., er gode og dydige snakke eller samtaler. De er moralsk gode. Men hvis man taler for at irritere, vildlede, ophidse eller forstyrre, så er de moralsk uordnede handlinger.

Omstændighederne har altså sommetider betydning ift. at vurdere handlingens moralske karakter. Omstændighederne kan altså siges at være handlingens accidenser, og accidenserne kan ikke specificere en essens. Kun når en omstændighed er essensen af en handling ift. en bestemt tilstand, kan den siges at udgøre handlingen. Omstændigheder er virkeligt mere end bare omstændighederne når de inddrages i handlingen i sig selv, for at give den moralsk karakter. En omstændighed kan påvirke en menneskelig handling på to måder: 1) Enten lader den handlingen være uforandret ift. sin slags, og blot forstærker den eller intensiverer den, dvs. gør den bedre eller værre, eller 2) den ændrer naturen af handlingen, dvs. inddrager et nyt element i handlingen. Hvis man forsætligt er vred i en time, så gør man noget værre end hvis man er vred i 5 minutter. Her er omstændigheden medvirkende til at gøre handlingen værre end den oprindeligt var, men den er ikke væsensforskellig. Men et menneske som stjæler penge fra Kirken er skyldig i både tyveri og helligbrøde, så omstændigheden forandrer essensen af simpelt tyveri og gør den også til noget desekrerende. På den måde ændrer omstændighederne den moralske karakter i handlingen, enten til noget forværrende eller formildende ift. handlingens natur.


Graden af moral i viljesakten

En menneskelig handling er altså moralsk i god eller dårlig grad, ud fra handlingen i sig selv og hvad den vil opnå, og sekundært fra omstændighederne, som påvirker den. Handlingens hensigt og natur er bestemmende for hvorledes den er moralsk. Det menneskelige intellekt bliver i sine tidlige år, bevidst om en form for orden i verden. Den orden som intellektet erkender i ting, er den orden som Gud har plantet i sjælen som en evig lov. For så vidt at denne orden kræver ret moralsk adfærd, og er kendt naturligt (uden åbenbaring) gennem sund menneskelig fornuft, så kaldes den for den naturlige lov. Den naturlige lov er den evige lov som erkendes i denne verden gennem fornuften.Når viljen er tilpasset den naturlige lov, så er den også tilpasset den guddommelige lov, og ergo tilpasset Gud, og disse handlinger er hermed moralsk gode. Ergo afhænger moral i viljesakter altså om Gud ønsker dem, og om de er i tråd med Guds lov, den evige lov.

Fornuften, det tænkende sind, er menneskets eneste naturlige vejleder i moralske spørgsmål. Intellektets dømmekraft ift. moral, kaldes samvittigheden. Når viljen agerer i konformitet med samvittigheden, så er dømmekraften moralsk god. Og når den gør det modsatte, så gør den vold på naturlov og guddommelig lov, og er moralsk ond. Mennesket er forpligtet til at agere i konformitet med sin samvittighed, selv når fornuften tager fejl og samvittigheden vurderer forkert. Men hvis fejlen i samvittigheden, og dømmekraften, er menneskets egen skyld, fx grundet forsætlig uvidenhed, forsætlig negligering af at lære hvad man burde lære, så følger viljen en forkert samvittighed, og er en ond vilje, og den viljesakt er ond for så vidt at fejlen indebærer dømmekraften. Vi har altså pligt til at søge sandheden, og søge Gud.

Som før, er personens hensigt, når vedkommende udfører en handling, så bliver hensigten en del af handlingen, og således knyttet til godheden ved handlingen i større eller mindre grad. Men graden af godhed eller ondskab ift. intentionen er ikke et mål for hvor god eller ond viljen er i sig selv. For en ond vilje kan af og til handle med gode intentioner, fx når en person fortæller en løgn for at undgå konflikt eller skænderier. Og af og til er en god vilje mere eller mindre ædel end dens egentlige intention, fx når en person beder skødesløst for et stort og helligt formål. Intentionen, som altså er bestemmende for det moralske islæt af en handling, er ikke noget mål for kvaliteten af viljen som udfører intentionen. For at en menneskelig handling kan være god, skal den være i overensstemmelse med det højeste gode, som er Guds vilje. For at være i konformitet med den guddommelige vilje, så skal en menneskelig vilje i alle dens handlinger, ville hvad Gud vil. Den skal ønske opnåelsen af et universelt gode.


Konsekvenser af gode eller onde handlinger

Siden den evige lov er den ultimative norm for gode eller onde menneskelige handlinger, så følger det at moralsk ondskab er syndigt, og moralsk godhed er retfærdig. Det følger også, at moralsk gode handlinger er prisværdige, og moralsk onde handlinger er kritisable. Kritikken eller skylden grundet menneskelige handlinger grundet deres moralske godhed eller ondskab er ikke blot et spørgsmål om ord eller meninger, men om gengældelse ift. kravet om retfærdighed. Det vil sige, menneskelige handlinger har enten fortjeneste eller ufortjeneste ift. deres godhed eller ondskab. Fortjenesten eller det modsatte af menenskelige handlinger, er ikke et spørgsmål om menneskelig retfærdighed, men om guddommelig retfærdighed. Og det er i Guds åsyn at de vurderes fortjenstlige eller ej. Gud er den øverste og højeste, ja den eneste, dommer i de spørgsmål.

3 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page