Lydighedsspørgsmålet har aldrig været mere relevant i den katolske kirke, end det er den dag i dag. Ærkebiskop Lefebvre, grundlæggeren af SSPX, har noget at sige om sand og falsk lydighed. Der er mange der tror, at alt hvad Paven siger, kræver total lydighed, mens andre mener at Paven blot er en slags kransekagefigur som reelt ikke har noget at skulle have sagt. Især når man kigger rundt omkring i det katolske kirkelandskab, og ser hvorledes de tyske biskopper tolker traditionen temmelig - lad os bare sige - lemfældigt. Den Katolske Kirkes Katekismus er meget eksplicit, når den fortæller hvordan Paven og Kirkens læreembede udlægger traditionen, og hvad der er genstand for tro. Det er værd at huske på i disse tider, når selv Johannes Paul IIs katekismus er langt mere ortodoks, end meget af det som prædikes mange steder i Kirken, og hos mange i kleresiet. Først, Den Katolske Kirkes Katekismus (art. 85):
Kirkens Læreembede 85 Men opgaven, der består i autentisk at fortolke Guds Ord både i Skriften og i Traditionen, er alene betroet til Kirkens levende Læreembede, hvis autoritet udøves i Jesu Kristi navn,[15] det vil sige til biskopperne i forening med Peters efterfølger, biskoppen af Rom. 86 Læreembedet står imidlertid ikke over Guds ord, men er dets tjener. Det lærer kun det, som er blevet overleveret. For Gud har villet, at det med Helligåndens bistand ærbødigt lytter til dette ord, bevarer det med hellig ærefrygt og fremlægger det med trofasthed. Det er fra denne ene troens skat, at læreembedet henter alt, hvad det fremsætter som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro.[16] [688] 87 De troende modtager lærevilligt de belæringer og de normer, som deres hyrder under forskellige former giver dem, idet de husker Kristi ord til apostlene: Den, der hører jer, hører mig (Luk 10,16). Troens dogmer 88 Kirkens Læreembede udøver i hele dens omfang den af Kristus modtagne fuldmagt, når det definerer dogmer, det vil sige når det fremsætter sandheder, som er indeholdt i den guddommelige Åbenbaring, eller på definitiv måde fremsætter sandheder som har en nødvendig forbindelse med dem, i en form, der forpligter det kristne folk til en uigenkaldelig troens tilslutning. 89 Der består en organisk forbindelse mellem vort åndelige liv og dogmerne. Dogmerne er lys på troens vej; de oplyser den og gør den sikker. Og omvendt: hvis vort liv er retlinet, vil vor forstand og vort hjerte være åbne for modtagelsen af lyset fra troens sandheder. 90 Dogmernes indbyrdes forbindelse og sammenhæng genfinder vi i Åbenbaringen af Kristusmysteriet i dets helhed.[19] Man bør huske på, at der eksisterer en rækkefølge eller et hierarki mellem den katolske læres sandheder, eftersom deres forbindelse med den kristne tros fundament er af forskellig art. Troens overnaturlige sans 91 Alle de troende har del i forståelsen og overleveringen af den åbenbarede sandhed. De er blevet salvet af Helligånden, der lærer dem[21] og vejleder dem til hele sandheden (Joh 16,13). [737] 92 De troende som helhed ... kan ikke tage fejl i deres tro og manifesterer denne deres særlige egenskab gennem hele folkets overnaturlige troens sans, når de fra biskopperne til de yderste rækker i det troende lægfolk fremviser deres universelle enhed i spørgsmål om tro og moral.[22] [785] 93 For ved denne troens sans, som opvækkes og opretholdes af sandhedens Ånd ... og under det hellige læreembedes ledelse ... holder Guds folk usvigeligt fast ved den tro, som én gang er overgivet de hellige, mens de med sikker dømmekraft trænger dybere ind i den og virkeliggør den mere fuldstændigt i deres liv.[23] [889] Væksten i troens forståelse 94 Takket være Helligåndens hjælp kan indsigten i den virkelighed og de ord, som udgør troens skat, vokse i Kirkens liv: [66] både ved overvejelsen og studium hos de troende, der overvejer dem i deres hjerte;[24] især den teologiske forskning bør stræbe efter en dyb forståelse af den åbenbarede sandhed, men også ved den indre indsigt, der stammer fra åndelig erfaring;[26] de guddommelige ord og den, der læser dem, vokser med hinanden og endelig ved forkyndelsen fra dem, der gennem den biskoppelige succession har modtaget sandhedens karisma 95 Det er altså tydeligt, at den hellige Tradition, Den hellige Skrift og Kirkens Læreembede, ifølge Guds vise plan, i den grad er forenet og samordnet, at den ene ikke består uden de andre, og at de alle tilsammen, hver på deres måde, under den samme Helligånds virke, effektivt bidrager til sjælenes frelse.
Kirkens Katekismus fremsætter altså med provokerende klarhed, at Kirkens læreembede ikke lærer noget som ikke er overleveret siden apostlene, at Kirken lærer forpligtende sandheder når den lærer dogmatisk, dvs. med Paven og alle biskopper i forening med Rom, og at den hellige tradition er en autoritet på lige vilkår med Skriften og Kirkens læreembede.
Ærkebiskop Marcel Lefebvre, er naturligvis enig i ovenstående position. Her er et uddrag fra hans bog "Brev til forvirrede katolikker", som handler om sand og falsk lydighed.
Sand og falsk lydighed
Mangel på disciplin er overalt i Kirken. Præstelige kommitéer stiller krav til deres biskopper, biskopper afviser pavelige forordninger, og selv de anbefalinger og beslutninger som er stadfæstet på Koncilet respekteres ikke, og dog hører man aldrig ordet ”ulydighed”, undtagen når det gælder katolikker som ønsker at forblive trofaste til Traditionen, og blot bevare troen. Lydighed er en alvorlig sag, at forblive forenet med Kirkens læreembede og især den Pavelige Stol, er et frelseskrav. Vi er klart bevidste om dette, og ingen er mere forenet med den nuværende Peters efterfølger, eller har været mere forenet med hans efterfølgere, end vi er. Jeg taler her om mig og mange de troende som er drevet ud af kirkerne, og også om præster som er nødt til at fejre messe i lader og hjem, som under Den Franske Revolution, og som organiserer alternativ katekeseundervisning i land og by. Vi er forenet med Paven sålænge han viderebringer den apostolske tradition og læren fra alle hans efterfølgere. Det er den definition af det petrinske embede, at han bevarer denne overlevering. Pius IX lærer os i ”Pastor Aeternus”: “Helligånden er ikke blevet lovet til Peters efterfølgere således at han kan lære dem ny lære ifølge Hans åbenbaring, men strengt at udlægge den trofast med Hans hjælp, netop de åbenbaringer som er overleveret af apostlene, med andre ord troens overlevering.” Den autoritet som er uddelt til Paven af Vor Herre, til biskopperne og til præsterne generelt, er for denne troens tjeneste. At gøre brug af lov, institutioner og autoritet til at udrydde den katolske tro og ikke til at overlevere liv, er at udøve åndelig abort eller prævention. Det er derfor vi er underordnede Paven, og rede til at acceptere alt som er i tråd med vores katolske tro, som er den blevet lært i 2.000 år, men vi afviser alt som er i modstrid med den. For det er et faktum at et stort samvittighedsmæssigt problem er opstået, under Paul VI’s pontifikat: Hvordan kan en Pave, sand efterfølger til Peter, sikret hjælp af Helligånden, overse den mest omfattende ødelæggelse af Kirken i Hendes historie, indenfor så kort et tidsrum, noget som ingen kætter nogensinde er lykkedes med? En dag vil dette spørgsmål kræve et svar. I den første halvdel af det 5. Århundrede, talte Skt. Vincent af Lérins om netop dette, et menneske som var kastet hid og did og fandt intet fast land i troen. I spørgsmålet om dogmers udvikling, spurgte han: “Vil der ikke være nogen religiøs udvikling i Kristi Kirke?” – jo, der vil naturligvis være vigtige udviklinger, som handler om troens udvikling og ikke om troens forandring. Det som er vigtigt i spørgsmålet om tidernes udvikling, forståelse og visdom, er at de vokser i dybde og bredde, på hver måde som enhver lille kirke, for så vidt at der er enighed om dogmer og kontinuitet i tanken. Vincent, som havde oplevet kætteriernes rystelser, giver her råd og vejledning som stadig holder efter ca. 1.500 år. “Hvad skal den katolske kristne derfor gøre, hvis en del af Kirken når til et punkt hvor den afskærer sig selv fra den universelle kommunion og den universelle tro? Hvad ellers kan man gøre end at foretrække den samlede krop som er sund, i forhold til det korrumperede legeme? Og hvis en ny smitte forsøger at forgifte, ikke bare en lille del af Kirken, men hele Kirken samtidig, så må denne udfordring besvares ved at knytte sig til antikken, som selvfølgelig ikke kan være mere på afveje end nogen depriveret nyopfunden modedille.” I litanien til Rogationsdagene lærer Kirken os: “Vi beder Dig O Herre, bevar Din Pave og hele Din Kirkes hierarki i Din hellige religion.” Det betyder altså, at sådan en katastrofe kan opstå. I Kirken er der ingen lov eller jurisdiktion som kan pålægge den Kristne en reduktion af hans tro. Alle troende kan og bør modstå enhver som intervenerer i deres tro, understøttet af god katekisme i barndommen. Hvis de er mødt med en ordre som sætter troen i fare eller korrumperer den, så er der en overbydende pligt til at modstå. Det er fordi vi vurderer, at vores tro er i fare, grundet de post-konciliære reformer og tendenser, at vi har pligten til at modstå og bevare Traditionen. Lad os tilføje, at den største tjeneste vi kan bringe til Kirken og til Peters efterfølger, er at afvise den reformerede og liberale Kirke. JESUS KRISTUS, Guds søn som blev menneske, er hverken liberal eller reformért. Ved to lejligheder har jeg hørt udsendinge fra Den Hellige Stol fortælle mig: “Vor Herres sociale kongerige er ikke længere muligt at opnå i Vor Tid, og vi må ultimativt acceptere et flertal af religioner.” Dette er præcist hvad de har fortalt mig. Nuvel, jeg er ikke af denne religion. Jeg accepterer ikke denne nye religion. Det er en liberal, modernistisk religion, som samordner katolikker, jøder, protestanter, anglikanere, og samordner alt til alle mennesker, og behager alle ved ofte at ofre Kirkens Læreembede. Vi accepterer ikke denne økumeniske bibel. Der er Guds Bibel, og det er Hans Ord som vi ikke har retten til at blande med menneskets ord. Da jeg var barn, havde Kirken samme tro overalt, samme sakramenter og samme messeoffer. Hvis nogen dengang havde fortalt mig at det ville blive forandret, ville jeg ikke havde troet dem. Gennem Kristenhedens bredde har vi bedt på samme vis. Den nye liberale og modernistiske religion har skabt splid. Kristne er opdelt i samme familie, grundet denne forvirring som har forankret sig selv, de går ikke længere til samme messe eller læser samme bøger. Præster ved ikke længere hvad de skal gøre, og enten adlyder de blindt hvad deres overordnede fastsætter for dem, og i nogen grad mister de deres barnetro, og afsværger de løfter de tog da de fremsagde den anti-modernistiske ed i øjeblikket da de blev præsteviet. Eller, de modstår, men med følelsen af at adskille sig fra Paven, som er vor Fader og Kristi Vikar. I begge tilfælde, hvilken hjertesorg! Mange præster er døde af sorg før deres tid. Hvor mange mere skal tvinges til at forlade menigheder hvor de for år og år har udøvet deres embede, hvor de er ofre for forfølgelser af hierarkiet trods deres støtte til de troende, hvis hyrde er revet bort! Jeg har foran mig et bevægende afskedsbrev fra én af disse, til de troende I én af de to menigheder hvor han var præst: “I vores interview med biskoppen, gav han et ultimatum til mig, at acceptere eller afvise den nye religion. Jeg kunne ikke undgå spørgsmålet. Derfor, at forblive trofast er en forpligtelse jeg har gennem mit præsteskab, at forblive trofast over for den Evige Kirke.. jeg var tvunget mod min vilje til at pensionere… simpel ærlighed og fremfor alt min ære som præst, byder mig at være loyal, præcis I disse tilfælde vedrørende messen… Dette er denne trofasthed jeg elsker og som jeg må give til Gud og mennesker, og til jer især, og det er ved denne at jeg skal dømmes på den yderste dag, sammen med alle de som var betroet samme troens skat.” I bispedømmet Campos I Brasilien, er praktisk taget alle præster drevet ud af kirkerne efter afgangen af biskop Castro-Mayer, fordi de ikke var villige til at forkaste den evige Messe, som de fejrede der indtil for ganske nylig. Splid har sit virke på selv de mindste manifestationer af fromhed. I Val-de-Marne, fik bispedømmet politiet(!) til at fjerne 25 katolikker som plejede at fremsige rosenkransen, I en kirke som var blevet frarøvet en præst I mange år. I bispedømmet I Metz, hidkaldte biskopperne den kommunistiske borgmester for at standse et lån som var givet til en gruppe af traditionalister, som ville bygge en bygning. I Canada, er 6 troende blevet stillet for en domstol, som af canadisk lov har ret til at håndtere disse typer sager, blot for at insistere på at modtage communion på deres knæ. Biskoppen i Antigonish havde beskyldt dem for “forsætligt at forstyrre gudstjenestens orden”. Dommeren gav “urostifterne” en betinget dom på 6 måneder(!). Ifølge biskoppen, er Kristne forbudt at bøje knæene foran Gud! Sidste år, sluttede pilgrimsfærden I Chartes for en gruppe unge i katedralens have, fordi Skt. Pius Vs messe er blevet bandlyst dér. En nat senere, blev dørene åbnet for en spirituel koncert hvor dansen blev fremsat af en tidligere karmeliternonne. To religioner konfronterer hinanden, og vi er i en dramatisk situation. Det er umuligt at undgå at skulle træffe valg, men valget er ikke mellem lydighed eller ulydighed. Hvad vi præsenteres for, hvad vi opfordres til, hvad vi forfølges for at gøre eller ikke at gøre, er at vælge mellem det som på overfladen virker som lydighed. Men selv Den Hellige Fader kan ikke bede os forkaste vores tro. Vi vælger derfor at beholde den og vi kan ikke tage fejl, når vi holder fast i det Kirken har lært i 2.000 år. Krisen er afgrundsdyb, velorganiseret og styret, og med disse tegn kan man få den tanke at bagmanden ikke kan være andre end Satan selv. For det er en genistreg af Satan at få katolikker til at afvise hele Kirkens Tradition i lydighedens navn. Et typisk eksempel er tilvejebragt af denne “aggiornamento” af de religiøse samfund. Ved lydighed, er munke og nonner tvunget til at være ulydige over for deres stifteres love og konstitutioner, hos hvem de svor troskab da de aflagde ed. Lydighed i disse tilfælde burde have været kategorisk nægtelse. Enhver legitim autoritet kan ikke udstede eller befale en så ondskabsfuld og afskyelig handling. Ingen kan forpligte nogen på at ændre sine monastiske løfter til enkelte kontrakter, såvel som ingen kan tvinge os til at blive protestanter eller modernister. Skt. Thomas Aquinas, som vi altid må referere til, går så vidt I Summa Theologica til at spørge hvem denne ”broderlige korrektion” tilhører, og som fortælles af Herren, og hvem den kan rettes mod. Efter at have gennemgået de passende reflektioner, svarer han: ”Man kan udøve broderlig korrektion mod overordnede, i trosmæssige spørgsmål.” Hvis vi var mere resolutte i dette spørgsmål, ville vi undgå at nå til det punkt at vi gradvist ville absorbere kætterier. I begyndelsen af det 16. Århundrede oplevede England en episode af samme slags som vi lever igennem nu, men med den forskel at det begyndte med et skisma. I alle tilfælde er lighederne enestående og burde mane til refleksion. Den nye religion som skulle tage navnet “Anglikanisme”, startede med et angreb på messen, personlig bekendelse og præstligt cølibat. Henrik d. 8., selvom han havde et enormt ansvar i dette da han afskar sig fra Rom, afviste de forslag han blev præsenteret med, men et år efter hans død, autoriserede man brugen af engelsk i messefejringen. Processioner blev forbudt, og en ny gudstjenesteorden blev indført, ifm. ”gudstjenesten”. For at dæmpe gemytterne hos de kristne, forbød en række statutter øvrige slags forandringer, hvoraf en tredje tillod præster at bortskaffe statuer med helgener, Den Salige Jomfru og meget andet i kirkerne. Fremragende kunst blev solgt bort, såvel som at det i dag er at finde hos antikvitetsforhandlere. Kun få biskopper påpegede at gudstjenesten gik imod dogmet om realpræsensen, ved at sige at Vor Herre giver os Hans blod og kød spirituelt. Confiteor, oversat til engelsk, blev reciteret samtidig med celebranten og de troende, og virkede som en fuld absolution. Messen blev omdannet til et måltid. Men selv klarsynede biskopper accepterede over tid den nye bønnebøg, for at sikre enhed og fred. Det er af de samme årsager at den post-konciliære kirke nu ønsker at pådutte os Novus Ordo. De engelske biskopper i 1500-tallet bekræftede at messen blot var “en ihukommelse” , en propaganda indført af lutheranere. Forkyndere skulle godkendes af regeringen. Under samme periode var Paven kun nævnt som “Roms Biskop”. Han var ikke længere Fader, men bror til øvrige biskopper, og I denne instans, Bror til den engelske Konge som havde gjort sig til hoved af den nationale kirke. Cranmers Bønnebog var sammensat af dele af græsk liturgi med dele af luthersk liturgi. Hvordan kan vi ikke mindes om dette i Mgr. Bugninis liturgi, da han optegnede den såkaldte messe af Paul VI, i samarbejde med 6 protestantiske præster, som var inviteret som ”eksperter” til Consilium ifm. Liturgireformen? Bønnebogen begynder med disse ord: ”Måltidet og Den Hellige Kommunion, populært kaldet Messe”, som overskygger den notoriske artikel 7 i Institutio Generalis af Det Nye Missale, og som finder genklang i den Eukaristiske Kongres i Lourdes i 1981: ”Herrens Måltid, også kaldet Messe”. Ødelæggelsen af det Hellige, som jeg allerede har berettet om, formede også delene af den anglikanske reform. Ordene i Canon skulle fremsiges højlydt, som også sker i vore dages “eukaristier”. Bønnebogen var også godkendt af biskopper for at “fastholde den interne enhed i Kongeriget”. Præster som fortsætter med at læse den “Gamle Messe”, fik pålagt dem strafe lige fra tab af indkomst, til livstidsdomme. Vi skal være taknemmelige for at vi ikke fængsler traditionalister i vore dage. I det gamle England, med præsternes ledelse, gled man langsomt ud i kætteriet uden at opdage det – ved at acceptere forandringer under det hensyn at tilpasse sig de historiske omstændigheder i tiden. I dag er hele Kristenheden i fare for at gå samme vej. Har man tænkt på at selv hvis vi som er oppe i årene løber en mindre risiko, så vil børn og unge seminarister som er opvokset med den nye katekismus, eksperimentel psykologi og sociologi, uden spor af dogmatisk eller moralsk teologi, kirkeret eller kirkehistorie, blive udsat for en tro som ikke er den samme, og blot tage den protestantiske tro for givet, i hvilken de er indoktrinerede? Hvad vil blive morgendagens religion, hvis vi ikke modstår? Man vil fristes til at sige: “Hvad kan vi gøre ved det? Der er en biskop som siger sådan og sådan…, eller se – dette dokument kommer fra denne og denne kommission.” På den måde er der intet tilbage, og ingen anden udvej for os end at vi mister vores tro. Men vi har ikke retten til at reagere på denne måde. Skt. Paulus advarede os: “Selv hvis en engel fra Himlen kom og fortalte os andet end det som jeg har lært jer, så lyt ikke til den.” Dette er den sande lydigheds hemmelighed. - Ærkebiskop Lefebvre
Comentários