top of page

Kætterier: Nominalismen


Nok det største brud i Kirkens enhed i sidste halvdel af forrige årtusinde, må tilskrives nominalismen. Der er sagt og skrevet meget om nominalismen som fænomen, men man kan dårligt forstå reformationens ophav, den såkaldte oplysningstids fremkomst, eller sågar vor tids subjektivisme, hvis man ikke til fulde forstår nominalismens effekt på den måde mennesket tænker på den dag i dag. Forløberen for reformationen, og "Via Moderna", den nye filosofiske skole, i modsætning til "Via Antiqua", medførte et brud på hvordan man tænker om Gud. Lad os se lidt mere på nominalismen og nogle af dens problemer. Det gamle spørgsmål, om hvorvidt man kan træde ned i den samme bæk to gange, handler egentlig om hvordan ting er de samme, selvom man oplever forskelle. Hver dag ændrer ting sig en lille smule, og uanset hvor man går, finder man nye ting. Den græske filosof Heraklit mente derfor, at alting aldrig forblev det samme. Alting var i flux, evig forandring. Problemet med at se verden på den måde, er at den leder til en radikal skepsis: Hvis intet forbliver det samme, fra det ene øjeblik til det andet, eller fra sted til sted, så kan vi aldrig rigtigt være sikre på noget. Vi kan ikke kende vores venner, vi kan ikke kende verden, vi kan ikke engang kende os selv. Desuden, hvis Heraklit havde ret, ville videnskab være umulig. Vi kunne lære noget om et kemikalie i dag, og stadig ikke vide noget om det i morgen. De fleste vil som regel gerne undgå skepticisme, og mest fordi det er svært at gå rundt i en tilstand af total uvidenhed. Derudover, så kan de fleste godt se, at videnskab faktisk er muligt. Der er nogle ting vi godt ved, om verden og om ting. Uanset hvor store afstande og hvor i verden, så ved vi fx både praktisk og teoretisk om noget er sandt. Vi ved at 2+2=4 når vi tænker det, og når vi skriver udtrykket ned på papir. Vi har altså viden om ting, på tværs af lande og på tværs af tid. Platon og Skt. Augustin konkluderer at Heraklit tog fejl, i at antage at alt var i flux. Noget forbliver altså det samme, noget som ligger under den forandrende og varierende overflade vi kan se, nemlig den universelle essens af ting. Altså, hvad ting er. For eksempel, selvom individuelle mennesker forandrer sig dagligt og varierer fra sted til sted, så deler de alle den samme universelle essens af menneskelighed, som evigt er den samme. På samme måde hunde, træer, klipper og selv kvaliteter - så der er nødt til at være en universel essens af "rødhed", varme, kærlighed og alt muligt andet vi kan tænke på. Som jeg også har skrevet om før, så er universelle essenser ikke fysiske realiteter. Man kan ikke sprætte et menneske op, og finde menneskelighed inde i maven eller i lungen. Ikke desto mindre, så er universelle essenser metafysiske realiteter. De giver os en form for usynlig struktur på ting. At erkende at der findes universelle essenser, kaldes metafysisk realisme, fordi den medgiver at universelle essenser er virkelige, selvom vi ikke fysisk kan se dem. Selvom der er forskellige udgaver af metafysisk realisme, så giver de os alle et sikkert grundlag for viden. Så enten er man skeptiker, og tror generelt ikke på den verden man befinder sig i, eller også accepterer man metafysisk realisme.

Ind kommer Ockham

William af Ockham, mente til gengæld at dette var et falskt dilemma. Han afviste både realismen og skepticismen, til fordel for nominalismen: Det synspunkt at universelle essenser er tankekoncepter. Ordet "nominalisme" kommer fra det latinske ord "nomina", navn. Den franske filosof Roscelin radikaliserede det lidt mere, og mente at universelle essenser var navne som ikke havde noget grundlag i virkeligheden. Ockham gjorde det lidt mere sofistikeret, og kaldte også nominalisme for "konceptualisme". Fordi han påstår at universelle essenser er koncepter som er forårsaget i vores hoveder, når vi ser virkelige ligheder blandt ting i verden. For eksempel, når et barn kommer i kontakt med forskellige mennesker over tid, begynder det at danne konceptet "menneskelighed". Realisten vil sige, at han har opdaget den usynlige fælles struktur af individerne. Ockham derimod, insisterer på at barnet blot har opfattet lighederne som naturligt passer ind under et koncept. Det er fristende at antage at Ockham afviser metafysisk realisme, blot fordi han ønsker at gøre tingene enkle. Realismen kræver trods alt at tro på usynlige ting som ikke nødvendigvis eksisterer. Men Ockham bruger aldrig sit "barberblad", "Ockham's razor" til at angribe realismen. Og det giver måske mening, for realisten siger at universelle essenser eksisterer som en hypotese der er nødvendig, for at forklare hvordan videnskab er mulig. Men siden Ockham også ville undgå skepticisme, så blev han måske overtalt af sådan et argument. Ockham syntes at realismen var inkonsistent. Fordi klassiske filosoffer hælder til positionen og princippet om non-kontradiktion, så er inkonsistens og manglende logik, noget af det værste man kan blive beskyldt for at besidde. Modsigelser kan ikke være sande, og Ockham mente at metafysisk realisme ikke kan være sand, fordi den mener at universelle essenser er en ting og mange ting på samme tid. Formen "menneskelighed" er en ting, fordi den er alt det som mennesker har til fælles, men også mange ting fordi den bygger usynlig struktur (eller form) til hver enkelt af os. Den er altså både noget, og intet, på samme tid. Det er en selvmodsigelse, jf. Ockham. Realister påstår at denne modsigelse kan forklares på forskellige måder, men Ockham insisterer og siger, at uanset hvordan man forklarer det, så er der ingen måde at undgå det faktum at tanken om en universel essens er en umulig hypotese. Han skriver:

"Der er intet universale udenfor sindet som virkeligt eksisterer i individuelle substanser eller i tings essens... årsagen er at alt som ikke er mange ting, nødvendigvis må være én ting og derfor en enkelt ting."

Han forsøger at bevise sin position med et tankeeksperiment:

"Det ville betyde at Gud ikke ville være i stand til at udrydde en enkelt substans uden at ødelægge de andre substanser af samme slags...For hvis han ødelægger én, så ville han ødelægge essensen i det, og samtidig universalet i det der er i det, og i de andre af samme essens. Andre ting af samme essens ville ikke bestå, for de ville ikke kunne fortsætte at eksistere uden universalet som udgør en del af dem.. Fordi Gud er almægtig, burde Han være i stand til at udslette et menneske. Men universalet menneskelig "form" ligger i det at være menneske. Så ved at ædelægge individet, ødelægger han universalet. Og hvis han ødelægger universalet, ødelægger han alle mennesker."

Realisten vil måske sige, at ved at udslette et individ, ødelægger man kun en del af den universale menneskelighed. Men det modsiger den oprindelige opfattelse at universal menneskelighed er en enkelt delt essens som evigt er den samme for alle. For Ockham, er problemet afgjort at ødelægge realismen og lader os tilbage med det nominalistiske alternativ, at universaler er koncepter som er forårsaget af vores hjerne, når vi ser forskellige individer. Ockham tog naturligvis fejl, og blev fordømt af Kirken. Det skyldes, at de kvaliteter som Ockham taler imod, fx rødhed, varme og løb, også er universaler. Derudover tilbyder Ockham en reduktionistisk tilgang til koncepter - Gud er alle koncepter, Logos, og hvis essensen af noget kan erkendes, også selvom det er immaterielt, så har det både accidental og substantiel form. Det kan man læse om andre steder. Men det ændrer ikke ved, at selv kvaliteter er essenser, og har egen form som informerer essensen af universalet.

Luther og nominalismen

Augustineren Martin Luther, var stærkt påvirket af nominalismen, måske lidt uden at vide det. Hans lærer, Gabriel Biel, var udpræget nominalist, og mente i forlængelse af den tidlige Skt. Thomas Aquinas, at mennesket kunne tilvejebringe forudsætningen for helliggørelse af egen hjælp, og uden Guds. Gabriel Biel, såvel som mange andre, læste de tidlige værker af Aquinas, herunder Summa contra Gentiles, som blev udviklet på baggrund af "sætningerne" hos Peter Lombarden. Historien er, at Peter Lombarden fejlagtigt kommer til at citere Pelagius i én af sine skrifter imod selvsamme. Den tidlige Thomas besad altså et semi-pelagiansk syn på mennesket, ifølge nominalisten Gabriel Biel, og som Luther var kraftigt påvirket af. Gabriel Biel mente, at mennesket selv kunne tilvejebringe forudsætningen for at modtage nåde "ex suis naturalibus". Den senere Thomas, i Summa Theologiae, afviste dette blankt. Luther og Aquinas, var faktisk markant nærmere hinanden, end Luther faktisk var klar over. Havde Luther interesseret sig mere for Aquinas, var han måske forblevet katolik.


42 views0 comments

Recent Posts

See All

Kommentare


bottom of page