Den filosofiske verden er spækket med gudsbeviser, i sådan en grad at jo flere man læser, jo mere tankevækkende er det, at man stadig møder ateister i dag. Richard Dawkins fremstår mere og mere tåbelig, når han i ramme alvor påstår at universet og alting bogstaveligt talt er skabt af "intet". Alder er ingen garanti for visdom, for ateister er det omvendt proportionalt. Lad os se på det augustinske gudsbevis, eller det ontologiske bevis, som fremragende udlægges af Edward Feser i hans bog "5 Gudsbeviser". De handler ikke om de thomistiske 5 veje, men om øvrige gudsbeviser fra den klassiske filosofi. Det er en fremragende bog, og kan anbefales. Den er også en god introduktion til fundamental metafysik, og når man først begynder at forstå det thomistiske system, så er Fesers bog lidt mere hyggelæsning.
Men for at gå til biddet, så kan man sige at vi er omgivet af partikulære, individuelle objekter. Du tager fx en partikulær, individuel billardkø, og støder på en individuel, partikulær billardkugle, på tværs af et partikulært, individuelt billardbord, og samler så en partikulær, individuel kugleramme op, for at organisere kuglerne, så et nyt partikulært, individuelt spil billard kan begynde. Men hver af disse partikulære ting, er en del af et abstrakt, generelt mønster. De forskellige billardkø som læner sig mod billardbordet, er alle dele af det samme mønster, nemlig mønstret i at være billardkø. På samme måde er 8-kuglen, 4-kuglen, den hvide og røde billardkugle osv., alle dele af samme mønster, nemlig det mønster som er at være billardkugle, og så videre.
De er også dele af et endnu større abstrakt mønster, som deles med endnu flere typer af ting. Nogle af kuglerne deler mønsteret "rødhed" med andre ting, som fx stop-skilte i trafikken, brandbiler og jordbær. På samme måde deler billardkugler også mønsteret "rundhed" med andre kugler, og den trekantede kugleramme deler "trekantethed" med fx pyramider eller amagerhylder. Sådanne mønstre kaldes "universalier", og de er abstrakte på den måde, at når vi observerer dem, så "abstraherer" eller ignorerer vi delene af de konkrete objekter vi ser, når vi observerer. Fx, når vi observerer trekantethed som et generelt mønster, så udleder eller ignorerer vi at den partikulære trekant er lavet af træ, og den anden af sten, at den ene er grøn og den anden orange, at denne er tegnet på en side i en bog, og den anden er metal - men i stedet fokuserer vi på hvad de har til fælles. Universalier som trekantethed, rødhed og rundhed eksisterer som minimum som tankeobjekter. Vi kan trods alt tale meningsfuldt om dem, og vi kan især vide visse ting om dem. Vi ved fx at hvad som helst som er trekantet har tre sider, og typisk vil trekantens sider som vinkelsum blive lig summen af to rette vinkler, osv. Men i modsætning til en billardramme af træ eller en middagsklokke, kan man ikke opfatte trekantethed igennem de fem sanser, det kan ikke samles op og lægges på bordet, eller på nogen anden måde interageres med, på samme måde som et materielt objekt. Det er altså det som filosoffer vil kalde for et abstrakt objekt (eller immaterielt objekt).
Universalier er ikke de eneste umiddelbare eksempler på abstrakte objekter. Noget andet ville fx være det filosoffer kalder "hypoteser" eller "propositioner" - udsagn om verden, som enten altid er sande eller falske, og som er adskilt fra de sætninger vi plejer at bruge om dem. "Johannes er ungkarl" og "Johannes er ugift" er forskellige sætninger, men de udtrykker den samme hypotese eller påstand. "Sne er hvidt" og "Schnee ist weiss" er også forskellige sætninger, men den ene er på dansk, og den anden er på tysk. Men de udtrykker også det samme, at sne er hvidt. Når vores sind (eller sjæl) undersøger en påstand, og tænker på den, uanset om den er sand eller falsk, så er det altså en påstand som den bearbejder, og ikke en sætning. Det er derfor vi kan bearbejde forskellige påstande på tværs af forskellige sprog og kulturer, på forskellige steder og tidsperioder. Når fx Sokrates og Mette Frederiksen tænker at sne er hvidt, så tænker de på præcis den samme ting, selvom den ene tænker tanken 500 år f.kr. og den anden 2.020 år e.kr. Så derfor, både universalier og påstande eksisterer altså som minimum som objekter i tanken. Og på samme måde som universalier, er påstande heller ikke materielle objekter som kan samles op og rækkes ud til folk. Hvis nogen skriver "sne er hvidt" på en tavle, så kan man se sætningen, men man kan ikke bogstaveligt talt se det som sætningen udtrykker (for sneen er jo ikke fysisk på tavlen!). Og selvom man sletter sætningen på tavlen, så sletter man ikke selve påstanden, uanset hvilket sprog man har skrevet påstanden på. Så påstande er altså også objekter, selvom de ikke er materielle.
Så er der sådan noget som tal og matematiske enheder. De eksisterer også i det mindste som tankeobjekter, og det kender vi fra vores begreb om matematiske sandheder og vores udarbejdelse af beregninger. Men ligesom universalier og påstande, så er beregninger heller ikke materielle ting. Det skrevne tal "2" er ikke anderledes end det skrevne romertal "II", og navnet Mette Frederiksen er ikke anderledes end personen Mette Frederiksen. Så både "2" og "II" er mærkater vi anvender til at tale om tallet 2. Men selvom man sletter alle udtryk af tallet 2, hvad enten det er på latin eller arabiske tal, så findes mængden og udtrykket stadigvæk. 2 + 2 ville stadig være lig 4, hvis man slettede alle tal i verden. Så tal er også abstrakte objekter.
Herudover kan vi tænke på det som filosoffer vil kalde for mulige verdener. Det er lidt langhåret, men handler om en mulig verden som er på en måde der kunne have været, ihvertfald principielt. I den virkelige verden er Mette Frederiksen statsminister i Danmark, men det kunne potentielt også have været Søren Pape. I den virkelige verden har Mars to måner, men havde det gået anderledes, kunne den måske have haft 1 eller 3. I den virkelige verden er der også galakser som fx Mælkevejen, men havde de fysiske love været anderledes, så er det ikke sikkert at der havde eksisteret nogen galakser. Og sådan kan man blive ved, fx kunne enhjørninger egentlig have eksisteret fremfor heste, men det er nu engang omvendt. Når vi beskriver forskellige mulige verdener, så beskriver vi verdener som KUNNE have været - men en verden hvor 2+2=5 er ikke en mulig verden, men en umulig verden. Præmissen her er altså at der ikke må være selvmodsigelser. Mulige verdener er altså begrænset af de fysiske love (naturlovene), og selv når fysikere laver teorier om mulige verdener, så gør de det typisk indenfor begrænsningen af de naturlige skabte fysiske love. Derfor, mulige verdener er også tankemæssige objekter vi kan lege med. Vi kan lege med tanken om at Søren Pape er statsminister og at vi har beboet planeten Mars, men vi kan ikke besøge sådan en verden eller iagttage den. Så det er altså også en abstraktion.
Så der findes altså abstrakte objekter som universalier, påstande, tal og andre matematiske objekter, og mulige verdener. Men i hvilken forstand, helt præcist, eksisterer de? Er de KUN objekter der findes i tanken - rene tankekonstruktioner, konventionelle ting som "bare er"? Er de bare fiktive? Eller kan de trods alt også være materielle ting, men i en lidt mere eksotisk form end dem vi har talt om indtil nu? (fx, er universalier og påstande bare at sammenligne med tankeprocesser?) - der er nogle gode grunde til at antage at ingen af svarene egentlig er korrekte. Vi er nødt til at konkludere at disse abstrakte objekter vi har nævnt indtil nu er virkelige, og ikke bare abstrakter i vores hoved. Denne position kaldes realisme. Den alternative position kaldes nominalisme, som benægter at abstrakte objekter er virkelige og eksisterer, og konceptualisme som tillader at de eksisterer, men insisterer på at de fuldt ud er konstruerede af det menneskelige sind.
Hvorfor er realismen den eneste holdbare position?
"Én-over-mange"-argumentet:
Universalier som "trekantethed" og "rødhed" kan ikke reduceres til partikulære trekanter eller røde ting, eller sågar til en samling af trekanter eller røde ting. For enhver partikulær trekant eller rød ting, eller hele samlinger af disse ting, kunne ophøre med at eksistere, men trekantethed og rødhed ville stadigvæk kunne ses i en ny trekant eller en anden rød ting. Sådan nogle universalier kan også, og er ofte, eksemplificeret uden at noget menneskeligt sind er opmærksom på det. Ergo, trekantethed, rødhed og andre universalier er hverken materielle ting eller samlinger af materielle ting - og de er heller ikke afhængige af menneskelige tanker for at de kan eksistere (fx kan rødhed godt eksistere hos sanser hos dyr, hvor nogle dyr ser mange flere farver og nuancer end det menneskelige øje).
Det geometriske argument:
I geometri arbejder man med perfekte linjer, vinkler, cirkler og deslige, og vi opdager objektive og nødvendige sandheder omkring dem. Fx, er det en objektiv og nødvendig sandhed at en ligebenet trekant altid har summen af to rette vinkler. Det opdagede vi, fremfor at opfinde det, og vi kunne ikke ændre det hvis vi ville. Det var sandt før noget menneske eksisterede, og ville være sandt selvom alle mennesker gik ud af eksistens. Siden disse sandheder er objektive og nødvendige, kan de ikke være tankekonstruktioner. Siden de er nødvendige og uforanderlige sandheder, vil de også være sande uanset hvad der sker i den materielle verden, og selv hvis den materielle verden gik ud af eksistens. Derudover, ingen materiel ting har den perfektion som geometriske objekter har. Så disse sandheder afhænger altså heller ikke af den materielle verden. Det er ret sejt.
"Jamen-ord-er-også-universalier"-problemet:
Nominalisten påstår at der ikke er nogen universalier som rødhed, bare generelle termer som "rød". Men dette udsagn er åbenlyst selvmodsigende, fordi termen "rød" i sig selv er et universale. Vi bruger alle universalet "rød", det gør Mette Frederiksen og Sokrates også, og de er alle forskellige udtryk for det samme ene ord, som eksisterer over og ved siden af vores forskellige udsagn om det. Det er den eneste grund til at den nominalistiske påstand har nogen plausibilitet, at det samme ord kan bruges til mange ting får det til at se ud som om at det kan indkapsle noget mellem de forskellige ting. Men igen, hvis det er det samme ene ord, og siden der er forskellige udtryk om det, så har vi bare det samme type af "én-over-mange"-problem igen, som nominalisten gerne vil undgå. For at undgå den situation, vil nominalisten måske foreslå at når du, jeg og Sokrates siger rød, så bruger vi rent faktisk ikke det samme ord, men kun nogle ord som ligner det samme ord. Det vil selvfølgelig være dybt absurd at tænke sådan. Det vil jo betyde at kommunikation er umulig, siden vi aldrig ville bruge det samme ord om noget, ikke engang når man taler med sig selv. Gokkeligok. I det hele taget er det meget svært at forsvare nominalisme på en måde som ikke bringer det hen imod accepten af universalier eller andre abstrakte objekter, og på den måde er nominalisme selvbesejrende. Det er de samme grunde til at konceptualismen forsøger at undgå realismen, ikke ved at benægte at der findes universalier, men at benægte at de har nogen eksistens afhængigt af tanken. Det er et forsøg på en middelvej mellem realisme og nominalisme, men det besidder også en lang række uoverskuelige vanskeligheder.
Psykologisk usammenhængende argument:
Det sidste argument imod realismen, er et lidt mere farverigt af slagsen. "Psykologismen" har til formål at reducere logiske og matematiske love til psykologiske principper, som styrer tankernes og sindets mønstre. På den måde beskriver logik og matematik ikke objektiv virkelighed, men mere måden vores struktur i hjernen får os til at tænke om virkeligheden. Der er en del ligheder mellem konceptualismen og denne position. Når man går ned ad denne vej, så betyder det at hjernens tankemønstre er betinget af en række biologiske, sociale, historiske og kulturelle omstændigheder, altså en meget radikal form for relativisme, hvor alle vores koncepter, så vel som logik, matematik, videnskab og så videre, er kulturelt betinget og kan underkastes revision, uden nogen kobling til objektiv virkelighed. Det er en meget radikalt og totalt usammenhængende, som psykologiske og konceptualisme er i det hele taget. For hvis vi siger at vores koncepter, logiske standarder og så videre er betinget ikke af objektive virkeligheder, men af effekter i vores sind og historiens, kulturens og biologiske kræfter, så er vi nødt til at forklare hvordan det virker. Vi er nødt til at kunne forklare helt præcis hvilke biologiske og kulturelle kræfter der er ansvarlige for udviklingen, hvordan de har formet vores sind, og så videre. Vi ville også skulle argumentere for en sådan proces. Problemet er bare, at sådan en proces ville være afhængig af en række universalier, som fx Darwinistiske selektionsprocesser, klassekamp, genetisk mutation og sociale tendenser, men også videnskabelige og matematiske principper som styrer de relevante processer, og at forsvare dem vil kræve at anvende logiske standarder. Men det er jo det som psykologismen i første omgang fortæller os ikke eksisterer, ikke er validt og ikke eksisterer før vores tanker gjorde, så på den måde undergraver psykologismen totalt sig selv.
Hvis man så går et skridt tilbage, og fx følger den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant, og tænker at konceptualisten og psykologisten indtager en mindre radikal position, og fx siger at selvom koncepter og logiske standarder og matematik kun er tankespind og ikke objektiv virkelighed, så er det stadigvæk nødvendige fakta omkring os selv, noget som ikke kan forandres og udvikles biologisk og kulturelt - ville det så redde positionen fra at være usammenhængende? Nej, det vil det ikke - for fortaleren for psykologisme og konceptualisme skal stadig forklare hvordan han eller hun ved alt det her, og hvordan vores tanker kom til denne erkendelse i første omgang. Og hvis vedkommende appellerer til alment forekommende logik, koncepter og så videre, som vedkommende lige har sagt ikke har nogen konkret kobling til virkeligheden, så har personen lige undermineret hele sin egen position. På den anden side, for så vidt at vedkommende hævder at det er et nødvendigt faktum at vi har koncepter, logiske standarder og så videre, så hævder man jo også at der findes objektive ting i verden, helt specifikt objektive koncepter inde i vores hoveder - og af den type som vedkommende forsøgte at bevise ikke fandtes. Og det er jo fordi, at for at forsvare og formulere en sådan påstand, skal man ty til visse universalier, som fx "sind" eller "tanke", logiske standarder osv., og igen, hævder denne teori ikke har nogen objektiv gyldighed. Og på den måde er man ligesom fanget i et dilemma - hvis man insisterer at ens teori må lede til subjektive koncepter, logiske standarder osv., så kan man ikke forsvare sin egen position uden at bringe objektive kriterier i spil. Hvis man så hævder at objektive kriterier er nødvendige for at bevise at den subjektive position er gyldig, så har man lige modsagt sig selv. Det er totalt usammenhængende.
Hvilken type realisme? Forsvaret for skolastikken
Så langt, så godt. Vi er altså nødt til, uanset hvor meget vi slår, bider, skriger og sparker, acceptere at der findes objektive abstrakte objekter som universalier, påstande, tal og andre matematiske objekter, og samtidig også mulige verdener. Realismen er altså den eneste konsistente farbare vej, men hvilken slags? Der er tre alternativer: Platonisk realisme, aristotelisk realisme og skolastisk realisme. Den platoniske realisme - opkaldt efter Platon, som var den første til at formulere en udgave af den - siger at hvis de abstrakte objekter som vi har talt om, hverken afhænger af den materielle verden eller af menneskets tankevirksomhed og sind, så må de eksistere i en slags "tredje verden" som hverken er tankemæssig (kognitiv) eller materiel. Det er det famøse eksempel på platoniske former, skabninger som eksisterer udenfor tid og rum. Og de ting vi oplever og erfarer, "deltager" eller "ligner" dem bare. Universalet "trekantethed" eksisterer i denne tredje verden som en form for trekant, og de trekanter vi erfarer og oplever, er som de er, fordi de kun "deltager" i denne platoniske form, og "ligner" det kun tilnærmelsesvist. Gå igen tilbage til eksemplet med billardrammen og trekanten. Universalet "menneskelighed" eksisterer også i denne tredje verden som en form af den menneskelige skabning, og de mennesker vi oplever er som de er, fordi de kun deltager i denne platoniske form og "ligner" præcis denne form. Og så fremdeles for alle andre universalier. Tal, påstande, mulige verdener og så videre, er altså objekter som man tænker eksisterer i denne tredje verden, udenfor tid og udenfor ethvert sind. Der er en række problemer med denne platoniske realisme. Fx virker det til at den platoniske realisme er kausalitetsmæssigt uvirksom, det vil sige at den ikke kan siges at have nogen konkret effekt på virkeligheden. Vi ved at trekanter som en billardramme eller en kageform kan have effekter på andre ting. En kageform former kagen, og en billardramme former kuglerne på billardbordet til en trekant. Vi ved også at vores tanke om universalet "trekantethed" kan have effekt på andre ting. En arkitekt kan eksempelvis tildele en pyramidestruktur på de tegninger han vælger til sin tegnede bygning. Men hvilken type trekantethed ville det være, hvis det kun findes abstrakt og helt for sig selv, hvis det hverken findes materielt eller i den menneskelige tanke, og hvilken effekt vil det kunne siges at have på ting? Hvordan kan det være en trekant i reel forstand, hvis det ikke har nogen effekt på noget, som fx en bygning, eller effekt på os, og hvordan kan vi bruge det til noget som helst? Og hvordan ville vi vide at vi brugte det? Derudover, hvis trekanten ikke har nogen effekt på noget som helst, så har det heller ikke effekt på hverken kageformen eller billardrammen, og på den måde kan det ikke forklare årsagen til at ting har den form de har? En anden indvending mod den platoniske realisme er, at det også indbefatter at essensen eller naturen af de ting vi oplever ikke er i tingen i sig selv, men kun eksisterer i den "tredje verden". Essensen eller naturen af et træ, skal ikke findes i træet selv, men i formen på et træ, det samme gælder for mennesker osv. Men hvis "træhed" ikke skal findes i et træ, eller "menneskelighed" ikke skal findes i et menneske, så er det svært at se hvordan vi kan sige at et træ virkelig eksisterer som et træ, og et menneske virkelig eksisterer som et menneske, og så fremdeles. Alt hvad vi ser, er altså bare noget som "ligner" formen i den tredje verden. Og det er absurd.
Den aristoteliske realist vil ihvertfald synes at det er absurd, og det er fordi at den aristoteliske realisme opfatter træer og mennesker som substanser - ting som eksisterer i kraft af dem selv, fremfor at være billeder eller spejlinger af ting. Substanser har også en indbygget (med et fint ord intrinsisk) kilde til sine egne egenskaber, og de egenskaber har nogle aktiviteter, det vil sige noget som substansen kan, og måder det kan dem på. Fx kan en cykel køre på asfalt, i forskellige hastigheder, cyklen består af nogle dele og i nogle former som tilsammen gør at den er en cykel, og så videre. Derfor afviser aristotelisk realisme at universalier eksisterer i en "tredje verden". Universalet "dyriskhed" i forhold til et dyr, vil i en verden udenfor selve vores sind kun eksisterer i selve dyr, uanset hvilket dyr der er tale om. Men universalet "dyriskhed" vil også være forbundet til den egenskab der enten hedder rationalitet eller irrationalitet. Eksempelvis er der dyriskhed i et menneske som Sokrates, men fordi Sokrates eksisterer som menneske, og fordi mennesker har en rationalitet som en del af menneskets egenskaber, så vil denne egenskab være forbundet til Sokrates. Tager vi en hund som Fido, så eksisterer der dyriskhed som universale i Fido, og fordi Fido er en hund, så forbindes Fido med irrationalitet på samme måde som "hundhed". Dyriskhed i både Fido og Sokrates eksisterer kun i tanken, og er abstraktioner af tanken. Og sanserne observerer forskellige individuelle mennesker og dyr, og abstraherer på den måde partikulære, individuelle egenskaber fra hver af disse, men isoleret fra hinanden. Man betragter altså universelle egenskaber isoleret fra hinanden, på partikulære måder.
Den aristoteliske realistiske position er ikke nominalistisk, for den anerkender at universalier eksisterer. Men den er heller ikke konceptualistisk - for selvom den siger at universalier som betragtes afkoblet fra andre egenskaber kun eksisterer i sindet, så siger den også at universalier eksisterer i ting udenfor tanken i sig selv, men at de altid er knyttet til andre egenskaber i andre ting. Universalier vil aldrig rigtigt kunne stå alene, men skal altid abstraheres fra substanser, dvs. ting, inde i den menneskelige tanke. Puha, det er lidt en hård omgang
Aristoteliske realister siger altså, at abstraktion er en mental proces, og abstrakte objekter er altså bundet til tanken. Ergo, selvom dyriskhed, trekantethed, rødhed, menneskelighed og så videre eksisterer i tankeuafhængig virkelighed, så eksisterer de altså ikke som abstrakte objekter, men er altid bundet til konkrete partikulære individuelle ting. De eksisterer heller ikke i nogen "tredje verden".
Men der er også en række universalier, påstande, matematiske objekter og muligheder som den aristoteliske realist er nødt til at have større vanskeligheder med. Lad os antage at der ikke findes nogen materiel verden, eller at menneskelige tanker aldrig havde eksisteret nogensinde. Det er bestemt muligt. Men på den måde ville det også have været muligt at den materielle verden og menneskelige tanker kom ind i eksistens, det vil sige begyndte at eksistere. Hvad ville begrunde en sådan mulighed? Den kan ikke være begrundet i naturen eller essensen i nogen materielle objekter, ihvertfald ikke forstået i tanken eller sindet, siden vores hypotese jo er at der ikke findes menneskelige tanker i sindet i første omgang. Og hvad med ting som kunne ophøre med at eksistere, eller aldrig har eksisteret - som fx enhjørninger, havfruer og kentaurer - det er i det mindste muligt for sådanne skabninger at de kan eksistere, og "enhjørningehed", "kentaurhed" og "havfruehed" er jo universalier, selvom de ikke er bragt i eksistens endnu. Og fx enhjørningehed og kentaurhed kan jo heller ikke være betinget af at menneskets hjerne er skabt, eller at mennesket kan tænke, for alle disse "heder" er jo potentielt og eksistentielt mulige længe før menneskets hjerne er skabt og eksisterer. Igen må vi tænke på muligheden, at der er påstande som ville være sande, uanset om den materielle verden eller menneskets tanke og sind eksisterede. For eksempel, påstanden at der ikke er nogen materiel verden eller at menneskets tanke ikke eksisterer, ville være sand hvis den materielle verden og alle mennesker forsvandt i morgen. Den ville også være sand, hvis ingenting nogensinde var blevet skabt i første omgang. Påstande om historiske begivenheder, som fx "Olaf Palme blev skudt i Stockholm i 1985" ville også være sand, selvom verden og alle materielle ting forsvandt i morgen. Så er der nødvendigheden om matematiske og logiske sandheder - disse ville også være sande, uanset om den materielle verden eller menneskelige tanker nogensinde havde eksisteret - og de ville også forblive sande selvom den materielle verden og alle menneskelige tanker gik ud af eksistens i morgen, dvs. ophørte med at eksistere og ikke længere var.
Hvad kan vi begrunde nødvendigheden i sådan en påstand i?
Den skolastiske realisme er som sådan aristotelisk i sin ånd, men anerkender trods alt en form for platonisk realisme. Som den aristoteliske realisme, bekræfter skolastisk realisme at universalier eksisterer, enten i de ting der iværksætter dem, eller i det intellekt som underholder dem. Det medgiver også at der ikke er nogen platonisk "tredje verden" som er uafhængig af dem materielle verden og alle intellekter. Men, den skolastiske realist vil være enig med platonikeren i at der er nødt til at være en verden adskilt fra både den materielle verden og det menneskelige afgrænsede intellekt. I særdeleshed, og for at anerkende en tese som typisk er forbundet med Sankt Augustin, så siger den at universalier, påstande, matematiske og logiske sandheder og nødvendigheder og muligheder eksisterer i et uendeligt, evigt og guddommeligt intellekt. Hvis nogen form for realisme er sand, og hvis platonisk og aristotelisk realisme er utilstrækkelige, så må den skolastiske realisme være den sidste mulige og holdbare position. Og siden skolastisk realisme siger at der findes et uendeligt guddommeligt intellekt, så må der virkelig være sådan et intellekt. Med andre ord, Gud eksisterer.
Vil man læse mere om øvrige gudsbeviser, så kan man købe Edward Fesers bog "5 Proofs" her.