Aquinas om Guds essens: 1

Guds enkelthed

En vigtig del af Thomas Aquinas' Summa Theologiae, er strukturen og sammenhængen i de forskellige kapitler. Det er ikke uden grund at Thomas starter med Gud og Hans essens, dvs. hvad Gud er, fordi det betinger hvordan man forstår og læser resten af Thomas' systematik. Gud er starten, målet, midlet og alting, og det gennemsyrer hele summaen. Det er en vigtig præmis, fordi man mister øje for meget præcision og substans, hvis man springer denne del over. Så til at begynde med, så taler Thomas om Guds enkelthed, dvs. at Gud ikke er sammensat af dele, eller forstærket af elementer. Der er ingen sammensætning eller indbyrdes forstærket effekt af forskellige dele hos Gud, af nogen art. I Gud er der slet ikke nogen form for materiel sammensætning, fordi Gud ganske enkelt ikke er materiel eller kropslig. Fordi en krop er genstand for forandring og bevægelse, finder man ikke det hos Gud. Gud er en ubevæget første bevæger, og behøver ikke nogen forandring i sit væsen. Herudover, mens en krop altid er i en tilstand af potentialitet, dvs. i stand til at blive ageret på af forskellige årsager, så er der hos Gud ikke dette potentiale til bevægelse. Ganske enkelt fordi Gud er første årsag, så findes der ingen årsag før Gud eller uafhængigt af Ham som kan agere på Ham. Der er heller ikke hos Gud noget passivt potentiale, Gud er ren aktualitet. Derfor, er der heller i kke hos Gud nogen materiel sammensætning, og derfor intet potentiale eller aktualitet som kan sættes sammen. Siden Gud ikke er en krop, er Han ikke sammensat, og det skyldes at legemer er sat sammen af primær materier (det grundlæggende element i alle legemer, og som gør et legeme legemligt), og substantiel form (den substantielle determinant i hvert legeme som gør den til en eksisterende krop eller et legeme af sin egen essentielle slags). I Gud er der ingen sammensætning af materie eller form. Siden Gud ikke er et legeme, er Han ikke sammensat, siden legemer altid er af en essens eller natur som er konkretiseret i et individuelt subjekt, dvs. en genstand. Et legeme har sin natur eller sin agerende essens, men vi kan ikke sige at et legeme er sin natur. Men Gud har ikke noget, for hvis Han havde ville Han være i potentiale til at besidde det, og dermed ville Han modtage det fra en tidligere skabning. Men der er ikke noget før det første væsen, som er Gud. Og derfor er Gud ren aktualitet, Han er sin egen essens, sin egen natur, sit eget liv, sit eget øverste hoved, og hvad der ellers må siges om Ham. Derfor er der i Gud ikke nogen sammenlægning af naturer, der er ikke flere naturer som får en anden natur, der er kun Gud. Og Gud er dermed sin egen eksistens: Skabninger, legemlige eller åndelige, er udgjort af essens (som modtager eksistens) og eksistens (som er modtaget af essensen der gør en skabning eksisterende). Men siden Gud er det første væsen, så er der intet før Ham som kunne give Ham essens eller lade Ham modtage eksistens. Gud modtager absolut intet. Gud er et nødvendigt væsen, og det er altså Guds essens at eksistere. I Gud er essens og eksistens absolut det samme.

Fordi vi forstår og definerer en skabning ud fra de kendetegn der tilhører den, dvs. generelle træk som er særlige for den, og ved at tilføje ting til den kategori af særlige forskelle hvor den adskiller sig fra andre skabninger i sin kategori, således forstås en essens af en skabning. Og vi forstår altså en organisme som tilhørende en generel klasse af legemer, og adskilt fra lignende legemer ved det faktum at det har liv. Ergo kan vi sige at en organisme er sammensagt af legemlighed, og samtidig at Gud ikke er et medlem af denne kategori af skabninger eller legemer. Gud er absolut og unik, Han ligner ikke andre skabninger, og der er ikke nogen forskel inden i Gud og udenfor Gud, ingen sammensætning eller ligheder. Det er en helt fundamental karakteristik ved Gud, at Han er absolut og unik. Det er fx ret vigtigt ift. skabelsesteori, fordi Gud ikke blot former ting som allerede findes (som en demiurg), men Han skaber dem ud fra sin vilje og visdom.

Gud er heller ikke sammensat af substans eller accidenser. En substans er et virkeligt element som naturligt passer til at eksistere i sig selv, og ikke som et kendetegn eller som en slags bestemmende egenskab af en anden ting. En accidens (eller accidental kan man kalde det), er et virkeligt element som passer til at eksistere af noget andet end sig selv. Et æble er en substans. Farven, vægten, størrelsen, positionen, temperaturen, smagen af æblet er også eksisterende virkeligheder, men de er ikke "i sig selv" så at sige, så de eksisterer ud af æblet som accidenser. Man kan også sige at accidenser er en art kvaliteter af noget, ift. det formål (form) som substansen har. Accidenser ligger altså indlejret i den substans som de markerer eller kvalificerer. En substans fra en dyrisk substans har accidenser, og den har også et potentiale til at modtage dem, og til at undergå forandringer i dem. Men Gud har ikke potentiale til at modtage eller foretage noget i Hans substantielle væren. Gud er ren aktualitet. Derfor er der ikke nogen accidenser i Gud overhovedet. Alt hvad Gud har, er det Gud er. Ergo er der ikke i Gud nogen kombineret effekt af forskellige substanser eller accidenser. Gud er altså ikke sammensat af nogen elementer eller dele overhovedet. Med andre ord, er Gud simpel. Fordi Gud er det første væsen, så er Gud ikke en konsekvens af noget, Han er heller ikke undergivet nogen andre kræfter end sin egen vilje. Gud er med andre ord fuldt aktuel, usammensat, udelelig og simpel. Han er absolut simplicitet. Det er denne absolutte simple Gud som ikke kan være en del eller element af noget andet. Igen, når Gud er første årsag, så er Han det primært og essentielt. Det som er et element eller en del af en helhed, kan ikke agere primært og essentielt for sig, det er kun den komplette helhed og kombinerede helhed som kan det. Derfor er Gud ikke en del eller et element af noget. Det er altså absurd at tænke om Gud som en "verdenssjæl" eller selv som primært materie. Deter denne enkelthed, som skinner igennem i Den Hellige Treenighed.

Guds perfektioner

Det første væsen der findes, er altså nødt til at være selv-eksisterende, dvs. eksisterende på grund af sig selv. Det er fordi det er det første væsen. Der er intet før det som kunne give det eksistens. Så selv-eksisterende væsener, eller ren aktualitet, eksisterer ved dets ubundne eller ubegrænsede excellence eller perfektion. Det er nødt til at være ubegrænset, fordi der ikke er noget andet væsen som begrænser det. Så ren aktualitet, betyder absolut perfektion. Derfor, er Gud absolut perfektion. Det er også en vigtig præmis af en helt anden årsag, at Gud fordi Han er absolut perfektion, ikke kan skabe noget som per definition er uperfekt. Alt hvad Gud skaber, berører, påvirker, gør, er perfekt. Hans nåde, Hans vilje, Hans essens, Hans væsen, er totalt perfekt. Så hvis Gud skulle skabe et menneske som fra sin essens er så faldet, at det ikke ved Gud kunne genoprettes fuldstændigt, så ville det ikke være Gud. Eller, hvis Gud skulle skabe noget som ved Hans nåde ikke kunne genoprettes, ville Hans nåde ikke være fra Ham. Ergo, må protestanterne forklare hvorfor deres Gud kan lade Adam falde i sådan en grad, at hans sjæl ikke kan gøres perfekt, eller hans afkom ikke kan gøres perfekt, på jorden. Og desuden forklare, hvordan Gud kan skabe noget som Han ikke selv kan genoprette. Hvis mennesket er så faldet at det ikke kan gøre noget godt, så er det ikke Gud som tillader det. Og så er det ikke Gud som er begyndelsen eller enden, men en anden vis herre. Men for at afrunde Guds perfektioner, så kan man sige at skabningers perfektion ikke kan være eller eksistere i Gud, som accidenser, fordi som førnævnt, har Gud ingen accidenser. Derfor kan de ikke være i Gud som dele, fordi Gud ikke har nogen dele. Men perfektionerne som findes i alle skabninger, kan være i Gud som en del af Hans essens. Det er dét teologer mener, når de siger at skabningsmæssige perfektioner er i Gud på eminent vis. En perfekt mælkebøtte der ikke mangler nogen blade, og som retter sig perfekt mod solen, er altså eminent god og perfekt. Så skabninger er altså lig Gud som en analogi, lige så vel som skabninger har perfektioner i en begrænset facon. Og hvor de perfektioner er Gud ubegrænset og eminent, så er de identificeret eller sideordnet med Hans essens, væren og substans. Gud er altså al perfektion.

Godhed

En ting har godhed, for så vidt at det kan være målet for vores længsel, eller vores attrå. Det skyldes, at det er vores sanser og øjne som tiltrækkes af det som er godt. Hvad enten det er en kage, eller en rosenkrans. Vi tiltrækkes af det gode gennem vores appetitter. Så noget kan være genstand for en slags tendens eller tiltrækning, alene af den årsag at den er en ting og dermed har væren, dvs. er skabt. Ergo er godhed og væren virkelig den samme ting. Men logisk set, så er der, forstået menneskeligt set, en adskillelse mellem godhed og væren - der er ikke en virkelig adskillelse, men en logisk adskillelse, og fordi vi kan tænke om noget som er godt uden at forstå at det er godt for os. Derfor, mellem godhed og væren så er der ikke en virkelig adskillelse, men der er en logisk adskillelse mellem forskellige rationelle tilgange til den samme ting. Så vores tanker om væren og eksistens kommer altså forud for vores tanker om godhed. For vi er bevidste om væren og om væsener som sådan, før vi er bevidste om hvorvidt de nødvendigvis er goder. Så en ting er et gode for så vidt at den har et positivt væsen, som enten er perfektion eller aktualitet i positiv forstand. For perfektion er ønskelig og attråværdig, og hvis et væsen eller en genstand besidder perfektion eller i det hele taget bare eksistens, så er det nødvendigvis godt. Godhed har også karakter af en final årsag, fordi det er målet og opfyldelsen af dets formål i sig selv. Godhed indbyder og tiltrækker, og således forårsager det den handling og motivation, som søger at opnå den. Så positiv væren (og ergo perfektion eller aktualitet) kan ses i tings essens, i måden ting er på, i deres specifikke slags, og i hvorledes de er rettet mod deres formål. Derfor så vurderer vi godhed i en virkelig ting, i deres tilstand og væremåde, i deres arter og typer, og i deres retning mod deres formål eller endemål så ta sige. Så godhed kan siges at være klassificeret som ting der er dydige, behagelige eller nyttige, i en eller anden form

Guds godhed

Og derfor er Gud selvfølgelig årsagen til alle skabte væsner, og dermed årsagen til al godhed i alle skabninger. Afmålte ting, på hver deres måde, udviser eller gør Guds godhed manifesteret. Så Gud er topmålet og al godhed. Og som sådan, så er han den første producerende (eller effektive) årsag til Godhed, og også den ultimative finale eller endelige årsag til at skabt godhed, dvs. af alle skabninger. Alle skabninger, materielle, immaterielle, har Gud som deres endemål i en eller anden afmåling. Så Gud er det højeste gode. Og godhed hos skabninger er altid begrænset, og kan ikke nærme sig den ubegrænsede godhed hos Gud, den kan ikke sammenligne sig med Ham. Så derfor er kun Gud essentielt god, for Gud alene er det eneste nødvendige væsen og derfor eneste nødvendig godhed. Skabninger har godhed, mens Gud er godheden. Og siden Guds godhed er årsagen til al godhed i alle ting, så er alle skabninger kaldet gode i kraft af den godhed de får i kraft af Gud.

Guds uendelighed

Så når vi kalder Gud for uendelig, så mener vi at Gud ikke er begrænset på nogen måde uanset hvad. Alle skabninger er begrænsede eller afmålte. Det er fordi, at de modtager deres væsen, deres eksistens og deres perfektioner, og alt som er modtaget er afmålt og begrænset af den som giver det eller ved den kapacitet som er modtager. Så siden Guds væsen ikke er modtaget, så er Gud selv-eksisterende i sit væsen. Der er intet før Gud hvorfra Han kunne modtage noget, eller noget som kan begrænse eller afmåle Ham. Intet kan sætte grænser for Guds selv-eksisterende perfektion, intet kan begrænse eller udvande den, intet kan føje til den. Husk nu også på, at dette også gælder Guds nåde, som derfor virker perfekt og ubegrænset hvorhen den vil, og som den vil og som den skal. Og det har naturligvis betydning for hvordan man forstår Gud. Det er også her at protestanterne tager fejl, når de påstår at mennesket er så faldet, at Guds nåde blot skjuler menneskets syndige natur. Nej, naturligvis kan Gud fuldstændigt genoprette et menneske, når og hvor Han vil, fordi Han er ubegrænset og uendelig. Overalt. Hele tiden. Altid. Gud er ubegrænset uendelighed, og ubegrænset perfektion. Gud alene er uendelig. Skabninger har det som kaldes potentielt uendelighed, for så vidt at der ikke er nogen fast begrænsning hvad angår variation i dem. Alle skabninger kan teoretisk set tænkes at findes. Fx kan en klump voks, som er en begrænset substans med en begrænset form, formes i alle mulige og utænkelige former. Men potentiel uendelighed kan tilskrives voksen, såfremt der gives former til den som den ikke endnu kender (men som Gud kender). På samme vis kan et abstrakt tal ganges eller divideres ubegrænset, men ethvert øjeblik af multiplikation eller division er et begrænset antal gentagelser eller udførsler. Denne type af uendelighed er aktuel uendelighed, og aktuel uendelighed er absolut. Dermed ekskluderer det al potentialitet, og kan hverken forøges eller fjernes. Så aktuel uendelighed er ren aktualitet. Gud alene er ren aktualitet, og ergo er Gud aktuel uendelighed. Han er ubegrænsede talmængder i al evighed, og dermed ubegrænset og fuldt aktuel.

Ingen legemlig genstand kan være ubegrænset. Og det skyldes, at legemlig ubegrænsethed ville være ubegrænset i størrelse, hvorved størrelse altid er målbar. Ergo, er størrelse altid begrænset. Selv et matematisk legeme må tænkes som indeholdende begrænsninger i linjer og overflader. Der kan derfor ikke være et aktuelt uendeligt tal. Et tal har potentielt uendelighed, fordi det uendeligt kan ganges eller divideres. Men aktuel uendelighed er umulig at gange eller dividere, fordi det ikke kan begrænses. Så derfor, det som aktuelt er ubegrænset kan ikke forstørres eller reduceres, men tal kan altid forøges i antal eller mindskes i antal. Ergo er de begrænsede.

Så for at opsummere; Gud er fuldstændig enkel, Gud er uendelig, Gud er al perfektion, og Gud er al godhed. Næste gang handler det om Aquinas' definition af Guds viden, Guds enhed, Guds uudslukkelighed og Guds eksistens i ting.