Synoden: Satans angreb på Kirken

Pride-trøje og kvindelig "præstinde" - officiel synodeillustration fra 2022, som senere blev taget ned fordi den (dengang) var for kontroversiel

"Kan en apostat blive valgt til Pave? - Ved du hvad Bernard, der er 'papabile' i Kirken i dag, som er apostater. Det er teoretisk muligt, jeg frygter den dag vil komme, men det er muligt, Bernard. Det vil være en sort dag, en dag der vil teste den helligste katolik, den vil teste troen hos Katharina af Siena, den vil teste den frommeste kristne - den dag kan muligt komme, jeg anser det som en mulighed, Bernard, jeg frygter det, men ja, jeg anser det som en mulighed." - Malachi Martin, interview i 1994.

Synoden om synodalitet er over os, og der er faktisk ikke rigtigt nogen passende kategorier for, hvor ekstrem denne kirkelige hændelse er. Efterårets synodeproces er afslutningen på 3 års nationale og kontinentale dialogmøder, som skal munde ud i en implementering i foråret 2024. Hvis man ikke ved hvorfor efterårets afsluttende synode er ekstrem, på en sådan måde at den ligner en noget nær total revolution i den katolske kirke, så er det fordi man enten ikke har sat sig ind i, eller også har man bevidst ignoreret, de adskillige faresignaler der har været undervejs. Det er ret få mennesker der sætter sig ned og gennemlæser 68 siders synodedokument. Lad os se på hvad arbejdsdokumentet for efterårets synode indeholder (det såkaldte "Instrumentum Laboris"), hvilke mennesker Pave Frans personligt har udvalgt til at lede synoden, og hvad vi kan forvente af "strukturelle transformationer (Sic!)" som en konsekvens af synoden.

Synodens 3 temaer (Communion, Participation, Mission)

For lethedens skyld bruger jeg de engelske begreber, men på dansk benævnes de "Fællesskab, Deltagelse, Mission". Efterårets synode er opdelt over disse 3 temaer, som indeholder en række arbejdsspørgsmål. Arbejdsspørgsmålene skal besvares eller håndteres ud fra en særlig refleksionsproces, som er grundlag for måden hvorpå synoden arbejder. Den er interessant i sig selv, og er værd at kigge nærmere på. Processen kaldes en "Samtale i ånden", eller på engelsk "Conversation in the Spirit", som i sig selv er tankevækkende. Den består af 5 trin, og er måden hvorpå Kirken arbejder synodalt:

1. Personlig forberedelse: "Ved at man giver sig selv hen til Faderen og til samtale i bøn med Herren Jesus og ved at lytte til Helligånden, forbereder hver person og synodedeltager sit eget bidrag til de spørgsmål som synoden skal bearbejde. "
   

2. Tag ordet, og lyt: "Hver person tager på skift ordet fra sin egen personlige bønsoplevelse, og lytter forsigtigt til de andres bidrag."
   

3. Skab rum til andre og Den Anden: "Ud fra hvad andre har fortalt, deler hver person sine refleksioner ift. hvad der har skabt størst resonans eller størst modstand, mens hver person tillader sig selv at blive vejledt af Helligånden. "Da jeg lyttede, hvor ledte mit hjerte mig?"
   

4. Bygge sammen: "Sammen går vi i dialog om hvad der tidligere dukkede op, ift. at høste frugterne af samtalen i Ånden. At anderkende intuitioner og konvergenser (sammensmeltning, red.), at identificere knaster, forhindringer og nye spørgsmål, og at tillade profetiske ord at dukke op. Det er vigtigt at alle kan føle sig repræsenteret af arbejdet: Hvilke skridt kalder Helligånden os til?"
   

Der er hensigten, at lægfolket skal gennemføre arbejdet med arbejdsspørgsmålene ud fra ovenstående proces, fremfor at Kirkens kleresi styrer spørgerækken og arbejdsprocessen. Men hvorfor er ovenstående proces og indhold problematisk? Fordi den vender Kirkens 2.000-årige hierarki og autoritet totalt på hovedet. Hensigten med synodens struktur og proces, er at lægfolket får direkte bestemmende indflydelse på arbejdsproces og - indhold. Omkring 20% af synodedeltagerne vil være lægfolk. Pave Frans har personligt udvalgt 70 personer ud af de 140 indstillede fra de forudgående synodale forsamlinger, så Pave Frans ved godt hvilken indstilling til katolsk teologi der skal diskuteres og reflekteres over, jf. ovenstående proces, på synoden. For det er ham der valgt deltagere, og godkendt arbejdsspørgsmålene. I socialkonstruktivistisk socialteori, hvilket er en marxistisk teori om hvordan mennesker agerer og udøver magt indbyrdes, taler man om begrebet "handlingstvang". Det betyder på helt almindeligt dansk, at de problemstillinger man som enkeltperson bliver stillet over for, altid vil kræve en form for praktisk handling for at de kan blive løst. Hvis Birger eller Tanja oplever at det er problematisk at de skal arbejde mellem kl. 08.00 og 16.00, så kan de ikke blot ignorere det strukturelle problem som hedder arbejdstid, fordi den struktur der hedder arbejdstid mellem 08.00 og 16.00 i sig selv er en strukturel løsning på et tidligere problem, i magtmæssig forstand. Og på samme måde kan man ovenfor læse, at hvis det er et strukturelt og frihedsindskrænkende problem at præster ikke kan gifte sig med hinanden, eller at Alfabet-mennesker (LGBT) ikke kan blive velsignede, så er det et strukturelt problem som skal løses før vi kan udvikle os og skabe harmoni mellem hinanden. Strukturer er til for at blive nedbrudt, er hele logikken. Og processen ovenfor, kommer direkte ud af en marxistisk socialkonstruktivistisk praktikerskole, hvor man skal tale om de strukturer man gerne vil fjerne, så man kan handle på det. Og netop handlingstvang, fremgår klokkeklart af efterårets synode og arbejdsdokumentet. (s. 15).

33. In its etymological sense, the term “conversation” does not indicate a generic exchange of ideas, but a dynamic in which the word spoken and heard generates familiarity, enabling the participants to draw closer to one another. The specification “in the Spirit” identifies the authentic protagonist: the desire of those conversing tends towards listening to His voice, which in prayer opens itself to the free action of the One who, like the wind, blows where He wills (cf. Jn 3:8). Gradually the conversation between brothers and sisters in faith opens the space for a ‘hearing together’, that is, a listening together to the voice of the Spirit. It is not conversation in the Spirit if there is not a step forward in a precise, often unexpected direction that points to concrete action.

Så det er jo meget fedt - så lad os se hvilke spørgsmål der så er på agendaen (og evt. hvilke der ikke er). For at være rimelige, så tager vi nogle af de mest fremtrædende og kontroversielle spørgsmål, fra både temaerne om fælleskab, deltagelse og mission (de 3 temaer for synoden).

Communion: The Continental Assemblies indicate various directions for our growth as a missionary synodal Church: a) In a synodal Church, the poor, in the primary sense of those living in conditions of material poverty and social exclusion, occupy a central place. They are recipients of care, but above all, they are bearers of Good News that the whole community needs to hear. The Church has something to learn and receive from them (cf. Lk 6:20, EG 198). A synodal Church recognises and values their central role. 6) How can we create spaces where those who feel hurt by the Church and unwelcomed by the community feel recognised, received, free to ask questions and not judged? In the light of the Post-Synodal Apostolic Exhortation Amoris Laetitia, what concrete steps are needed to welcome those who feel excluded from the Church because of their status or sexuality (for example, remarried divorcees, people in polygamous marriages, LGBTQ+ people, etc.)? 4) How can our “walking together” with Christians of all traditions be improved? How could a common commemoration of the 1700th anniversary of the Council of Nicaea (325-2025) provide such an opportunity? 5) “The episcopal ministry of unity is closely linked to synodality”12. How is the Bishop, as the “visible principle and foundation of unity” (LG 23), called to promote ecumenism in a synodal manner in his local Church?

Mission: 9) As some continents propose, could a reflection be opened concerning the discipline on access to the Priesthood for married men, at least in some areas? 10) How can an understanding of ordained Ministry and the formation of candidates that is more rooted in the vision of the missionary synodal Church contribute to efforts to prevent the recurrence of sexual abuse and other forms of abuse? 1) Women play a major role in transmitting the faith in families, Parishes, consecrated life, associations and movements and lay institutions, and as teachers and catechists. How can we better recognise, support, and accompany their already considerable contribution? How can we enhance it in order to learn to be an increasingly synodal Church? 2) The charisms of women are already present and at work in the Church today. What can we do to discern and support them and to learn what the Spirit wants to teach us through them? 3) All Continental Assemblies call for the issue of women’s participation in governance, decision-making, mission and ministries at all levels of the Church, to be addressed, and for this participation to be given the support of appropriate structures so that this does not remain just a general aspiration. a) How can women be included in these areas in greater numbers and new ways? b) How, in consecrated life, can women be better represented in the Church’s governance and decision-making processes, better protected from abuse in all ecclesial contexts, and, where relevant, more fairly remunerated for their work? c) How can women contribute to governance, helping to promote greater accountability and transparency and strengthen trust in the Church? e) What new ministries could be created to provide the means and opportunities for women’s effective participation in discernment and decision-making bodies? How can co-responsibility in decision-making processes be increased between lay and consecrated women and clergy in remote places and in challenging social contexts where women are frequently the main agents of pastoral care and evangelisation? The contributions received during the first phase note that tensions with the ordained Ministers arise where the dynamics of co-responsibility and shared decision-making processes are absent. 4) Most of the Continental Assemblies and the syntheses of several Episcopal Conferences call for the question of women’s inclusion in the diaconate to be considered. Is it possible to envisage this, and in what way? 5) How can men and women better cooperate in pastoral ministry and exercising related responsibilities? Participation: 4) How can seminaries and houses of formation be reformed so that they form candidates for ordained Ministry who will develop a manner of exercising authority that is appropriate to a synodal Church? ..

Vi stopper bare her, de fleste har forstået pointen. For at koge det ind til en knorrterning, så handler temaerne om LGTB-rettigheder, interkommunion mellem kirkesamfund, strukturelle forandringer i Kirkens beslutningsorgan, og en gentænkning af præsteskabet. Husk igen på, at Pave Frans har godkendt samtlige deltagere på efterårets synode, inklusive lægfolk, biskopper og kardinaler. Og han har godkendt ovenstående arbejdsspørgsmål. Igen, han bryder med Kirkens tradition, idet synoder altid har været for biskopper og i få tilfældet øvrigt kleresi - men hvem har han så givet lov til at deltage?

Udvalgte folk fra kleresiet:

• Kardinal Josef de Kesel: Tidl. ærkebiskop af Mechelen-Brussel, som skev under på, og godkendte dokument om velsignelse af homoseksuelle par - Pave Frans fordømte aldrig dokumentet.
  

• Kardinal Jean–Claude Hollerich S.J: Synodesekretær og medlem af Pavens kardinalråd. Stærkt pro-LGBT-kardinal som har udtalt af Pave Frans er "fuldt ud enig hed ham" i sine synspunkter.
  

• Kardinal Robert McElroy: Notorisk heterodox biskop, som overraskende blev udvalgt til kardinal i 2022, og som meddeler den hellige Kommunion til LGTB-personer, og som fx af biskop Paprocki og biskop Schneider blev beskyldt for de facto at have ekskommunikeret sig selv.
  

• Og hvem kender ikke "fader" James Martin Ezz Jay - han får en absolut nøglerolle ifm. synoden, hvor han skal række endnu mere ud til Alfabet-menneskene. Han er en del af "dikasteriet for kommunikation", og nyder stor opbakning hos Pave Frans, især pga. hans udbredelse af LGBT-ideologi og afvigelse fra katolsk doktrin.
  

• Ærkebiskop "Tucho" Fernández: For ikke at glemme, at Pave Frans netop har udpeget en ny doktrinær chef for hele Kirken, for Dikasteriet for troslære. Han er en spændende personlighed, som bl.a. er kendt for at ville velsigne homoseksuelle, og er kendt for at have skrevet en lummer bog om at kysse. Hans forsvar for bogen var så, at den blev skrevet ifm. en form for ungdomskatekese, hvilket nok bare gør sagen endnu værre. Man behøver ikke at læse bogen, for den er ganske enkelt frastødende. Kan man ikke dy sig, kan man læse den her.

Og en spændende lægperson, fx:

• Cynthia Bailey Manns, som har mildest talt farverige indstillinger til Kirkens morallære, herunder fx abort og prævention. Hun skal repræsentere USA på efterårets synode, og er personligt udvalgt af Pave Frans.
  

Hvad vi har i vente (og hvad vi kan gøre)

Personnel is policy, og man skal være mere end fantast, hvis man ikke har læst skriften på væggen. Jeg forudser 3 (og måske 4) ting der kommer, som en konsekvens af synoden. Dels fordi det ligger implicit som et sennepsfrø i synodedokumenterne, og dels fordi Sankt Gallen-mafiaen har det på sin agenda.

1. Velsignelse af homoseksuelle relationer (Alfabet-menneskene) - man vil selvfølgelig forsvare Kirkens "ideal" om heteroseksualitet, men man vil samtidig opfinde et ritual der passer til "de sociale omstændigheder i tiden".
   

2. Tillade gifte præster i den latinske kirke. Hvorfor? Årsagerne er åbenlyse - fordi overgrebssagerne er den politiske vægt på skålen der endeligt kan gøre op med præstelig cølibat og total hengivenhed til Gud. Fremfor at kalde det for hvad det er, en satanistisk infiltration i Kirken, så sænker man barren ift. "idealet".
   

3. Lad os lige lægge 1+2 sammen, til = 3. Det betyder altså, at Fader Timmy og Fader Kenni nu kan få en kirkelig velsignelse, og de facto omdannes hele den katolske kirke til én stor homoseksuel klub.
   

4. Tillade kvindelige ordinationer eller diakoner, i en eller anden form. Årsagen er naturligvis manglende præstekald (hvis man mangler belæg for årsagen, kan man bare læse i ét af arbejdsspørgsmålene til synoden)
   

5. Kommunion til fraskilte og gengifte (og måske til protestanter)
   

Essensen af ovenstående er en ødelæggelse af det katolske præsteskab. Djævelen har vundet, når dette mål er opfyldt, fordi hele Kirken står og falder med at der findes præster der kan frelse sjæle. Der vil formentlig være en mindre periode, indtil Gud griber ind. Som det fx er forudsagt i Garabandal. Men det er jo et "tilfælde" (som der er mange af for tiden).

Hvad man kan gøre

1. Påtal det! Rejs dig under messen/prædikenen, såfremt noget af ovenstående formelt udbredes, og bekæmp det. Gør det venligt men bestemt - vi har intet at frygte, vi har Himlens hærskarer og 2,000 års martyrer og tradition i ryggen. Bekæmp det!
   

2. Bak præsterne op! De vil formentlig få en pistol for panden, og vil blive tvunget til enten at acceptere de nye praksisser, eller forlade deres præsteskab (bl.a. en gentænkning af den præstelige formation er på agendaen på synoden). Hvis de bliver tvunget til at forlade Kirkens fysiske ejendom pga. deres fastholdelse af traditionen, så tilbyd dem husly. Vi har selv masser af plads. De får brug for os alle - ræk ud til dem, og bak dem op! Skriv til biskoppen, at den og den præst forfølges pga. det og det. Hvis biskoppen selv forfølger præsterne, så bak præsterne op offentligt. Plastr våbenhusene til med sedler, der påtaler kætteriet.
   

3. Bøn og faste: Hvis man ikke i forvejen gør det, fast onsdag på ugen, bed rosenkransen dagligt, og bed for præster, kardinaler og biskopper (jf. Fatima). Besøg sakramentet ofte, bed foran det. Helliggør de 5 første lørdage, tilbedelse, messe og skriftemål. Skriftemål hyppigt (2 gange månedligt, hvis ikke mere), dyb forberedelse inden hver kommunion m.v.
   

Hvad man bør lytte til:

Nedenstående udsagn er ikke fra "traditionalister", eller "radikale katolikker", de er blot helt almindelige ordinære katolikker, som elsker Kirken, og ønsker den bevaret.

Dr. Gavin Ashenden er Dronning Elizabeth IIs tidligere spirituelle rådgiver, han var biskop før han konverterede til Den Katolske Kirke.

Ralph Martin har drevet et karismatisk katolsk netværk i over 30 år, og er en klassisk JP2-katolik.

Pints with Aquinas - Matt Fradd samarbejder med Scott Hahn i Saint Paul Center

Forudsagde Malachi Martin dette?

Hellige Josef, Kirkens beskytter, bed for os!

Hellige Athanasius, bed for os!