top of page

SSPX til Danmark: Refleksioner

Updated: Sep 24, 2023


Fader Lindström beder foran det allerhelligste (i en pyx) i vores private kapel


Ikke om, men hvornår

Der er intet konkret i støbeskeen endnu, men det er klart at med 1 dansker på det tysktalende seminar i Zaitskofen, en dansktalende præst i Polen (som kommer fra det danske bispedømme), og en skandinavisktalende præst, så er kimen lagt til at oprette en mere permanent tilstedeværelse i Norden. Snakken har gået på, om Hamborg skulle varetage behovet for de nordiske lande, men der er altså 4 timer i bil til Hamborg, og man vil få behov for at overnatte uanset. Tag i samme ombæring det med i ligningen, at en ung polsk gut fra Danmark, netop er taget til Polen på SSPX' præ-seminar. Tendensen viser jo flere ting - både hvilken retning de unge orienterer sig mod, dels hvilken kølighed man oplever andre steder (fx i Danmark), og dels hvor stor en alvor spørgsmålet om præstekald jo skal håndtere. Unge mennesker i en postmoderne verden, kan ikke navigere i, eller håndtere subjektivisme. De vil have Sandhed med stort S, fordi postmodernismens evigt selvaktualiserende flimmerkultur nødvendiggør at man enten skærer igennem, eller dør. Der er ikke plads til evigheden på Instagram, så den eneste mulighed er at tage derhen hvor evigheden både findes og kan leves, og det er de steder hvor Instagram ikke kan gro. Sandhed er uforgængelig, men Sandhed er ikke noget man for alvor interesserer sig for i den konciliære kirke. Derfor er spørgsmålet om SSPX får en permanent lokation i Danmark ikke særlig interessant, spørgsmålet er kun hvornår det sker. Hvornår nok danske unge med en præst i maven, bliver trætte af den åndelige middelmådighed, det manglende spirituelle ambitionsniveau, kvantitet fremfor kvalitet, eller kærlighed til verden. Der er 22 1.-årsstuderende i Zaitskofen. Der er 6 på 2. årgang. Lige nu bygger de 30 nye lokaler til at huse de kommende seminarister. You do the math. Udviklingen vil formentlig også tage til, i takt med Kirkens øvrige "udvikling", især i lyset af den evigt kørende synode om synodalitet, som egentlig bare er smølfesprog for "smølferi om smølferi". Det fortæller ingenting, handler ikke om noget som helst - og så alligevel, for vi ved godt allesammen hvad synoden i virkeligheden skal. Og hvis man påtaler det, så får man fint besøg fra de høje herrer. Det ved præsterne og biskoppen i Danmark også udmærket, men der er ikke penge eller god PR i at opfordre folk til at blive martyrer. Man vil gerne elskes af verden.

Hvorfor det er nødvendigt

Det er ikke alle der kan se det, eller alle som vil se det. Man må navigere i to ekstremer, det ene ekstrem helt at opgive sin katolske tro eller mene at Paven ikker formelt er pave, eller det andet ekstrem som blot er at ignorere problemet, og sukkersnakke folk til at tro at alt er i den skønneste orden. Det ene er fornuftsstridigt, det sidste er direkte uhæderligt, for ikke at sige en hel masse andre ting. Amerikanerne kalder det for "gaslighting", at tale en konkret problemstilling ned, og påpege at folk blot lider af vrangforestillinger eller er emotionelt ustabile, eller drømmer sig til en svunden tid hvor alt var nemmere og skønnere. Men alt kommer for en dag, og der er sprækker i alt, og det er sådan at lyset kommer ind. Man må se frem til oktobersynoden, for det er her banen kridtes op. Der kommer et tidspunkt, måske meget snart, hvor de pæne og af kleresiet "respekterede" katolikker med hjemmet prydet med figurer af Johannes Paul II, kommer til at beslutte om de vil leve efter Sandhed, eller gå ned med skibet. Hvordan vil de reagere? Hvad elsker de mest? Man ser allerede skuldertrækkene for sig: "Nåhja, det er jo bare kvindelige diakoner. - Det sker jo ikke ikke i min menighed... Det er jo som sådan ikke et dogme.. - Det var vist praksis i oldkirken.. - At velsigne kærlighed, er jo ikke det samme som at velsigne to af samme køn.." og man kunne blive ved. Måske er det derfor Fader Ripperger advarer så meget om lunkenhed, fordi det næsten er værre end vantro. Man stilles foran Sandheden, men man griber den ikke. Men det er som med Sandhed, som det er med tyngdeloven. Den er ligeglad med om man tror på den, eller griber den - den er der bare. Og man kan vælge at navigere efter den, eller lade være. Og Guds åbenbarede Lov og Hans metafysiske love, virker på samme vis. Åbenbaringen 7-12 er en god rettesnor for vores tid, og der er god grund til at tro at det er den tid vi lever i nu. Det var ihvertfald Søster Lucias konkrete ord, da hun skulle beskrive hvad miraklet i Fátimá handlede om. Solen er sat til tegn og undere, og Fátimá er blot ét af dem. Vi lever i en fortsættelse af Skriften. Det er en central erkendelse. Så lad os også gå mere faktuelt til værks, og spørge os selv om løsningen på vor tids udfordringer mon skal findes indenfor den konciliære del af Kirken. Lad os tage udgangspunkt i Bispedømmet København (på den anden side af Storebælt griner man lidt af denne betegnelse, mest fordi folk i hovedstadsområdet ikke helt forstår hvor rammende den rent faktisk er). Vi kan tage udgangspunkt i bispedømmets egne tal, og spørge os selv om det er en kurv man vil lægge sine æg i. Vi har godt over 70 præster i Danmark, med en gennemsnitsalder på 60 år. Igen, det er gennemsnitsalderen. Lad os bryde tallene ned engang: Den yngste præst er 34, den ældste er 92. 8 er mellem 30 og 40, 15 er mellem 40 og 50, 19 er mellem 50 og 60, 15 er mellem 60 og 70, 25 er mellem 70 og 90.

Centrale spørgsmål man må stille sig:

  • Med denne højreskæve fordeling, hvad vil det betyde for bispedømmets menighedspleje de kommende 10 år, velvidende at vi har ca. 40 menigheder?

  • Hvad betyder det for kvaliteten af udlægningen af den katolske tro?

  • Hvor mange præstekald skal der til, for at vende udviklingen på kort sigt (velvidende at 30% går på pension om 5-8 år)?

Lad os samtidig se ovenstående i en økonomisk kontekst. Bispedømmets egen årsrapport er interessant læsning, men for at gøre det kort og enkelt, så kan man sige at kanariefuglen i guldminen viser sig i den tredjevariabel der hedder "kvalitet" (Y gange X gange Z, når Z stiger med 1, stiger effekten af X på Y med 1).

  • Ca. en tredjedel af bispedømmets menigheder har teknisk underskud. Årsagen er dels stigende udgifter til bygningsvedligehold, og en ujævn kirkeskatteindtægt.

  • Bispedømmet sætter sin lid til investeringsafkast, og håber at aktiemarkederne redder dagen, fremfor at investere i noget som rent faktisk er indenfor kontrol. Udviklingen i aktiemarkedet er udenfor kontrol. Dét som er indenfor kontrol, er fx. hvilken grad af ortodoksi der udlægges fra pulpituret.

  • Kirkeskatteindtægterne stiger ikke i samme omfang som udgifterne til bygningsvedligehold. Igen, er kvalitetsparameteret det afgørende. Man er nødt til at erkende, at man aldrig får alle til at betale kirkeskat. Det er en illusion at tro, at alle vil betale kirkeskat, vil betale lige meget, og at det kan dække kirkens ordinære drift. Nøglen er fokuserede indsatser med stærke familier som over generationer får præstekald og genererer konvertitter, kombineret med en stram udgiftsstyring og fokuserede lokale indsatser der bærer frugt. Problemet bliver kun værre de kommende år - take it to the bank.

  • Spørgsmål til eftertanke: Med 30% af præsterne på vej ud over rampen de kommende 10 år, med stigende udgifter til drift og vedligehold, med 40 menigheder der skal serviceres, med 10 præster under 40 år, med unge der direkte fravælger bispedømmet og går til SSPX, med en stigende andel ældre og jeg kunne blive ved... ... hvilket ungt menneske i midten af 20'erne, som vokser op i et land der skriger på arbejdskraft, vil bare tilnærmelsesvis drømme om at blive præst i sådan en organisation?

Ingen.

Håb er en teologisk dyd

Og det betyder, at det er en dyd vi skal besidde, med streg under skal. Det samme gælder troen, som det gælder kærligheden. Alt sker af en årsag, og det sker fordi Gud tillader at det sker. Alle de kors vi modtager, modtager vi fordi Gud kalder os til Ham, fordi Han ønsker at vi helliggøres og drages nær Ham. Det gode ved dét er, at vi ikke kan tabe. Vi har allerede vundet, og derfor er disse tider vi lever i nu, de mest fascinerende, spændende og interessante tider man kan leve i, som katolik. Er du endnu ikke bekendt med Vor Frue af åbenbaringen, så skal du med ombord. Vi lever i Åbenbaringen, og dette er måske begyndelsen på de sidste 1000 år af verdens historie. Det hele står altså og falder med, hvorvidt man mener at der er en krise i Kirken eller ej. Hvis man ikke mener at der er en krise i Kirken, så vil man formentlig opfatte SSPX som galt afmarcheret, irriterende og måske sågar farlige. Hvis man da mener at der er en krise i Kirken, så er man nødt til at forholde sig til, hvem man helst vil elskes af. Gud eller mennesker? Vi er skabt til kamp, og især i denne tid. At SSPX kompromisløst vil hjælpe de troende i en tid som denne, er en gave ra Gud. Se og hør evt. Robert Nugent forneden - tiden er ikke inde til at gå og mukke og være mistrøstig. Vi lever i en glædens tid. En tid for åndelig kamp - vi skal lede, vi skal lyse og vi skal slide rosenkransen op. Vi skal takke Gud for, at vi kan få lov til at være jordens salt.




91 views0 comments

Recent Posts

See All

Commentaires


bottom of page