top of page

Sakramenterne 3: De Hellige Ordener


Faktisk alle katolske sakramenter er blevet markant liturgisk forandret, som en konsekvens af de konciliære reformer fra 1965 og frem. Men en meget synlig del af disse reformer, og efter min opfattelse én som har gjort ubodelig skade på Kirken og især de troende, har været reformen af de hellige ordener. De hellige ordener har deres ophav helt tilbage til apostolisk tid, sågar fra før Nikæa, og hører til både øst - og vestkirkens oldkirkelige traditioner. Det er vigtigt at kende til dem, fordi de stadig bevares i de traditionelle præstesamfund, og fordi de siger noget om den kontinuerlige helliggørelse i præstekaldet, og det hellige præsteskabs væsentlighed. Det katolske præsteskab er en forandrende kraft på verden. Præsterne har udbredt Sandheden og evangeliet over hele jorden, og kun muliggjort af en gennemgribende og voksende helliggørelse over en solid årrække, har præsterne ved Helligåndens hjælp, opnået de karismaer der muliggjorde at de til fulde kunne udleve deres kald. De er Miles Christi, "kristi soldater", og på vegne og til gavn for os, kæmper de mod ondskab og magterne, og denne verdens tillokkelser.

De Hellige Ordener ifølge Thomas Aquinas

Ordener, eller Hellige Ordener som det mere generelt kaldes, er det sakramente hvorved biskopper, præster og diakoner gives magten til at udøve deres hellige funktioner. Peter Lombarden definerer ordenernes sakramente som "Kirkens segl hvorved åndelig magt indgydes på den person som vies hertil". Det er egentlig en god betegnelse for ordener. Et sakramente er et tegn eller en besegling. Det er "af Kirken" på den måde at Kristus indstiftede det og gav det til Kirkens forvaltning; Herren gjorde dette med alle sakramenterne, ergo er det normalt at høre udtrykket "Kirkens sakramenter", selvom Kirken ikke kan indstifte eller afskaffe noget sakramente. Definitionen hos Peter Lombarden indikerer effekten af sakramentet hos modtageren, navnlig åndelig magt eller kraft. Et sakramente er altså et udvortes tegn indstiftet af Kristus, mens Han var her på jorden og inden Sin Himmelfart, som altså viser og tildeler en indadvendt nåde. De Hellige Ordener passer til denne sande definition af et sakramente. Sakramentet påføres ved håndspålæggelse af en biskop, på modtageren (dette udgør sakramentets stof eller materie), efterfulgt af de fastsatte bønner (form) som indikerer betydningen af tegnet og måden, og derved udgør det sakramentet. Som alle sakramenter gør, så tilfører ordenernes sakramente helliggørende nåde. Og det er naturligvis passende, at det sakramente som giver en person magt til at meddele sakramenterne til andre og meddele nåde, også selv tildeles nåde ved modtagelsen af sakramentet. Siden enhver hellig orden som vedrører ordenernes sakramente (fx bispeembedet, præsteskabet eller diakoniet) tildeler en mand magt til at meddele sakramenterne, så skabes der også en uforanderlig karaktermæssig ændring på mandens sjæl. Denne ordensmæssige karakter forudsætter dåbens forvandlende karakter på sjælen - det er dåbens forvandlende karakter som muliggør at modtage de øvrige sakramenter. Som sådan kræves modtagelsen af hellige ordener ikke den karaktermæssige forandring som modtages ved konfirmationens sakramente, men det er naturligvis passende at det modtages forinden, fordi man bør modtage ordenens sakramente i så perfekt stand som man kan. Kirken kræver derfor af ordinanden, at han har modtaget konfirmationens sakramente forinden sin ordination. Der er ikke nogen sammenhæng mellem tildelingen af en given orden, og deres rækkefølge - fx kan man godt præstevies uden først at være diakonviet. Præsteskabet ville i så fald være gyldigt - men den diakonale orden ville så blive tildelt gennem en passende ordination. Og Kirken kræver altså, eller har traditionelt krævet, en gængs rækkefølge i tildelingen af ordenerne.


Kvalitet og karakter hos de indviede

En mand som modtager ordenens sakramente, skal lede andre. Ergo, skal han være hellig og leve et eksemplarisk liv. Men det er kun et krav ift. gængs tradition, og ikke noget krav ift. sakramentets essens. Selv en syndig mand som modtager en orden, er gyldigt viet, selvom han gør noget meget forkert i at acceptere sin ordination. Derfor er ordenskandidater også forpligtet til at have tilstrækkelig viden om forvaltning af deres kommende hellige funktion, både ift. tro, Skriften og krav om kristen moral. Den personlige hellighed hos en ordensviet mand, har altså intet at gøre med sakramentet i sig selv. Man vokser ikke i hellighed, på samme vis som man vokser i grader af ordener (eller omvendt). Fx. kan en biskop sagtens være mindre hellig end en præst, m.v. En biskop som vier en kandidat som er fuldstændigt uværdig til det embede han antager, begår en alvorlig synd, og viser sig selv som en uværdig tjener for Gud. På samme måde, en mand som har en ordensfunktion, og som udøver sit embede i en tilstand af dødssynd, gør sig skyldig i endnu en synd hver gang han udøver en hellig funktion. Kleresiet skal altså altid være i en tilstand af nåde, og konstant efterstræbe det. Det er samtidig en interessant og relevant opfordring den dag i dag. "Thi alle har vi mange lemmer, men ikke alle lemmer har samme gerning", jf. Rom 12,4. Og på den vis i Kirken er der forskellige ordener som tildeles forskellige embeder. Adskillelsen af ordner ser vi ift. deres reference til Den Hellige Eukaristi. Der er præsten som ofrer eukaristien, diakonen som hjælper præsten, subdiakonen som hjælper præst og diakon med at føre de hellige beholdere til messen, akolytten som ofrer brødet og vinen til offeret, eksorcisten som uddriver onde ånder der gør et menneske uværdigt til at modtage den Hellige Eukaristi, lektor som instruerer til messen og kommunionen, og portneren som er ansvarlig for nøgler, klokker og døråbninger, ift. at inkludere og ekskludere folk, som ikke skal lukkes ind til messen. Det er disse 7 ordener, de større og mindre ordener som alle er rettet mod eukaristien. De større ordener er tre: Subdiakonatet, diakonatet og præsteskabet. Diakonatet og præsteskabet hører til sakramentet de hellige ordener. Biskoppens embede er fuldendelsen af præsteskabet. De mindre ordener er altså portner, lektor, eksorcist og akolyt som nævnt før. Det er alene biskoppen som har magt til at meddele ordenernes sakramente. Denne magt tages ikke fra en biskop igen, men han besidder den altid. Også selvom han skulle forfalde til vranglære eller skisma, så mister han den ikke. Der er forskellige eksempler på biskopper som har videreført en episkopal linje, uden pavens tilladelse. En del sedevakantist-biskopper er eksempler herpå. Aquinas tydeliggør, at biskopper som bruger deres konsekrationsmæssige magt i en tilstand af synd, begår en endnu større synd selv. Der er en række ceremonier af mere praktisk karakter, ift. forvaltningen af sakramentet. Hvis vi begynder med de mindre ordener først, så er tildelingen af "tonsur", dvs. at få klippet sit hår i form af en krone, en passende praksis for dem som enten er i, eller på vej ind i, en orden. Tonsurceremonien er en ceremoni som rent officielt bringer en mand ind i kleresiet. Det er altså ikke en orden i sig selv, ikke engang en mindre orden, og hører ikke til sakramentet. Det er en forudgående ceremoni før man modtager den første mindre orden, og den kaldes "prima tonsura", eller første tonsur. Tonsur er ikke en ceremoni hvor man giver afkald på noget, men en dedikation til Guds tjeneste før alt andet. Ergo er den som modtager tonsur ikke forbudt at eje tidslige goder, men han skal heller ikke være alt for optaget af dem. Udover de 7 ordensmæssige trin, så kan vi tilføje mere omkring biskoppen og Paven. Biskoppen, af græsk "episkopoi" (overseer), besidder det fulde præsteskab, og til ham hører magten og pligten at vie kandidater som er parate til at modtage ordener. Bispeembedet er ikke en særlig orden, men er det fulde præsteskab. Paven som Kristi stedfortræder er over alle biskopper, af guddommelig ret og udpegning. Han er ikke kun fuldheden af det præstelige embede og ordenen, men besidder også universel jurisdiktion i hele Kirken. Han er også den øverste og ufejlbarlige lærer i den universelle Kirke, ift. spørgsmål om tro og moral. Ift. klædninger, så skal de naturligvis bruges ift. den orden som de passer til, hvad enten vi taler tunika, dalmatika, mitra, soutaner, rochetter med videre, og som alle hører til sin egen orden.

Præsteskabet i den jødiske tradition

Det israelske præsteskab blev en særlig klasse i det jødiske samfund, efter moseloven blev overleveret til jøderne i Sinai. Aarons hus, fra Levi-stammen, blev valgt til både permanent og eksklusivt at gennemføre alle de præstelige funktioner. Aaron selv, og senere hans førsteføde i hans familie, skulle stå forrest som ypperstepræst, mens de andre levitter skulle agere som tjenere og assistenter. Den højtidelige konsekration af "aronitterne" til præsteskabet, fandt sted samtidig som Aarons salvelse som ypperstepræst. Denne ene konsekration omfattede alle kommende efterkommere af præster, sådan at præsteskabet var funderet på Aarons hus alene på arvefølge, og var således arveligt. Efter det babylonske eksil stillede jøderne endnu strengere krav om at kunne bevise præstelig arvefølge ud fra genetisk observans (Ja, det er et racespørgsmål), og kunne man ikke det, blev man ekskluderet fra præsteskabet. Øvrige kropslige defekter betød også at man blev diskvalificeret (se fx 3 Mos 21, 17). Der var også aldersbegrænsninger (20 og 50 år), præster var forbudt at gifte sig med fraskilte mens de var fungerende præster, og ægteskabeligt samkvem var forbudt. Udover at have levet et pletfrit liv, skulle levitterne også fremstå rene. Dem som udøvede en præstelig funktion skulle altid være renvaskede, og det modsatte havde konsekvensen at man blev udstødt, ligesom man blev udstødt ved at træde ind i templet efter at have drukket eller spist forinden ofringen. I tilfælde af dødsfald, skulle man også fremstå ren, man måtte altså ikke udtrykke sorg eller gråd. Når præsten indtrådte i embedet, skulle vedkommende renses i vand (jf. 2 mos 29,4, 40,12) og bestænkes med olie - herefter blev man iklædt de præstelige klæder (se mere om vandets betydning i mit indlæg om dåben). De præstelige klæder bestod, også meget som de gør i dag, af nederbenklæder, en tunika, som er et sammensyet stykke stof af to klæder til brug på overkroppen, et bælte og en mitra, som er en hovedbeklædning, og bruges i dag af biskopper. Benklæderne dækkede fra livet og ned over lårene (2 Mos 28,42). Tunika var syet på en særlig facon, og havde smalle ærmer, gik fra halsen til anklerne og blev bundet sammen med snører (2 Mos 28,4). Bæltet var 3-4 fingre bredt og var broderet efter samme mønster og farver, som tæppet til forgården og tabernaklet i templet (2 Mos 39,38). De officielle klæder indeholdt altså også mitraen som var af fin silke. Jødisk tradition fortæller at man udførte præstegerningen i bare fødder (2 Mos 3,5). Klæderne var kun obligatoriske ifm. præstelige tjenester, og ellers blev de opbevaret af en særlig kustode. De jødiske præster havde en række pligter som præster - dels ift. at bistå alle funktionerne ift. tjenesterne i templet, fx ofring af røgelse to gange dagligt (2 Mos 30,7), de ugentlige fornyelser af skuebrødene (eller "fremstillingsbrød") på det gyldne bord (3 Mos 24,9), rensning og opfyldning af olielamper på den gyldne lysestage osv. Alle disse tjenester blev udført i vejen ind til det allerhelligste, dvs. "sanktuariet" (hvilket også er betegnelsen for den østligste del i et kirkerum). Flere tjenester foregik i ydergården (se foto forneden), vedligeholdelse af den hellige ild til brændfore (3 Mos 6,9), det daglige morgen - og aftenoffer, fx ift. lam (2 mos 29,38). Herudover skulle præsterne også blæse i basun under højtider (4 mos 10,1) fremstille vand til kvinder som var mistænkt for utroskab, erklære spedalske for enten rene eller urene, (2 Mos 13-14), og også gennemføre ofringer for alle de som har brudt buddene (4. mosebog for yderligere). Præsterne var også dommere og undervisere i loven. Den skulle forklares og bevares, og der var altid en kopi til stede som var tiltænkt kongen, men tvister og konflikter skulle også løses af præsterne. Som liturgien i templet blev endnu mere kompleks, lod Kong David præsteskabet opdele i 24 klasser, som blev udvalgt ved lodtrækning og arrangeret efter alder. Præsterne fik løn fra tiende, og fra dyrs førstefrugter. Også ting som mad, og skyldofringer som ikke blev brændt, eller huder eller naturprodukter fra ofringerne, fik præsterne. Præsterne blev aldrig som sådan velhavende, fordi de ofte kom ud af store familier - men deres embede, deres overlegne uddannelse og deres sociale position sikrede dem stor prestige blandt det jødiske folk. Generelt, opfyldte de deres position værdigt, selvom de ofte blev irettesat af profeterne (Jer. 5,31, Ez 22,26, Hos 6,9, Mika 3,11, Mal. 1,7). Med templets ødelæggelse af Titus i år 70, ophørte hele offerpraksissen, og med det, hele det jødiske præsteskab. De senere rabbinere præsenterede sig aldrig som præster, men blot som lovens undervisere. Et nyt og evigt præsteskab var nemlig blevet indstiftet.

Foroven: Det 2. tempel, model fra Israel. Bemærk den tydelige hellenistiske indflydelse på arkitekturen. Forrest kvindernes og de vantros gård, og tættest på templet præsternes gård. I den det helligste, og inderst det allerhelligste med Pagtens Ark.

"Efterdi vi altså have en stor Ypperstepræst, som er gået igennem Himlene, Jesus, Guds Søn, da lader os holde fast ved Bekendelsen! 15 Thi vi have ikke en Ypperstepræst, som ej kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en sådan, som er fristet i alle Ting i Lighed med os, dog uden Synd. 16 Derfor lader os træde frem med Frimodighed for Nådens Trone, for at vi kunne få Barmhjertighed og finde Nåde til betimelig Hjælp" - Paulus' brev til Hebræerne

Det er ikke tilfældigt at Matthæusevangeliet starter med at bevise Kristi slægtskab tilbage til Adam, og det er heller ikke en tilfældighed at Skt. Paulus forklarer til hebræerne i Judæa, som kendte til JESUS KRISTUS, og som blev forfulgt af jøderne, at Han er den nye og evige ypperstepræst. Skærtorsdag indstiftede Han det nye præsteskab, den nye og evige pagt, og en ny Exodus, en ny udvandring fra trældom, hvor vi går fra kødets trældom og ind i åndens frihed. Det er disse skrøbeligheder, kødets tilbøjeligheder, som Skt. Paul taler om foroven. Katolske præster emulerer, efterligner, udvikler denne teologi om det traditionelle præsteskab. Og fordi at hele præstegerningen drejer sig om at præsten bør være en "alter Christus", en anden Kristus, på samme vis er den hellige eukaristi, målet og omdrejningspunktet for sjælenes omvendelse. Flest mulige sjæle skal bringes til det nye og evige offerlam, til Nådens trone, messen, taksigelsen, repræsentationen af Hans offer på korset, så vi kan spise og drikke Hans blod og guddommeliggøres med Ham. Det er præstens eneste, og fornemste opgave her på jorden. At frelse sjæle. Den gamle tempeltradition videreføres altså i det nye præsteskab og i de hellige ordener som leder dertil. Det var Pave Soter (Soterius) som indførte de traditionelle ordner i det hellige præsteskab. Vi taler altså om en præstelig åndelig tradition, som er over 1800 år gammel, og som blev indført under et århundrede efter at apostlen Johannes angiveligt døde (A.D. 101). Traditionen er sågar ældre end de største konciler i kirkehistorien, og det er da heller ikke uden grund at både øst - og vestkirken holder fast i disse traditionelle præstelige ordener. Lige så tragisk er det, at man i 1972 valgte at reducere de hellige ordener til kun 2, nemlig diakon og præst. Det er intet mindre end en katastrofe, fordi den traditionelle præsteformation, havde og stadig har, en så gennemgribende forandrende virkning på seminaristens karakter og åndsliv. Formation handler om dannelse og uddannelse, at kødet og sjælen formes efter Kristi billede. At man har afskaffet dette i vestkirken, er en katastrofe. I østkirken og i de ortodokse kirker, holder man naturligvis fast!

De 7 traditionelle klerikale ordener

"Det ministerielle og sublime præsteskab er så enestående og guddommeligt, at det kun er passende at denne mere værdige og ærefulde udøvelse af præsteskabet indrettes på en sådan måde, at der er forskellige ordener af hellige klerikale som bidrager til udøvelsen af præsteskabet, i kraft af deres embede. Ordener som er indrettet på en sådan måde, at de som allerede har modtaget klerikal tonsur skulle opløftes, skridt for skridt, fra den lavere til den højere orden. - Tridentinerkoncilet, session XXIII (De Ord. c.2)

Som nævnt foroven, er den første klerikale orden "tonsuren". Det er ikke som sådan en orden, men en forberedelse på ordenen. Ligesom eksorcisme er givet til forberedelse for dåben, så er tonsuren givet til forberedelse for præsteskabet ved at man får klippet sit hår i form af en krone, og betegnes et menneske som ønsker at hengive sig selv til det hellige ministerium. Det er her at en ung mand indgår i kleresiet. Herefter følger de ikke-hellige eller "mindre" ordener: Portner, lektor, eksorcist og akolyt. Efter disse 4 mindre ordener, kommer de 3 større ordener: Subdiakon, diakon og præst.

De mindre ordener

Portneren har traditionelt ansvaret for at vogte kirkebygningen, og sikre at ingen forstyrrer præsten under den hellige liturgy. Hans symbol var nøglerne. I dag er ordenen mest formel, og siger noget om hvor langt givne seminarister er i deres formation. Men indvielsen af en portner sker ved fx klokkeringning, hvor de skal ringe med klokkerne til kirken. Citaterne viser hvad biskoppen pålægger ordinanden rent ceremonielt.

"Lad din adfærd være som en der skal give til Gud de ting, som holdes bevaret under disse nøgler"

Lektoren skulle læse i kirken med en klar og tydelig stemme, fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. Især de læsninger som læses under de natlige tidebønner. Herudover underviste han også i fundamentale ting vedr. den katolske tro.

"Gå og vær meddeler for Guds Ord, hvis du trofast og rigt udøver dit embede, skal du delagtiggøres med de som fra begyndelsen på udmærket vis har tjent Guds Ord"

Eksorcisten gives magt til at påkalde Guds navn over de som er besat af urene ånder.

"Ihukom at du har magten til at lægge hænder på de besatte, hvad enten de er døbte eller katekumener."

Akolytten har pligt til at deltage med og betjente de i de større ordener, under det hellige messeoffer. De kaldes lysbærere, og betjener lysene og tomme kruetter under Den Hellige Messe.

"Modtag denne stav og dette lys, og husk at fra nu er du givet opgaven at belyse Kirkens lys i Herrens navn. Modtag disse kruetter, til at forsyne vin og vand for Herrens blod i Eukaristien, i Herrens navn."

De større ordener

Subdiakonen er den første af de hellige ordener. Han skal betjene diakonen ved alteret. Han forbereder alterdugene, beholderne, hostien og vinen til Det Hellige Messeoffer. Og han fremstiller vandet til biskoppen og præsten, når de skal vaske hænder (under "Lavabo"-bønnen i messen). Han læser også epistlen og vogter celebranten fra forstyrrelser under enhver hellig ceremoni. Og her formanes han også af biskoppen at leve i evig kyskhed. Ved ordinationen, modtager han kalken og den hellige patene fra biskoppen, for at vise at han vil betjene diakonen. Han modtager også kruetter fyldt med vand og vin, med et fad og et klæde til at tørre hænder.

"Se hvilken tjeneste der er betroet til dig: Jeg formaner dig derfor, altid at vise dig værdig til at behage Gud. Modtag Epistlens bog, med magten til at læse dem i den Hellige Guds Kirke, for de levende som for de døde."

Diakonen er den anden grad af Hellige ordener. Hans pligter er altid at være ved biskoppens side, vogte ham mens han prædiker, og betjente ham og præsten under fejringen af sakramentet. Det er også ham der læser evangeliet under det hellige messeoffer. Han minder også folk om at være opmærksomme under de hellige mysterier. Han administrerer også det dyrebar blod i områder af verden hvor de troende modtager eukaristien under begge former, og han fordeler Kirkens goder til de trængende. Han er traditionelt biskoppens øjne, ift. at se og vurdere om folk lever gode og hellige liv. Han oplæser fx navnene på katekumenerne og fremstiller dem for biskoppen, når de skal modtage de hellige ordener. Han kan også læse evangeliet fra pulpituret, hvis biskop eller præst ikke er til stede. Når han ordineres, er der håndspålæggelse, forbønner, de hellige klæder og modtagelse af bogen med de hellige evangelier.

"Modtag magten til at læse Evangeliet i Guds Kirke, både for de levende og for de døde, i Herrens navn."

Og så er der selvfølgelig det hellige præsteskab. Der er det indre præsteskab, og det ydre præsteskab. Det indre præsteskab er det som alle mennesker, her menes de troende og lægfolket, gives ved dåben. Det eksterne præsteskab gives kun til mænd som er viet og konsekreret til Gud, ved lovlig håndspålæggelse og ved højtidelige ceremonier i Den Katolske Kirke gennem biskoppen. Dette er præsteskabets hellige orden.

"Modtag magten til at ofre offeret til Gud, og til at fejre messen, både for de levende og for de døde. Modtag Helligånden, de synder som I tilgiver er tilgivet dem, og de synder I nægter at forlade dem, er dem nægtet forladt." (jf. Johs. 20, 22)

Således de traditionelle ordener, den jødiske tradition og hvad præsteskabet er. Se forneden et eksempel på præstevielser hos SSPX, i kort format. Det er meget smukt. Vi må bede til at Kirken atter indfører, og her menes den latinske kirke, de traditionelle ordener til gavn og glæde for alle sjæle.


15 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page