Jeg havde ikke mulighed for at tage til Frankrig i år, så denne Pinse blev fejret herhjemme, og hvilken én. Vi venter os endnu et barn til om ikke længe, men hvem har brug for Frankrig, når man har noget af Danmarks smukkeste natur tæt på sig? Turen her gik fra Hjørring til Børglum, mere præcist fra Skt. Knuds Kilde i Hjørring, hvor Gud lod vandet vælde frem til ære for vores Konge, martyr og værnehelgen, til Børglum kloster (eller hvad der er tilbage af det) - tidligere hjem for norbertinske munke og præster, hvoraf vi kun har nogle i Danmark i Vejle. Dengang var der massevis, og det er desuden påfaldende interessant at besøge udstillingen. Den fremstår lidt som om at norbertinerne forsvandt med reformationen, og man får ikke så let indtrykket af at det er en orden som reelt stadig findes. Til gengæld er Skt. Knuds Kilde, som nævnt før, en gave fra Gud. Udover at den smager som man ville forvente, så er vandet både krystalklart og iskoldt. Jeg kunne dårligt holde min hånd i vandet længe nok til, at fylde min drikkeflaske op - så koldt var vandet, og det er samtidig et tegn på at kilden klart er metafysisk forankret. Den ligger på et fremspring, kommer ikke op af jorden i en lavning som man ville forvente, men har sit væld på en stigning.
Det ser måske noget grumset ud på billedet - men i virkeligheden var det friskt, meget koldt og næsten klart. Der var visse nuancer af grønlighed i vandet, men det kan man ikke smage. Jeg drak 3 liter af dette vand under hele pilgrimsruten. I skrivende stund har jeg det glimrende, her 10 timer senere. Der er et meget levende væld i kilden, og vandet smager fremragende.

Her ser man tydeligt den stejle hældning.

De smukke rapsmarker rammer fint vejen ind, og en bil passerer ca. hvert 5.-10. minut.
Det er en stor glæde at kunne manifestere troen og bønslivet i offentligheden. Der er god mulighed for at bede alle mysterierne, og tid er der nok af.
Temperaturen sneg sig op på de ca. 24 grader, omkring kl. 14.
Den nuværende klosterkirke er til venstre i billedet, og er under renovation frem til 2025 A.D. Apsis eksisterer ikke længere, og hovedbygningen er fra barokken.
Sankt Bodils kilde er nu udtørret, men har ligget nærved klosteret. Her er en fin tavle, som forklarer om lokalhistorien, og som fint runder turen af. Rute: Skt. Knuds Kilde, Hjørring, til Børglum Kloster, via Nielsmindevej. Distance: 20 km. Tid: 5 timer (uden hvil). Hellige Knud, Konge og martyr, bed for os! Hellige Bodil, bed for os! Hellige Norbert, bed for os!
Comentários