top of page

Messen: Kilden og højdepunktet


Den hellige eukaristi er kilden og højdepunktet til alt hvad der er katolsk, men den traditionelle messe er en juvel af bøn og nåde, som de fleste katolikker dagligt bliver berøvet. Der er skrevet mange gode bøger om den traditionelle form af den romerske ritus (også kaldet "den ekstraordinære form", hvilket nærmest er en profetisk titel den har fået, med den nuværende udøver af det pavelige ministerium), men for at forstå hvilken rigdom af bøn den traditionelle latinske ritus indeholder, er man nødt til at skære den ud i bidder. Her kan jeg anbefale bogen "The mass of St. Pius V" af Bernard-Marie De Chivré (O.P.), som har undervist seminarister i SSPX i en lang årrække. Hans kommentarer er fremragende, og uddyber og tydeliggør de åndelige og teologiske skønheder og sandheder i de ældgamle bønner i den latinske ritus. Nedenstående eksempel er taget fra Festen for Vor Frues optagelse i Himlen d. 15. august, som eksempel. Men i princippet kunne det bruges til de fleste traditionelle messer, udover requiemmesser som har en række små ændringer. Jeg vil supplere hvert afsnit af messen, med nogle af De Chivrés kommentarer. OBS: Vil man læse danske oversættelser af de latinske led, så henviser jeg til Borromæusgruppens danske messeblad.

Indledning: In nómine Patris, et Fílii, et Spíritus Sancti. Amen. S. Introíbo ad altáre Dei. M. Ad Deum, qui lætíficat iuventútem meam. S. Iúdica me, Deus, et discérne causam meam de gente non sancta: ab hómine iníquo et dolóso érue me. M. Quia tu es, Deus, fortitúdo mea: quare me repulísti, et quare tristis incédo, dum afflígit me inimícus? S. Emítte lucem tuam et veritátem tuam: ipsa me deduxérunt, et adduxérunt in montem sanctum tuum et in tabernácula tua. M. Et introíbo ad altáre Dei: ad Deum, qui lætíficat iuventútem meam. S. Confitébor tibi in cíthara, Deus, Deus meus: quare tristis es, ánima mea, et quare contúrbas me? M. Spera in Deo, quóniam adhuc confitébor illi: salutáre vultus mei, et Deus meus. S. Glória Patri, et Fílio, et Spirítui Sancto. M. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper: et in sǽcula sæculórum. Amen. S. Introíbo ad altáre Dei. M. Ad Deum, qui lætíficat iuventútem meam. Først, trinbønnerne. Før Skt. Pius Vs kodificering af den tridentinske messe, blev trinbønnerne typisk bedt i sakristiet, af præst og ministrant. Årsagen og formålet med trinbønnerne, er at understrege en trossandhed. Vi bevæger os, fra jorden mod Himlen. Fordi messen er de troendes deltagelse i Himmerige, og som vi kan læse i Johannesåbenbaringen, så tydeliggøres den opstandne Kristus for os, vi deltager i Lammets herlighed, i Hans opstandne majestæt, som virkeliggøre for os. Vi bevæger os åndeligt fra jorden, mod Taborbjerget, til dét sted hvor Abraham ofrede Isak, og hvor det gamle Tempel stod, og vi træder ind foran det allerhelligste. Trinbønnerne forbereder præst og ministrant til denne guddommelige tjeneste, ”Jeg vil gå til Guds alter, til Gud som giver glæde til min ungdom”. Salme 42 forbereder de troende på denne bønsmæssige indlevelse, at deres sjæle må flyttes fra det jordlige til det himmelske. ”Udgyd dit lys, og din Sandhed, og led mig til din bolig, til dit hellige bjerg og dit hellige tabernakel” – at Kong David forstod, og at psalmisten forstod denne guddommelige erkendelse, at man var foran Pagtens Ark, ved Guds nærvær, er en central spirituel erkendelse man må erhverve sig ved messens indledning. Trinbønnerne er denne åndelige vekselvirkning mellem Gud og os, mellem præst og ministrant, mellem præst og menighed. Vores sjæle løftes fra jorden til Himlen, og vi skal nu forberede os på at ofre til, velsigne, lovprise og tilbede Den Ene Sande Gud. V. Adiutórium nostrum in nómine Dómini. R. Qui fecit cælum et terram. Confíteor Deo omnipoténti, beátæ Maríæ semper Vírgini, beáto Michaéli Archángelo, beáto Ioánni Baptístæ, sanctis Apóstolis Petro et Paulo, ómnibus Sanctis, et vobis, fratres: quia peccávi nimis cogitatióne, verbo et ópere: mea culpa, mea culpa, mea máxima culpa. Ideo precor beátam Maríam semper Vírginem, beátum Michaélem Archángelum, beátum Ioánnem Baptístam, sanctos Apóstolos Petrum et Paulum, omnes Sanctos, et vos, fratres, oráre pro me ad Dóminum, Deum nostrum. M. Misereátur tui omnípotens Deus, et, dimíssis peccátis tuis, perdúcat te ad vitam ætérnam. S. Indulgéntiam, absolutiónem et remissiónem peccatórum nostrórum tríbuat nobis omnípotens et miséricors Dóminus. R. Amen. Præsten og ministranten gennemfører – også på vegne af menigheden – syndsbekendelsen, som en forudsætning for denne sjælelige renselse inden bestigningen til det allerhelligste. Det er passende, inden præsten træder frem og op til alteret (mange steder er der trappetrin), at han beder Gud nedsende sin nåde til os og at vores bøn må nå til Ham. Bønnen ”Aufer af nobis” er passende og meget smuk, og understreger på fineste vis præstens kontinuerlige ydmyghed i fejringen af messeofferet, idet han hviskede og gående op ad trinnene beder at Gud må borttage vores misgerninger, så at vi må prise og herliggøre Ham i det højeste. Når han når alteret, kysser præsten alteret og beder at Gud med alle de helliges fortjenester, og ved de relikvier som er på alteret, at de må borttage vores synder fra os. Allerede her, understreger man forbindelsen til den triumferende kirke, at de må gå i forbøn or os, fordi vi kun med deres og Guds hjælp kan fejre messen på herligste og passende vis. Der er også en vis symbolik med judaskysset, inden vi delagtiggøres i Herrens offer. Porten til Himmerige skal nu åbnes. V. Deus, tu convérsus vivificábis nos. R. Et plebs tua lætábitur in te. V. Osténde nobis, Dómine, misericórdiam tuam. R. Et salutáre tuum da nobis. V. Dómine, exáudi oratiónem meam. R. Et clamor meus ad te véniat. V. Dóminus vobíscum. R. Et cum spíritu tuo. Orémus, Aufer a nobis, quǽsumus, Dómine, iniquitátes nostras: ut ad Sancta sanctórum puris mereámur méntibus introíre. Per Christum, Dóminum nostrum. Amen. Orámus te, Dómine, per mérita Sanctórum tuórum, quorum relíquiæ hic sunt, et ómnium Sanctórum: ut indulgére dignéris ómnia peccáta mea. Amen. Introitus Ap 12:1 Signum magnum appáruit in cœlo: múlier amicta sole, et luna sub pédibus eius, et in cápite eius coróna stellárum duódecim. Ps 97:1 Cantáte Dómino cánticum novum: quóniam mirabília fecit. V. Glória Patri, et Fílio, et Spirítui Sancto. R. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, et in sǽcula sæculórum. Amen. Signum magnum appáruit in cœlo: múlier amicta sole, et luna sub pédibus eius, et in cápite eius coróna stellárum duódecim. Kyrie S. Kýrie, eléison. M. Kýrie, eléison. S. Kýrie, eléison. M. Christe, eléison. S. Christe, eléison. M. Christe, eléison. S. Kýrie, eléison. M. Kýrie, eléison. S. Kýrie, eléison. ”Og en anden Engel kom og stillede sig ved Alteret med et Guldrøgelsekar, og der blev givet ham megen Røgelse, for at han skulde føje den til alle de helliges Bønner på Guldalteret foran Tronen. 4 Og Røgen af Røgelsen steg op, med de helliges Bønner, fra Engelens Hånd før Guds Åsyn. 5 Og Engelen tog Røgelsekarret og fyldte det med Ild fra Alteret og kastede den på Jorden; og der kom Torden og Røster og Lyn og Jordskælv.” Ved Kyrie Eleison, den trefoldige bøn til treenigheden og de Himmelske hærskarer som før blev anråbt ved opstigningen til alteret, brænder præsten nu røgelse, som en sød og liflig duft til Herren. Denne græske bøn, har rødder til de ældste tider, da kirkesproget var græsk. Røgelse er gammel jødisk tradition, og blev brugt både i Jerusalem, og også i Det Allerhelligste hvor det under Yom Kippur blev brændt ved tabernaklet. Røgen symboliserer både Helligånden, men også Guds ånd der som en røgsøjle vejleder os og leder os til Gud. Røgen er en fuldkommen central del af den kristne tradition. Menigheden, og koret, istemmer Kyrie, og symboliserer også Himlens hærskarer der går i forbøn for os på jorden. Når røgelsen ilægges røgelseskarret, beder præsten sagte: ”Vær velsignet af Ham, til hvis ære du skal brændes…”. De tre gange tre bønner med Kyrie, kan også symbolisere vor egen og apostlen Peters faldne og svigagtige natur, ved hans trefoldige afvisning af Herren. Vi falder konstant i synden igen, og har behov for Guds nåde til at løfte vores sjæl op til Ham. Alt hvad vi gør, i kærlighed til Gud, er nådegaver. Vi kan intet selv. Gloria Glória in excélsis Deo. Et in terra pax homínibus bonæ voluntátis. Laudámus te. Benedícimus te. Adorámus te. Glorificámus te. Grátias ágimus tibi propter magnam glóriam tuam. Dómine Deus, Rex cæléstis, Deus Pater omnípotens. Dómine Fili unigénite, Iesu Christe. Dómine Deus, Agnus Dei, Fílius Patris. Qui tollis peccáta mundi, miserére nobis. Qui tollis peccáta mundi, súscipe deprecatiónem nostram. Qui sedes ad déxteram Patris, miserére nobis. Quóniam tu solus Sanctus. Tu solus Dóminus. Tu solus Altíssimus, Iesu Christe. Cum Sancto Spíritu in glória Dei Patris. Amen. Intonationen af Gloria markerer præstens og englenes råb til Gud om Hans indgriben for os på alteret. Himlens hærskarer, med deres røst vi læser om i Lukasevangeliet, løfter vores sjæl til det himmelske. Bønnen er altså et udtryk for en opstigning fra det jordiske til det himmelske, at vores sjæle i bøn må nå Gud, så Han kan udøve sine perfektioner på alteret. Med Gloria indlader vi os på at placere hele vores eksistens i taknemmelig tilbedelse af Gud. Bønnen skal rette messeofferet og hele vores tilbedelse mod det allerhelligste og det himmelske, og samtidig forbinde os med Himlens stadige bøn for os. I Gloria mødes Himlen og jorden i en symbiose, som muliggør at vi flytter vores egen opmærksomhed totalt og aldeles væk fra denne verden. Derfor strækker præsten sine arme og hænder op mod Gud, i bøn og håb at Han må virke perfekt og totalt i messeofferet. Oratio V. Dóminus vobíscum. R. Et cum spíritu tuo. Orémus. Omnípotens sempitérne Deus, qui Immaculátam Vírginem Maríam, Fílii tui genitrícem, córpore et ánima ad cœléstem glóriam assumpsísti: concéde, quǽsumus; ut, ad superna semper inténti, ipsíus glóriæ mereámur esse consórtes. Per eúndem Dóminum nostrum Iesum Christum Fílium tuum, qui tecum vivit et regnat in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum. R. Amen. Skal man knytte nogle ord til kirkebønnerne, så må det være at de i den traditionelle ritus er bevaret over ca. 2000 år. Fordi de er tradition, er de nedskrevet af anonyme forfattere, af troende som besad et så dybt spirituelt liv, at de har modstået tidens vinde og er blevet overleveret hele vejen til i dag. Alene dette vidnesbyrd om Kristi Sandhed, er nok til at forkaste den nye kalender, og den nye liturgi, som overvejende er en konstruktion fra en liturgikommission i Rom. Lectio Léctio libri Iudith. Iudith 13, 22-25; 15:10 Benedíxit te Dóminus in virtúte sua, quia per te ad níhilum redégit inimícos nostros. Benedícta es tu, fília, a Dómino Deo excelso, præ ómnibus muliéribus super terram. Benedíctus Dóminus, qui creávit cœlum et terram, qui te direxit in vúlnera cápitis príncipis inimicórum nostrórum; quia hódie nomen tuum ita magnificávit, ut non recédat laus tua de ore hóminum, qui mémores fúerint virtútis Dómini in ætérnum, pro quibus non pepercísti ánimæ tuæ propter angústias et tribulatiónem géneris tui, sed subvenísti ruínæ ante conspéctum Dei nostri. Tu glória Ierúsalem, tu lætítia Israël, tu honorificéntia pópuli nostri. R. Deo grátias. Ved epistellæsningen, læses der fra alterets sydside – det er her at Kristi tilfangetagelse og bortførelse til Pontius Pilatus finder sted. Vores sjæl og forstand fængsles altså, vi tvinges til at rette vor fornuft og forstandsapparat til at acceptere og lytte til de vidnesbyrd, som apostlene har overleveret til os. Graduale Ps 44:11-12; 44:14 Audi, fília, et vide, et inclína aurem tuam, et concupíscit rex decórem tuum. V. Omnis glória eius fíliæ Regis ab intus, in fímbriis áureis circumamícta varietátibus. Allelúia, allelúia. V. Assumpta est María in cœlum: gaudet exércitus Angelórum. Allelúia. Gradualet, eller sekvensen, eller Tractus. Afhænger af tiden på året, men er typisk fra salmernes bog. Denne salmesang og sekvens er en jødisk tradition, som foregik i de jødiske synagoger, og sidenhen i kristne kirker. De første menigheder udgjorde jødiske synagoger, fx i Rom, hvor man selvfølgelig fastholdt salmerne. De udgør både en lille bibel i sig selv, men de kan også forstås således at Kristus taler til vores sjæl, og den længsel som salmerne beskriver. Fordi Kirken er det nye Israel, er det passende at salmetraditionen videreføres i den kristne tradition. Derfor er liturgien ikke et nybrud, men en opfyldelse af den gamle pagt. Før kodificeringen af den latinske ritus i af Skt. Pius V, var mange af sekvenserne og gradualerne meget lange, og disse blev enten forkortet eller udelukket fra det kodificerede missale. Men Skt. Pius V havde som regel, at traditioner som var ældre end 300 år, måtte forblive i missalet. Evangelium Munda cor meum ac lábia mea, omnípotens Deus, qui lábia Isaíæ Prophétæ cálculo mundásti igníto: ita me tua grata miseratióne dignáre mundáre, ut sanctum Evangélium tuum digne váleam nuntiáre. Per Christum, Dóminum nostrum. Amen. Iube, Dómine, benedícere. Dóminus sit in corde meo et in lábiis meis: ut digne et competénter annúntiem Evangélium suum. Amen. V. Dóminus vobíscum. R. Et cum spíritu tuo. Sequéntia +︎ sancti Evangélii secúndum Lucam. R. Glória tibi, Dómine. Luc 1:41-50 In illo témpore: Repléta est Spíritu Sancto Elisabeth et exclamávit voce magna, et dixit: Benedícta tu inter mulíeres, et benedíctus fructus ventris tui. Et unde hoc mihi ut véniat mater Dómini mei ad me? Ecce enim ut facta est vox salutatiónis tuæ in áuribus meis, exsultávit in gáudio infans in útero meo. Et beáta, quæ credidísti, quóniam perficiéntur ea, quæ dicta sunt tibi a Dómino. Et ait María: Magníficat ánima mea Dóminum; et exsultávit spíritus meus in Deo salutári meo; quia respéxit humilitátem ancíllæ suæ, ecce enim ex hoc beátam me dicent omnes generatiónes. Quia fecit mihi magna qui potens est, et sanctum nomen eius, et misericórdia eius a progénie in progénies timéntibus eum. R. Laus tibi, Christe. S. Per Evangélica dicta, deleántur nostra delícta. Munda Cor Meum, “Rens mit hjerte, læber og fingre, O almægtige Gud, som rensede læberne på profeten Esajas med brændende kul, og giv gennem Din herlighedsfulde nåde, så at rense mig, at jeg værdigt må forkynde Dit hellige evangelium.” Denne bøn er udeladt i den nye ritus, men udtrykker på skønneste vis præstens ærbødighed overfor Skriften, og inden han modtager røgelseskarret, og svinger karret over missalet, at han snart indlader sig på at forkynde de evindelige og Sande ord. Man kan sige, at på samme vis som Kristus blev fremstillet for Herodes, at vores hjerters hårdhed også vanskeliggør vores evne til at modtage evangeliets sandhed. Hvor ofte svigter vi ikke Kristi visdom, falder i synden, og i fejhed og sårbarhed vender os væk fra Hans bud? Credo – De troendes messe Credo in unum Deum, Patrem omnipoténtem, factórem cæli et terræ, visibílium ómnium et invisibílium. Et in unum Dóminum Iesum Christum, Fílium Dei unigénitum. Et ex Patre natum ante ómnia sǽcula. Deum de Deo, lumen de lúmine, Deum verum de Deo vero. Génitum, non factum, consubstantiálem Patri: per quem ómnia facta sunt. Qui propter nos hómines et propter nostram salútem descéndit de cælis. Hic genuflectitur Et incarnátus est de Spíritu Sancto ex María Vírgine: Et homo factus est. Crucifíxus étiam pro nobis: sub Póntio Piláto passus, et sepúltus est. Et resurréxit tértia die, secúndum Scriptúras. Et ascéndit in cælum: sedet ad déxteram Patris. Et íterum ventúrus est cum glória iudicáre vivos et mórtuos: cuius regni non erit finis. Et in Spíritum Sanctum, Dóminum et vivificántem: qui ex Patre Filióque procédit. Qui cum Patre et Fílio simul adorátur et conglorificátur: qui locútus est per Prophétas. Et unam sanctam cathólicam et apostólicam Ecclésiam. Confíteor unum baptísma in remissiónem peccatórum. Et exspécto resurrectiónem mortuórum. Et vitam ventúri sæculi. Amen. Når vi indtræder i de troendes messe, typisk efter prædikenen, træder vi også fra forberedelsen til offertoriet og ind i det nye Israel. Den nikænske trosbekendelse er blevet bedt siden de ældste tider, fra koncilet i Nikæa. Offertorium Deinde osculatur Altare, et versus ad populum, dicit: V. Dóminus vobíscum. R. Et cum spíritu tuo. Postea dicit: Orémus, et Offertorium. Orémus. Gen 3:15 Inimicítias ponam inter te et mulíerem, et semen tuum et semen illíus.Súscipe, sancte Pater, omnípotens ætérne Deus, hanc immaculátam hóstiam, quam ego indígnus fámulus tuus óffero tibi Deo meo vivo et vero, pro innumerabílibus peccátis, et offensiónibus, et neglegéntiis meis, et pro ómnibus circumstántibus, sed et pro ómnibus fidélibus christiánis vivis atque defúnctis: ut mihi, et illis profíciat ad salútem in vitam ætérnam. Amen. Offertoriebønnerne som leder op til selve messens Canon, begynder med offertorieantifonen. Den er én af messens vekslende tekster, og passer til dagens messe og kirkens kalender. Denne og de kommende bønner, blev voldsomt bortrevet ifm. De konciliære reformer. Argumentet fra koncilet var at ”…de er et unødvendigt skridt inden selve konsekrationen”. Og sådan kunne man uden videre tillade sig at bortrive 1.400 års tradition. ”Modtag, O hellige Fader, almægtige og evige Gud, denne pletfrie hostie, som jeg, Din uværdige tjener ofrer til dig, min levende og sande Gud, for mine egne utallige synder, overtrædelser og udeladelser, og for alle her til stede, og også for alle troende kristne, levende og døde, at det må række til min og deres frelse til det evige liv. Amen”. Forskellen på en gyldig Novus Ordo-messe, og en traditionel messe, ses bl.a. i dette eksempel. Den traditionelle messe er kvalitativt bedre, alene fordi der bedes for mere, og der bedes bedre. Når messen i sin accidens helt objektivt set påkalder Gud og Himlens hærskarer mere nåde, flere forbønner, og med de Helliges hjælp for verdens frelse, så er det i sig selv ud fra en spirituel og teologisk betragtning en katastrofe at præsterne i den nye form, ikke beder disse bønner. Bemærk også den gennemgående ydmyghed i bønnen, som minder præsten om hans egen menneskelige elendighed, og hvorledes han deltager i messeofferet, at han gør det på vegne af menighed og afdøde. Han er altså mediator mellem de troende og Herren. Det er her at klokken ringes, og kalksløret tages af kalken, som Kristi klæder blev revet af Ham, ”om mine klæder kaster de lod”. Vi opfylder vores søndagsforpligtelse her, i denne del af messen. Vores sjæl skal nu rettes fuldstændigt mod den guddommelige forsoning med os her på jorden. Præsten gør korstegnet med patenen, og lader da hostien glide af patenen og ned på korporalet. Renhed, ydmyghed og perfektion i ét. Fordi bønnerne hviskes, er de vanskelige at høre – men det er ikke væsentligt, fordi præsten ikke fremsiger dem til os, men til Gud. Deus, qui humánæ substántiæ dignitátem mirabíliter condidísti, et mirabílius reformásti: da nobis per huius aquæ et vini mystérium, eius divinitátis esse consórtes, qui humanitátis nostræ fíeri dignátus est párticeps, Iesus Christus, Fílius tuus, Dóminus noster: Qui tecum vivit et regnat in unitáte Spíritus Sancti Deus: per ómnia sǽcula sæculórum. Amen. Inden messens hoveddel, Canon, indledes, bedes denne vidunderrække af bønner som skal tydeliggøre og forberede os til det hellige messeoffer. ”O Gud, som på mest underfulde måde skabte og adlede menneskenaturen, og som stadig på mest underfulde vis har fornyet den, giv at, ved dette vandets og vinens mysterium, at vi må delagtiggøres i Hans guddommelighed, som indlod sig på at tage del i vores menneskelighed, JESUS KRISTUS Din Søn vor Herre, som leder og råder med Dig i Helligåndens enhed, fra evighed til evighed. Amen.” Det er ved denne bøn at vinen og vandet nu hældes i kalken, og som ved denne bøn tydeligt og smukt ihukommer Kristi to naturer, en guddommelig og en menneskelig, og at denne forsoning både er i Kristus, og at dette muliggør at vi gennem bøn får mulighed for at forsones med Ham. Ved denne sammenblanding af vin og vand, kan de to substanser ikke igen adskilles – og ved at vi forsoner vort offer med Kristus på alteret, håber vi på Hans forsoning med os i eukaristien. Ved den sidste nadver drak man virkelig disse fire kalke med vin, vinen og frugten er et symbol på det israelske folk, og som Kristus siger, ”Jeg er vintræet…” - for at israelitterne undgik fuldskab, blandedes ofte vand med vin. I messer for de afdøde, udelades denne bøn – fordi vedkommende afdøde ikke længere er en del af den stridende Kirke her på jorden. Offérimus tibi, Dómine, cálicem salutáris, tuam deprecántes cleméntiam: ut in conspéctu divínæ maiestátis tuæ, pro nostra et totíus mundi salúte, cum odóre suavitátis ascéndat. Amen. ”Vi ofrer til Dig, O Gud, frelsens kalk, og anmoder om din godhed, at den må opstige til Dig i Din guddoms majestæts åsyn med en liflig duft, til vor egen frelse og for hele verden. Amen.” Her løfter præsten kalken op mens han fremsiger bønnen. Mange steder er der et krucifiks hævet på alteret, som referencepunkt for præsten, både ift. den konsekrerede hostie og kalken, som flugter med præstens øjne, kalken, og Kristi sårmærker. In spíritu humilitátis et in ánimo contríto suscipiámur a te, Dómine: et sic fiat sacrifícium nostrum in conspéctu tuo hódie, ut pláceat tibi, Dómine Deus. ”Med en ydmyg ånd og et angrende hjerte, tag imod os, Herre, og giv at dette offer som vi ofrer på denne dag i dit åsyn, må være dig til behag, O Gud.” (Daniels Bog 3, 39-40 (VUL)) Sidrak, Misak og Abdenagos bøn, inden de kastedes i smelteovnen. Denne bøn understreger vores offervilje til Gud, vores tillid til Ham, men også at vi mindes om at vi ikke har fortjent Kristi offer for os. Mens de forudgående bønner har været rettet mod Gud Faderen gennem Hans søn, så afsluttes nu bønnen til Treenigheden med en bøn til Helligånden. Og dernæst hæver præsten derfor blikket mod Gud, mens han udrækker sine hænder, gør korstegnet over hostien og kalken, mens Helligånden påkaldes: Veni, sanctificátor omnípotens ætérne Deus:: et béne dic hoc sacrifícium, tuo sancto nómini præparátum. ”Kom O Helliggører, almægtige og evige Gud, og velsign dette offer som er forberedt til Dit hellige navn.” Efter Den Treenige Gud er anråbt, tilryges offergaverne (medmindre der er tale om en talt messe). Herefter tilryges ministranterne, og dernæst menigheden. Røgen understreger, som i det jødiske tempel, symbolikken på Guds nærvær, røgsøjlen og Den Sand Guds nærvær, at Han aldrig svigter Israel, og at vi nu i røgen, i duftens sødme nyder Guds nærvær hos os. Røgskyen er således både et symbol på Helligånden og på offeret til Gud. Under tilrøgelsen af offergaverne beder præsten.. ”Gennem Ærkeenglen Mikaels indgriben, som står ved røgelseshåndens højre side, og ved alle Hans udvalgte, at Gud må se til at velsigne denne røgelse, og modtage den i duftens sødme, ved Kristus Vor Herre. Amen. Fra Salme 140: ”Må denne røgelse som du har velsignet O Herre, opstige til dig, og må Din nåde nedstige til os.” ”Lad min bøn, O Gud, nå til dig som røgelse i dit åsyn, og lad mine hænder løftes op til dig som et aftenoffer. Sæt vagt, O Herre, for min mund, og en dør om mine læber, at mit hjerte ikke må gøres tilbøjeligt til onde ord, eller søge undskyldning for synd.” ”Må Herren opflamme os med Hans omsorgs ild, og den evige flammes kærlighed. Amen.” Lavábo inter innocéntes manus meas: et circúmdabo altáre tuum, Dómine: Ut áudiam vocem laudis, et enárrem univérsa mirabília tua. Dómine, diléxi decórem domus tuæ et locum habitatiónis glóriæ tuæ. Ne perdas cum ímpiis, Deus, ánimam meam, et cum viris sánguinum vitam meam: In quorum mánibus iniquitátes sunt: déxtera eórum repléta est munéribus. Ego autem in innocéntia mea ingréssus sum: rédime me et miserére mei. Pes meus stetit in dirécto: in ecclésiis benedícam te, Dómine. V. Glória Patri, et Fílio, et Spirítui Sancto. R. Sicut erat in princípio, et nunc, et semper, et in sǽcula sæculórum. Amen. Præsten fremsiger nu Salme 25, mens han vasker sine hænder i karret, tilhjulpet af ministranten. Denne dobbelte symbolik i messen, understreger dels Pontius Pilatus’ svig, men også præstens forberedelse inden han tager del i selve konsekrationen. Renvaskningen er en gammel jødisk tradition, som går tilbage til de ældste tider. Jøderne skulle renses rene inden de trådte frem for det allerhelligste, og det var (og er) stadig en del af jødisk praksis, i de såkaldte vandbade, kaldet ”mikva”. Ifm. Jødernes årlige soningsfest Yom Kippur, var det tilladt ypperstepræsen at træde ind i Det Allerhelligste for at brænde røgelse, og oversprøjte alteret med offerblod. For at forberede sig, tilbragte han 6 dage i tempelgården, hvor han rensede sig selv, og memoriserede hver detalje af ritualet, så han ikke begik fejl. På selve festen for soningen, vaskede han sin krop 5 gange, og sine fødder og hænder 10 gange. Det centrale ved Lavabo-bønnen, er at rengøre hænder og især fingre, idet intet urent må røre de konsekrerede beholdere, til det allerhelligste. Vandet er en symbolsk renselse, men bønnen er også en åndelig renselse inden præsten træder ind bag sløret til det allerhelligste, når han ved præfationsverset synger messens mirakel i gang. For kristne har vand en åbenlys symbolik, som besidder mange facetter. Vandet er både livgivende, men også symbolsk for døden, et medium til transport og bevægelse af lys og immateriel bevægelse, som vi kender fra dåben. Vandet er et tegn på genfødsel og renhed, en overgang fra død til liv, som Moses’ overgang til Israel gennem havet. Lavabo-bønnen besidder altså en mangesidet skønhed: Den symboliserer både den praktiske kødelige renselse som vi kender fra jødisk tradition, den minder os om Kristi (og vor egen) åndelige genfødsel i messeofferet, at vores sjæl skal fornyes og genoplives ved at vi fortærer Hans kød og drikker Hans blod, og den markerer en central overgang hvor vi åndeligt i messen foretager et bønsmæssigt skifte. Snart skal præsten fuldbyrde messeofferet, og når han fremsiger bønnen ”Bed for mig brødre…”, må han ikke forlade alteret. Han skal fuldbyrde offeret derfra. Lavabo-bønnen over Salme 25, hører til blandt messens smukkeste bønner: "Jeg vil tvætte mine hænder iblandt uskyldige og gå omkring Dit alter, Herre, for at høre Din lovprisning og forkynde alle Dine undergerninger. Herre, jeg har elsket Dit huses skønhed og Din herligheds bolig. Lad ikke min sjæl gå fortabt med de ugudelige, ej heller mit liv med blodmændene, i hvis hænder er uret, og hvis højre er fyldt med gaver. Men jeg har vandret i min uskyldighed; frels mig, og forbarm Dig over mig. Min fod har stået på den rette vej; i forsamlingerne vil jeg prise Dig, Herre." Fortsættes i Del 2: Om offertoriet...

22 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page