top of page

Kristi sårmærker - vejen til Ham

Updated: Mar 11, 2023


Den spirituelle sammenhæng mellem vores faldne natur og vores sjælskræfter, kan i et vist lys ses tydeligt i Jesu sårmærker. Der er traditionelt skrevet meget om Jesu 5 sårmærker, og der er nogle interessante sammenhænge mellem de øvrige sår JESUS KRISTUS pådrog sig ifm. sin lidelse, og den thomistiske antropologi, dvs. systematik om mennesket. Nedenstående er ikke direkte eller decideret noget Kirken lærer, men der kan stadig være nogle værdifulde refleksioner og bønsmæssig dybde at hente i Kristi sårmærker, og de åndelige implikationer det har for vores egen åndelige vandring og helliggørelse. Ifølge Sankt Thomas er vi Anima Rationale, vi er altså rationelle dyr med en rationel sjæl, intellekt og fri vilje. Grundet syndefaldets og syndens effekt på vores natur, er vores passioner, dvs. balancen mellem vores kødelighed og vores intellekt og vilje, kommet i alvorlig uorden. Det er altså vores kødelighed der direkte påvirker vores intellekt og vilje, og lader os ikke altid vælge det absolut bedste, som Gud ønsker vi skal. For at vi kan vælge overnaturlig godhed til, dvs. Gud, og gøre som Gud ønsker vi skal gøre, så kræver det overnaturlig nåde. Det centrale her er, at JESUS KRISTUS viser os, gennem sin lidelse og sågar sin lidelsesvandring, hvorledes vi skal elske Gud, ja faktisk elske altid og hele tiden. Hele den israelitiske pilgrimshistorie fortæller os hvordan, men meget mere subtilt end man ellers tænker over. Essensen af den jødiske traditions pilgrimsfærd, og årsagen til at den er uperfekt, er at jøderne savnede de himmelske og åndelige fakulteter og sakramentale hjælp, som muliggjorde at deres sjæl kunne løftes op til Gud, og vælge Ham til. I jødisk tradition, såvel som i den kristne, er kærlighed til Gud det højeste, første og sidste vi skal.

4 Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er een. 5 Og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke. 6 Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til Hjerte; 7 og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op - 5. Mos, 6.

Lad os prøve at læse Guds befaling til Moses, i et thomistisk-antropologisk lys. At elske Herren din Gud, af hele dit hjerte knytter sig primært til vores vilje. Fordi hjerte er et semitisk begreb for vilje, så tydeliggør Gud for Moses, at vi skal ville Gud, så meget som vi kan. Det er altså ikke vores amorøse passion eller lyst, der er styrende for hvorledes vi skal elske Gud, men vores vilje i vores sjæl. Det er samtidig også årsagen til, at Guds 10 bud knytter sig over 5 åndelige karakteristika, og 5 kødelige karakteristika. Det er bl.a. også derfor, at det første bud omhandler at vi ikke må dyrke andre guder end den Sande Gud, dvs. vi må ikke rette vores intellekt og vilje mod andre Guder end Ham, fordi de a) er dæmoner og b) fordi Gud har krav på vores kærlighed, vores hengivenhed og attrå, fordi vi er skabt af Ham og skylder Ham alt. Af hele sjælen og hele styrken, understreger sådan set bare ovenstående, at vi skal strides og slides i bøn, men også underkaste vores fornuft det faktum at Gud er den sande Gud. Kærlighed til Gud er altså ikke en amorøs oplevelse, men fundamentalt en indstilling og handling i vilje og intellekt. Skal du tage dig til hjerte, betyder at vi skal underkaste vores vilje hvad Gud ønsker af os. Når Gud også fortæller at vi skal indprente Guds bud hos vores børn, betyder at vi skal ville at vores børn får en Gudsrelation. Det er i vores vilje og gennem vores udlevelse af Guds vilje, at vi viser vores kærlighed til Ham, og udøver Guds bud. Resten af Shemaen foroven, understreger sådan set bare det faktum, at denne kærlighedsrelation ikke er en enkelt søndagsforeteelse, den er ikke kun gyldig søndag, men den er gyldig fra vi fødes og til vi dør. Vi skylder Gud alt, hver dag, fra solens opgang til nedgang, i arbejds - og familieliv, som forældre, i alt. Gud tydeliggør altså, at middelmådighed i relationen til Ham, er en synd. Han forlanger total hengivenhed og underkastelse af os, i alt. På samme vis skal vi elske Gud først, fordi vi skal elske Sandhed, og slås imod vores kødelighed og faldne natur på en sådan måde, at vi herliggør Gud gennem vores vilje og intellekt - også når det gør ondt, og også selvom det gør ondt. Temmelig relevant i fastetiden, må man sige.


Kristi 5 sårmærker

Det skal gøre ondt. Når Kristus gennem sin lidelse viser os vejen til fuldkommen kærlighed, så viser Han også hvorledes fuldkommen selvopofrelse og perfekt lidelse udholdes og gennemføres. Lad os knytte de 5 sårmærker, hænder, fødder, hovedkroning, hudstrygning og lansesår, sammen med en symbolsk læsning af Thomas' antropologi. Hovedet: Kan siges at knytte sig til viljen og intellektet, men må også siges at være arnested for hovmodet. Når JESUS KRISTUS er den nye Adam, så er det også kun passende at Han modvirker og udsletter det hovmod som er en årsag til arvesynden, og som forblænder vores intellekt og vilje. Kristi totale ydmygelse af sig selv, er en omvendt illustration af Hans himmelske kroning, men samtidig også en illustration af vores eget forsøg på at gøre os selv til Konger og Gud i vort eget liv. Det er hovmodet der som ursynden, er kilde og årsag til alle andre af vores laster. Hænder:

"Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren." - Matt 25, 27-30

Har vi gjort nok, med de gaver vi har fået? Har vi brugt vores talenter til at gøre Guds vilje, udøvet kærlighed, med flid og nænsomhed?

Fødder: Dels er fødderne i oldgammel tradition en uren og usømmelig kropsdel, så føddernes symbolik kan knytte sig til de kødelige og lavere laster og passioner, fx. 5.-10 bud. Begær og kødelighed i bred forstand. Fordi fødderne er instrumenterne for vores færden, så er de også den kropsdel hvor vi altid har kontakt til jorden. De er så at sige en vis mediator mellem vores jordlige færden, og vores eksistens. Kristi fodtvætning Skærtorsdag, er da også et tydeligt tegn på hvordan han fornedrer sig selv blandt apostlene. Man kan heller ikke ignorere selve Kristi korsvej, hvor hans færden også kan symbolisere vores jordlige pilgrimsfærd, som vi er tvunget til at foretage, for at vi kan modtage nåde og på den vis helliggøres. Det er også åbenlyst dét Skt. Paulus taler om, når han skriver at han har løbet løbet, og stridt den gode strid. Skt. Paulus taler om korset og fuldbyrdelsen. Hudstrygning: Herren viser hvorledes vi er nødt til at gennemgå en renselse, både her på jorden men også i efterlivet. Hudstrygelsen er dobbelttydig, fordi den både viser hvorledes vi skal slås imod de laster og impulser der tilsmudser os, og som er yderst vanskelige at vaske bort. Det er næppe uden grund at JESUS KRISTUS da også kobler disse laster sammen med helbredelsen af den spedalske, hvor spedalske er mennesker som er så lastelige, at de udstødes fra samfundet og af Gud.

Da kom der en spedalsk hen til Jesus; han faldt på knæ og bad ham og sagde: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus ynkedes over ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks forlod spedalskheden ham, og han blev ren - Mark. 1, 40-42.

Spedalskhed er også et symbol på de små laster og vaner, som langsomt vokser sig til dødssynder eller hovedsynder. Små og uskyldige, men dårlige, vaner er nemme at opbygge - men de er slidsomme at kaste af sig.

Lansesåret: Denne dobbelte flod fra Kristi side, sigter både til Hans to naturer, sand Gud og sandt menneske, forenet men dog adskilt. Men der er også en central sakramental symbolisme i begivenheden. Vandet fra Kristi side illustrerer det livgivende vand fra 1. Mosebog, samt vandets sakramentale natur og funktion i dåbens sakramente. Kristus er således gennem sit offer tilstedet i alle Hans sakramenter, og tildeler os frugten af Hans offer på korset, fra vi selv fødes og til vi dør. Det andet element af blodet, sigter dels til Hans selvopofrelse som det perfekte lam der ofrer sig selv, og soner for menneskehedens synd. I det gamle tempel flød en flod af blod og vand ud i Gehennadalen, fra templet mod syd. Denne blodige og vandige substans var en konsekvens af den jødiske offerpraksis, og Kristus viser her Hellige Johannes og Hans mor, hvad Han reelt er. Hvor vandet er et åndeligt instrument til at transportere Helligåndens nådegaver, er blodet prisen for dem. Herren giver sig selv, og meddeler sig selv via Faderen, helt og komplet.

Bøn og meditation over Kristi sår

Der ligger en enorm bønsmæssig gave i at reflektere over Kristi sår, og måske giver det nu mening at bede over større indsigt i, hvad det vil sige at skjule sig i Kristi sår. Ét af de smukkere digte over samme, er nedenstående som fremsiges af Ærkebiskop Fulton Sheen. Hvad har Kristi sår at lære os, om vores egne laster og manglende perfektioner? Hvordan kan vi bede Herren åbne sig for os, og lade sin nåde lyse på os og regne ned over os. Vi må bede om Guds nådes indvirken på os, til at give os styrken til at gå med Ham med korset, således at de sår vi selv besidder, bliver helet i Kristus. De sår Kristus har, har vi også - men vi kan kun helliggøres ved at erkende, meditere over, og stride mod kødet. Det er vores passioner og vores kød, som er vores største udfordring her. Vi skal elske maksimalt, og lade passionerne regere minimalt.

Anima Christi

Anima Christi, sanctifica me

Corpus Christi, salva me

Sanguis Christi, inebria me

Aqua lateris Christi, lava me

Passio Christi, conforta me

O bone Jesu, exaudi me

Intra tua vulnera absconde me

Ne permittas me separari a te

Ab hoste maligno defende me

In hora mortis meae voca me

Et jube me venire ad te

Ut cum Sanctis tuis laudem te

In saecula saeculorum

Amen

Kristi legeme, hellige mig!

Kristi legeme, frelse mig!

Kristi blod, opildne mig!

Vandet af Kristi side, rense mig"

Kristi lidelse, styrke mig!

O gode Jesus, bønhør Du mig!

I dine sår, Du skjule mig!

Lad mig aldrig blive skilt fra dig!

For fjendens vold, beskyt Du mig!

I dødens time, kald på mig!

Og lad mig komme hjem til Dig!

For at jeg kan love og prise dig!

Med Dine Helgen til evig tid!

Amen




“Jesus of the Scars” If we have never sought, we seek Thee now; Thine eyes burn through the dark, our only stars; We must have sight of thorn-pricks on Thy brow, We must have Thee, O Jesus of the Scars.

The heavens frighten us; they are too calm; In all the universe we have no place. Our wounds are hurting us; where is the balm? Lord Jesus, by Thy Scars, we claim Thy grace.

If, when the doors are shut, Thou drawest near, Only reveal those hands, that side of Thine; We know to-day what wounds are, have no fear, Show us Thy Scars, we know the countersign.

The other gods were strong; but Thou wast weak; They rode, but Thou didst stumble to a throne; But to our wounds only God’s wounds can speak, And not a god has wounds, but Thou alone.


13 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page