Fjerde og sidste indlæg om koncilet, handler om sennepsfrøet. Den eksplosive tilvækst af præster og troende, som holder af den traditionelle, dvs. reelle, katolske tro og praksis, før den blev bortrevet og forandret efter koncilet. Det er stort set umuligt at genkende den katolske kirke før koncilet, og dén efter. Og som Æbp. Fulton Sheen har talt om, "vil fremtidens Kirke på overfladen ligne den sande kirke, men den vil mangle alle de karakteristika af den sande kirke". Fulton Sheen kunne dårligt være mere profetisk i sit udsagn, men interessant er det at modernismen nu er blevet betronet i selve Kirken, at kleresiet er så indspundet i modernismen, at det er svært at se nogen vej ud af mørket. Og så alligevel.
Der er en massiv eksplosion i gang på græsrodsniveau, og det er dét glædeligste og mest bemærkelsesværdige, i en tid hvor selv den mand som verden tror er Pave, forfølger de eneste områder i kirken som reelt har vækst. Det er desuden bemærkelsesværdigt, hvor lidet indflydelse Traditionis Custodes har haft på udbredelsen af den traditionelle form, men desuagtet hvor lille Kirken bliver i fremtiden, så er én ting sikker: Den bliver markant mere ortodoks, den bliver krigerisk, og den bliver traditionel. Der er et sennepsfrø som spirer på jorden, bevæget af Helligånden, og som vi skal se, taler tallene deres eget tydelige sprog. Den modernistiske Kirke kan ikke overleve, fordi den ikke fremelsker en levedygtig kultur. Traditionen er fremtiden.
Tallene taler deres eget klare sprog
Der er masser af dårlige statistikker om manglende præstekald, nedgang i messedeltagelser og meget andet i den ordinære kirke, så dem er der ingen grund til at gentage her. Der er til gengæld en række interessante statistikker, bl.a. af præsten Fader Kloster, som er stærkt indikerende for hvorledes den katolske kultur udviser sin styrke, blandt de troende. Og især sammenlignet med den ordinære, eller konciliære, kirke. Lad os se nogle eksempler. Den første analyse fader Kloster gennemførte, blev gennemført og indsamlet mellem marts og november 2018. Undersøgelsen blev gennemført ud fra 7 spørgsmål om tro og holdninger hos respondenterne, spørgeskemaerne var anonyme, og kun unikke besvarelser blev indsamlet. Spørgeskemaer blev fordelt både fysisk i kirkerum hos 1322 adspurgte, på tværs af 5 amerikanske stater (Arizona, Californien, Colorado, New Hampshire og Texas). Kombineret med fysiske spørgeskemaer, blev der også gennemført onlineundersøgelser blandt 11 stater, og med 450 unikke besvarelser. Undersøgelsen var designet til at adspørge både de som deltager i den ordinære kirke, versus den traditionelle liturgiske del af Kirken. Emnerne var: 1) Billigelse af prævention 2) Billigelse af abort 3) Ugentlig messedeltagelse 4) Billigelse af ægteskaber mellem personer af samme køn 5) % af indkomst doneret til KIrken 6) Hvorvidt man går til skriftemål blandt de ugentlige messegængere 7) Fertilitetsrate
Lad os se på tallene, og dermed forskellene:
Traditionel messe: 2% accepterer prævention Novus Ordo: 89% accepterer prævention
Traditionelle katolikker: 1% accepterer abort Novus Ordo: 51% accepterer abort(!)
Traditionelle katolikker: 99%(!) går til messe ugentligt Novus Ordo: 22% går til messe ugentligt
Traditionel messe: 2% accepterer vielser mellem to af samme køn Novus Ordo: 67% accepterer vielser af samkønnede
Traditionelle katolikker: 6% (i gennemsnit!) af husstandens indkomst doneres til Kirken Novus Ordo: 1,2% af indkomsten (i snit)
Traditionelle katolikker: 98% går til skriftemål mindst én gang årligt Novus Ordo: 25% gør brug af bodens sakramente
Traditionelle katolikker: 3,6 barn pr. familie (i gennemsnit!) Novus Ordo: 2,3 (i snit)
Så langt så godt, for så vidt hvilke kulturelle vaner der adskiller den ordinære vs. den traditionelle del af Kirken. Men hvad så med præstekald og seminarister? Én ting er jo at dele af Kirken bliver mere ortodoks, men hvis begge fløje bidrager med lige mange potentielle præster, så er det jo lige vidt? Man er samtidig nødt til at forholde sig til aldersspredningen blandt delene af den katolske kirke, især i den latinske del af Kirken, fordi den omvendte pyramide (rent demografisk set), fortæller os hvorledes Kirkens fremtid til se ud. Ovenstående tal kan være gode lokalt, men de skal samtidig ses i lyset af en regulær nedsmeltning af konciliære katolikker, som ikke har formået at lade kulturen og troen vokse til at gøre Kirken stærk nok til deres efterkommere. Hvad der er interessant ved nogle af fx Fader Klosters mere ustrukturerede observationer, er fx hans kontakt til traditionelle katolske miljøer i en periode på ca. 28 år, hvor han selv sågar ikke engang er viet i den traditionelle del af Kirken. I USA alene er der ca. 70 menigheder som eksklusivt (ikke medregnet SSPX!) fejrer den traditionelle katolske liturgi og kalender, foruden ca. 650 menigheder i USA hvor den gamle liturgi tilbydes. Denne udvikling er vokset markant siden 2010, med ca. 50 nye lokationer pr. år. Det er en meget ekstrem tilvækst, hvor de fleste amerikanske menigheder ellers plejes af 1 præst pr. 2-3 kirker. Klosters observationer i forhold til seminarister pr. menighed, vurderes at ligge i omegnen faktor 7:1, dvs. at den traditionelle del af kirken tiltrækker 7 gange så mange potentielle seminarister/præster pr. capita end den ordinære kirke. Hvor præstemanglen i den konciliære kirke faktisk har bidt sig fast, og er i en dødsspiral, så er den traditionelle del af kirken i markant vækst. Selvom den nu altså er numerisk lille, så vil tilvæksten eksponentielt set kun eskalere over tid. Dét, selvom Pave Frans og hans ligesindede, forsøger at bekæmpe udviklingen med næb og kløer. Vurderingen er, at i år 2050 A.D. vil den traditionelle ritus overstige Novus Ordo, hvis ikke før. I Frankrig er historien lige sådan. Franske præsteordinationer tegner et tydeligt billede af hvor præstekaldene vokser, og hvor de forsvinder. Tendensen er tilsvarende de amerikanske, hvor 20% af præstevielserne i 2018 udgjorde seminarister fra de traditionelle ordener (ud af 114 præstekald). De omfatter FSSP, Institut Den Gode Hyrde og Krist Konge Instituttet. Overordnet set, havde 60% af de franske bispedømmer 0(!) ordinationer i 2018, dvs. 58 ud af 96. Det er for den konciliære kirke en katastrofe. Det vurderes at de traditionelle præstekald vil overstige de ordinære i 2030 A.D. Det er derfor heller ikke så underligt, at de biskopper og gejstlige som ellers er børn af koncilet, og "Den Nye Pinse", naturligvis modarbejder ethvert forsøg på at genoprette den orden, kultur og trospraksis som var herskende før koncilet, fordi det jo er et bevis på at modernismens optimisme har slået fejl. Traditionen er dét bolværk, som bærer frugt. Og man kender som bekendt træet på dets frugt. Vurderer man fx Petersbroderskabets vækstsucces, sammen med SSPX, så kan begge præstesammenslutninger fortælle om stopfyldte seminarer, hvor der sågar er kø. Kombinerer man de observationer med præster i den konciliære kirke som også ønsker at fejre den traditionelle ritus, så er tendensen tydelig: Der er et sennepsfrø i tiden der spirer, vejledt af Helligånden, og som med Guds hjælp leder Kirken igennem tidens mørke, frem mod en blomstringstid. Gud har ikke svigtet Israel, Han kan ikke andet end at beskytte os, og frugten af bøn og askese er tydelig. Med al den dårligdom der er i tiden og i Kirken, så lader Gud det ske, for at noget bedre kan komme ud af det. Med alle skandalerne, overgrebssagerne, vantroen, forfølgelserne, udskamningen og undertrykkelsen, så er det Hans løfte til os, at Traditionen er fremtiden.
Comentarios