Og hvem skal katekere vores børnebørn? "Det skal vi jo selv", var der én der engang skrev. Ja, det er nok lettere skrevet end gjort, og ikke så lidet idealistisk ment. Men vi kan ikke alle være amatør-thomister, ved siden af vores daglige arbejde, og de fleste katolikker, for ikke at sige alle, har behov for velkatekerede og dedikerede præster til at katekere lægfolket. Motivationen for dette indlæg, er at kaste et forsigtigt blik ned i glaskuglen og vise tendenserne i bispedømmet på kort og langt sigt - og især hvad angår dels de økonomiske parametre, men også i relation til antallet og andelen af præster. For at sige det meget kort, så ser det sort ud. Bispedømmet København er et mikrokosmos af den katolske kirke på globalt plan, og som vi skal se - så vil praktiserende katolikker være stærkt afhængige af præster som lever i afholdenhed og hellighed. I fremtidens katolske kirke er der ikke plads til kompromiser og smalle steder - og den kommende biskop, uanset hvem det bliver, får nok at se til. Det er ganske enkelt en fundamental økonomisk kendsgerning. Lad mig også gøre det klart, at dette ikke er en kritik af kleresiets evne til at drive organisation som sådan. At organisationsudvikle og drive langsigtet udvikling på top - og bundlinje, er en ekstremt kompleks og vanskelig opgave. Det er ikke uden grund, at konsulentbranchen i Danmark vokser med ca. 10% p.a. uanset konjunkturer. Når det er sagt, så har nedenstående tendens som vi skal se, været her længe og i mange år, men man har ikke taget reelle livtag med de bagvedliggende problemer, hvad enten de er strukturelle eller kulturelle. Så lad os gå til makronerne - det her indlæg er relevant for alle, uanset om man er glad for SSPX eller Den Neokatekumenale Vandring - eller et sted helt tredje.
Situationen kort - præster og økonomi
Histogrammet viser aldersfordelingen på præsterne i bispedømmet. Der kan være enkelte "outliere", enten ifm. dødsfald eller afgang fra præstegerningen. Skal man katekere børn, unge og voksne, så kræver det primært præster. Præsterne er logisk nok grundstammen i ethvert bispedømme, og uden dem, kan sakramenterne ganske enkelt ikke meddeles. I bispedømmet har vi godt over 80 præster, fordelt på 5 aldersgrupper. Mellem 32 og 45 år, mellem 45 og 58 år, mellem 58 og 71 år, mellem 71 og 84 år, og mellem 84 og 97 år. Med en gennemsnitsalder på 60 år, fordeler de sig således:
Der er 19 præster mellem 32 og 45 år, 18 i gruppen mellem 45 og 58, og i grupperne der enten nærmer sig eller er i pensionsalderen har vi hhv. 24 præster mellem 58 og 71, 13 præster mellem 71 og 84 og 7 på 84 år eller derover(!).
Med godt over 40 sogne i Danmark, kan enhver regne ud, at så snart denne skæve fordeling slår igennem på pensionsalderen eller forårsaget af dødsfald, så får præsterne i venstresiden (endnu) mere at rive i. Der vil om en meget kort årrække opstå et markant og akut behov for præster, fordi de 37 præster skal understøtte godt over 40 sogne. Læg dertil alle de øvrige administrative opgaver i et sogn, herunder katekese, mission, sakramental og diakonal pleje med videre, og vi har en reel bundprop der bliver trukket ud. Bemærk at der allerede nu er flere sognepræster som betjener 3 sogne, fx betjenes hhv. Randers, Silkeborg, Viborg og Grenå af samme præster - så allerede her er der et behov for flere ressourcer. Dét grafen viser er reelt, at der i godt en halv generation ikke er tilført præster til det danske bispedømme, foruden de som er fra den neokatekumenale vandring, og som for de flestes vedkommende udgør de yngre præster i Danmark. Vi vil se et reelt kollaps i præstestanden i bispedømmet, indenfor en periode på mellem 5-10 år (dette billede ser man også i hele resten af den vestlige verden, så intet nyt her).
Så lad os tage et nærmere blik på de økonomiske parametre, fordi de er en afledt effekt af Kirkens (eller organisationens) evne til at understøtte driften, dvs. herunder præsterne og bispedømmet som helhed. Resultater i organisationer leveres typisk af 3 typer af indsatser:
Antallet af indsatser (kvantitet)
Prioriteringen af indsatser (fokus på få men konkrete mål, prioriteter)
Kvaliteten af indsatserne (hvor meget man får ud af sin tid og sine kræfter)
Resultater er altså en "compound effect" af ovenstående. Kvantitet x prioritet i sig selv skaber kun begrænset effekt, og kan ikke stå alene. Et eksempel: 5 x 5 x 1 giver 25. Men 5 x 5 x 5 giver 125. Vi taler altså om, at kvaliteten af antallet af de indsatser man lægger, eksponentielt kan drive et markant anderledes resultat, end hvis man blot arbejder meget og længe, og meget fokuseret. På samme vis, er det ikke nok at løbe langt og løbe i lang tid, hvis man vil tabe sig. Man skal også løbe meget intenst. Kvaliteten er altså dét parameter, der for alvor skaber en effekt. Det er dén man kalder den strategiske tredjevariabel.
"Ansgarstiftelsens bestyrelse og Økonomisk Råd er opmærksomme på at aktiviteterne i stiftelsen ikke dækkes af de løbende driftsindtægter, hvorfor indtægterne fra finansielle aktiver er afgørende for driften. De senere år er der sket en reduktion i antallet af sogne og frasalg af en række kirker og øvrige bygninger (omtalt som ”Et nyt katolsk danmarkskort”). Salget af bygningerne har reduceret Ansgarstiftelsens løbende drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, og det finansielle afkast fra reinvesteringen af salgsprovenuet har bidraget til at forbedre det finansielle resultat." - Citat: Årsberetning Ansgarstiftelsen 2023
Forneden er samlet de seneste 4 års regnskaber, både på omsætning, kirkeskatteindtægter og bundlinje. Bemærk at bispedømmets økonomiske situation ikke er nogen nyhed. Allerede tilbage i 2013, for over 10 år siden, vidste man godt at man stod foran store økonomiske og strukturelle udfordringer. Men som vi kan se, er der ikke sket det store på de indre linjer, og tendensen har faktisk været uændret. Det er som sådan heller ikke nogen hemmelighed - bispedømmet har været meget redelige og åbne i deres kommunikation udadtil - ingen information som findes her, kan ikke findes på bispedømmets egen webportal. Lad os se nærmere på tallene:
Alle beløb i kr. | 2023 | 2022 | 2021 | 2020 |
Indtægter i alt | 24.852.851 | 41.385.452 | 35.430.046 | 26.475.471 |
Heraf kirkeskat | 8.331.246 | 7.991.928 | 7.474.312 | 6.536.893 |
Heraf tilskud udland | 3.428.657 | 3.470.337 | 3.532.462 | 3.344.086 |
Udgifter i alt | 30.190.566 | 37.232.008 | 36.304.635 | 35.027.239 |
Resultat før renter af ordinær drift | -5.337.715 | 4.153.444 | -874.589 | -8.551.768 |
Finansielle indtægter (afkast og kursreg) | 12.980.504 | -19.138.377 | 14.372.499 | 9.640.827 |
Årsresultat | 7.793.531 | -14.984.933 | 24.457.956 | 24.583.963 |
Inkl. 10 mio. indtægt | Inkl. 23 mio indtægt. | |||
Antal menigheder med driftsunderskud | 8 | 12 | 16 | 17 |
Samlet bundlinje på tværs af 46 sogne | 5.471.179,21 | 2.080.375,35 | 2.661.511,99 | 2.474.524,04 |
Nedbrud af tallene - indtægtssiden
Til at starte med, er de mest interessante tal netop dem som omhandler toplinjen, det vil sige bispedømmets økonomiske omsætning, fordelt på sognene. I ovenstående regnskaber er udeladt de forskellige ordenssamfund, men tendensen er reelt den samme, tallene er blot en smule anderledes. De samlede indtægter udgør de penge som kommer ind via de gængse "salgskanaler", det vil sige lægfolkets kirkeskattebidrag, søndagskollekter, donationer, ad hoc-indbetalinger, arv og testamenter og den slags - det vil sige, rub, stub og en badeand.
Først er det værd at hæfte sig ved tendensen på indtægtssiden - indtægterne i 2023 var de dårligste i 5 år, mod stigninger i 2021 og 2022. Samlet set bør man hæfte sig ved, at kirkeskattebidragene kun udgør groft regnet ca. 25% af de samlede indtægter. Vi er altså nødt til at slå fuldstændig fast, at kirkeskattebidrag i sig selv, ikke er en holdbar indtægtskilde i sognene. Mere om kirkeskattebidrag senere, og hvad der kan siges at drive dem.
Bemærk også samtidig et ret konsistent bidrag fra udlandet, det kan fx være indsamlinger fra Tyskland, eller måske velmenende ordener som gerne ser deres bidrag understøtte en vis politik i bispedømmet - men her gætter jeg bare.
Først, lad os tale om indtægtssiden, og for enkelthedens skyld dele dem op i henholdsvis arv og gaver, kirkeskat og kollekter. Det er tre grove kategorier, og de kan sikkert ikke stå alene - men lad os bruge dem som et konservativt grundlag at vurdere indtægterne ud fra. Her indregner vi ikke de finansielle indtægter, men kun de indtægter som vi "har indenfor kontrol" og som er en konsekvens af vores indsatser i "forretningen".
Det er indlysende, at indtægter fra kirkeskat og arv, drives af familier. Her kan man opdele kirkegængere i forskellige livsfaser.
De unge familier, som er gift og har børn, og som er under 25. Men sådanne familier er typisk ikke særligt gavmilde udover det sædvanlige vedr. kollekter og bidrag, af flere årsager. Dels har de ét eller flere børn, har typisk mange udgifter til børn, bolig og dagliglivet, og det økonomiske råderum er typisk fokuseret på at få hverdagen til at hænge sammen. Det er hårdt sat op, men det er ret centralt at påpege dette. De betaler - kan vi gætte os til, her sjusser vi lidt - vel en 2-3% i kirkeskat, hvis vi er meget flinke. Antallet af familier i denne alder, er til gengæld fuldstændig afgørende for, at kirkeskatteprovenuet på længere sigt vil stige. Ikke på den korte bane, men på den lange bane. Og det bringer os videre til livsfase nummer 2.
Den modne familie, med større børn og en del af dem. Gerne 4-6 børn i alderen 13-25 år. Disse familier er meget interessante, fordi udgiftsniveauet i familien har nået sit maksimum, og forældrene har typisk et større økonomisk råderum. De fleste udgifter er betalt, og man er typisk mere tilbøjelig til at donere penge til kirken, såfremt børnene enten ønsker et præstekald, eller har behov for ekstra donationer. Fordi folk i alderen 45+ som regel har en del tungere erhvervserfaring, så må man antage at deres gennemsnitsindkomst også er i den pæne ende, samtidig med at boliglånet og familielivet koster mindre. Her kan der være en del at hente, ud fra en generel betragtning.
De ældre - her er der givetvis en del arv og gaver at hente, foruden en del ikke uvæsentlig good-will til de øvrige familier. Det er ikke for at spekulere alene i økonomiske variabler, men her er det et sundhedstegn hvis denne aldersgruppe ikke fylder alt for meget. Man kan altså kun testamentere sin arv én gang.
Ideelt set bør et sogn, eller et bispedømme for den del, have et pænt mix af alle 3 ovenstående familie - eller persontyper, men gerne flest i kategorien 2 og 1, en del færre i 3, men gerne i en vis normalfordeling. Fordi vi i regnskabet kan læse at kollekt og kirkeskattebetalinger er faldende, mens gaver og donationer er jævne, og supplerer vi med "feltobservationer", så ved vi at der er en markant og alt for stor overvægt af kategori 3 i bispedømmet. Det er altså ikke kun på præstesiden at der er store gab - der er også et stort behov for at dyrke unge familier med +3 børn, fordi de på længere sigt både driver præstekald og indtægter rent eksponentielt. Det er også fuldstændigt afgørende at understrege, at kirkeskatteindtægter dermed ikke kan stå alene - de vil aldrig nogensinde kunne dække udgifterne i bispedømmet isoleret set. At tro dét, er en illusion, fordi kirkeskattebidraget varierer over livsfaserne, og varierer over forskellige familier. Til gengæld, en familie med 4-6 børn kan godt levere 1 præst eller ordenssøster. Hvis de vel at mærke har tillid til at det er umagen værd, at de mener at Gud kalder dem til opgaven, og at bispedømmet kan tilbyde den spirituelle og praktiske vejledning i at leve den katolske tro. Med andre ord, at kvalitetsparameteret er opfyldt blandt kleresiet, til hverdag og generelt set. Hvorvidt det er tilfældet i Danmark, er et spørgsmål der er værd at reflektere mere over. Så lad os forsøge at elaborere lidt mere over udgiftssiden.
Udgifter og finansielle indtægter - "Hul i spanden, og fugle på taget"
Lad os først forholde os til udgifter og resultat før renter, det vil sige driftsudgifter i de enkelte sogne, før der er fratrukket udgifter til bispedømmet , udligninger mellem sognene m.v. Udgifter er primært til kørsel, præsternes underhold og løn, pension, men isærdeleshed stigende udgifter til bygningsmasse og reparationer. Med godt over 40 sogne i Danmark, er det tydeligt at udgiftsniveauet kun vil stige fremover, i takt med at bygningerne bliver ældre. Ting henfalder bare, og hvis man udskyder vedligeholdelsesopgaver, så har de det med blot at gøre situationen værre. Det er altså ikke udgifter der kan udskydes. Dét man gjorde for år tilbage ifm. "Det Nye Katolske Danmarkskort", var at sælge en del bygningsmasse fra, og dernæst investere pengene i en investeringsporteføjle. Det er disse årlige afkast som er med til at sikre, at der - typisk - er sorte tal på bundlinjen i bispedømmet. Men uden disse investeringer, så er der røde tal og driftsunderskud fra en kant. Det er stærkt problematisk, da vi jo lige har set at med 40 sogne, aldrende præster, et uhensigtsmæssigt mix af ældre katolikker - at det ikke engang er sikkert at investeringsafkastet kan dække driften på kort sigt. Der er nødt til at ske drastiske, strukturelle ændringer alene på sognestruktursiden, for at sikre driften indenfor en kort årrække. Udgifterne vil kun stige fremover, og alene på grund af den almindelige prisudvikling. Indtægterne vil kun falde. Og vi kan ikke stole på, at investeringsafkastet altid vil være positivt. Investeringer er udenfor kontrol, og de vil potentielt spise af bispedømmets opsparing, hvis udgifterne ikke kommer under kontrol, og indtægterne løftes markant på langt sigt. Det er et alvorligt pres. Investeringsafkastet er fugle på taget, som man siger. Det er ikke noget vi kan styre, fordi det er afhængigt af globale konjunkturmæssige faktorer. Bemærk da også at der i 2021 og 2022 kom et ekstraordinært bidrag på store millionbeløb, til at dække udgifterne i bispedømmet. Men det er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Essensen er, at der ikke på langt sigt genereres holdbare indtægtskilder fra "kundebasen", dvs. de troende, som kan understøtte en positiv udvikling.
Symptomer og mulige årsager
Og dermed er vi nået til at opridse de væsentligste symptomer, og mulige årsager til miseren. Kort kan man sige, at bispedømmets situation ligner den i mange andre lande. Nogle lande er sågar meget hårdere ramt end Danmark. Fx i USA er det helt normalt, at en sognepræst betjener 3-4 sogne på en søndag og ugen ud, og blot fejrer en messe og kører videre til næste sogn. I Tyskland tales der åbent om at bygge "superbispedømmer", mens Kirken nyder godt af at modtage indtægter fra de offentlige myndigheder, på skatteydernes regning.
Strukturelle problemer: Antal og placering af sogne.
Sognestrukturen blev "refokuseret" for godt 10 år siden, men det er som om at effekten ikke rigtigt er slået igennem. Det er klart at der er færre udgifter til drift og vedligehold, efter at man har bortsolgt bygningsmassen. Men sådan en løsning virker kun effektivt sammen med et fokus på toplinjen, og på at sikre at der er kontrol over udgifterne. Det virker ikke til, at der er en ensartet konsensus om hvem der reelt har lov til at godkende nye bygningsarbejder - for de koster jo penge. En krone sparet er en krone tjent, men en krone skal også blive til to. Sognestrukturen er et middel til at skabe effekt, men er ikke et mål i sig selv. Det betyder, at sognene skal hjælpe sjæle dér hvor de er flest. I randområderne, fx nordpå, længst mod syd, og i en række af de storkøbenhavnske menigheder, må man spørge sig selv om det virkelig er effektivt at drive katolsk sogn. Hvis "kernefamilien" alligevel ikke dukker op, så er strukturen jo ligegyldig. Spørgsmålet er - vil man have mange sogne som ikke er effektive, eller færre som reelt vokser?
Integritetsparameteret - at være det man siger man er
At være det man siger man er, handler om at man reelt leverer den ydelse som folk forventer. Hvis man i modsat fald opfordrer potentielle katekumener til at "gå over i folkekirken, for det er jo for danskere", så har man et integritetsproblem. Den katolske kirke kan ikke sælge sig selv ved at være som de andre - den kan sælge sig selv ved at adskille sig fra de andre. Det handler reelt om at fokusere på prioritetsparameteret som nævnt foroven. Hvad er det for en kirke man vil have? Vil man være venner med alle, og sælge det som alle de andre sælger, eller vil man sælge kun den vare som er karakteristisk for den katolske kirkes tro og tradition? Personligt har jeg selv oplevet diakoner stå på pulpituret og undskylde sig med, at Guds åbenbaring til Moses i den brændende busk, blot var et naturligt forekommende fænomen. Hvis det er guldstandarden, så har vi lang vej igen.
Fokus på få, fremfor alle
Det er ofte blevet sagt, at "de unge vil have tradition og latin", men for mit eget vedkommende opfatter jeg det mest som en myte. Unge mennesker i dag vil over en bred kam have mange ting, men mest libido, penge og berømmelse. I sig selv er det ikke et kvalitetsstempel at være ung. Til gengæld er der nogle få unge mennesker, som er ekstremt dedikerede og kompromisløse, men som ønsker katolsk tro og praksis. De få kan altså skabe en mærkbart stor effekt over en årrække, såfremt de får den næring og vejledning de har brug for, praktisk og sakramentalt. Men det er mere interessant at spørge sig selv, hvordan man sikrer at de forskellige familietyper foroven, både unge, modne og ældre, får den katolske kvalitet de har behov for, og efterspørger. Den afledte effekt er, at både eksisterende katolikker bliver mere faste i deres praksis, og dernæst også muligvis - og med Guds hjælp og vilje - tiltrækker katekumener. Fremfor at sænke barren, skal den hæves markant. Det indbefatter et solidt fokus på katolsk teologi og systematik, filosofi, bibelforståelse og katekese, og dogmatik for præsternes vedkommende. Hvis præstestanden ikke kan (eller vil) forsvare den katolske tros sandheder, og hvorfor den er den ene sande tro, så er indsatserne langt hen ad vejen ligegyldige. En central opgave for præsterne, er at de kan "forklare sig unikt".
Så lad os afslutningsvis forsøge at estimere forskellige fremtidsudsigter, ud fra forskellige scenarier.
Scenarie #1 - "Business as usual"
I dette scenarie gennemføres der ingen ændringer i bispedømmet, hverken på struktursiden, på indsatssiden, eller på kvalitetssiden. Her kan vi alene ud fra de foreliggende regnskaber forsøge at fremskrive udsigterne på kort og langt sigt. På kort sigt: Stadigt jævnt stigende udgiftsniveau til bygningsvedligehold, stigende arbejdspres på præsterne, og endnu større gab mellem indtægter og udgifter. Vi kan erfaringsmæssigt se, at fx den neokatekumenale vandring ikke har haft held til at rekruttere eller katekere særligt mange danske katolikker til bevægelsen, og præsterne lader mest til at understøtte "daglig drift". Flere præster har sågar forladt landet. Ud fra de seneste 20 års erfaringer, kan vi ikke andet end at antage at tendensen vil fortsætte. På længere sigt (+5 - 10 år frem): Med stadigt faldende indtægtsniveau, vil bispedømmet være tvunget til at finansiere af de rå likvide midler, for til sidst at være tvunget til at frasælge endnu mere bygningsmasse. Fordi den ældre del af kirkens medlemmer også forsvinder, forsvinder samtidig også en vis indtægtskilde, og dermed kan bispedømmet potentielt blive tvunget til at erklære sig konkurs. Det er vanskeligt at se, hvor finansieringen ellers skal komme fra, medmindre der med jævne mellemrum dukker yderst gavmilde velgørere op, fra udlandet. Ønsketænkning er ikke spild af tid, men det er udenfor kontrol.
Scenarie #2 - Endnu en strukturændring - dvs. lukning af sogne
På kort sigt:
At lukke de mindre profitable sogne, vil på den kortere bane spare bispedømmet for en række udgifter til vedligehold, transport og ordinær drift. Effekten må vi antage, vil være rimelig stor, idet de frigivne midler kan reinvesteres - som det skete for godt over 10 år siden - og levere rimelige indtægter vha. de finansielle afkast.
På længere sigt (5 - 10 år frem):
Men strukturelle ændringer løser ikke det fundamentale problem med præstekaldene. Man kan sige, at strukturændringer alene vil hjælpe til at tilpasse bispedømmet til fremtidens antal præster, således at præsterne i fremtiden "kun" skal betjene 1 sogn. Man skal så spørge sig selv, hvem der så vil møde op i disse sogne, bispedømmets gennemsnitsalder i betragtning.
Scenarie 3# - Organisatorisk kvalitetsløft
Et organisatorisk kvalitetsløft, drejer sig ikke blot om at implementere den traditionelle messe i alle sogne i Danmark. Det er urealistisk og naivt at tro, at man blot ved at lade den gamle liturgi blomstre, at mennesker så automatisk vil flokkes til de øvrige sakramenter. Liturgien er et middel, men aldrig et mål i sig selv, og man kan få verdens flotteste liturgi, uden nødvendigvis at have solid teologisk og doktrinær udlægning af katolsk tro og praksis. For år tilbage foreslog Rom at fokusere på "bedre katekese", men det er en upræcis underdrivelse. Det handler reelt om at danne og uddanne, men primært at indgyde en kvalitet i præstestanden, således at de kan - som nævnt foroven - forklare forskelle og fordele i relation til andre trossamfund, fremfor at forsøge at behage dem. Det kan man kun gøre hvis man har tro, og dette bør naturligvis gøres i sammenhæng med en liturgisk forbedring mange steder. Vi har gennem statistiske undersøgelser i USA fået påvist, at effekten hos de troende, både yngre, modne familier og hos ældre, er til at tage at føle på. Læs evt. Kloster analysen, og de yderst interessante tal hos lægfolket.
På kort sigt:
Og derfor er liturgiske forbedringer ikke en løsning på kort sigt. Det tager lang tid - flere årtier - at opbygge en solid katolsk familie, med stærke ressourcer, og endnu stærkere trospraksis. En sådan kultur er en afledt effekt af en daglig adfærd, fordi kultur er summen af alle praksisser, handlinger, vaner og overbevisninger i en familie, såvel som i en organisation. Selv hvis vi byggede 10 FSSP-menigheder i Danmark i overmorgen, ville vi stadig have markante strukturelle og økonomiske problemer i bispedømmet på den korte bane. Liturgien er ikke en mirakelkur, fordi liturgien ikke i sig selv motiverer til at blive katolik, blive gift ungt, få mange børn, og lade 10%+ af arven testamentere til kirken, endsige lade børnene blive præster eller søstre.
På længere sigt (5 - 10 år frem):
Og derfor er denne horisont - 10 år frem - måske også for kort, fordi kvalitetsparameteret i sig selv er en langstrakt indsats over rundt regnet en generation. Man skal huske på, at samtidig med at man prioriterer et kvalitetsløft i udlevelsen og udlægningen af liturgi, teologi og praksis, så vil bispedømmet i samme tidsperiode stadig miste unge, familier og ældre, grundet "naturlig afgang", dvs. dødsfald. Præsterne vil stadig forsvinde, og indtægtskilderne vil også stadig forsvinde. Der vil altså være en overgangsperiode på 10-20 år, hvor der opdyrkes nye familier som over tid skal erstatte de gamle. Og måske er tiden for dette, allerede gået. Vi er med andre ord, alt for dygtigt bagefter. Vi kan simpelthen ikke nå at skabe, føde, danne og uddanne, katekere, konsekrere og ordinere nok præster indenfor en 10-årig periode, inden proppen går ud. Og heller ikke selvom vi fik traditionelle messer i hele Danmark, fra i morgen.
Så det var refleksionerne herfra - vi står foran en kæmpe opgave de kommende år. Og den næste biskop - må Gud være ham nådig - får nok at rive i. Bed for Kirken. Bed for biskoppen.
Bed for Paven.
Nedenfor: Eksempel fra et traditionelt præsteseminar i Dillwyn, Virginia, USA. SSPX har ikke problemer med præstekald. De har problemer med pladsmangel.
Thomistisk systematik og teologi er på fremmarch - også i den såkaldt konciliære kirke.
Herre, skænk os præster. Herre, skænk os mange præster. Herre, skænk os mange hellige præster. Herre, skænk os mange hellige ordenskald. Herre, skænk os mange hellige katolske familier.
Hellige Pius X, bed for os!
Hl. Thomas Aquinas, bed for os!
Comments