Den lige vej til at miste enhver tro på realpræsensen, er gennem kontinuerlig desekrering gennem håndkommunion. Tallene taler egentlig deres klare sprog, og det skal være min hårdnakkede påstand at indførelsen af håndkommunion er - hvis ikke den direkte - så én af de afgørende årsager til at mange katolikker i dag, ikke for alvor tror på realpræsensen. Vi udtrykker vores overbevisning gennem de ting vi siger, gør, og måden vi gør det på - og hvis Kirken direkte opfordrer til at kommunicere på en måde som ikke er modtagelsen af Herrens kød, blod, sjæl og guddom værdig, så er det klart at man selv, eller ens børn, mister troen på det dogme over tid. Det er egentlig ret enkelt, og løsningen er ikke "bedre katekese" eller bedre forkyndelse. Mens flere og flere katolikker som er født efter koncilet begynder at opleve den traditionelle katolske skønhed, så er der mange som begynder at undre sig over hvorfor visse praksisser enten udviklede sig siden koncilet, eller blev forkastet. Og én af de praksisser, er fx kommunion knælende og på tungen. De som går ind for håndkommunion vil naturligvis argumentere for, at Herren under den sidste nadver ikke gav apostlene kommunion på tungen. Og det er klart at de ikke fik mundkommunion, idet de blev indstiftet som biskopper og fik deres fødder vasket skærtorsdag. Det er et misforstået argument, som sætter lighedstegn mellem messen som et måltid, fremfor en repræsentation af offeret på Golgatha. Ét af de hyppigste og viderekolporterede argumenter, er fra Skt. Kiril af Jerusalem i 348 A.D. , hvor han siger at "...når man kommer op for at modtage, så nærm dig ikke med dine håndled udstrakt eller dine fingre spredt, men gør din venstre hånd til en trone for den højre, for den skal snart modtage en konge. Og buk din håndflade, så at modtage Herrens Legeme." Det er også sandt, at håndkommunion nogle steder var praktiseret i oldkirken, men det blev afskaffet i slutningen af 300-tallet. Og det er som sådan også ligegyldigt at noget var praksis i oldkirken, og ikke længere er det i dag. Den bagvedliggende præmis for den argumentation, og som især bruges hos præster fra den neokatekumenale vandring, er at jo ældre noget er, des bedre er det tilsyneladende også. Og det er en gang modernistisk sludder, fordi argumentet alene bygger på en art romantisk forestilling om at Kirken var bedre, tydeligere, stærkere og sundere i oldkirken, end den er i dag. Denne form for falsk antikvarianisme er blevet fordømt af paver førhen, og kan blive det igen. Der er klare dogmatiske og spirituelle årsager til at håndkommunion ikke bare blev afskaffet, men også fordømt og forbudt siden de ældste tider. Man er nødt til at interessere sig for, hvorfor Kirken har fastholdt en traditionel praksis om samme i mange århundreder, men også under hvilke omstændigheder håndkommunion atter blev indført. Og kommunion i hånden, blev indført som en konsekvens af direkte ulydighed, fremfor et romantisk og fromt ønske om at restaurere en gammel praksis. Reglen om at kun konsekrerede beholdere og hænder måtte røre det allerhelligste, har været en central regel i Kirken siden de ældste tider. Her er nogle eksempler: Skt. Sixtus I (115 A.D): "De hellige beholdere må kun håndteres af de som er konsekreret til Herren". Allerede her, tydeliggør Skt. Sixtus den liturgiske konsekration og veneration for behandling af sakramentet. At man betragtede noget som konsekreret så tidligt i oldkirken, kan ikke undervurderes. Det gælder naturligvis præster og biskopper.
Skt. Basilius d. Store (330-379 A.D.): "Retten til at modtage Den Hellige Kommunion i hånden, kan kun oppebæres i tider med forfølgelser". Dette citat kan meget vel være rettet som et svar til Skt. Kiril af Jerusalem i A.D. 348 jf. ovenfor.
Skt. Thomas Aquinas (A.D. 1225 - 1274) i Summaen, 3. del. spsm 82. artikel 3: "Uddelingen af Kristi legeme tilhører præsten alene, af tre årsager. Først, fordi....han konsekrerer i skikkelse af KRISTUS. Men som Kristus konsekrerede Sin krop ved nadveren, så gav han også andre mulighed for at deltage i det. Ergo, som konsekreringen af Kristu legeme tilhører præsten, så tilhører det også ham at uddele. For det andet, fordi prsæten er den udnævnte mediator mellem Gud og lægfolk, hører det til ham at ofre lægfolkets gaver til Gud, og dermed til ham at udlevere de konsekrerede gaver til lægfolket. Og for det tredje, ud fra REVERENS MOD DETTE SAKRAMENTE, RØRER INTET DET, UDOVER DET SOM ER KONSEKRERET. Ergo er korporalet og kalken konsekreret, og ligeledes præstens hænder, så han kan røre sakramentet. Ergo er det ikke lovligt for nogen anden at røre det, udover ved streng nødvendighed, hvis det skulle falde til jorden, eller i andre nødvendige tilfælde."
Tridentinerkoncilet (1545 - 1565 A.D.) "Det faktum at kun præsten uddeler Den Hellige Kommunion med sine konsekrerede hænder, er apostolisk tradition."
Pave Paul VI (Memoriale Domini): "I lyset af Kirkens tilstand i dag, skal denne måde at uddele hellig kommunion på, fastholdes - ikke kun fordi den hviler på århundreders tradition, men især fordi det er et udtryk for de troendes reverens for eukaristien."
Pave Johs. Paul II, i Dominicae Cenae: "At berøre den hellige kommunion, og at uddele dem med deres egne hænder, er et privilegie for de som er ordineret"
Det er sandt at Pave Paul VI godkendte den indult, som tillod modtagelse af den Hellige Kommunion i hånden, men han insisterede på at modtagelsen på tungen skulle fastholdes. I sit brev "En Reponse a la Demande", som blev skrevet til formændene for bispekonferencerne som havde anmodet om indulten til at uddele kommunion i hånden i 1969, siger den første indult at "den nye måde at give kommunion, må ikke indføres på en måde som ekskluderer den traditionelle praksis".
Håndkommunion er født ud af ulydighed mod traditionen
Praksissen med at modtage kommunion i hånden, begyndte først at sprede sig i katolske cirkler engang i 1960erne, primært i Holland. Kort efter koncilet, og grundet de eskalerende misbrug i visse ikke-engelsktalende lande (ja, det er igen Holland, Belgien, Frankrig og Tyskland - sjovt nok de samme lande hvis kardinaler kuppede koncilet og hældte de indledende dokumenter ned ad brættet), så gennemførte Paul VI en undersøgelse blandt verdens biskopper, for at vurdere deres mening om fænomenet håndkommunion (utroligt at han overhovedet behøvede at spørge dem til råds, han kunne bare have håndhævet det!). D. 28. Maj 1969 udgav Vatikanet dokumentet "Memoriale Domini", som konkluderede: "Ud fra de svar vi har modtaget, er det tydeligt at langt størstedelen af biskopperne føler at den nuværende disciplin (mundkommunion) ikke bør ændres overhovedet, og især at hvis den blev ændret, at dette ville være en fornærmelse mod den følsomhed og spirituelle forståelse som besiddes hos disse biskopper, og de fleste troende. Efter at have rådført sig med Kirkens biskopper, vurderede Paven at den hævdvundne måde hvorpå kommunion uddeles på, ikke skulle ændres. Den apostolske stol opfordrede dernæst biskopper, præst og lægfolk til, med fromhed og fasthed, at fastholde denne lov, motiveret af Kirkens fælles bedste. På trods af det, valgte Pave Paul VI alligevel at indgå et kompromis med en række ulydige biskopper i 1969. Grundet "sagens alvor", ville Paven ikke tillade håndkommunion. Han var til gengæld åben for at tildele en "indult", dvs. en undtagelse til kirkeretten, under visse betingelser: Først, en indult ville ikke kunne gives til et land hvor håndkommunion ikke allerede var etableret praksis (som fx Danmark), for det andet skulle biskopper i det land hvor det allerede var etableret praksis, godkende praksissen, og denne skulle godkendes med 2/3 flertal. Herudover, fastsatte Den Hellige Stol 7 regulativer vedr. håndkommunion, og hvis man ikke levede op til dem, risikerede man at miste indulten igen. De første 3 omhandlede lægfolkets fortsatte behov for at modtage jf. den traditionelle praksis, den anden om lægfolkets passende respekt for eukaristien, og det tredje om at styrke lægfolkets tro på realpræsensen. Hvor er det at kæden hopper af? Hvis lægfolket virkelig besidder så stærk en tro, hvorfor havde kleresiet så travlt med at underminere den traditionelle praksis? Håndkommunion er i dag altså en konsekvens af ulydighed. Det er undfanget som en konsekvens af ulydighed, og er sågar ikke engang en "frugt" af koncilet. Afslutningsvis, er nok det vigtigste argument for at kommunicere knælende og på tungen, at det behager Gud. Man viser, gennem sin krop, gennem hele sin positur, og ved at lade præsten og ministranten understøtte kommunionen med en patene, som opsamler alle partikler, at man ærer Gud maksimalt gennem hele sin vilje. Eukaristien er kilden og højdepunktet i alt katolsk liv, og det behager Gud at vi giver Ham den ære. Men det er åbenlyst, at den manglende tro på realpræsensen, er en direkte konsekvens af håndkommunion, og er et produkt af onde menneskers hensigt om at underminere Kirkens tradition.
Comments