Redigeret indledning: Nedenstående er skrevet i affekt. For at forstå hvorfor, må vi først interessere os for den begrebsmæssige definition, af ordet integritet. For et menneske som har brugt godt over 10 år i en militær organisation, samt blevet uddannet til at opstille, træne, føre og lede andre unge mennesker (og voksnes børn), er det klart at et sådant menneske formes i sin væsen af en sådan opgaves rolle og ansvar. På officersskolen dyrkes denne integritet, således at der skabes sammenhæng mellem det man siger man er, og det man rent faktisk er. Midlet dertil er mange fysiske timers indsatser, studier, fysisk træning, hård og konsekvent udvælgelse, samt en kultur som dyrker en stejl selvbevidsthed, selvtillid, konsekvens og ærlighed. At uddannes til at have ansvaret for andre menneskers fysiske liv, er en ekstrem ting, men når integritetsspørgsmålet samtidig skal henledes til den mand som er hyrde for den eneste institution i verden, som bør kunne påberåbe sig moralsk autoritet, så bør de dydsmæssige krav - det man på militær jargon kalder "vandelskriteriet" - langt overstige hvad man normalt oplever andre steder, også selvom der er historisk præcedens for paver som nok i eget levned ikke har været de bedste eksempler. Min samvittighed forbyder mig derfor at tro, at Benedikt 16. har haft dårlige hensigter, da han forlod sin bispestol i Rom. Omvendt forbyder min samvittighed mig også, ud fra de ting Pave Frans siger og gør, at anbefale at følge den mand. Fordi integritet eksemplificerer Sandhed, og Sandheden er en urokkelig, objektiv og åbenbaret størrelse for os alle. Og der må ikke, og kan aldrig være, nogen diskrepans mellem hvad vores fornuft fortæller os her på Jorden, og hvad Kirken lærer at vi skal tro.
Der er røre i andedammen i spørgsmålet om hvem der reelt betræder Peters embede, og fordi de dårlige eksempler hober sig op, så er det svært at ignorere problemet med Jorge Mario Bergoglio og hans udøvelse af det petrinske embede. Først og fremmest, så er vi nødt til at være tydelige omkring det kildne i spørgsmålet. Det er ikke uden følelser at tale om hvorvidt Pave Frans er modpave eller ej, og det skaber naturligt nok usikkerhed og bekymring. Pave Frans er populær hos mange, især boomere som godt kan lide en katolsk trospraksis der minder om en harmløs puddelhund, dvs. er totalt uortodoks og ligegyldig. For os andre, dvs. unge og rettroende katolikker, er spørgsmålet mindre problematisk, men kræver naturligvis at man sætter sig ind i sagerne. Først og fremmest vil jeg altså understrege, at jeg ikke VED at Pave Frans er modpave, men at jeg tror det ud fra nogle objektive kendsgerninger. Jeg tror altså at Pave Benedikt d. 16. stadig er den rigtige pave, og jeg mener altså stadig at paveembedet er betrådt. Jeg vil også for alt i verden gerne have skudt min tese ned, så jeg opfordrer alle til at komme med solide juridiske modargumenter, såfremt at de altså findes. Både af hensyn til min egen sjælefred, men også af hensyn til andres. JESUS KRISTUS har lovet at helvedes porte aldrig vil få magt over Kirken, men som vi skal se, er vi i en periode i Kirkens historie som potentielt er meget sprængfarlig. Man skal holde sig i en tilstand af nåde, for man ved aldrig hvornår brudgommen kommer.
Det er også ved at være på tide med en modpave
Der har været masser af modpaver i kirkehistorien, så det er som sådan ikke underligt, hvis der snart kommer en ny. Jf. Wikipedia tæller listen ca. 40 forskellige anti-paver eller modpaver gennem historien, og det er langt over 1 pr. århundrede. Så selvom tanken om en modpave er ubehagelig, så er det faktisk en relativt normal ting i kirkehistorien - og måske er det egentlig på tide med endnu én. I sidste ende er det Kirken der bestemmer hvem der er sand og falsk pave, så det er egentlig ikke så vigtigt hvad man synes, men er mere et trosmæssigt standpunkt. Det handler heller ikke om, hvorvidt Pave Frans er en dårlig pave, eller ej. Lad det være sagt med det samme - Pave Frans er ikke en dårlig pave. Pave Frans er en fascistoid, magtsyg ødelægger, som er i færd med at smadre alt hvad Kirken har fået overleveret siden apostlene. Han er en skændsel for det petrinske embede, og den næste Pave, Gud være ham nådig, får sit hyr med at rydde op i det elendige makværk (II) den mand har forårsaget. Så kender I min holdning til dét. Men det er ikke det som det her skal handle om, for jeg tager en dårlig pave til hver en tid, sålænge han bare forsvarer Kirkens overleverede trosskat. Der har været masser af dårlige paver igennem kirkehistorien, som har været moralsk korrumperede, og som alligevel har forsvaret Fidei Depositum. Men jeg tager ikke en Pave som er ulovligt valgt, eller hvis forgænger ikke har forladt embedet. Og det er i virkeligheden dét som er på spil: Hvorvidt den juridiske gyldighed og dermed lovlighed er effektiv.
Pave Benedikt 16.'s resignation i 2013
Hele omdrejningspunktet er to ting - hhv. Pave Benedikt 16.s resignation fra pavestolen i 2013, og i forlængelse heraf, valget af Kardinal Jorge Mario Bergoglio til pave samme år. Lad os lægge vægt på tyngdepunktet, nemlig hvorvidt B16 reelt har fratrådt sit embede eller ej. Acostas bog "Benedict XVI: Pave "Emeritus" gennemgår de kirkeretlige omstændigheder for B16s embedsmæssige resignation, i forhold til hvorvidt den er gyldig. Argumenterne er lamslående og stærkt interessante, hvoraf nogle af dem tenderer til at være en smule spekulative. Det allervigtigste kirkeretlige argument, beror på spørgsmålet om formuleringen i kirkeretten, og hvorledes B16 rent faktisk lever op til de juridiske og dermed lovliggørende forudsætninger som loven foreskriver. Inden vi går til biddet, er vi nødt til først at forklare lidt om forskellige aspekter af tandhjulene i kirkeretten, og dem har jeg fundet primært i Acostas bog jf. ovenfor. Der er også en række andre ressourcer online man kan fordybe sig i, men dem vender jeg tilbage til. Som alle juridiske systemer, er kirkeretten sammensat af normer (mandater, autorisationer og forbud) som henleder til forskellige aspekter af livet i Den Katolske Kirke (aktiver, styringsmæssige bestemmelser, sakramenternes administration, de troendes rettigheder og pligter mv). Ikke alle normer som udgøres af kirkeretten har samme vigtighed rent hierarkisk. Et første hierarki kan forstås i adskillelsen mellem normer i "guddommelig lov" indstiftet direkte af Gud, og som ikke er genstand for modifikationer eller ændringer af mennesker, fx normer ift hvorledes ægteskabets sakramente skal fejres eksklusivt og nødvendigt mellem en mand eller en kvinde, eller de som foreskriver at Kirken skal ledes af en øverste hyrde på jorden (den romerske pave). Så er der normerne for menneskelig lov, altså bedre kendt som "kirkelige" love som er indført at de kompetente autoriteter indenfor Kirken, som fx de som indikerer hvorvidt et specifikt embede er gyldigt besat eller ej. Men der er også et hierarki indenfor de kirkelige love: På førstepladsen finder vi de kirkelige LOVE, hvadenten de er universelle (udstedt for den universelle Kirke) eller partikulære (henvendt til hver partikulær kirke i enhed med Rom). Til dem er der en række embeder som har mandat til at regulere disse love, fx den romerske pave, bispekollegiet i et økumenisk koncil, kirkens biskopper, bispekollegierne i økumeniske konciler, de lokale biskopper og bispekonferencer. Herudover har vi sædvanerne, som ud fra en generel regel og under visse betingelser, er lokaliseret i samme kategori som lovene. I en mindre grad og i relation til lovene og sædvanerne, og med det formål at specificere og tydeliggøre indholdet i lovene, er der også en række administrative normer hertil. Så der er love, sædvaner og administrative normer i den rækkefølge. For at blive meget konkrete ift. problemet med B16s resignation, kan vi tage udgangspunkt i Kirkerettens canon 332§2 som senest blev ændret af Pave Johannes Paul II og som stadig er effektiv. Denne kanon, som er i kategorien love (bemærk, hierarkiet!), etablerer altså på generel og abstrakt vis de krav som skal opfyldes for at en resignation af det pavelige embede er gyldig. I det tilfælde at en vis Pave effektivt træder tilbage fra embede, vil en sådan resignation medføre en administrativ handling (simpelthen fordi man anvender loven til en specifik sag, gennem en beslutning eller en manifestation af viljen ud fra et kirkeligt embede). B16 kan altså bruge loven til at udøve sin vilje i kraft af sit embede, fordi loven siger at han kan. En sådan administrativ handling kræver at der udstedes et dekret. Dét dekret kan vi læse, for at finde ud af hvordan det hænger sammen med det som loven foreskriver. Og nu bliver det vildt! Vi dykker ned i kirkeretten for at se hvilke betingelser loven sætter for den slags dekreter, særligt i forhold til de embedsmæssige rammer for paveembedet. I bog 1 i generelle normer kan vi finde, at:
"Can. 124 §1. For the validity of a juridic act it is required that the act is placed by a qualified person and includes those things which essentially constitute the act itself as well as the formalities and requirements imposed by law for the validity of the act."
Altså, at den juridiske handlings gyldighed kræver, at handlingen er udøvet af en kvalificeret person, og omfatter de ting som essentielt udgør handlingen i sig selv, såvel som de formaliteter og krav som loven foreskriver for handlingens gyldighed. Det lyder ret knudret, men det handler egentlig om at handlingen skal være i overensstemmelse med det der positivt står i loven. Som en menneskelig handling, skal handlingen udøves frit og ikke med tvang, den skal være rettet mod et objekt (dvs. en juridisk genstand af fx et embede) og den skal naturligvis være gyldig, dvs. udøvet på den rette måde. Der er en række kanon i kirkeretten som uddyber det, her på engelsk:
Can. 125 §1. An act placed out of force inflicted on a person from without, which the person was not able to resist in any way, is considered as never to have taken place.
§2. An act placed out of grave fear, unjustly inflicted, or out of malice is valid unless the law provides otherwise. It can be rescinded, however, through the sentence of a judge, either at the instance of the injured party or of the party’s successors in law, or ex officio.
Can. 126 An act placed out of ignorance or out of error concerning something which constitutes its substance or which amounts to a condition sine qua non is invalid. Otherwise it is valid unless the law makes other provision. An act entered into out of ignorance or error, however, can give rise to a rescissory action according to the norm of law.
Can. 39 Conditions in an administrative act are considered added for validity only when they are expressed by the particles if (si), unless (nisi), or provided that (dummodo). Can. 10 Only those laws must be considered invalidating or disqualifying which expressly establish that an act is null or that a person is effected. Can. 51 A decree is to be issued in writing, with the reasons at least summarily expressed if it is a decision. Can. 145 §1. An ecclesiastical office is any function constituted in a stable manner by divine or ecclesiastical ordinance to be exercised for a spiritual purpose. Can. 187 Anyone responsible for oneself (sui compos) can resign from an ecclesiastical office for a just cause.
Can. 188 A resignation made out of grave fear that is inflicted unjustly or out of malice, substantial error, or simony is invalid by the law itself.
Og til sidst, den mest interessante: Can. 332§2. If it happens that the Roman Pontiff resigns his office (MUNUS), it is required for validity that the resignation is made freely and properly manifested but not that it is accepted by anyone.
Opsummerende: For at pavens resignation fra paveembedet skal være gyldig, så kræver det at det udøves af en kompetent person, er rettet mod et embede (eller objekt), være frit og formelt manifesteret, og må ikke være udløst på grund af frygt, pres eller trusler. Hvis en tilbagetrækning fra et embede er motiveret af pres, trusler, underslæb, frygt eller noget som på anden vis kan berettige at resignationen ikke er fri og korrekt rettet mod det embede den skal, kan den ikke være gyldig! Afslutningsvis, så skal resignationen specifikt være rettet mod det pavelige embede, på latin "muneri/munus". Det skyldes ikke noget sakramentalt som sådan, der er ikke noget forandrende fra embedet på den person som betræder det, men alene skyldes det at man får nogle ministerielle og udøvende mandater som en konsekvens af embedet. Ordene "munus" og "officium" er to forskellige synonyme ord, og i canon 145 defineres dette med ordene "munus", på latin. Spørgsmålet er så, kanon canon 332§2, som omhandler pavens resignation fra "munus", have brugt noget andet udtryk end "munus" eller "officium" som et synonym? Dvs. mere specifikt, vil det være gyldigt kun at frasige sig "ministerium" eller den udøvende del af det pavelige embede, uden at frasige sig "munus"? Hvis vi læser hvad B16s erklæring i 2013 rent faktisk siger, så siger han at:
"After having repeatedly examined my conscience before God, I have come to the certainty that my strengths, due to an advanced age, are no longer suited to an adequate exercise of the Petrine ministry. I am well aware that this ministry, due to its essential spiritual nature, must be carried out not only with words and deeds, but no less with prayer and suffering. However, in today’s world, subject to so many rapid changes and shaken by questions of deep relevance for the life of faith, in order to govern the barque of Saint Peter and proclaim the Gospel, both strength of mind and body are necessary, strength which in the last few months, has deteriorated in me to the extent that I have had to recognize my incapacity to adequately fulfill the ministry entrusted to me. For this reason, and well aware of the seriousness of this act, with full freedom I declare that I renounce the ministry of Bishop of Rome, Successor of Saint Peter, entrusted to me by the Cardinals on 19 April 2005, in such a way, that as from 28 February 2013, at 20:00 hours, the See of Rome, the See of Saint Peter, will be vacant and a Conclave to elect the new Supreme Pontiff will have to be convoked by those whose competence it is."
Bemærk at B16 her frasiger sig "ministeriet", ikke embedet (MUNUS/MUNERE), jf. Canon 332§2. Hvis man vil læse den latinske tekst, fremgår det samme også af den. Her fremgår ordet "ministerium" også, men IKKE munus/munere(!). Essensen er, at man ikke kan adskille det pavelige embede fra ministeriet - og derfor kan Benedikt 16.s resignation ikke være gyldig. Problemet forstærkes af, at kirkeretten stiller flere spørgsmål end der er svar. De mange indicier og omstændigheder forstærker tvivlen, særligt når Pave Frans skaber så omfattende tvivl om Kirkens apostolske og åbenbarede lære, og det er faktisk det værste her. Det er upassende for katolsk tradition, at der findes spørgsmål som ikke bliver besvaret, og især når disse spørgsmål bliver stillet af kleresiet i de allerhøjeste kirkelige embeder. Især når mennesker i de højeste kirkelige embeder, opfører sig som om de tilbeder Satan. Spørgsmål:
Ud fra den kendsgerning at B16 er den mest glimrende teolog Kirken har haft i ca. 200 år, hvorfor begår han en så åbenlys formuleringsmæssig fejl i sin declaratio?
Hvordan kan han specifikt vælge ordene "ministerium" og ikke "munus/munere", NÅR HAN SELV HAR VÆRET MED TIL AT ÆNDRE I KIRKERETTEN SAMMEN MED PAVE JOHANNES PAUL II, SÅLEDES AT DEN PAVELIGE RESIGNATION EKSPLICIT KRÆVER AT MAN FRASIGER SIG "MUNUS"?
Hvorfor har Pave Emeritus Benedikt 16. været Pave Emeritus i længere tid end reel pave, når han fratrådte af helbredsmæssige årsager?!
Hvorfor går han stadig rundt klædt som en pave og giver apostoliske velsignelser?
Hvorfor bad han i sin indsættelsestale om forbønner, at han ikke måtte "flygte fra ulvene"?
Hvilken konkret rolle har Sankt Gallen-mafien haft ifm. B16s resignation og valget af Jorge Mario Bergoglio som pave?
Hvilken forbindelse har valget af Bergoglio og Benedikts resignation at gøre med profetien om de 4 sidste paver i miraklerne i Garabandal, under Det 2. Vatikankoncil?
Hvor godt passer Skt. Malachis profeti på navnet på den næstsidste pave, inden denne tid er til ende?
Hvorfor slog lynet ned i Peterskirken samme aften Benedikt trådte tilbage?
Er ovenstående spekulative indicier, som er svære at bruge som beviser? Ja, det er de helt sikkert! For mig at se, står det hele og falder med to ting: At Pave Benedikt 16. dør, og at Pave Frans i så fald fortsætter som pave. Det vil punktere myten om at Pave Frans er en modpave, ud fra den præmis at Gud har lovet at Helvedes porte aldrig skal få magt over Kirken, jf. Matt 16, 18. Eller at der opstår en guddommelig indgriben jf. miraklet i Garabandal, Fatima og Akita, som Benedikt 16. har sagt "essentielt er det samme budskab". Uanset hvad, så arbejder tiden for Gud, og ikke for os. Seerne fra Garabandal har sagt at de vil få besked om det guddommelige mirakel en uge før det vil ske, og kun 1 af dem er død indtil videre. Vil man dykke mere ned i spekulationerne, som er utroligt tankevækkende og meget interessante, kan man se mere forneden. Personligt synes jeg at Patrick Coffin argumenterer ret godt for sin position, og jeg kan virkelig anbefale at læse Estefania Acostas bog her. For mig er de juridiske implikationer de mest interessante, fordi de er åbenlyse og objektive. Spekulationerne om Bergoglios frimureri, ved jeg ikke om jeg til fulde køber, selvom han både ser ud, lyder og opfører sig som en frimurer.
Indtil da, bed for Kirken, for Paven og for kleresiet. HELLIGE BELLARMINO, BED FOR OS.