Det handler om kærlighed

Dette indlæg er dedikeret til René

Den burde næsten kaldes for "den uendelige diskussion", og det er typisk her at protestanter og katolikker taler mest forbi hinanden. Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvornår man er "retfærdig" i Guds øjne, dvs. hvornår man har en status i Guds øjne, som kvalificerer én til at komme i Himlen. Der er mange sider af den mønt, dels fordi mange protestanter ikke er klar over hvorledes det protestantiske og katolske dåbssyn adskiller sig, hvorledes man forstår sjælen, hvorledes man forstår nåden, og hvorledes man forstår menneskets essens. Men det er utroligt vigtigt at berøre og hugge ud i sten - fordi det er centralt ift. det katolske menneskesyn, og fordi katolsk lære om mennesket er et sammenhængende system, i en række af en masse tandhjul. Det samme kan man ikke sige om protestantisk kristendom. Det er nok også her at jeg personligt mener at de to religioner adskiller sig mest, og når jeg sommetider påstår at protestanter ikke har nogen spiritualitet, så er det fordi Kirken (den katolske) traditionelt har ment at protestantisk kristendom er en anden religion, som man grundlæggende ikke må beskæftige sig med. Skyd ikke budbringeren, jeg tager bare Kirkens traditionelle parti.

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi det handler om kærlighed, og om hvordan den manifesterer sig i mennesket, og hvorledes den virker i relation til Gud. For katolikker er gudsrelationen central. Vi siger gerne, at katolsk kristendom er den eneste religion i verden, hvor man kan være intim med Gud. Venskab med Gud, intimitet og nærvær med Ham, ikke bare her på jorden men også i Himmerige, er det eneste vi stræber efter. Alt andet er underordnet.

Præmissen for redegørelsen, inden du læser videre

Den er at du gør dig bekendt med det katolske dåbssyn, syn på hvad sjælen er, hvad tro er, og hvad nåde er. Hvis du ikke undersøger de 3 grundlæggende præmisser, så vil den katolske retfærdiggørelseslære fremstå ufuldstændig og afkoblet. Protestanter elsker at citere Skt. Augustin ud af kontekst, og supplere med nogle få bibelcitater som understøtter deres position. Det er skam ikke fordi den katolske position er ubibelsk, men fordi systematik og konsistens skal afspejle den perfektion som er Gud. Gud er perfekt (Matt 5,48) , og derfor skal vores dogmatik også være perfekt. I katolsk optik er Gud det højeste gode, summum bonum. Der er mange goder her i verden, men Han er det højeste gode. Ift. menneskerelationen, skaber Gud mennesket i gensidig og perfekt fuldstændig kærlighed, fuld frihed og i evig troskab. Han elsker hele sit skaberværk, og inklusive naturligvis mennesket. Derfor er præmissen for det katolske gudssyn, at Guds kærlighed til mennesket ikke er begrænset i tid, ikke kan reduceres eller hæmmes, og er betingelsesløs. Det er pudsigt nok den samme kærlighed som katolikker opfordres til at dyrke i rammen af det sakramentale ægteskab, og ikke uden grund. Vi er kaldet hjem til Gud igen, til en før-falden tilstand hvor ægteskabet som sakramente er dét middel. Det har dét med det at gøre, at det betinger hvordan Gud forstår mennesket, har skabt det (i sit billede, og hvordan dét forstås), og hvorledes perfekt og fuldstændig kærlighed betinger en gensidig kærlighedsrelation til Gud. Det hele, alting, handler om Guds kærlighed til os, og vores kærlighed til Gud. Det er essensen af katolsk tro.

Målet er Himmerige og Den Salige Skuen

Det er egentlig utroligt enkelt. Vi skal i Himmerige, så vi kan se Gud. Hvorfor skal vi se Gud? Fordi Adam og Eva lod hovmodet komme ind i deres liv, netop fordi de ikke skuede Gud i det øjeblik synden kom ind i verden. På den vis lod de hovmodet, den største synd af alle, drive deres vilje, fremfor at lade viljen diktere af kærlighed til Gud, og mod Gud. Fordi Gud er det højeste gode der findes, så er det umuligt i Hans nærvær at vælge mindre goder til. Det er alt hvad menneskets sjæl længes efter, at se Ham igen, og forenes med Ham i al kosmisk og perfekt evighed. I katolsk doktrin er retfærdiggørelse og helliggørelse det samme. En helliggjort sjæl, en sjæl som er perfekt i kærlighed til Gud og Hans skaberværk, er pr. definition retfærdig. Det ligger i ordets konkrete betydning, at den "farer ret", den har "den rette færd", den er i bevægelse på den facon som Gud ønsker at den skal. Så er det klart, at retfærdiggørelse også har en juridisk definition, ift. hvilken "status" sjælen har, men det er sådan set bare en anden betegnelse for en sjæl, altså et menneske, som Gud ser på med gensidig kærlighed og harmonisk venskab. Der er mange ligheder til fx et ægteskab. Det er en kærlighedsrelation som manden og kvinden er forenet i, de er så at sige ét kød og dyrker indbyrdes en kærlighedsrelation til hinanden. Den er altså ikke bare en juridisk forordning, men er en sakramental forordning hvor kærlighed er den drivkraft som bærer ægteskabet igennem. Denne kærlighed kommer ultimativt fra Gud. Der er altså forskel på om et ægteskab er juridisk gyldigt, eller om kvaliteten af den indbyrdes relation er god, dvs. om manden og kvinden faktisk elsker hinanden og vil bære hinandens byrder. I katolsk optik er et ægteskab som er indgået på præmissen om ægte, sand kærlighed og med den rette vilje og motivation, et gyldigt ægteskab. Vold mod ægtefællen kan fx medføre at et ægteskab kendes ugyldigt, fordi der ikke er den fornødne kærlighed og nåde i relationen. De færreste vil være enige i, når adspurgt om de har det godt i deres ægteskab, at parret svarer "Ja, det er gyldigt", at det er en fyldestgørende kvalitativ betegnelse. Det er kærligheden til Gud, fra Gud, og med Gud, der er central.

Guds og sjælens essens, syndefaldet og behovet for nåde

Man kan ikke adskille forståelsen af hvad eller hvem Gud er, hvad sjælen er, syndefaldets effekt på mennesket, og definitionen på nåde, for at forstå katolsk dogmatik om frelse. Det er store og tunge emner, men lad os bryde det ned i bidder og gøre det så enkelt som muligt. Ja, vi skal også en tur forbi Bibelen, men lad os parkere det indtil videre. Fortalt meget kort, når Gud er levende, perfekt, det højeste Gode, evig, omnipresent (dvs. til stede overalt), omnipotent (dvs. almægtig) og alvidende, så har det en konsekvens for hvordan menneskets sjæl også er. Det gælder både før som efter syndefaldet, men kort fortalt kan man sige, at menneskets sjæl, som er ånde der er blæst ind i kroppen af Gud, må have en substans og nogle kvaliteter som er lig Guds essens. Det vil sige, noget af det som Gud er, føres altså over i menneskets sjæl, således at vi kan deltage i Gud, og blive en del af Ham igen. Alt andet er logisk umuligt, fordi det som skabes altid vil have nogle egenskaber fra det som har skabt det. At vi er skabt i Guds billede, betyder ikke at vores ansigter ligner Gud, men at vi er skabt med en del af Guds rationalitet og intelligens. Syndefaldet, som en konsekvens af menneskets hovmod, medførte som straf for overtrædelsen i Eden, at mennesket blev dødeligt, men også at menneskets sjælskræfter og vilje ikke længere er i harmoni med hinanden. Det er her at man med fordel kan genbesøge indlægget om sjælen, og særligt viljen. Det perfekte helliggjorte menneske, har en vilje, en kødelighed og en sjæl som er i balance. Dvs. det udøver perfekt kærlighed og vælger altid Gud til. Det er perfekt helligt, og ret i Guds øjne. Syndefaldet bragte menneskets emotioner, lyster og passioner ud af trit med menneskets intellekt og rationalitet. Menneskets sjæl har altså ikke længere perfekt kontrol over kødeligheden, og for at den kan få det, så har den brug for nåde. For at mennesket kan løfte sig op til Gud igen, en grundlæggende overnaturlig handling i sig selv, har det brug for overnaturlig og guddommelig hjælp. Men ikke i den forstand at mennesket ikke kan udøve kærlighed eller gøre gode ting, blot at de ting mennesket gør, når det vælger Gud til, og gør godt, altid gør det fordi Gud skænker mennesket nåde. Men vi kan ikke tage den position, at mennesket er så fordærvet, at synden har gjort mennesket ude af stand til at udøve kærlighed. Det skyldes, at synd ikke er noget substantielt som sidder på mennesket, men er tværtimod en mangel, en accidens, en manglende kvalitet. Problemet med at antage et menneskesyn som ser mennesket som iboende ondt, totalt fordærvet og spirituelt afskåret fra Gud, er at det logisk må betyde at Gud har skabt mennesket i ondskab eller til manglende perfektion, eller at det er en uperfekt og beregnende Gud som har skabt mennesket. Vi har brug for nåde fra Gud for at løfte os op til Ham, Gud giver os nåde i rigt mål, og vi helliggøres, vi gøres perfekte, når vi med Guds nåde gør Hans vilje og udøver Hans kærlighed. Er der belæg for dette, i Skriften? Ja, der er faktisk ikke andet.

"Vi elsker, fordi Han elskede os først" - 1 Johs 4,19

Når man har systematikken på plads, så er det også nemmere at forstå hvorfor især Det Nye Testamente, og Herren især, taler eksplicit om at udøve kærlighed. Præmissen for det JESUS KRISTUS taler om er, at de troende netop ikke havde Helligånden til hjælp ift. at kunne blive frelst. Den jødiske trældom var således først en kødelig trældom, fordi jøderne først fik mulighed for at løfte sjælen op til Gud, da Helligånden kom til dem. Det er bl.a. derfor man i Det Gamle Testamente ser adskillige tilbagefald allerede meget kort efter syndefaldet indtræffer. Vi kan altså intet selv, uden Gud. Derfor er dåben en fuldstændig genfødsel af mennesket, og Helligånden er kærlighedens og sandhedens ånd som hjælper os til at udøve Guds kærlighed. Der er masser af eksempler i Bibelen på, både at Gud (og Hans søn) elsker os fuldt og perfekt, og at vi også bydes at elske. Det er ganske enkelt et krav for at blive frelst. Der er masser af øvrige eksempler udover disse få forneden, som blot er et udpluk fra Johannesevangeliet. De øvrige breve fra Paulus og de andre apostle, understreger sådan set det samme.

Johs 13, 1: "Men før Påskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gå bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, så elskede han dem indtil Enden." Johs 13,34: "Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle også I elske hverandre." Johs 13,35: "Derpå skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed." Johs 14,15: "Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger!" Johs 15,13-14: "Større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner. I ere mine Venner, dersom I gøre, hvad jeg befaler eder." Johs 3, 20-22: "Thi hver den, som øver ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans Gerninger ikke skulle revses. 21 Men den, som gør Sandheden, kommer til Lyset, for at hans Gerninger må blive åbenbare; thi de ere gjorte i Gud" Johs 14,21: "Den, som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; men den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham."

Så der er altså to ting vi kan udlede: At Gud elsker os, og at vi skal holde Hans bud og elske hinanden og Ham igen. Målet er altså kærlighed, at søge og gøre godhed. Jeg havde selv meget svært ved at forstå de systematiske sammenhænge mellem tro, kærlighed, nåde, helliggørelse og sjælen, inden jeg til bunds undersøgte Aquinas' systematik for det. Det er ikke den eneste systematiske udlægning der findes, men den hjælpe os til at forstå, hvad Skt. Paulus rent faktisk mener, når han bruger ordet nåde. Hvis ikke man har en sammenhængende forståelse for hvad det vil sige at være menneske, eller hvad nåde er og hvordan det virker i mennesket, så får man let et meget firkantet og "dikotomt" forhold til ord som synd og nåde. I mange protestanters øjne, findes der kun synden som korrumperer, og nåden som frelser. Men der udlægges sjældent noget midt i mellem, fordi man i protestantiske kredse ikke har nogen konkret antropologi. Man har altså ikke noget sprog for, hvordan de forskellige bestanddele i relationen mellem Gud og mennesker virker, og hvad de består af. Det er ingen kritik af protestanter som sådan, hvor skulle de også have fået den systematik fra? Bibelen indeholder den jo ikke, den afspejler kun en teologisk tradition som er overleveret apostolisk.

At bære korset er kærlighedens vej

Der er ingen anden vej, end korsets. Det er den brutale og åbenbare sandhed. Korset viser os hvem vi er, hvilke mangler vi har, og hvor meget vi elsker Gud. Vi skal bære hinandens byrder, og især når korset vejer tungest, skal vi elske mest. Belønningen er at vi kan få lov til at se Gud. Det er korset der tilskriver lidelse mening, fordi udholdenhed i lidelse, viser os tilvækst i kærligheden. Det er en timelig realitet, som vi ikke skal flygte fra, men vi skal elske den og være glade for den. Derfor skal vi elske vores kors, så vi sammen med JESUS KRISTUS kan delagtiggøres i Hans vandring, og nå Ham i himmerige. Uden korset, findes der ingen kærlighed i verden.