Den bedste film der nogensinde er produceret...

... er uden sammenligning, "The Passion of the Christ", som er instrueret og produceret af Mel Gibson. Manden fortjener desuden alle de Oscar-statuetter man kan tænke sig. Manden er vistnok både alkoholiker og sedevacantist, men det skal ikke afholde mig fra at hædre manden herfra og til skyerne.

For os er Langfredag i år lig med "sort faste" (ingen mad overhovedet, som i middelalderen), ingen elektrisk lys (kun levende lys om aftenen) og naturligvis deltagelse i korsets hyldning. En katolsk liturgi hvor vi hylder det hellige kors hvorpå Herren er korsfæstet, ihukommer Hans lidelse og død, og takker Ham for at Han tog menneskehedens synder på sig. Det er kulminationen på en uge med intense bønner, bibellæsning, styrkede fasteritualer og taknemmelighed og længsel over at se Gud igen. Både i sakramentet og når dette liv engang er forbi. Vi skal jo til syvende og sidst slet ikke være her på jorden, så en form for "mortificering" af kødet minder os kun om at livet på jorden er en pilgrimsfærd. Hver Langfredag ser vi "The Passion", og vi bliver hvert år enige om at det er den bedste film der nogensinde er produceret. Mel Gibsons deroute fra Hollywoods fordærvede indercirkler, er det bedste bevis på det. Gibsons fremragende filmiske formidlingsevne, kaster os direkte ind i konfrontationen med menneskets egen syndige natur. Tvivl, mismod, svig, angst og bæven, som vi ser i forskellige afskygninger af Hans allernærmeste som elskede Ham allermest. Kombinationen af filmisk elegance, dvs. noget nær perfekte skildringer af hvordan fx Gethsemane have kunne have set ud, og Jesu både menneskelige skrøbelighed og guddommelige stålfasthed, gør os fra første færd overbeviste om at vi på film oplever Guds søn. Gibson balancerer på et knappenålshoved, mellem to åbenbare faldgruber: Enten forfalder man til teatralsk og overdreven føleri, eller ufuldkommen og distanceret observation af Herrens tilfangetagelse, lidelse og død. Gibson balancerer perfekt mellem de to ekstremer, allerede fra filmens første scener. Da Herren sveder sit blod for os, da Han accepterer den kalk der skal give mennesket mulighed for fuldkommen og perfekt forsoning med Gud. For de der har set filmen, er der ingen grund til at udlægge detaljerne i hændelsesforløbet, for dem er det meste i forvejen bekendt. Men der er grund til at udlægge nogle overordnede refleksioner om selve det overordnede og udprægede katolske i filmens skildring, på den måde at selv filmens brutalitet udstiller en form for skønhed, i sin tilpasse mådeholdne ligefremhed, sammen med førstehåndsoplevelser fra de der fulgte Herrens korsvej til Golgatha. Her er Jomfru Maria både iagttager og beretter, fordi vi oplever hendes urokkelige lydighed overfor Guds vilje, mens vi samtidig delagtiggøres i hendes inderste væsens følelser, da hun i sin lydighed må tøjle sin følelsesmæssige afmagt i at opleve sit eget afkom blive mishandlet på mest brutale vis. På sin vis visualiseres en dobbelt kærlighedsrelation, både den til Gud fordi hun kun kan demonstrere fuldkommen kærlighed til Gud gennem sin lydighed, og samtidig en kærlighed i form af en uselviskhed, som man tydeligt fornemmer i Maia Morgensterns øjne (skuespillerinden), da hun møder Herren på 4. station. "Se mor, jeg gør alting nyt", svarer Jesus til hende, da han atter samlet sit kors op og fortsætter sin færd. Scenografien er sublim, fra nederste venstre billede ser hun atter op på Kristus og følger Ham med øjnene, mens Han fortsætter korsvejen. Som seer er man både iagttager og deltager, fordi man dels oplever Herrens lidelse gennem hende, og konfronteres med egen utilstrækkelighed i det perfekte eksempels magt. Kunne vi mennesker udholde samme pinsler, både ved Jesu og Maria eksempel? Hvor mange mennesker vil i dag være i stand til at yde dette offer? Scenen indkapsler hele lidelseshistoriens endegyldige formål, at genskabe menneskeheden i den perfekte kærlighed. Her illustreres på fineste vis denne indadrettede kærlighed, som i hele lidelseshistorien rettes udad mod menneskeheden. Kun Guds totale kærlighed til mennesket, kan tilføre mening til Gibsons nøje afmålte udlægning af romernes afsindige barbari, jødernes svig, og apostlenes uforstandige utilstrækkelighed. Gibson indkapsler kernen af evangelierne og lidelseshistorien, gennem Maria Magdalenes forsøg på at opsamle Herrens blod ved det romerske afstraffelsessted. Jødisk blod er jf. traditionen helligt, og skildringen af Veronikas sveddug ved 6. station, og Maria Magdalenes bestræbelser på at opsuge blodet fra Vor Frelser, sammenflettes perfekt ind i lidelseshistorien, uden hverken at fremstå uhøjtidelige eller forstyrrende. Maria Magdalene får uddrevet 7 dæmoner af Kristus i de synoptiske evangelier, og Gibson kobler Magdalenes omvendelse perfekt sammen med hende og Jomfru Marias bitre skæbnefælleskab, da de forsøger at opsamle Herrens blod. Vor Frue og Maria Magdalenes to vidt forskellige skæbnemæssige ophav, forenes visuelt på knæ ved afstraffelsespælen. Den ene perfekt og nådefuld, den anden dæmonbesat og uren, men her begge forenet i det allerdyrebareste Gud skænker menneskeheden. Lammets blod, livets blod. Det er Guds løfte manifesteret i én kort sekvens, at der er håb for hele menneskeheden, hvis blot vi falder på knæ og tilbeder Ham. Vi vises samtidig et symbol på Kirken, den livgivende Kristi brud, som giver os mulighed for perfekt forsoning med Herren. Det er også værd at knytte nogle kommentarer, om de mildest talt ekstreme hændelser der fandt sted under selve optagelserne. Jim Caviezel, skuespilleren i rollen som Jesus Kristus, blev ramt af lynet 3 gange, fik revet sin skulder af led, blev pisket og fik sågar vand i lungerne under eksponeringen på korset. Caviezel måtte gennemgå en hjerteoperation efter arbejdet med filmen. Gibson har ry for at være en excentrisk filmproducent, og måske fornemmer vi at hans excentriske personlighed har formet filmens handling, scenografi og dybde, fordi han måske selv i virkeligheden besidder en ekstremt dyb åndelighed. Selvom man har 9 forskellige børn med 3 forskellige koner, så bør man hædres når man kan producere et mesterværk i denne kaliber, og Gud plejer at bruge de ringeste af os til de smukkeste og ofte mest hensigtsmæssige ting. "The Passion: Resurrection" bliver opfølgningen, som har premiere i 2022. Mange af skuespillerne er vist de samme, og det bliver spændende at se om Mel Gibson kan overgå sig selv. Til gengæld er sidevognen "Paul: The Apostle", hvor Jim Caviezel spiller Lukas, et mindre vellykket spin-off. Martyrernes forsoning med Herren er lidt for cheesy, og menigheden i Rom fremstilles som et form for bofælleskab, og i mindre grad en jødisk menighed. I urkirken og frem til ca. midten af det 2. århundrede, fejrede man eukaristien i synagogerne. Det element kunne man have inddraget væsentligt bedre. Når man ser "The Passion" afskrælles man åndeligt, man sidder afklædt, og lades tilbage med egen totale erkendelse af menneskets uperfekte natur. Fordi tidsånden forsøger at fortælle os at vi er det modsatte, så er filmen et kærkomment sennepsfrø i en verden på vej mod total opløsning. . "The Passion of the Christ" er den bedste film der nogensinde er produceret.