Syndsbekendelse
Bekendelse af sine synder, er nødvendig for at modtage bodens sakramente. Som bod er nødvendig for at frelse de som har begået dødssynd efter dåben, så er bekendelse af disse synder nødvendige. Syndsbekendelse er ikke påkrævet rent naturretsligt set, men er en forudsætning fordi Kristus guddommeligt har indstiftet sakramentet. Herren gav sine præster magten til at tilgive synder, og Han indstiftede sakramentet som en form for domsafsigelse, hvor syndsbekendelsen indikerer hvorvidt synder skal tilgives eller fastholdes. Alle som er bundet af anger og godtgørelse, er forpligtet til at bekende synder. Kirken, ved lov, pålægger alle syndsbekendelse som pligt. Syndsbekendelse skal gøres oprigtigt og ved sandhed. Ergo, begår man synd ved at bekende ting, dvs. skrifte ting, som man ikke har begået. Folk bør bekende dødssynder så hurtigt som det praktisk er muligt. Men man kan ikke som sådan sige at man bør finde førstkommende lejlighed til det. Syndsbekendelse er påkrævet af alle Kirkens børn. Der er ingen dispensation herfor.
Syndsbekendelsens natur
Skt. Augustin beskriver syndsbekendelsen som en handling som blotlægger de skjulte ondskaber og sygdomme, som vi håber at kurere og få tilgivelse for. Siden syndsbekendelse er en sand samvittighedsmæssig manifestation i hjertet og på læberne, så er det en dydig handling. Denne dyd er en bodens dyd.
Præsten som foranstalter syndsbekendelsen
Syndsbekendelsen skal gennemføres hos en gyldigt ordineret præst, for ingen anden har fået magten til at forløse synder. Skt. Jakob indikerer denne kraft som Kristus gav menneskeheden, hvor han skriver (Jak. 5,16) "Bekend jeres synder, én til én". Skt. Jakob kendte og prædikede om indstiftelsen af bodens sakramente, og her leder han de troende til at bekende deres synder til de som er præster.
Syndsbekendelse overfor en lægmand kan indikere en stærk længsel efter bod og for sakramentet. Nogle har ment at Kristus, i sådanne tilfælde meddeler absolution. Men dette er ikke korrekt, og Kirken tillader ikke sådanne skriftemål. Det er generelt uklogt at bekende sine synder til lægpersoner, og kan være åndeligt skadeligt.
Nogle har også ment at det er gavnligt at bekende sine veniale synder til lægpersoner, hvis præster ikke er til rådighed. Det er heller ikke en godkendt procedure, for det er ikke nødvendigt som sådan at bekende sine veniale synder, selvom det er nyttigt og fromt at gøre dette til en præst - og derfor er det ikke nødvendigt at bekende synder til andre lægfolk. Veniale synder kan tilgives ved angrende bøn, fromme handlinger og from brug af sakramentalier.
Den lov som byder os at skrifte årligt (som er en forskrift af Kirken), kræver at alle sognebørn årligt skal skrifte hos en sognepræst. Men en angrende person kan skrifte når vedkommende ønsker det, hos hvilken som helst godkendt præst. En præst modtager jurisdiktion og tilladelse til at høre skriftemål, fra sin biskop eller sin religiøse overordnede, eller hos den som har ordinær jurisdiktion i bispedømmet eller i den religiøse orden.
En som ligger på sit dødsleje kan få absolution af hvilken som helst katolsk præst. Kirken tildeler i så fald jurisdiktion til sådanne præster. Før man løser den angrende, vil den angrende blive pålagt en form for bodsøvelse, som den angrende skal acceptere at udøve. Dette kaldes en bod. Og den bodfærdige udøver denne bod ved at gøre bod. Ved at pålægge sådan en bod, vejledes præsten af alvoren i de synder som bekendes, og ved de omstændigheder som hver sag indikerer, ud fra hvad der er passende og klogt.
Syndsbekendelsens kvalitet
Syndsbekendelse skal gennemføres med sand overnaturlig sorg, og oprigtighedi hjertet. Ellers, er absolutionen meddelt af præsten, ikke effektiv. Ej heller virker en absolution i en sjæl, som efter skriftemålet ikke har angret eller retter sig efter Guds lov. Bekendelsen af synder skal være fuld og hel, dvs. alle dødssynder i deres helhed og antal, som de huskes af den bekendende, og sker det ikke, så er her tale om en handling begået i hykleri, hvilket er endnu en dødssynd. Og selv én dødssynd som lades være ubekendt, er nok til at gøre hele skriftemålet ineffektivt, og forhindre forening med Gud. Og her er tale om et sakrilegie. Derfor, skal alle dødssynder skriftes. Synder skal bekendes af den angrende synder personligt, ikke ved andre eller på andres vegne, eller ved brev. Den angrende skal bekende sine egne synder, gøre dem tydelig over for præsten i en forståelig facon.
De fornødne kvaliteter i sjælen som muliggør dette, er altså oprigtighed, ydmyghed og helhed (ærlighed).
Syndsbekendelsens effekt
Syndsbekendelse er en del af bodens sakramente, eller skriftemålet, og derfor delagtiggør den i sakramentet, den meddeler og udfrier den bekendende fra synd når dette gøres med perfekt anger og med ovennævnte kvaliteter, dvs. ydmygt, oprigtigt og fuldt. Hvis syndsbekendelsen gøres uperfekt, men overnaturligt og angrende, så forløser den ikke den bekendende fra synd, men disponerer ham til absolution som fjerner hans synder. Syndsbekendelse med absolution, dvs. skriftemål, fjerner dødssyndens skyld og den evige straf som kommer som en konsekvens heraf; den mindsker også, i større eller mindre grad, de midlertidige straffe som skyldes tilgiven dødssynd, og veniale synder. Magten til at tilgive synd, meddelt af Kristus ved Hans præster, kaldes "Nøglemagten". For dette bodens sakramente, modtaget på ret vis, åbner Himlens port til den tilgivne synder. Ergo taler vi ret om boden som nøglen eller nøglerne til Himlen, og dom magten til at meddele sakramentet, som nøglemagten. Vi håber på tilgivelse gennem Kristus. Ved at bekende, underkaster vi os nøglemagten som har sin efficiens fra Kristi passion. Ergo, ved at bekende synder er der fornyet håb om at opnå Himlen. Et menneske skal bekende alle sine dødssynder som han kan huske. Hvis der er dødssynder som ikke kan huskes, så skal de inkluderes i mere generel forstand, ved en sætning som fx "for disse synder som jeg har bekendt, og alle andre som jeg har udeladt, anklager jeg mig selv, og jeg angrer dem og ønsker tilgivelse og absolution for dem alle."
Skriftemålets forsegling
Den præst som hører skriftemål er i strengeste forstand forpligtet til at holde de bekendte synder i al hemmelighed. Denne forpligtelse påhviler også bekenderen, og handler om "skriftemålets forsegling". Forseglingen omfatter alt som hører til det som bekendes. Det vil sige, den forpligter den som hører skriftemålet, til total og komplet stilhed om alle forhold som kunne afsløre, eller mistænke hvem der har bekendt synderne til ham. Præsten som hører skriftemål, og kun han alene,er bundet af skriftemålets segl. Den som overhører en angrende synder som anklager sig selv, er på alvorlig vis forpligtet til hemmelighed, men er ikke i streng forstand under skriftemålets forsegling. Hvis den bekendende, af gode og alvorlige grunde, frivilligt beder præsten om at afsløre hvad han har skriftet til en anden, så er præsten frigjort fra forseglingen i de præcise forhold som anmodningen omhandler. Dog er præsten forpligtet til at forholde sig til de præcise forhold som må afsløres, og kun af nødvendige årsager.
Det som præster ved fra kilder andre end de som meddeles under skriftemålets forseling, er ikke under dette segl. Så hvis en præst ser en mand begå røveri, kan han bevidne dette forhold, selvom røveren i mellemtiden har bekendt synden i skriftemålet. Synder som observeres åbent og offentligt, er ikke bundet af forseglingen.
Godtgørelse og bod
Godtgørelse er noget som udøves for at øve bod for en overtrædelse, selvom denne overtrædelse allerede er tilgivet. Det er en handling som udgår fra bodens dyd. Godtgørelse er en dydshandling som også er knyttet til retfærdighed, fordi retfærdighed kræver en lighed i ting, en orden og balance, og sådan en balance søges her genoprettet. Skt. Augustin siger (De Eccl. Dogm. 54) at godtgørelse ydes for at udrydde årsagerne til synd og for at udelukke dens genkomst. .
Mulighed for godtgørelse
I absolut forstand, kan mennesket ikke godtgøre for synd over for Gud. Synd fornærmer en uendelig Gud, og har derfor en form for uendelig konsekvens ved sig. Mennesket er begrænset, og kan derfor ikke godtgøre en form for uendelig bod og genoprettelse. Stadigvæk, så skal mennesket gøre hvad det kan for at godtgøre for synd; retfærdighed og bod (dyd) kræver dette. hvis mennesket ikke kan godtgøre på ligeværdig vis, kan han måske i stedet gøre tilstrækkelig godtgørelse. Ét menneske kan godtgøre for et andet, som er tydeligt i læren om De Helliges Samfund. Men for så vidt at godtgørelsen er et remedie, og er tiltænkt at kurere og rense den som udøver den, så kan den ikke udøves af andre end den person. På lige vis, et menneske som er blevet idømt en bøde af en dommer, kan få bøden betalt af en ven. Men hvis dommeren pålægger en personlig straf for at korrigere overtræderen og lære vedkommende en lektie, så kan ingen træde i stedet for denne person. Én person kan ikke fjerne forpligtelsen fastsat ved boden for en anden.
Godtgørelsens kvalitet
Et menneske som er i en tilstand af dødssynd kan ikke godtgøre for andre af sine synder, for han kan ikke holde fast i én dødssynd mens effektivt at godtgøre for andre. Det er alt eller intet her. Dog, et menneske som modtager en bod i skriftestolen, er ikke fritaget for forpligtelsen for godtgørelse, før boden er udført.
Skt. Paulus (1 Kor 13,3) siger velkendt "Hvis jeg skulle give alt had jeg ejer til de fattige, og lade mit krop henlægge for at brænde og ikke have kærlighed, så gavner det mig intet". Kærlighed er umulig at besidde uden Gudsn åde, og et menneske i dødssynd har undgået denne nåde. Han er uden kærlighed. Ergo, hans gerninger har ingen værdi som godtgørelse, heller ikke selvom den ydes som bod for andre gamle og tilgivne synder, som han var tilgivet for, før han faldt i dødssynd. Det er heller ikke sådan at døde gerninger som blev udført i en tilstand af dødssynd, "vækkes til liv" efter sjælen er genoprettet i nåde. øde gerninger mangler den godtgørende kraft som gives i nådens stand. Og dog, at gøre gode gerninger er nyttige for mennesker som lever i synd, men ikke som godtgørende gerninger, men som nogle der kan disponere til anger og bod, og til at tilskynde til oprigig sorg for sin synd. Her er ikke tale om helliggørende nåde, men som en form for aktuel nåde. Gerninger gjort uden kærlighed (som er kærlighed og venskab til Gud og med Gud, og mellem Gud og sjælen) er ikke kun uden godtgørende kraft, men de er også uden fortjeneste. Sådanne gerninger kan ikke yde fortjeneste hverken i dette liv eller det næste. Men de kan tilskynde til at synderen vender sig bort fra synd og mod Gud. Gode gerninger som udøves i en tilstand af dødssynd kan indikere en form for god disposition i synderen, som ellers ville bringe vedkommende ud i endnu mere synd. Men igen, her er ikke tale om helliggørende nåde eller fortjenstlige gerninger.
Måder hvorpå der kan godtgøres
Siden trængsel og bod er syndens remedier, så er det disse som godtgør for synd. For godtgørelse sigter til fremtiden såvel som fortiden, den søger at godtgøre for skade som er sket, og for at forhindre den i at blive gjort igen. Til begge formål, handler bodshandlinger om at fremelske en form for smerte, for at udæske synden og korrigere sjælen. At underkaste sig Guds vilje og Herrens forsyn, og tage imod de prøvelser og trængsler som livet skænker én, er en god og fortjenstlig måde hvorpå der kan godtgøres for synd. Godtgørelse for synd skulle gerne tage noget væk fra os (goder, tryghed, bekvemmeligheder), alene til Guds herlighed. Ved at give almisse, tager vi materielle ting fra os selv og giver til vores næste, til Guds ære. Ved at bede, underkaster vi alt det vi er og alt hvad vi har, til Gud. Ved at faste, frarøver vi kroppen komfort og bekvemmelighed. Og her er altså passende måder hvorpå der kan godtgøres - ved almisse, bod og faste.
De som besidder bodens dyd
På samme måde som et menneske kan helbredes og gøres raskere selvom hans helbred er godt, og selvom han aldrig har haft en sygdom, så kan et menneske også besidde bodens dyd, selvom han aldrig har syndet aktuelt. Derfor er bodens dyd indgydt af Gud, med de andre overnaturlige dyder.
Bodens dyd er en del af retfærdighed, og retfærdighed vil forblive i sjælen i Himlen. Ergo er bodens dyd også en retfærdighedsgerning som vil forblive i sjælen i Himlen. Men i Himlen vil bodens dyd ikke være sorg for synd, men for taknemmelighed for Gud i det at Han undskylder den. Der kan ikke være nogen bodens dyd i englene, fordi de ikke har begået synd, og de er heller ikke i stand til at begå den. Alle onde engle, er låst og fast besluttet i deres vilje til at synde, og kan ikke angre.
Comentarios