top of page

Aquinas: Retfærdighed

Updated: Oct 29, 2023


Ret og rettigheder

Ret betyder grundlæggende det som skyldes. Subjektivt er en ret en moralsk egenskab i en person, til at besidde eller kræve noget. En ret er genstand for dyden retfærdighed. Retfærdighed er den dyd som kræver at ret og retfærdighed udøves, og at rettigheder hos personer overholdes, og ikke overtrædes. Ret er funderet på lov. Naturlig ret hviler på den naturlige lov, som er den evige moralske lov som erkendes ved god menneskelig fornuft, uden hjælp fra guddommelig åbenbaring. Ergo er et uskyldigt menneskes ret til liv, en naturlig ret.

Positiv ret hviler altså på positiv lov, dvs. lov som formuleres og nedfældes i positiv forstand. Positiv lov er guddommelig (som fx De 10 bud) eller menneskeskabt, som fx en nations love. Menneskelig lov er civil eller kirkelig, hvad enten den er den skrevne lov for en stat eller for Kirken. Kirkens lov er kanonisk lov eller biskoppelig lov, som gælder for Kirken eller for et bispedømme. International lov eller nationers lov, udtrykker nationers rettigheder mellem hinanden. Ultimativt hviler de, som alle love gør, på Guds evige lov. Den er adskilt fra den naturlige lov, fordi den har et andet og mere begrænset anvendelsesområde. Ejendomsret er retten til ejerskab over goder, eller jurisdiktion over ting eller mennesker. Der er en særlig ejendomsret som hedder "faderlig ret", som vedrører en faders ret over sine børn. I en familie med mand og kone, er der huslig ret. Hos borgere er der i civile spørgsmål borgerlig ret eller civil ret.


Retfærdighed

Retfærdighed, når den findes i en person, er en dyd og vane hvorved mennesket konstant og evigt ønsker og vil give enhver dét som tilhører dem. Retfærdighed er en dyd som opretholder alles rettigheder. Retfærdighed beskæftiger sig kun med det enkeltes menneskes affærer med andre, og kun i metaforisk forstand kan et menneske have retfærdighed imod sig selv, eller fra sig selv. Menneskets appetitter eller tendenser kan forstås adskilt eller som uafhængige "agenser", dvs. virkninger, og når de er i harmoni med hinanden og behersket af fornuften, så agerer mennesker indbyrdes harmonisk, de giver hinanden det de har ret til og krav på, og menneskets rettigheder trædes ikke under fode. Ergo er et retfærdigt menneske først og fremmest et menneske som fast og altid, respekterer andres rettigheder, Guds rettigheder og næstens rettigheder. Sekundært beskæftiger ret sig med menneskets dyder. Menneskets fornuft styrer og regulerer altså menneskets appetitter og tendenser på retfærdig vis, i bedste og ideel forstand. Gør mennesket ikke det, handles der syndigt. Retfærdighed er én af de fire kardinaldyder. Den er en fundamental dyd. Cicero siger at gode mennesker kaldes gode, alene ud fra deres retfærdighed, og at "denne dyds herlighed skinner ud fra retfærdigheden, mere end fra de andre dyder". Retfærdighed er en moralsk dyd. Det vil sige at det er en viljesdyd. Den retter viljen mod andres rettigheder. Enhver dyd har en form for kobling eller relevans til alle mennesker, enten direkte eller indirekte. Retfærdighed har altså andre mennesker som sin genstand, fordi den næste eller andre mennesker er det referencepunkt for retfærdighed. Det som er centralt for retfærdighed skinner igennem i de andre dyder, og derfor har retfærdighed karakter af en form for generel dyd, udover dens særlige egenskab som individuel dyd. Generelt set regulerer retfærdighed det fælles bedste for alle, under loven - og det kaldes legal eller juridisk retfærdighed. Retfærdighed har karakter af individuel dyd, fordi den hjælper det enkelte menneske med at søge det gode i hans relationer med alle andre menesker. Helt konkret handler det om den dyd hvorved retfærdighed regulerer eksterne handlinger og eksterne ting mellem mennesker. Retfærdighed knytter sig i stor grad til ting som vedrører samfundslivet eller den sociale orden.

Retfærdigheden, i modsætning til vedholdenhed og mådehold, beskæftiger sig ikke direkte med sjælens passioner, dvs. appetitterne, men med handlinger og operationer som refererer til andre mennesker end den pgl. person. Midlet eller udmåling af retfærdighed, findes i eksterne mål og faktuelle ting. Hvis man fx skylder 5 kroner, så fastsættes pligten ud fra det mål at man skylder det præcise beløb. I dyder som regulerer passionerne, som fx mådehold og vedholdenhed, så er eksterne faktiske mål ikke altid mulige at bruge, eller tilstrækkelige at bruge. Udmålingen af en dyd må tage de indre betingelser, såvel som de ydre betingelser in mente, når der skal udmåles. Så hvad der fx er en mådeholden handling for den ene person, kan være en umådeholden for en anden. Derfor udmåles retfærdighed altid i virkelige faktiske mål, hvorfor de mere passions-regulerede dyder som vedholdenhed og mådehold, altid rationelt og ud fra nogle konkrete fornuftsmæssige forhold. Retfærdighed søger at fastholde "ligevægten i proportioner" i alle menneskelige aspekter af livet. Og denne ligevægt ses i praksis, når hvert menneske har det som tilhører hver enkelt person i mål og lod. Ergo, retfærdighed handler om at give hver hvad de skal have og har ret til. "Til hver sit eget, suum, cuique" lyder ordsproget. Retfærdighed er den mest fremtrædende af de moralske dyder, og en retfærdig person er gennemført god.


Uretfærdighed

Uretfærdighed er en særlig last, for den er i modstrid med retfærdigheden. Dog har den visse aspekter af generel last for så vist at hver last strider imod det overordnede gode, som retfærdigheden tjener til at fremelske. Mennesker kan begå uretfærdigheder af forskellige årsager, ud af uvidenhed, grundet passionerne, eller uden at have vanen eller snarere lasten uretfærdighed. Men at gøre det som er uretfærdigt rent intentionelt og ved sit fulde forsæt, er kendetegnet ved et uretfærdigt menneske, og et menneske som lider af lasten uretfærdighed. Uretfærdighed findes kun i det som gennemføres mod nogens, og fx Guds, vilje. I dens essens er uretfærdighed en dødssynd. I mindre tilfælde, er det en venial synd. Små handlinger som er uretfærdige er ikke i essentiel konflikt med godhed, eller med den låste vilje hos den som undergår uretfærdighedens effekt eller udholder den.


Dømmekraft

Dømmekraft bruges i direkte forbindelse med retfærdighed, som et autoritativt udtryk for hvad der er ret eller rigtigt. Det er som sådan beslutningen eller formuleringen hos en dommer, eller én som bedømmer. Dømmekraft i sig selv er en retfærdighedshandling.

At bruge ens dømmekraft, er selvfølgelig lovligt. Man kan udøve dømmekraft enten personligt, i et embede, professionelt eller mellem mennesker. Hvis man bruger dømmekraften uden sin visdom, fx ved tvivlsomme beviser eller ud fra et uærligt motiv, så drager man forhastede konklusioner (hvilket er en dødssynd). Man skal altid se alt og alle i det bedste og mest formildende lys. Det er altid forkert at bedømme alene ud fra mistanke. Herren fortæller os (Matt 7,1) at vi ikke skal dømme, og det skal forstås sådan at vi ikke må dømme alene ud fra mistanke.

Et menneske skader sin næste ved at tænke dårligt om ham eller hende, uden sikre og stærke fornuftige årsager herfor. Ergo må vi dømme en person god indtil han beviser at han er ond, og vi skal tolke det tvivlsomme på den mest favorable vis.


Retfærdighedens bestanddele

Retfærdighedens forskellige bestanddele er a) de forskellige typer af retfærdigheder, b) direktiver involveret i retfærdighed i sig selv som quasi-integrale elementer, c) dyderne forbundet med retfærdighed som kaldes retfærdighedens potentielle dele. Der er to typer af retfærdighed, nemlig kommutativ og distributiv retfærdighed. Kommutativ retfærdighed er den som burde eksistere mellem mennesker, den regulerer "give-og-tage"-relationen mellem mennesker. Den distributive retfærdighed er den som udøves af staten eller regeringen, mod individer i samfundet. Distributiv retfærdighed administreres ud fra proportionalitetsprincippet, så den person med større fortjeneste eller højere status, modtager mere end den med mindre fortjeneste eller status. Ergo, en større ære tildeles til borgmesteren end til byrådsmedlemmet. Men kommutativ retfærdighed (mellem mennesker) administreres uden sigte til individuel fortjeneste eller pgl. personer. Så alle uanset status og fortjeneste er lige ift. gæld og pligter.

Der er også forskel på måden hvorpå man håndterer hhv. distributiv og kommutativ retfærdighed. Den distributive retfærdighed handler om at tildeler goder eller æresbevisninger, mens den kommutative retfærdighed handler udvekslingen af samme mellem mennesker.

Der er en ting som kaldes "modpassionen", som er "øje for øje og tand for tand", eller "gengældelse". Dette har ingen steder hjemme i distributiv retfærdighed, men det eksisterer som begreb i kommutativ retfærdighed.


Genoprettelse (Restitution)

Genoprettelse skal istandsætte en form for balance eller proportionalitet, som retfærdighed kræver. Genoprettelse er en del af kommutativ retfærdighed. Den sker, når en person skal give noget tilbage som skyldes, eller omvendt, eller hvad der modsvarer det tab som er blevet ydet. Opretholdelsen og sikringen af retfærdigheden i et samfund, og hos et menneske, er afgørende for et menneskes frelse. Ergo er genoprettelsen nødvendig i relation til den som tager på uretfærdig vis, eller besidder på uærlig vis, hvad der hører til en anden person. Man forpligter sig altså til at genoprette, og på en genoprettelse, ud fra hvad der rimeligt kan ydes og modsvarer det som skyldes. Hvis man genopretter tabt værdi vedr. ejendele, skal man også betale den samme værdi tilbage, for at genoprette retfærdigheden. Og selvom en dommer i en byret fastsætter en bod som er større end hvad der er rimeligt, så er man forpligtet til at betale den fulde bod.

Mennesker er forpligtede til at genoprette skader, i det omfang de har påført dem på andre. Hvis man tager et præcist beløb, skal man tilbagebetale det præcise beløb. Hvis man tager det som kaldes "potentiel gevinst" fra en anden, for så vidt at tyveri forhindrede den retmæssige ejer i at høste gevinster af beløb, så skal man genoprette og tilbagebetale det som vurderes fornuftigt ud fra alle sagens omstændigheder. Dog skal man ikke betale alt det som ejeren tror han kunne have vundet, havde han haft mulighed herfor. Det er fordi at det forventede udbytte aldrig var hos den forurettedes besiddelse i første omgang, og derfor kan man ikke genoprette det som ikke er stjålet. Genoprettelse skal foretages mod de eller den person som er blevet forurettet. Og hvis det ikke er muligt, skal det foretages mod de nærmeste arvinger. Og hvis det heller ikke er muligt, skal det gøres mod de fattige, forældreløse eller i andre fromme henseender.


Den som uretmæssigt eller retmæssigt tager noget, er forpligtet til at genoprette det. Man kan enten tage noget retmæssigt, med ejerens samtykke, ved fx lån. Eller man kan tage en ting som en tjeneste, hvor ejeren ønsker at man drager omsorg for en ting. Hvis det som lånes ødelægges eller tabes uden skyld for den som havde det i sin varetægt, er man ikke forpligtet på genoprettelse. Alle som har en part i en uretmæssig gerning, hvor man tager noget uden samtykke fra ejeren, er forpligtede på at genoprette skaden. De som tager del i gerningen, kaldes de udøvende. Man kan samarbejde eller udøve i uretfærdigheder eller onde handlinger, enten ved råd, ved befaling, ved samtykke, ved smiger, ved at modtage, ved at deltage, ved stilhed, ved ikke at forhindre det når muligt, ved ikke at forsage de som gør ondt. De som altid er forpligtede på genoprettelse grundet deres del i tyveriet (af retfærdigheden) er a) personer som befaler tyveriet, b) personer som samtykker når deres nægtende samtykke ville forhindre udåden, c) de som modtager goderne af uretfærdigheden, d) de som tager del i tyveriet, e) de som har den fornødne autoritet, men som ikke hindrer udøvelsen. Genoprettelse skal foretages hurtigst muligt. At beholde en andens ejendele og forhindre vedkommende i at besidde ejendelen, er syndigt, på samme vis som at tage ejendelen.


Menneskelig respekt

Menneskelig respekt handler om at tilskrive et gode til én person, og afskrive det samme gode fra en anden person, ikke fordi modtageren af dette gode er kvalificeret eller værdig, men fordi vedkommende er enten ven, bekendt, eller én som kan gøre én en tjeneste for en, eller en som man anser for værende rig eller prominent i andres øjnes. Menneskelig respekt er en forbrydelse imod distributiv retfærdighed. Synden vedr. menneskelig respekt kan også opstå i relation til åndelige ting, som fx i kirkelige stillinger, at tillade børn at modtage første kommunion, eller andre kammeratlige tjenester.

Når menneskelig respekt er en synd, så er det fordi der tilskrives uretmæssig ære til individer, som fx til et menneske alene af den årsag at han har penge. En dommer som udmåler en dom, og som er hård mod jævne folk og mild mod velstående eller politisk indflydelsesrige, er skyldig i den synd som hedder menneskelig respekt.


Mord

Mord er det uretmæssige drab af mennesker, udført af ét eller flere individer. Mord er en meget alvorlig synd imod kommutitativ retfærdighed. Når det er nødvendigt at dræbe dyr eller planter, så begår vi ingen synd. Kun uretmæssige drab af mennesker, er syndige. Henrettelse, ved offentlige autoriteter, af skyldige personer er ikke mord. Sådanne henrettelser er ikke hævnaktioner, er bortskaffelse af trusler som truer det fælles gode, af den kompetente autoritet i samfundet. Som man sommetider må amputere et ben eller en arm, så må man også af og til bortskaffe individer som er til stor skade for samfundet som helhed. Ingen personer må selvstændigt udøve henrettelser. Kun offentlige autoriteter og myndigheder må gennemføre sådanne. Kleresiet må ikke deltage i nogen form for drab. Det skyldes at de a) skal følge Kristus tæt i alt hvad Han gør, og han led uden at påføre død eller skade på nogen og b) De er forpagtere af den nye Pagt som ikke påbyder nogen dødsstraf.

Selvmord er en afskyelig synd imod Gud, mod naturen og mod samfundet. At slå sig selv ihjel privat, er at misbruge Guds magt, for alene Gud er Herre over lid og død. Vores liv er givet os, ikke til selv at disponere over det. Vi skal søge Guds herlighed og vores egen frelse ved at elske Gud. Det er naturligvis aldrig lovligt at slå et uskyldigt menneske ihjel.

Hvis man forsvarer sig selv mod overlagt mord og uretmæssigt angreb, hvis man dræber overfaldsmanden, så er der ikke tale om mord, men selvforsvar.

Hvis man dræber nogen ved et uheld og uforsætligt, så er man uden skyld hvis ulykken optræder, såfremt vedkommende udviste passende omsorg og handlede korrekt i situationen.


Lemlæstelse

Lemlæstelse af kroppen er altsammen ulovligt, og i modstrid med generel retfærdighed, medmindre det er nødvendigt af kirurgiske årsager, og gennemføres af kompetente kirurger - eller ifm. en form for straf givet under offentlig myndighed. Det er tydeligt at kompetente myndigheder har ret til at udføre en vis form for legemsbeskadigelse som straf for en grufuld kriminel handling, og samtidig også under den præmis at lemlæstelse er en mildere straf end døden. Det er ikke i modstrid med retfærdighed, at forældre kan straffe deres børn korporligt, som et middel til nødvendig genoprettelse. Men ingen person på retfærdigvis slå en anden, medmindre han har jurisdiktion over vedkommende. De nødvendige myndigheder må også fængsle personer som en del af en straf, eller som værge mod opstående onder, men altid for at opretholde en retfærdig orden. Man må også gerne fastholde mennesker fysisk, midlertidigt - fx hvis de forsøger at begå selvmord.

Man må ikke fastholde mennesker, hvis det medfører en større beskadigelse på dem, end den der ellers kunne undgås.


Tyveri og røveri

Mennesket har naturligt behov for udvortes goder (eller eksterne, eller fysiske goder så at sige), og man har brug for dem for at opretholde livet. Siden menneske har behov for at forlænge sit liv, så har det også brug for materielle goder. Og det er lovligt for sådan et menneske, at besidde og bruge goder som er livsforlængende. Men man må da være villig til at dele eller give ud af dem, både ift. fornuften og ift. retfærdigheden, såfremt næsten har behov herfor. Tyveri er den hemmelige og ulovlige tilranen af hvad der tilhører en anden. Røveri er forskelligt fra tyveri, fordi det medfører en form for vold. Tyveri er da en synd fordi det er direkte imod buddet om at man ikke må stjæle. Det er direkte i modstrid med retfærdighed. I sin essens og ophav er det en dødssynd, fordi det er i modstrid med kommutativ retfærdighed og også i modstrid med kærlighed, som er sjælens åndelige liv. Fordi kærligheden forpligter over for næste, så er tyveri en beskadigelse af næsten, næstens ejendom og opretholdelse af livet.

Når et menneske har behov for materielle ting i ekstrem grad, og der ikke er nogen ligefrem vej til at lindre dette behov, så er næstens overskud af materielle goder genstand for den sultnes behov, og den som ellers stjæler, er ikke skyldig i tyveri. Derfor, en sulten mand som ellers er døden nær, må åbent eller i hemmelighed tage det eller de fødevarer som ellers redder hans liv. Men altså, ud fra den betingelse at der ikke er andre udveje, og at man ikke lader den person som han stjæler fra, i en ringere eller lige så penibel situation.


Røveri er både en voldshandling mod retfærdigheden, og mod kærligheden. Man tager noget der uretmæssigt tilhører en anden, men man anvender samtidig også vold ifm. selve handlingen. Røveri er altid syndigt.



5 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page