Aquinas: Om vantro

Vantro

Den person som ikke tror på sandheder vedr. spørgsmål om tro, eller som foragter disse sandheder, begår synd. Vantro, som tro, er i intellektet som genstand for tro. Det er også i viljen, fsv. at ethvert menneske agerer ud fra viljen som princip. Vantro er i intellektet, og accepteres eller forkastes af viljen, hos folk der ikke tror. Det er også synd.

Udover synder som er direkte i modstrid med de andre teologiske dyder (dvs. håb og kærlighed), er vantro den største synd, fordi den totalt afskærer mennesket fra Gud, og falsificerer selve tanken om Gud. Vantro er den største synd mod tro. Lige så stor en synd som vantroen er, så gør den ikke den vantroendes handlinger syndige, men kun de handlinger som er afstedkommet af vantro. Der er tre typer af vantro: Den hedenske som modstår troen, den vantro som findes hos Guds udvalgte folk, og den vantro som findes hos kættere. Den vantro som er hos hedninge er ikke så stor en synd, som den hos jøder eller kættere, som forkaster troen. Diskussioner eller meningsudvekslinger er sommetider nødvendige, og dermed retfærdige. Sådanne diskussioner må aldrig frembringe tvivl eller svaghed i trosmæssige spørgsmål. Og må aldrig foregå på en måde, som er upassende for de som overværer den. Troen kan ikke påtvinges mennesker med menneskelige midler. Men folk som ikke har tro, bør ikke pleje omgang med de troende, for ikke at skandalisere dem eller føre dem på afveje. De som er faldet fra troen, som frafaldne eller kættere, bør opfordres til at genoverveje deres position. Vi bør ikke være på familiær eller god fod med de som fuldt og forsætligt forkaster troen. Vi kan heller ikke deltage i falsk tilbedelse, hos frafaldne eller kættere. De som er stærke i troen, og er velformede til at diskutere troen, bør forsøge at vinde de frafaldne til tro igen, men aldrig for så vidt at de mere simpelt indstillede mennesker, skandaliseres.

Vantro personer har ikke lov til at udøve autoritet over de troende. Men regeringer som allerede er etablerede, og som har vantro i formelle embeder, har autoritet over de troende, udover i spørgsmål om guddommelig lov. De vantros religiøse riter bør toleres, siden de er et mindre end end de som ville dukke op, i et forsøg på at udrydde sådanne riter. I sig selv er de vantros riter syndige, fordi de ikke er af guddommelig oprindelse, men er i konflikt med de guddommelige forordninger. Men sådanne riter ses ikke som et onde som de som ærligt bruger dem, og ergo er de ikke formelt syndige, men kun materielt syndige. At tolerere disse, ser som sådan ud til at være den bedste måde til at opbygge god vilje hos de som anvender sådanne riter, og således instruere dem i den sande tro. Jødernes børn og de vantros børn, skal ikke døbes mod deres forældres vilje.

Kætteri

Et kætteri er en falsk lære som besiddes af en person som ønsker at tilslutte sig Kristi lære, men som faktisk tilslutter sig sin egen form for lære, eller sin egen mening. Ordet "kætteri" (hæreses), betyder "vælge og vrage". En kætter er en som vælger og vrager mellem hvad vedkommende ønsker at tro og tilslutte sig. Kætteri er en korruption af den kristne tro. Den har intet sidestykke til sekulær lære eller anskuelser, men kun til de som vedrører troen i sig selv.

Kætterier er fejl, og derfor kan de ikke tolereres af sindet og tanken. De er imod Gud, og ergo kan de heller ikke tolereres trosmæssigt. Kætterier skal altså ikke toleres, men kættere kan tolereres, for så vidt at de ikke er en belastning for de troende. Kirken tager imod kættere, som ønsker bod og forsoning.

Apostasi (frafald)

Apostasi er helt konkret en afvisning af troen. Ergo er apostasi den synd som er manglende tro. I katolske lande, vil en hersker eller fyrste som forfalder til vantro, automatisk blive ekskommunikereret, og dermed ikke længere hersker over for sine undersåtter.

Blasfemi

Blasfemi er en synd som er i konflikt med troen, og den er en fornedrelse af guddommelig godhed. De som har tro, bekender sig til guddommelig godhed. Blasfemi er altid en dødssynd i generel forstand. Blasfemi er en form for vantro, og fordi den som vantro retter sig imod troen, så er den også den værste af alle synder. De onde i Helvede, forkaster retfærdighed og guddommelig godhed, og derfor udøver de blasfemi. Nogen tror, at ved den endelige opstandelse, vil mennesker i Helvede udæske deres blasfemier højt og tydeligt.

Synden imod Helligånden

Hellige Augustin siger, at synden mod Helligånden specifikt er nævnt i Skriften (Matt 12,31), som er en afvisning af anger og bod, til livets afslutning - og hvorved mennesket afviser nåde og forsoning. Andre taler om synder mod Helligånden, som en synd og en svaghed, men også en ondskab mod Helligånden, den tredje person i Treenigheden. Der er 6 synder som er synder mod Helligånden, og de er alle onde. De er fortvivlelse, antagelse, ubodfærdighed (manglende vilje til at gøre bod for sine fejl), vedholdenhed i synd, forkastelse af erkendte Sandheder, og misundelse af en andens åndelige godhed og rigdom. I Matt. 12,31 kan vi læse at "..den som taler imod Helligånden, skal ikke tilgives, hverken i denne verden eller den næste". Vi kan sige om frasen "at tale imod Helligånden" som en synd der er imod Helligånden, fordi den viser den indre vilje og de indre tanker. Hvis endelig ubodfærdighed er synd imod Helligånden, så er det klart at denne synd ikke kan tilgives, fordi synderen går i døden og til sin dom uden at gøre bod, og dermed forkaster tilgivelse. Her findes der ingen tilgivelse. Øvrige synder mod Helligånden kan tilgives i dette liv. Det er muligt for et menneske at begå sin allerførste synd som en synd mod Helligånden, men det er så lidet sandsynligt at det praktisk talt er umuligt, fordi synder mod Helligånden typisk er en konsekvens af andre og mange synder, og kommer som en konsekvens af at viljen og intellektet vokser i foragt over for frelsesmidlerne.

Laster i modstrid med viden og forstand

Et menneske som vender sig bort fra alle betragtninger om Gud, eller er så optaget af sig selv eller af skabte ting, at han ikke har tid til at tænke på Gud eller sine egne sjælelige behov, er genstand for mental og åndelig blindhed, og for så vidt at det er vedkommendes egen skyld, er det en synd. Sindets blindhed er en total mangel på betragtninger om åndelige goder. Sansernes slaphed er en delvis mangel, og den er en svaghed og ikke et totalt fravær af betragtning af åndelige goder. Denne slaphed, for så vidt at den også er frivillig, er en synd. Det lader altså til at både sansernes og viljens slaphed primært opstår af kødelig synd, dels fra frådseri og dels fra lyst.

Forskrifter for viden, tro og forstand

Forskrifterne for vores tro, det som skal tros, gives perfekt i Den Nye Pagt. I Den Gamle Pagt antages troen, og forstås generelt, og er ikke udtrykt i specifikke termer. Den Gamle Pagt indeholder forskrifter for viden og forståelse for Gud ift. menneskets mål, og disse forskrifter er tydelige og perfekte i Den Nye Pagt.