top of page

Aquinas om Guds essens: 2


Vi fortsætter kavalkaden med Skt. Thomas Aquinas og om Guds essens. Thomas har meget at sige om Guds essens, dvs. hvad Gud er, og hvordan Han kan defineres. Det er ikke alt vi med vores fornuft kan sige om Gud, men vi kan udlede nogle ting om hvordan Han virker. Jo bedre man forstår hvordan Gud agerer, jo større tiltro og indsigt får man i Hans vilje, og hvorfor Han elsker os totalt, perfekt og uophørligt. For hvis Han ikke gjorde det, ville Han ikke være Gud.

Hvordan Gud eksisterer i ting

Gud er til stede i ting som en agens, det vil sige en "gører", en udøver, en effektiv årsag, og som en agens som er til stede i og til den handling og den effekt som den skaber. Gud er kilden til al aktualitet i alle skabninger, Han må ergo være i skabningerne for at producere og bevare deres aktualitet. For skabningers aktualitet er ike selvproducerende eller selvbevarende. Skabninger afhænger essentielt af Gud både for skabelse og bevarelse. Så Gud er i alle ting på den mest perfekte måde, og ikke begrænset af tingene eller identificeret ved dem. Eksempelvis er Gud i os når vi har Helligånden, og vores sjæl som immateriel subsistent substans, deltager i Gud, som Logos. Al vores eksistens, al vores liv, tanker, gaver, helbred, skyldes alene Gud. Intet, absolut intet, kommer af andet end Gud som effektiv årsag. Tyg lige lidt på den. Så Gud er i alle steder, aktuelle og mulige, fordi Gud er uendelig og ubegrænset. Hvis noget muligt sted kunne ekskludere Gud, ville det begrænse det ubegrænsede, det ville sætte en ende på et uendelige. Siden dette logisk set er umuligt, så følger det at Gud er overalt. Gud er ikke begrænset til steder eller de steder Han er, for Gud indeholdes ikke i et sted som et legeme gør. Guds tilstedeværelse i et sted udelukker ikke en skabning at besætte det sted. Gud er altså al eksistens, og Han er også dér hvor du er nu. Måden hvorpå Gud er i ting og steder, er trefoldig: a) Gud er i alle ting ved Sin magt, hvor Han udøver den som absolut hersker, og b) Gud er i alle ting ved sit nærvær, fordi han kender ting perfekt og tildeler dem ved sit forsyn, og c) Gud er i alle ting ved sin essens, som skaber og opretholder. Kun Gud kan være overalt, for kun Gud er uendelig og absolut. Gud er i alle ting og alle steder ved hele sit udelte væsen, ikke delt her og der, fordi Gud ikke har dele. Ergo er Gud præsent overalt og absolut, og sådan en tilstedeværelse hører til et absolut væsen.

Guds uudslukkelighed

Uudslukkelighed betyder uforanderlighed. At Gud er uforanderlig, følger af Hans uendelighed og Hans absolutte aktualitet. Det som er foranderligt, er i en vis udstrækning genstand for yderligere perfektion, og Gud er absolut perfekt. Det som er foranderligt er også begrænset, fordi forandring betyder forøgelse eller reduktion, tab eller vinding. Og Gud er uendelig. Det som er forandrligt er i en tilstand af potentialitet, og der er intet potentiale i Gud. Gud er ikke i en tilstand af "kan være", Gud ER bare. Derfor er Gud uforanderlig og uudslukkelig. Men det betyder ikke at Gud er en slags frossen monolit. Uforanderlighed i Gud er ren perfektion. Det betyder at Gud er uden nogen mangel som forandring kan opfylde, og Gud er ren aktualitet som ikke kan forandres. Gud alene er uudslukkelig, for kun Gud er uendelig og absolut aktuel. Enhver skabning er på sin vis foranderlig, for hver skabning er begrænset eller endelig, og det som er begrænset har sin begrænsning enten udstrakt eller potentiel. Alle ting udover Gud er altså markeret af en vis potentialitet. Gud som er ren aktualitet er absolut uforanderlig.

Guds evighed

Evighed er den totale besiddelse af ubegrænset perfektion, alt på samme tid, uden begyndelse, efterfølgelse, eller ende, og derfor uden et før eller efter. Siden Gud er uudslukkelig, er Han ikke genstand for tid, som består af kontinuert forandring. og siden Gud er uendelig, er Han ikke begrænset af de slutninger som kaldes begyndelse og ende. Kun Gud er evig, for kun Gud er uudslukkelig og ubegrænset. Nogle skabninger kaldes evige i den forstand at de aldrig vil ophøre, og det er fx åndelige skabninger. Og selv legemlige ting kaldes evige i den forstand at de ikke hurtigt eller synligt påvirkes af tiden, dvs. vi kan fx tale om "de evige bjerge". Men i streng forstand tilhører evigheden Gud alene, og er identificeret med Guds essens.

Så evigheden, som tidsforløb, adskiller sig essentielt fra tid. Tid handler om før og efter, om fremtid og fortid, men evigheden er et totalt perfekt uforanderligt "nu". Evigheden er et uudslukkeligt, evigt varende nu. Ergo omfatter evigheden også ubegrænsethed, og identificeres med Guds rene aktualitet. Vi kan vide hvad evighed betyder, men vi kan ikke forestille os den i vores fantasi. Ethvert forsøg på at forestille sig evigheden, ender blot i et forlænget blik på den nuværende forestillede tid. Og tid, som vi har bemærket, er essentielt adskilt fra evigheden, ja sågar i modstrid med den.

Tid er en kontinuert række af efterfølgende hændelser eller bevægelser (dvs. forandringer) som kan tælles, og sættes i kontrast til et før og efter. Men evigheden er uden efterfølgelse eller bevægelse, og involverer ingen aspekter af et før eller efter. Udover tid og evighed er der et forløb som kan kaldes "den evige evighed", som vi kan tilskrive skabninger (sjæle, engle) som har haft en begyndelse, men ikke har haft nogen substantiel forandring eller afslutning. Folk taler ofte om én tid som anderledes fra den anden. Og de bruger udtrykket "vores egen tid", "Den gyldne tid", "det 20. århundrede", osv. Men de er kun accidentale opdelinger af tid, tiden er i sig selv virkelig kun én ting.


Guds enhed

Enhed betyder reelt det samme som væren. For hver skabning som er i væren, er den ene ting. En skabning eller et væsen kan ikke fordobles eller divideres til en flertalsenhed af sig selv. At opdele en ting i dele er at ødelægge dens enhed, og også at ødelægge dens væsen som værende den ting. Og dog er hver del den samme, den ene ting, og stadig er det sandt at væren og den ene virkelig er den samme, selvom der er en logisk forskel på de to ting. Så den ene og de mange er modstridende koncepter. De mange kan tælles pr. enhed, dvs. pr den enkelte. Og mange, når optalt pr. enhed kaldes tal. Ergo er tal modsat enheden som måler og bestemmer den. Når vi taler om Guds enhed, så taler vi om det faktum at der er én Gud og ikke mere end én. Gud er uendelig, og et flertal eller uendeligheder af Guder kan ikke være. Hvis der skulle være to uendelige væsener, X og Y, så ville enten a) X og Y have identiske perfektioner, og ville aktuelt være det samme væsen og ikke to, eller b) X ville have sin egen perfektion som Y ville mangle, og Y ville have sin egen perfektion som X ville mange, og ergo ville ingen af dem være uendelige, for alt hvad der mangler perfektion er dermed endeligt eller uperfekt. Ergo er det umuligt at tænke at der skulle være mere end ét uendeligt væsen. Det er altså at sige, at det er umuligt at der skulle være mere end én Gud.

Så jo mere perfekt et væsen er, jo mere perfekt forenet er det. Gud er altså et absolut væsen med absolut væren, og derfor er Gud absolut enhed. Treenigheden er ikke i modstrid med Guds enhed.

Hvordan vi kan kende Gud

Noget kan erkendes, for så vidt at det er aktuelt, dvs. potentialet er fuldt aktualiseret. Siden Gud er overlegent aktuel, så er Gud overlegent og ubestrideligt erkendelig. Gud er til gengæld ikke erkendt særlig godt af ethvert sind, selvom et normalt sind ikke kan opnå modenhed uden i det mindste en smule vag viden eller kendskab til Gud, som en universel kraft eller verdensmagt. De som siger at mennesket ikke kan kende eller erkende Gud, tager fejl. Deres lære er i modstrid med sindets og tankens naturlige fremdrift og vilje til at kende Sandhed, og kende tings årsag, inklusiv den første årsag. Herudover så ved vi gennem tro at de salige i Himlen faktisk besidder Guds essens. For at se Gud i Himlen, så må det skabte intellekt kræve en særlig gave som ophøjer og styrker det. Vi kan ikke selv løfte vores eget intellekt op til Gud. Det kropslige øje kan heller ikke se de ikke-kropslige essenser af Gud. Og vores forestillingsevne kan heller ikke danne et billede af Gud. Det uendelige kan ikke vises i et begrænset eller endeligt sansebillede. Kun sindet, intellektet, kan se Gud. Og intellektet kræver altså mere end dets egne naturlige kræfter, hvis det skal se Guds guddommelige essens. Så Gud må på en måde ophøje og forene intellektet til sig selv, så det kan se Ham. "I dit lys, skal vi se lys" jf Sl 35.10 Denne forening af Gud og intellektet er effektueret af Himlen med en overnaturlig nådegave, som kaldes nådens lys, lumen gloriae. Jo mere perfekt en sjæl virker i kærlighed, dvs. i nåde, kærlighed og venskab med Gud, jo mere perfekt ser den Gud i himlen. Denne Graden af kærlighed i den salige sjæl bestemmer mængden af herlighedens lys som tildeles den. Ved hjælp af herlighedens lys, ser sjælen i Himlen Gud og sig selv, sandt og klart. Det er ikke et udtømmende syn, idet sjælen ikke kan forstå alt som er forståeligt i Gud. Og det er fordi Gud er ubegrænset i sin forståelse, men sjælen er begrænset. Så sjælene i Himlen, og som ser Gud i herlighedens lys, ser ikke alt som Gud gør og kan, for det ville betyde at sjælen skulle forstå det uendelige i et begrænset sind, og det er en selvmodsigelse. I herlighedens lys ser sjælen Gud selv, og ikke bare et billede af Gud. Sjælen ser den guddommelige essens direkte og intuitivt. Den viden om Gud som den salige sjæl i Himlen nyder, er komplet og samtidig. Det er ikke en række af syn, men et fuldt og sandt syn og alt hvad sjælen ser, sér den på én gang. Så Guds essens som ses i herlighedens lys, udgør den salige skuen. Det er den essentielle belønning for de salige i Himlen. Vi kan ikke nyde den salige skuen her på jorden, men vi kan kende Gud, selvom vi ikke kan se Gud direkte i Hans essens.

I vores nuværende liv kan vi bruge vores naturlige fornuftskræfter, dvs. tankens kraft, til at opnå sand viden om eksistensen, naturen og Guds kvaliteter. Denne essentielle viden om Gud er ikke det samme som at beskue den guddommelige essens i sig selv. Den naturlige viden om Gud som vi kan opnå gennem fornuften, forstærkes bravt gennem tro og guddommelige åbenbaring, dvs. Skriften og Traditionen. I dette jordlige liv kan vi kende Gud gennem tro, gennem fornuften og gennem åbenbaret Sandhed, dvs. Skrift og Tradition.

Guds navne

For så vidt at vi kender noget, kan vi navngive det. Vi kender Gud naturligt gennem fornuften, og overnaturligt genenm tro og åbenbaring. Derfor kan vi navngive Gud. Og vi har mange navne for Gud, og de er passende fordi vi ved hvad vi navngiver. De navne vi tildeler Gud, udtrykker Gud for så vidt at vi kender Ham. Selvom vores naturlige viden om Guds perfektion opnås ved at betragte skabningers perfektion, så er det rimeligt at tildele navne til Gud. Fordi alle skabninger opnår deres perfektion fra Gud, så bruger vi et navn til at udtrykke denne perfektion som et navn til Gud, og vi giver Gud et navn for at udtrykke hans essens og substans. Vores virkelig navne for Gud er altså ikke figurative eller metaforiske, de er bogstavelige. Navnene udtrykker Guds perfektioner, som aktuelt er af og i Gud. Selvfølgelig udtrykker de ikke Guds eminens, men de perfektioner som er lig Hans essens. De navne vi giver til Gud hører til det navn som er udelt guddommelig essens. Men de er ikke alle synonymer. Navnene er adskilt fra hinanden på logisk vis, og de udtrykker forskellige aspekter af det som ikke er varieret i sig selv. Når vi kalder Gud "den guddommelige godhed", så udtrykker vi ét aspekt hos Gud, og når vi kalder Ham "den uendelige", så udtrykker vi en anden, "den almægtige" en fjerde, osv. Vi siger altså ikke at der er opdelinger i Gud, men at der er forskellige aspekter hos Ham og af Hans essens. Det vi mener er altså at Gud er visdom, og sådan er identificeret med Hans essens, og at mennesker også har visdom som en kvalitet, en accidens som ikke er det samme som den menneskelige essens. Dvs. når vi taler om noget som både kan knyttes til mennesker og skabninger, så er det analoge begreber. Navnet "Gud" betyder det øverste og uendelige væsen i sig selv, i essens, substans og natur. Derfor, er navnet Gud ikke præcist brugt om andet end Gud selv. Det er et ikke-kommunikérbart navn.

Det mest perfekte navn til Gud er det som Han giver sig selv, jf. 2 Mos 3,14: "Dette skal du sige til Israels børn, Han som er, har sendt mig til jer". Her udtrykker Gud sin sande essens og eksistens, og det viser Guds uendelighed og evighed.

Om Guds viden

Viden er en perfektion. Det er en ren eller ublandet perfektion, fordi den i sit koncept ikke omfatter nogen begrænsning. Siden Gud er ubegrænset perfektion, så eksisterer alle rene perfektioner i Ham, både formelt og eminent, sammen med Hans udelte essens. Derfor er der i Gud ubegrænset viden. Mere præcist, ER Gud ubegrænset viden. Gud kender Sig selv perfekt. Gud er altså sig selv. For Guds viden er ikke noget Gud har, men det er noget Gud er. Guds viden om Sig selv er omfattende, og den omfatter den perfekte viden om ting der kan vides noget om. I vores begrænsede og uperfekte udtryksform, siger vi at Gud kender sig selv i uendelig vidde af Hans grænseløse evne til at kende og vide.

Guds intellekt eller forståelse, er et andet navn for Guds essens og substans. I Gud, er intellekt, intellektets genstand, forståelige skabninger og forståelsens handling, alle identificeret med den udelte Guds essens og substans. Så Gud kender alle ting udover sig selv, alle skabninger, aktuelle og mulige, for ubegrænset viden mangler intet som kan kendes. I at kende sig selv, kender Gud sin uendelige magt til at skabe, og derfor kender Han alle mulige ting som kan skabes. Og Gud kender sin egen skabelsesvilje, og derfor kender Han alle skabninger som har eksisterer, eksisterer nu, og som vil eksistere. Så ved at kende Sig selv, kender Gud alt andet udover Sig selv. Vores menneskelige viden opnås ved læring, og vi kender ting ikke ved at kende os selv, men ved at blive bevidste om ting i sig selv. Gud kender ting eksternt, mens mennesket kun kender ting efter de er der, og bringes indenfor menneskets bevidsthedsmæssige rækkevidde. Guds viden er kreativ, mens menneskets viden er receptiv eller modtagende. Gud kender alle ting med perfekt klarhed, adskilthed og i alle detaljer, og ikke bare generelt. For ubegrænset viden er omfattende, den er identificeret med Guds essens og derfor perfekt i alle henseender. Gud behøver ikke tænke ting igennem, behøver ikke kende ting ved at udlede en ting fra en anden, eller kende ting i efterfølgende led. Siden Guds viden om ting er lig Hans essens, er den nødvendigvis evig, ubegrænset, komplet, altomfattende og samtidig.


Guds viden om Hans skabninger er ens med Hans vilje til at skabe dem, ford iHans intellekt og vilje er én i den guddommelige enkelthed. Og denne viden er årsagen til alle skabninger. Og siden Guds viden om skabninger kan ses som et tegn på hans skabelsesvilje, så er denne kreative viden også et navn for hans godkendende viden. Så Gud kender alle aktuelle og mulige ting, og Gud ser og kender til alt og alle ting som er, var og vil blive. Det er også kaldet Guds forsyn.


Gud kender til alle ting, og al væren, alle væsener. Så Gud kender til alt godt. Og Gud, ved det faktum, ved også hvor der mangler godhed, og derfor kender Gud til ondskab. For Ondskab er manglen eller fraværet af det gode som skulle være. Guds viden er perfekt ford iden er én med Ham. Der er i den intet vagt ,ingen forvirring, den er komplet til hver detalje af erkendt mulighed. Gud kender alle ting i deres væsen, deres aktuelle og mulige relationer, deres klasser, individualitet, dele og elementer. Han kender alt der er, kunne være og alt hvad de ville være i alle mulige omstændigheder.

Ved Guds fremsyn, så kender Gud alle menneskers og engles tanker, som vil fortsætte i evigheden. På den måde kender Gud uendelige ting. Gud kender ved sit forsyn og sin viden det som kaldes "fremtidige kontingenter". Det vil sige, ting som vil eksistere eller vil ske i fremtiden, afhængigt af ikke-nødvendige årsagers handling og effekt. For eksempel, ved Gud hvad du vil sige eller gøre, eller hvilke personer du vil møde, på et givent tidspunkt, om et år eller 10 år. Disse ting er kontingente, det vil sige, afhængige af menneskeligt uforudseelige handlinger af fri vilje eller på lyksalige omstændigheder, de er fremtidige ting, og de er kontingente, ergo er de kaldet fremtidige kontingenter. Disse ting er ikke bare hvad der muligvis kan ske, men de er ting som vil ske. Ergo er de erkendelige fakta, og Gud kender dem gennem Sit forsyn. Gud kender alle tings essenser, og Han kender alle ting som kan siges om alle ting. Gud kender alle genstande og navne som kan bringes sammen i sande udtryk, og Han kender udtrykkene selv.

Guds viden er uvariabel og uforanderlig, fordi den er ét med Hans uforanderlige essens. Gud lærer ikke, behøver ikke lære, og Gud glemmer ikke. I Gud er der ikke nogen adgang til viden, eller tab af viden. Viden kaldes spekulativ når den er bekendt med det som kan spekuleres på. Viden kaldes praktisk, når den er bekendt med hvad der skal gøres. Guds viden om Sig selv er spekulativ. Guds viden om ting eller andet end Ham selv er både spekulativ og praktisk. Guds viden om ondskab er praktisk for så vidt at Gud ved hvordan man undgår ondskab, eller hvordan det tillades eller styres, så noget godt kommer ud af det. For alt hvad der sker, sker fordi Gud tillader det, og fordi noget bedre kommer ud af det.

17 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page