top of page

Aquinas: Laster imod religionen


Overtro

Overtro er en last som er i modstrid med religion. Den retter den guddommelige tilbedelse mod noget som den ikke burde, eller den retter tilbedelse mod Gud på en uværdig måde. Begrebet "overtro" kommer fra det latinske "superstes" som betyder "en overlever". Det antyder at det vi kalder overtro, egentlig er overlevende (eller rester) fra de falske præ-kristne religioner, overordnet kendt som hedenskab. Overtro tager forskellige former: a) Idoldyrkelse dyrker skabninger, b) guddommeliggørelse konsuleterer dæmoner, dvs. tilskriver guddommelige kræfter til skabninger, c) falske praksisser er ydre udtryk i troen at guddommelige kræfter findes i visse skabninger.


Typer af overtro

Sommetider misbruges den sande religions sandheder og praksisser, og dette er en slags overtro. Det er fx sand lære, at sjælene i Skærsilden hjælpes ved vore bønner. Men det ville være overtroisk at tro at en vis bønsmæssig formel, eller et vist antal bønner, giver absolut sikkerhed for en sjæls udfrielse fra skærsilden. Og de gode og brugbare praksisser for katolikker - bodsudøvelserne eksempelvis, eller brugen af medaljer, skapularer og andre velsignede objekter, bruges sommetider overtroisk af visse mennesker, som tilskriver sådanne praksisser magiske egenskaber, fremfor at bruge dem som Kirken ønsker, dvs. som et middel til at opildne til reverens og hengivenhed til Gud i deres egne hjerter.


Idoldyrkelse

Idoldyrkelse er den form for overtro, som opstiller falske Guder, og tilskriver guddommelig ære til det som ikke er guddommeligt. Skt. Augustin (Om Kristen Lære, II) siger "..hvad som helst som opfindes af mennesket til at dyrke idoler, eller til at tilbede skabninger på guddommelig vis, eller enhver del af en skabning, er overtroisk". Denne form for overtro her, er idoldyrkelse. Det er helt sikket syndigt at tilbede idoler, både indvortes eller udvortes. Det er til gengæld passende at give hæder og ære til ens overordnede, men uden at man anser dem for at være guder. Idoldyrkelse er totalt uordnet, det er totalt i modstrid med fornuften, det er i modstrid med religionen, og det er i sig selv ondt. Ergo kan idoldyrkelse aldrig tolereres. Vi må forkaste den kætterske fejl som siger at, i tider med forfølgelse, er det nok blot at bevare den sande religion i hjertet, og for at undgå vanskeligheder, legitimt at deltage i dyrkelse af idoler. Det er en synd, og i sig selv den værste af synder, fordi den er direkte imod Gud, på samme vis som had til Gud er. Idoldyrkelse forstyrrer universets orden til at tilskrive universel kontrol og absolut magt, til en skabning. Nogle synder kan være værre end idoldyrkelse ud fra deres foragt for Gud og hans lov, men ingen synd er i sig selv værre end denne. Mennesker forårsager idoldyrkelse gennem overdreven tilknytning, kærlighed eller loyalitet, eller anseelse, ved kunstneriske objekter, eller ved uvidenhed. Skriften siger (Visdommens bog 14,14) "ved menneskets forfængelighed, kom idolerne ind i verden". En anden årsag til idoldyrkelse er fundet i de dæmoner som tillades at bistå med tilbedelsen af idoler, eller dem selv (hvilket kan være samme sag).


Spådomme

Er forsøg på at kende fremtiden gennem overtroiske midler. Den tilskriver skabte ting en form for indsigt, eller udlægning af fremtiden i absolut forstand, hvor denne viden og kraft alene hører til Gud. Derfor er spådøm altid en synd. Spådomme tager ofte form ved påkaldelse af dæmoner, som hjælper med at forudsige fremtiden, eller ved at vide det som man burde gøre for at opnå et gode eller undgå vanskeligheder. Der er tre typer af spådomme: a) Den direkte påkaldelse af dæmoner, b) ved fx at tyde drømme eller c) ved at tolke i de dødes udsagn (efter de er døde). osv. osv. Fordi man anvender eller samarbejder med en ond ånd, så er påkaldelse af dæmoner altid forkert. Stjernelæsning er en form for forfængelighed, fordi menneskets fremtid ikke er bestemt ved himmelske legemer. Herudover er det en praksis som onde ånder altid bruger til at finde ofre for yderligere dårlig påvirkning. Ergo er stjernelæsning syndigt. Drømmetydning er også syndigt. Gud kan gøre brug af vores drømme og bruge dem til syner, men medmindre Gud manifesterer sig i en drøm og åbenbarer sig, så er det forkert at antage at drømme har nogen profetisk værdi. Selvfølgelig ved et menneske når han har en særlig type af drømme, eller hvad han drømmer om, men at bruge drømme til at forudsige fremtiden, er dyb overtro. Varsler, tegn eller brug af eksterne overtroiske praksisser som middel til at opnå viden eller vejledning, er alle former for spådomme, og de er tåbelige syndige. Det er ondt at bruge sådanne ting, i antagelsen at fremtiden afhænger af dem. At læse naturlige sin som årsager til nuet, er ikke overtroisk - vejrudsigter er ikke overtroiske, fordi de afhænger af naturlige årsager. At trække lod når der skal fordeles goder, eller beslutte hvem der er præmievinder, er ikke spådomme. Men at trække lod for at beslutte hvilket valg man skal træffe, ud fra antagelsen om at den betingede skæbne vil lede på vej, eller at man er skæbnebestemt til noget, er spådomme, og er både irrationelt, tåbeligt og syndigt.


Overtroiske praksisser

Det er både syndigt og nytteløst at vælte sig i det som kaldes magi, eller bruge krystaller, taleformler eller anden hjælp, til at opnå skjult (dvs. okkult) viden, eller at styre hændelser ved at hidkalde okkulte kræfter. At gøre sådan er at anvende overtroiske praksisser. Her menes ikke underholdende synsbedrag hos de som typisk kaldes for magikere, men den vi taler om her er den som kaldes for sort magi. Denne type magi vanærer Gud, og åbner døren for diabolisk indgriben. At bære lykkeamuletter, kranse eller lignende, hvor man tror at de bringer held, er også ondskab. Sådanne praksisser forudsætter en form for førnaturlig kraft anden end Gud, som giver objekterne eller genstandene magisk kraft. Det er overtroisk, og i modstrid med religionen.

Også forudsigelser, og som førnævnt spådomme er ulovligt, uanset om man bruger kort, mennesker, læser i kaffegrums, bruger krystalkugler eller lignende. Det er overtro også at tro at sorte katte bringer uheld, knuste spejle, at gå under stiger m.v.


Irreligion: At friste Gud

At friste en person, er at afprøve eller teste vedkommende. At friste Gud er, ved ord eller handlinger at afprøve Guds viden eller magt. Sommetider er hensigten ikke altid så meget at teste Gud, som mere beror på en formodning om at Gud altid vil give det som mennesket selv kan tilvejebringe. Så et menneske som nægter at spise medicin fordi mennesket forlanger at Gud skal redde vedkommende, er et menneske som afprøver Gud. At forvente mirakler når ingen menneskelig hjælp er mulig, er ikke at friste eller teste Gud. Det er faktisk rationelt og legitimt, fordi man anråber om overnaturlig hjælp. Men at forvente overnaturlig hjælp til naturlige problemer, er at udfordre Gud. Og derfor er det en synd. Det omhandler typisk en vis form for tvivl om Guds viden og magt, og det har til formål at tilvejebringe sikkerhed om denne magt. Der er en stor uordnethed i denne form for tænkemåde, fordi man vil afprøve og teste Gud, man sætter så at sige sig selv over Gud i den forstand. Det er et udtryk for uvidenhed, tvivl og arrogance. Uvidenhed, fordi man ikke kender Gud godt nok til at vide at man ikke skal udfordre Ham, tvivl, fordi man er i tvivl om hvor omnipotent og almægtig Gud rent faktisk er, og arrogant, fordi man tror at man er bedre end Gud. Det er en synd imod religionen og er en hovedsynd.


Irreligion: Mened

Mened er en løgn som bekræftes ved ed. Den påkalder Gud som vidne til en udtalt sandhed, når sandheden reelt ikke er udtalt eller fremsat. Mened bruges typisk ifm. bevisførelser i juridiske sager. Men enhver løgn som bekræftes ved ed, er mened. Mened påfører Gud smerte, og er en synd imod religionen. Det er også en styr synd imod kommutativ retfærdighed, fordi den ødelægger ærligheden mellem mennesker. Så det er også syndigt, og imod religionen. Det er en foragt over for Gud. Og vi skal ikke ved lethed forlange at folk sværger ved eder, blot for at sikre at de taler sandt. For at kræve edsaflæggelse, må sagen være vigtig nok. Individer bør generelt aldrig kræve edsaflæggelser mellem hinanden.


Irreligion: Sakrilegier

Et sakrilegie er en krænkelse eller et misbrug af det som er helligt. Ting som hører til Gud og tilbedelsen af Ham, har, ved deres formål, en vis form for hellighed. At gøre vold eller profanere sådanne ting er at være irreverent over for Gud. Et sakrilegie er en særlig synd som er i modstrid med religionens dyd. Skt. Johannes af Damaskus siger, at når noget purpurblåt er blevet omdannet til kongelige klæder, så ærer vi det - og den som vanærer det, bør straffes. Således også når noget omdannes til et instrument for guddommelig tilbedelse, det er da helligt, og den som vanærer det, gør en særlig strafbar ting. Sakrilegier ses ikke kun i profane eller irreverente brug af hellige ting, men også i behandlingen af hellige personer, eller i upassende eller irreverent adfærd på hellige steder. Det værste sakrilegie mod personer, er naturligvis den irreverente af slagsen, mod HERREN i Det Allerhelligste Sakramente, denne frygtelige synd begås af de som misbruger eller profanerer de hellige legemer og ved de som forsætligt modtager kommunion på uværdig vis.

Sakrilegier mod personer begås også af de som påfører fysisk skade mod personer konsekreret til Gud, gennem løfter eller hellige ordener. Det ses fx ved sakrilegier ved irreligiøs brug af hellige beholdere, klæder, billeder, relikvier, medaljer o. lign. Sakrilegier på steder, er fx ved altre og i kirkerum. Sakrilegier straffes af kompetent kirkelig myndighed, fx ved ekskommunikation eller anden straf. I katolske lande (da de fandtes) kunne det medføre civil straf.


Irreligion: Simoni

Simoni er den synd hvor man forsøger at købe eller sælge noget spirituelt, eller noget som er forbundet med det spirituelle. Simoni tager sig navn fra Simon Magus, som forsøgte at købe kraften ved helligåndens påkaldelse, ifm. håndspålæggelse, fra apostlene (jf ApG 8,18-24). Simoni er en synd, fordi det som er spirituelt ikke kan værdisættes, fordi Gud alene ejer det spirituelle, mens Hans tjenere kun har til opgave at dispensere det. Åndelige ting flyder frit fra Gud, og gives frit af Hans præsteskab (jf, Matt 10,8). "Frit har I modtaget, giv frit". Derfor er simoni en manglende reverens mod Gud, og også en synd imod religionen. Kirkens præster skal materielt understøttes af de mennesker de hjælper, fx af de som lever nær det alter hvorved præsten tjener. Men ingen præst eller ordensmand må sælge sakramenter, messer, velsignelse o. lign., og det gælder også for lægfolk i omvendt forstand. Ingen ofre eller bønner kan købes eller sælges. Ting som hører til det spirituelle, må kun evalueres i materielle termer og ikke i åndelige termer (fx relikvarer, beholdere m.v.). Den åndelige dimension må ikke indgå i vurderingen. Visse åndelige artikler skal genvelsignes hvis de gensælges.

Simoni straffes jf. kirkeretten.

30 views3 comments

Recent Posts

See All

3 Comments


Regin Benner
Regin Benner
Aug 23, 2023

Jo det er rigtigt.

Men som du sikkert også er enig med mig i, så skal vi passe overordentligt meget på ikke at isolere feks medaljens metafysiske kraft fra etik og moral.

Guds kraft vil altid operere i sammenhæng med Gudsfrygt.

Er moral og Gudsfrygt væk reducerer vi scapularer o lign til noget rent magisk og vi falder under Jesu dom over dem der havde brugt hans kraft men ikke levet hans liv: vig bort fra mig I som øver uret......jeg har aldrig kendt jer.

Nej for Gudsfrygt og et moralsk liv var ikke at spore i deres liv...

Like

Regin Benner
Regin Benner
Aug 22, 2023

Vældigt opklarende tekster omkring alle former for overtro.

Her er der virkelig mange faldgruber.

Feks at tillægge medaljer, scapularer olign magisk kraft eller at bruge enhver drøm til at klarlægge et problem eller forudsige fremtiden med.

Ligeledes at bruge lykkeamuletter på magisk vis eller tro at det bringer ulykke at gå under en stige eller se en sort kat etc etc etc her vrimler vort land med overtro endog langt ind i vore kristne rækker..

Like
Christian Benedict
Christian Benedict
Aug 22, 2023
Replying to

Ja, det er dog ret vigtigt at være opmærksom på at skapularer og medaljer stadig har en metafysisk kraft på den som bærer den som Himlen ønsker det. Det samme gælder den hellige rosenkrans. Skriften (fx Luk 8,44) viser eksempler på hvorledes relikvier eller andre artefakter kan være medierende stoffer mellem Gud, Himlen og os. Heb 11,6 forpligter os på at tro på at Gud griber konkret ind i vores liv, både direkte og indirekte.

Like
bottom of page